The Blacklover88rs - Daze Like These...

I min omfattende og ekstremt nørdede jagt på Exile produktioner, stødte jeg en dag på dette album via internettet. Det vil sige, at jeg stødte faktisk på billedet af albummets forside, og ikke selve albummet. Jeg endevendte derfor internettet for både "Days Like These", "Blacklover88rs" og "Mandela & Sisilu", altså de navne jeg umiddelbart kunne tyde ud fra det forholdsvist utydelige billede (der var meget mindre og mere sløret end dette). Intet gav svar.
Dette irriterede mig en del, for jeg vidste at Exile på en eller anden måde var involveret, hvilket alene er grund nok til, at jeg bare måtte have fingrene i album. Denne udgivelse synes dog umulig at opspore. Amazon.com, ebay.com, wikipedia, youtube. INGEN kendte noget til "The Blacklover88rs" eller titlen "Days Like These".
Hvis jeg før var irriteret, så ved jeg ikke hvad jeg var efter at have fundet ud af, at jeg var på jagt efter et spøgelsesalbum. Når jeg først har sat mig for at skulle erhverve mig en udgivelse, så slapper jeg ikke af før jeg sidder med det i mine hænder. Så fra at være "endnu et køb" blev det til en personlig kamp for at skaffe, hvad der skulle vise sig at være den mest sjældne skive i min tid.

Der gik lidt tid hvor jeg havde travlt med alt mulig andet, arbejde, venner, private sager og sådan. Men så en dag, da jeg helt tilfældigt var havnet på en internetside jeg aldrig før havde hørt om, www.discogs.com, så jeg navnet "Daze Like These..." og tænkte "Bingo!", - "Den eksisterer!".
Jeg købte den så via denne side for en forholdsvis billig penge og tænkte for mig selv, at nu havde jeg vundet kampen.
Halvanden uge senere, omkring der hvor jeg efter tidsberegning burde få cd'en med posten, ventede en pakke rigtig nok til mig da jeg kom hjem fra arbejde. Pakken havde dog en lidt mærkelig form for en cd; den var ca. 3 gange så stor som de almindelige cd-indpaknings-pakker er, så jeg var lidt mystificeret. Da jeg åbnede den gav det hele mere mening. Jeg havde købt en vinyl.
"Ooooookay...." tænkte jeg. Den havde jeg ikke lige set komme. Uden en LP-afspiller i huset var den ikke til megen gavn, så jeg ærgede mig en smule.
Jeg dobbelt-checkede hjemmesiden jeg havde købt den fra, og helt rigtigt stod der, at den KUN kom i vinyl-form. Så var det vel fint nok, hvis man alligevel kun kan få den på vinyl, så "skulle" jeg jo have den før eller siden. Der sad jeg så med min nye vinyl i hånden.
Selvom jeg, og sikkert de fleste af jer læsere, er af den nye skole med stereoanlæg og iTunes, så ER der bare noget permanent æstetisk ved en vinyl. Det er kunstartens oprindelige form, og de skrattende pladeafspillere og den støvede lyd har noget helt magisk over sig, ikke helt til at forklare.
Så jeg sad og blev mere og mere positiv over mit køb, da det slog mig, at nogen af familiens bekendte netop havde anskaffet sig en digital pladeafspiller, der kunne overspille LP numre til computeren.
Det man gør er, at man forbinder de to afspillere med et USB stik, sætter vinylen på og lader nålen falde. Det der spilles på pladen overføres direkte til computeren, hvilket vil sige, at man SKAL høre hele nummeret, og man skal selv stoppe og vælge hvornår nummeret er slut, og hvornår det næste starter, ellers overføre den bare alle numrene som et langt, og så har man et helvedes besvær bagefter med at sidde og choppe alle de små stykker til og fra hinanden. jeg ringede så til Espergærde for at høre om det kunne lade sig gøre, og det kunne det selvfølgelig.

"Daze Like These" ER faktisk kun en 4-track vinyl, med tilhørende instrumentals, så 8 numre i alt. Ikke mange, men ikke desto mindre var det en længere operation at få dem over på computeren og ned på cd, og til sidst hjem på min egen iTunes.

Så en uge efter jeg havde afleveret LP'en dumpede en cd ind af brevsprækken, og da jeg så hvem afsenderen var, kunne det kun gå for langsomt med at få den smidt på anlægget!

Dette var en lille historie om, hvordan jeg fik fingrene i den, i min tid, mest sjældne udgivelse. Her kunne et relevant spørgsmål så opstå: Er den god? Er den overhovedet noget værd?

Og svaret må blive lidt sløret. Først og fremmest JA! Det er super sprød hip hop der bliver serveret. Personligt har jeg det sådan, at hvis der hører en lille historie til hvordan man fik albummet, så kan det faktisk hjælpe sangene med at blive bedre. Så idet jeg brugte så lang tid på at få fat i den her EP, blev spændingen i sidste ende så stor, at uanset hvad, "så ville jeg bare kunne lide det!". Hvis jeg ganske simpelt bare havde købt den i en butik, ville jeg måske ikke være så koncentreret om lyden, og så ville den måske lyde dårligere i mine ører (?).
Men jeg synes det er super fedt.
Som tidligere nævnt er det en 8-tracks EP hvoraf de 4 er instrumentale gengivelser.
Nummeret "Don't Bounce" retfærdiggøre til fulde dets beskrivelse som værende et "Smash hit" på LP forsiden, imens det Exile producerede og Aloe Blacc gæstede "The Real War" yder hip hop af absolut øverste skuffe.

Jeg ved at "Daze Like These..." dukker op på ebay til tider, og skulle man være så heldig at falde over den derinde, så vil jeg stærkt råde jer til at købe den, for det er super lækker hiphop. Om den er hele den tur værd, som jeg måtte igennem ved jeg til gengæld ikke...

4/6