Grieves - The Confessions of Mr. Modest

Da Brother Ali spillede på Rust d. 2. marts tidligere på året, var jeg inde for at lave et interview med ham for DubCNN (som kan læses i magasin #7, der netop er udkommet). Jeg fik hilst og snakket med en del af folkene, blandt andet Brother Ali's dj BK-One, hvis album Rádio Do Canibal jeg er helt vild med. Og så fik jeg en god, lang snak med Grieves, som jeg på daværende tidspunkt ikke vidste hvem var. Han sagde at han var blevet signet til Rhymesayers for nyligt, og derfor tourede med Brother Ali for at få lidt rampelys. Jeg gik ud fra, at han var pladedebutant, for han ligner en, der er 17-18 år (!), men han er altså 27, og har udgivet et par plader før The Confessions of Mr. Modest (TCOMM) - det kunne have været blevet pinligt! Nå, men det fede var så, at denne dag, tirsdag d. 2. marts, samtidig var releasedatoen for TCOMM, men fordi der var gået noget galt med leveringen fra Rhymesayers, var albummet ikke kommet ud nogen steder, hvilket han selvfølgelig var ret ærgerlig over. Tilgengæld havde han en 20-30 eksemplarer med sig, som var så spritnye, at han ikke selv havde fået chancen for at se dem endnu - han var derfor helt oppe at køre selv! Jeg købte så en af ham, personligt, og så kom vi frem til, at det jo måtte være det officielt først købte eksemplar. Så jeg er den officielt første køber af TCOMM.
Lige så snart man har et forhold ud over det sædvanlige, eller en historie tilknyttet til en plade, så bidrager det fra start af positivt til indtrykket af pladen. At Grieves' opvarmningsshow tilmed også var super fedt, fik mig fuldtændig hypet til at komme hjem og høre ham på plade. Men desværre må jeg indrømme, at hverken den fede historie bag pladekøbet eller den suveræne liveperformance kan redde Grieves fra den dom jeg er nødsaget til at give ham, for TCOMM er ganske simpelt en kedelig udgivelse.

Måske er der nogen af jer der sidder og tænker, at ligheden imellem coveret på pladen og min forholdsvist nye blogbanner er slående, og det er rigtigtnok også TCOMM, der inspirerede mig til at lave banneren. Coveret er et af de flotteste jeg har set i længere tid, og det gav mig en øjeblikkelig lyst til at kaste mig ud i noget grafisk kunst-agtigt noget selv! Tilgengæld skal man ikke langt ind i pladen, der ligger gemt bag det skønne ydre, før tvivl og ærgelser melder sin ankomst. Godt nok åbnes pladen på mesterlig vis, med den fabelagtige "A Song For Mr. Modest", men den lover noget, som den slet slet ikke kan holde, og derfra går det blot ned af bakke.

"Grieves - A Song For Mr. Modest"

Dårligt er det såmen ikke. Grieves har før vist, at han kan fortælle en rørende historie - lyt fx til "Rebecca" fra hans forrige album. Men han har bare ikke oppet sig på TCOMM. Pladens nye tiltag er produktionerne, hvor hans følgesvend, produceren Budo, kun udnytter sig af liveinstrumenter. Alt hvad man hører på pladen er altså original lyd, om man må, og det er da imponerende, at ensmandshæren Budo mestrer så mange instrumenter. Der er både blæsere, guitarer, diverse former for basinstrumenter, strygere og et hav af synth og electronic lyde. I mine ører er det bare ikke sat synderligt godt sammen. Hvor åbningsnummeret fungerer blændende med dens minimale og melodiøse produktion, lader Budo ikke til at ville nøjes på resten af skæringerne. Det meste koger over i syret synth, electro-rock, malplacerede kor og meget mere, og det lyder gennemgående mere som et eksperiment, fremfor en finpudset lydside. Grieves, der teknisk set er en ret dygtig rapper, efterlader sig ikke de store indtryk. Han operere i det dystre og melankolske, og med titler som "Ghost Ship", "Dirtnap Nightmares", "Smile for the Blade", "I Ate Your Soul" og "Purgatory Music", kan man ikke andet end at have fordomme til tekstuniverset på forhånd. Og det kræver nok mc som fx Slug at retfærdiggøre disse sangtitler - Grieves formår ikke at hive den sejr hjem. På nogle numre viser han, at han sagtens kan imponere. På "Windchill", "Heatstroke", hvor han får besøg af Cunninlynguists, og "Out of My Mind" viser han suveræne kvaliteter, på sidstnævnte med syngende rap, der får ham til at stå frem som en original rapper, der virkelig har noget at byde på.

Men lidt godt er ikke helt godt nok. Trods fine indsalg her og der fra både Grieves og Budo, bliver niveauet bare aldrig rigtig løftet højere end til det "okay". Det tegnede ellers så godt den tirsdag aften, men TCOMM rammer for mit vedkommende bare ved siden af. Grieves og Budo er gode live, men på plade er der stadig meget, der skal forbedres.

3/6