Han har efter sigende rappet i over ti år, han er vist en rimelig anerkendt undergrundsrapper på LA's hiphop scene, og han skulle vist have udgivet to plader før denne. Hvem pigen på coveret er har jeg ingen anelse om. Nej, jeg ved virkelig ikke særlig meget om Intuition, men nogen gange kan det være dejligt befriende at hoppe med på vognen langt inde i en kunstners karriere, og så bare nyde turen fra dét punkt.
Jeg faldt over nummer "Buzzkill" en dag, og synes det var så dope, at pladen bare måtte købes right away! Der var bare et-eller-andet over stilen. Intuition lyder som krydsningen imellem Mac Lethal og Slug fra Atmosphere; Mac Lethals flabede, legende flow, hans satiriske fortællinger, hans blink i øjet, samt hans medfølgende fede produktioner, og Slugs fænomenale sans for indlevelse, og temabehandlinger som sprut og kvinder. Dog hælder Intuition nok mere over til Mac Lethals side end Slugs, for pladen har en lækker, gennemgående feel-good vibe, og fremfor Atmospheres melankolske røde tråd, er Girls Like Me langt mere sommer, sol og afslappende i udtrykket. Slug gæster faktisk "Buzzkill" med et stærkt vers, hvilket naturligvis er en kæmpe bonus. Lyt selv, og se om du kan forstå den øjeblikkelige interesse, jeg blev fanget af:
"Intuition - Buzzkill feat. Slug"
Har vi ikke alle prøvet at købe et album fordi ét nummer med sikkerhed er godt, for bare at blive fælt skuffet over de resterende tracks, der på ingen måde kan følge med det ene gode nummer? Jeg har beklageligvis gjort det en del gange. Heldigvis er "Buzzkill" ikke det eneste fede nummer på Girls Like Me. Standarten er faktisk overraskende høj, og Intuition formår at fastholde lytterens interesse hele vejen igennem, med gennemtænkt, intelligent lyrik, fremragende produktioner og fængende, soulede omkvæd. - Fængende omkvæd har ikke altid været et velkomment tiltag når talen falder på undergrundshiphop, men har man hørt førnævnte Mac Lethal vil man vide, at det sagtens kan lade sig gøre at tilsætte lidt lyrisk melodiøsitet, og stadig holde stilen 'raw'. Intuition har da også nogle stærke sangere til at hjælpe ham, fra Raquel Rodriguez til Travis Brown, samt fantastisk samplede omkvæd, som på fx "Lonely", der låner Shaggy's "Lonely Lover" fra hans sommer-score plade Hot Shot. Sommerstemnigen går fint hånd i hånd med Intuitions meget afslappede, ofte lade, why do today what you can do tomorrow -attitude - noget han forresten dyrker på flere numre. Fx på den yderst underholdende "Don't Try", hvor han rapper,
"I been trying to run with the torch /
But now I just torch the cig, and so I'm stuck on the porch /
And I been, doing this here for the love of the sport /
But now I need my back scratched so I just love your support /
And I'm a creature of habit, wondering what may come /
of this comfy routine, if my face stays numb /
Never had a fake friend, I'd like to make some /
I'm deep enough to act shallow, smart enough to play dumb /
It makes life so simple /
Got some theories 'bout myself but man I'd like more info /
I keep avoiding all the roots of my problems /
While I run from succes so I can prove I'm just common"
Produktionerne kommer fra Equilibrium, som jeg heller ikke ved noget om, bortset fra, at han er en sublim producer, hvilket vel er det eneste vigtige. Hans blanding af liveinstrumenter, forsigtigt håndplukkede samples samt funky og jazz'ede elemter, resulterer i en af 2010's skarpeste, og mest behagelige lydbilleder. I en tid, hvor plader i stigende grad bygges op omkring 3-4 kerne "hits", er Girls Like Me et sublimt afbræk, da Intuition og Equilibrium formår at gøre de 53 minutter til én lang fornøjelse, der stiger for hver gang pladen høres igennem. Uden tvivl en af årets bedste plader.
4.5/6
2 kommentarer:
Jeg tror pigen er ham selv forkladt som en pige, idet albummet hedder Girls Like Me...
Men hvem ved? ;)
Hvor sjovt.
Han skriver ofte inde på http://www.philaflava.com/forum/.
Kan anbefale alle at bruge det.
Send en kommentar