Mighty Joseph - Empire State

En af 2008s hidtil største og mest fornøjelige overraskelser, er i mine øjne denne New York tribut, leveret af to af industriens mest oversete rappere, der går under fællesnavnet Mighty Joseph. De to personer bag er rapperen Karniege og den måske mere anerkendte Vast Aire, der begge er fra New York, og som derfor har slået hovederne sammen om at lave et album, der er dedikeret til selv samme by.

Jeg kendte ikke Karniege før dette album, men Vast Aire kendte jeg igennem hans Canibal Ox projekt, og hans medvirken i Def Jux selskabet. Personligt synes jeg Vast Aire er en af de mest let genkendelige rappere der findes. Ikke på min liste over top mc'er måske, men man er aldrig i tivlv om hvem der rapper, når hans stemme flyder over tracket. Han har et utrolig afslappet flow, og han lyder ofte som om, at han har rigtig god tid til at få hans budkab ud. Et budskab der til tider er samfundsrelevant og aktuelt, men mindst ligeså ofte er ren og skær ord-leg og rap-blær, hvor oneliners og punchlines skærer igennem som samurai sværd. Jeg vil næsten vove at påstå, at man får begge disse sider at se på samtlige tracks. Ikke en nem balance at finde, men samtidig en balance der kan frarøve kernen af seriøsitet i de numre, hvor han faktisk har noget at sige. Det hænder dog oftest, at man jubler over hans opfindesomme og legebarns agtige rim, som når han rapper på "The Dark Age":

"Vast flow can turn men to mice /
if reality's a whore then I'm fucking her twice.
And on the third time, she'll be screaming my name/
and her best friend truth will tell you the same.
I'm that same chubby kid with that Bruce Lee poster/
that'll finger-pop a bitch to check the odor.
That's ill, they put coke in soda?/
Nah, what's ill is, I practiced with Yoda.
My people rap the sun, 'cause they're dark/
only in the skin, not in the heart."

- Alene i disse linjer kommer han vidt omkring i både sammenligninger, humor, skørhed og superfede rim. Og det er egentlig meget sigende om hans optræden på resten af pladen; han er mere eller mindre ustyrlig. Dette har også sine negative følger, som nævnt tidligere, for helt solidt bliver det generelle billede aldrig.
Karniege til gengæld kommer mere solidt igennem. Ikke med den samme lette tilgang til tekstbehandling som Vast, men faktisk bedre når det kommer til de følsomme punkter som personlige emner og seriøse budskaber. Karniege har på ingen måde samme trang til at flette lidt morskab ind i sine linjer, og dette gør at det er ham der stjæler showet i sidste ende.
Men man skal passe på med at drage sammenligninger, for selvom de er partnere deler de ikke en enenste lighed som rappere, så det ER to vidt forskellige personer man er i selskab med. Så på den måde er det godt at man har de to sider.

Produktionerne er, lad os bare sige, lidt af en munter mundfuld! De ligger langt fra ens everyday hiphop-beats. Det er lidt svært at sætte ord på, men albummets musikalske udtryk er unægteligt noget af det mærkeligste denne anmelder har lagt øre til. Ind imellem dukker der nogle forholdsvist rene beats op, som fx "The Dark Age" med M.U.R.S. på gæstelisten. Men det er egentlig også det! Resten af produktionerne er meget opfindsomme, og de er skabt af nytænkende musikmagere, der tydeligvis har store ambitioner om at skabe en ny lyd. ELLER også kan det bare være, at Vast Aire og Karniege (der selv producerer lidt) har været gode til at finde beats fra forskellige kilder, der tilsammen skaber et opmærksomheds-vækkende billede.
Madlib kigger forbi og donerer et "Sonic the Hedgehog"- agtigt elektron beat til nummeret "Legend", der desværre må siges at være mere sjædent end kønt.
Til gengæld træder den, for mit vedkommende, ukendte producer Melodious Monk ind, og leverer en af pladens højdepunkter i form af nummeret "Kidz (N.Y.C.)". Foruden den sublime produktion, er nummeret et af dem på skiven, hvor Vast Aire og Karnieges forskellighed spilles bedst ud imod hinanden. Karniege lægger ud med linjerne

"Mommy got bills and son plus self to feed/
how long can we last on welfare cheese?"

Linjer man har hørt før, men som stadig har en vis personlig smerte forbundet til sig. Ikke desto mindre overtager Vast mikrofonen og putter strakt nye boller på suppen,

"And Fuck Al Quaeda/
'cause I coulda died getting a candy bar by from a bodega"

- uden tøven er vi altså tilbage i Vasts vittige nabolag. Og på dette nummer har det en positiv effekt. Man vil måske synes at Karnieges forsøg på at give stof til eftertanke afbrydes bræt af Vasts medvirken, men jeg synes sgu det virker, og det er momenter som "Kidz (N.Y.C.)" der trækker på smilebåndet.
Pladen afsluttes med det 6:31-lange "Rock-it Science", som let taget titlen som pladens perle. Den katastrofalt oversete J-Zone producerer, og de to rappere vælter rundt, ind og ud af hinanden med solide rim, og på trods af, at nummerets længde ligger i den måske lidt for lange ende, så er det en udsøgt fornøjelse fra første sekund. Man kan checke "Rock-it Science" og et par andre nymre på deres myspace her

Mighty Josephs "Empire State" er en skæv fornøjelse! Det er lyrikken der er i føresæddet, og de til tider fede men ofte yderst mærkelige produktioner bakker Vast Aire og Karniege op i deres mission på at være King Kong'en over New York, der er kommet for at flå enhver wack-ass rapper fra hinanden og overtage styrret. En mission der kun delvist lykkedes, for selvom "Empire State" er et friskt pust, så er pustet ikke helt nok til at blæse taget af huset.

4/6