Little Vic - Each Dawn I Die

Der var engang hvor byernes by New York var hip hoppens belly of the beast. Hvor fantastiske rappere blev spyttet ud fra undergrudsscenerne som et samlebånd. Hvor enhver med respekt for sig selv erhvervede sig et DJ Premier beat for at vinde gadene. En tid hvor hiphop var en bevægelse der var ære i at være tilhænger af.
Disse tider synes i dag som en saga blot. Samlebåndet kører stadig, men istedet for de sublime flows og de nakke-brækkende produktioner, er det hip-pop en masse der sprøjtes ud, og de få lævn der stadig har noget at byde på, har meget svært ved at skubbe sig ud igennem mændgden af kultur-ødelæggende one-hit-wonders.
Der er unægteligt blevet længere imellem New Yorks guldklumper. Hovedleverandørerne af "the real hiphop" har pt resistens ved øst og vestkysten. northwest er også ved at komme godt med, men det store æble har med tiden mistet titlen som hovedforsyner nummer et.
Selvfølgelig er undergrundsrapperne ikke en uddød race, de er jo "just like roaches; never dying, always livin'. Den nyeste kakkerlak på scenen er Long Island rapperen Little Vic, der debuterer med albummet "Each Dawn I Die". Et album, der opfylder alle kravene fra "those days".

Det hele starter med en dialog på titel og- åbningsnummeret, hvor bidder af dialogen bliver til titlerne på de efterfølgende10 numre. Vic forarbejder disse fraser meget detaljeret, og de forskellige emner der gemmer sig i titlerne kædes sammen til en større helhed. En rød tråd er sjældent set flottere bundet, og selv hærdede veteraner kunne lære noget af first-timeren Little Vic. I hans tilfælde kan "first-timer" på intet tidspunkt bruges negativt. Hvis man tror man har at gøre med en debutant vis flow og teknik ikke er helt poleret endnu, så kommer man hurtigt på andre tanker. Han river en med igennem sit lyriske univers, som til tider er så eminent at man er ved at falde ned fra sin stol. Andre gange træder han et skridt tilbage og leverer ligeså sikre tekster, men med en mere afslappet tilgang.

Albumemts titel kan være misledende. Umiddelbart lyder "Each Dawn I Die" som et album vis indhold byder på mørke og depressive tekster. Dette er ikke tilfældet. Ikke hele vejen igennem i hvert fald. Godt nok byder skiven på isnende alvorlige skæringer som "Sister Morphine", "The Evil That Men Do" og "Dying Slowly", der med sikkerhed nok skal fremkalde ubehagelighed. Men albummet er ligeså rigt på lyse og opløftende numre. "It's My Turn" og "This is What it Sounds Like" er to højdepunkter der produktionsmæssigt kan få ethvert smil frem, og som oveni er båret op af mesterlig lyrik. Som på "It's My Turn" hvor Vic rapper:

"I am through with the saints /
I am running with those that God lost /
Fallen Angels swing mics like a ball a chain"

Og så er der endda et enkelt nummer om kærlighed med, der som de to førnævnte byder på en utrolig lækker produktion.

Hvad så med gaderne? Som jeg lagde op til i starten, så er Little Vic en rapper hvis hjerte tilhører gaderne, og det viser han, igen som jeg skrev i starten, ved at alliere sig med DJ Premier på nummeret "The Exorcist". Og selvom det ikke just er en af Premos bedste produktioner, så er det alligevel den altid genkendelige Premo-lyd der blæser ud fra højtalerne. En street-joint der har alle de sædvanlige ingredienser, fra det simple beat, der faktisk minder om "Mass Appeal", til omkvædet der er ren scratch, og så til kavalikader af gadepoesi og punchlines. Om man kan lide det eller ej, så er der ingen tvivl om, at New York undergrund endnu engang er usikker, og Little Vic er årsagen.
Og det er som om legenderne står i kø, for foruden produktioner fra endnu en af New Yorks trofaste personligheder, Buckwild, så er Kool G Rap også at finde på nummeret "Caked Up", endnu et streetanthem der byder på solide linjer fra begge herrer.

Albummet når sit absolutte højdepunkt når Vic slår sig sammen med den forholdsvist ukendte producer Sly Vest om nummeret "Sister Morphine", der retfærdiggør albummets titel fuldt ud. En sang om sorte huller og stof-depressioner, der med en af 2008 a-b-s-o-l-u-t bedste produktioner kryber ind under huden på en, og bliver siddende vel at mærke.



Little Vic er en af de stærkeste undergrunds mc'er New York har at byde på pt. Han har udgivet et overraskende godt debut album, som jeg uden tøven vil sætte på en top 5 over 2008's hidtil bedste udgivelser. Med nogle fantastiske produktioner i ryggen, både leveret af veteraner og nye hoveder, og en evne til at skrue sange sammen, der rangerer ham højt over mange andre. Kløgt, viden og humor, tre vigtige komponenter når man skriver tekster, og når man hører linjer som....

"In the urn see the ashes of hiphop, wristwatch iceless /
take a look and you know what the price is.
MCs on earth just haven't gotten what it takes /
kinda like a chick who got everything but a face."

..... kan man kun glæde sig over at dette er hans debut. Vi kan forvente store ting fra denne rapper i fremtiden.
Jeg er virkelig på grænsen til at give den "classic"-rating, for den har uden tvivl potentialet, men jeg ender et hak længere nede.

5/6

Sage Francis - A Healthy Distrust

af gæsteanmelder Jacques Le Grand

Vi kan ligeså godt lægge kortene på bordet fra starten: dette album er en hæsblæsende tur, der vil ændre dit syn på ikke bare samfundets tilstand, men forholdet mennesker imellem. Det er deprimerende psykologiundervisning på speed – med et par twist; det er uforbeholdent udkrænget personlighed med henblik på at ryste din egen; det er vedkommende absurditet, der stiller tingene i et andet lys; det er USA's mindst crunkede, mest undervurderede sydstatsrapper, Sage Francis. Nu er du advaret!
Med regelmæssige udbrud som "God’s not a WOMAN!!! He’s a beyotch”, træder Sage Francis ind i rækken af rappere med tradition for overdreven blasfemi og en smule FOR personlige udlægninger. Gøres dette med den rigtige mængde charme og punktlige levering kan det lykkes – gøres det derimod med for tilbagelænet ydmyghed kan det gå grueligt galt og virke falsk. Heldigvis for os lyttere gør Sage ingen af delene: han er fuldstændig sig selv og udstiller sig selv med ofte tåkrummende oprigtighed, der kaster al politisk korrekthed og normer for social adfærd så langt væk at det ikke kan findes igen. Et eksempel er på albummets tredje nummer, der bærer den sarkastiske titel ”Gunz Yo”, hvor han højlydt diskuterer sin egen seksuelle orientering og tvivl om samme. Man sidder som lytter med det indtryk at det ligeså godt kunne være et tilfældigt uddrag fra hans dagbog og ikke en tekst skrevet med det formål at nå andres ører. Selv samme sang, som ellers ikke er en af albummets højdepunkter overhovedet, benytter sig af det gennemgående tema med våben eller pistol i særdeleshed som fallossymbol:

I used to be afraid to fire it. The sound was startling but now I’m starting to
hate the quiet moments. It might remind you of a mic by the way I hold it.
Straight to the grill like a homophobic rapper, unaware of the graphic nature of
phallic symbols. Tragically ironic, sucking off each other’s gats and pistols

Sage går ikke altid lige meget op i om hans tekster rimer eller ej, men han formår for det meste på en eller anden måde at få det til at lyde, som om det gør. Dette eksempel er udelukkende betegnende for A Healthy Distrust på den måde, at Sages tekster i bund og grund har det forkvaklede forhold til sine forældre som omdrejningspunkt gennem størstedelen af sangene. Det er måske ikke så tydeligt i netop dette eksempel, men under overfladen lurer konstant en bebrejdende tone overfor forældrene og (selv)ironisk nok den måde, de har gjort ham til den, han er i dag. Det, at han betvivler sin seksuelle kunnen bliver til en vis grad projiceret over på hans opdragelse som roden til de problemer, han tynges af. Det er om muligt tydeligere på albummets mest gennemførte og lyttevenlige nummer, Sea Lion, der er en form for ode til hans mor:

Ma, Ma – look what I did, Ma. Look what I did to my hands, I broke ‘em. You gave me the stone, gave me the chisel, didn’t say how to hold ‘em. Didn’t say to give
away every piece of the puzzle ‘til I was left with nuthin’, but I took it upon
myself to crush it up and distribute the dust.

Da han ikke fandt tilstrækkelig trøst i mors skød, måtte han vælge den hårde vej og blive den amerikanske myte, ”the self-made man”, et ideal, der opstod hen imod slutningen af det 18. århundrede. Mange rappere bruger denne betegnelse temmelig løst i dag og oftest bør det næppe tages videre seriøst. Det hænder, at der går inflation i et begreb og man kan roligt sige, at det har mistet en del af sin tyngde efterhånden. Man kan nærmest tale om et nutidigt alternativ indenfor hiphop: ”the street-made man”. Rappere som Soulja Slim (med albummet The Streets Made Me) erklærer deres tilhørsforhold til gadelivet, men på en noget selvhøjtidelig facon, da en sådan titel jo stærkt indikerer, at han ser sig selv som kongen af gadelivet og alt, hvad det indebærer. Men heldigvis bruger Sage ikke selv den betegnelse – det er nærmere hans meget tvetydige tekster, der lægger op til den fortolkning. Han følger direkte i Bob Dylan blodige spor fra dennes udødelige klassiker It’s Alright Ma (I’m Only Bleeding), dog med færre politiske antræk.
A Healthy Distrust er gennemsyret af en postmoderne tankegang og livsførelse, tilsat mere direkte nihilistiske elementer. Ofte skal man lede længe før man finder et lyspunkt midt i al mørket; på mange måder kan albummet sammenlignes med Promoes White Man’s Burden, dog med den forskel, at Promoe fremviser en lidt mere positiv tilgang til tilværelsen. Det moderne menneske er i begge tilfælde dybt tynget af sin rodløshed og sit opgør med traditionelle værdier, men hvor Promoe har flair for de trøstende kommentarer, giver Sage den hele armen og pensler livets barske realiteter ud. Dog fornemmer man en sjælden gang referencer til et ønske om noget bedre, som når han overvejer om han tog den rigtig beslutning: ”kerouac vs. Battle raps”. For dem som ikke er stødt på Jack Kerouac, så er han en del af den bevægelse, der populært kaldes Beat-generationen. Den var på sit højdepunkt en gang i 50’erne og 60’erne og hyldede blandt andet evnen til at finde glæde i det, som andre tager for givet. Det viser, at Sage har stået over for nogle svære valg i sit liv og at han måske ikke altid har taget den rigtige beslutning ifølge ham selv.
Det kræver meget plads og tid at gå mere ind i teksterne på A Healthy Distrust, men hvis en skal vælges ud må det blive Sea Lion, som jeg nævnte tidligere. Sage indrømmer - som jeg mener alle andre kunstnere også burde - at han frit hverver inspiration fra andre kilder. Han påstår ikke at have opfundet sit lyriske univers, men citerer derimod Albert Einstein i bookletten til albummet: The secret to creativity is knowing how to hide your sources. Med dette citat vinder han i hvert fald min sympati, da det er et endegyldigt bevis på den retning Sage tager: mod strømmen. Der kan siges meget, mere og mest om Sages unikke tekster, men det bør opleves first hand. Uden tvivl den største hage ved albummet er beatsne, der ikke altid er lige fængende. Dog understøtter de stemningen i teksterne udmærket, men det er ikke helt nok i længden.
Tjek i øvrigt hans nyeste album ud, ”Human The Death Dance”, som har nogle helt fantastiske perler også.
For at få endnu mere at vide om Sage kan man besøge http://www.knowmore.org/, som er hans egen hjemmeside, der har til formål at udbrede viden om det samfund, vi lever i. Den er bestemt værd at tjekke ud!

4/6

Pete Philly & Perquisite - Mind.State

Da jeg sidste sommer var i Amsterdam med familien og nogle venner, så jeg mig nødsaget til at undersøge deres hiphop verden. Så en dag begav jeg mig ned i en halvskummel pladebutik, hvor jeg spurgte sælgeren hvad og hvem der var bedst indenfor hollandsk hiphop, både med modersmål og engelsksproget. Den første cd han gav mig var ”Eigen Wereld” med gruppen Opgezwolle, som uden tvivl er Hollands svar på Suspekt. Jeg kan af gode grunde ikke forstå lyrikken, men produktionerne er, undskyld mit franske, fucking sindsyge. Jeg ved man kan købe den på iTunes, og i burde næsten checke numre som ”Volle Kracht” og ”Regendans” ud, bare for beat’sne og kulturens skyld. Ellers køb ”NL Door” eller ”De Jug” der er instrumentale numre, som også er virkelig fede.

Men nu var det såmend ikke Opgezwolle det skulle handle om. Han gav mig jo selvfølgelig også en hollandsk, engelsksproget hiphop cd, nemlig ”Mind.State” med duoen Pete Philly & Perquisite. Sælgeren sagde, på lidt halvrustent engelsk, at det var det bedste hiphop der overhovedet var blevet udgivet i Holland, selvom de kun har lavet det ene album, og de to ”knægte” bag er forholdsvist unge.

Det første der rammer en er en total undren over, at det er hollandsk! Det lyder ekstremt amerikansk, på den gode måde. De må virkelig have studeret deres forbilleder overseas, for hvis man ikke på forhånd vidste at de var fra Amsterdam, ville man aldrig skænke det en tanke, at de ikke er amerikanere. Både rapper (Pete Philly) og producer/arrangør (Perquisite) er helt ekstremt dygtige. Perquisite spiller stort set alle instrumenter selv, og når man hører nogle af skæringerne, der både byder på strygere, horn og meget andet, tror man ikke helt sine egne ører eller øjne, når han er krediteret for det meste af musikken i coverbookletten. Grunden til at jeg fandt dette album frem igen er faktisk, at vi lige har været inde på Atmospheres ”When Life Gives You Lemons.....”, for er der et musikalsk indtryk der er lettest at sammenligne med, er det Ants’. Perquisite må være en Atmosphere fan, for produktionerne er ganske ens. Nogen vil synes at dette lyder en smule overdrevent, for de fleste er jo enige om, at Ant mere eller mindre har opfundet sin egen genrer. Men hvis man lytter til fx ”Grateful”, vil man kunne høre ligheden

Så er der Pete Philly. Han har formået at adopterer flere forskellige stilarter. Han rapper på så overbevisende engelsk, at hvis det ikke var for de mange referencer til Amsterdam g de mange ting byen har at byde på, ville ens tanker være langt væk fra de orange marker og den frie livsstil. Dertil synger han også selv de fleste af omkvædene, igen ligesom Atmospheres Slug. Når han gør dette, træder han i skikkelse som en sand soulcrooner, med en hæs og tilbagelænet stemme, der både er beroligrende, men stadig fyldt af substans fra de mange emner som han når at berøre på albummets 69 minutter. Grunden til at albummet hedder ”Mind.State” er fordi hvert nummer representerer en sindstilstand, som Pete Philly så tager i lyrisk behandling. Med titler som ”Insomnia” (søvnløshed efter for meget hash og stoffer), ”Conflicted” (personlige problemer der kulminerer med den generelle verdens-krise), ”Cocksure” (seksuel kunne, gøren og villen), ”Mellow” (sukkersød kærlighed) og ”Hope” (et syn ind i fremtiden), for bare at nævne et par.

Samtlige numre er bundsolide, og makkerparret går perfekt hånd i hånd; Pete’s til tider eftertænksomme, til tider morsomme tekster, over Perquisites sjælfulde og dybt jazzede skæringer. Der er ikke noget at sige til, at Talib Kweli takkede ja til at komme forbi og lægge vers til ”Hope”, for niveauet er så tårn højt, at ikke engang Kwelis sædvanlige samarbejdspartnere kan følge med, når det er bedst. For at understrege Perquisites gennemførte musikalitet, er flere af numrene instrumentale, og nogle numre har også flere tillægs-minutter tillagt, hvor den lækre musik bare får lov at flyde. Fx nummeret ”Amazed”, der med sine 10 minutter er en af pladens stærkeste oplevelser, ikke mindst på grund af den fremragende instrumentale outro.

Skal jeg udpege et favorit nummer, bliver det dog den førnævnte ”Insomnia”, der tekstmæssigt ligger i den lette ende, og som produktionsmæssigt er af en mere spøjs drejning.

Jeg håber inderligt at duoen kommer ud til at bredere publikum før eller siden, for ikke mindst er det dybt fortjent, det er også vigtigt at få spredt den her slags hip hop ud til verden. Jeg fik lige set den beef der kører imellem Ice T og Soulja Boy for tiden, (good hiphop vs wack hiphop), og efter min mening mangler der stadig en repræsentant for ”good hiphop”, for de to hører tydeligvis under ”wack”. Og netop derfor er det vigtigt, at folk som Pete Philly & Perquisite, og Atmosphere for den sags skyld, kommer frem i lyset. Check it out, ya won’t be disappointet!

Den Sorte Skole - Lektion #2

Da Den Sorte Skole udgav den første lektion for to år siden, fik turntablism-genren et nyt pust. Den var før "Lektion #1" ikke rigtig blevet dyrket i Danmark, og da Den Sorte Skole udgav debutalummet, var det af så høj international kvalitet, at den kunne dyste imod DJ Babu, X-Ecutioners, Grandmaster Flash og DJ Shadow.
76 plader blev vendt, drejet og skåret i 57 minutter, i et imponerende one-take, hvor de tre DJ's anvendte 4 pladespillere og 3 mixere. "Lektion #1" rystede en Dansk Hip Hop pris af sig, og pladen blev set på som en af, eller måske endda dén bedste, danske hiphop udgivelse i 2006. Pladen nåede dog ikke ud til et så bredt publikum som fortjent, og selvom "Bjørn Svin vs. Malk De Koijn"- mixet blev et større hit, så fik resten af albummet ikke den opmærksomhed, som jeg personligt gerne havde set, at de 3 super-Dj's burde have fået.

Nu er de så ude igen, DJ LeBon, Aage Jæger og Langefinger, og nu bliver vi lyttere for alvor sat ned i stolen, for at lære "Lektion #2". Som en anden rekord i Guinness, så sætter de alt ind for at overgå sig selv og deres første udspil, for "Lektion #2" er på mange måder fantastisk meget bedre end forgængeren, og det siger ikke så lidt.
Det de fleste nok vil lægge mærke til først er, at selvom "turntablism"-genren forbindes udelukkende med hiphop kulturen, så tilføjer de tre pladegøglere så mange andre genrer til fænomenet, at man til tyder syntes, at man burde opfinde et nyt ord for det de lavet. For selvom hiphoppen dyrkes til det fulde, blandt andet i form af Erik B & Rakim, Wu-Tang Clan, Camp Lo, Necro, The Beatnuts og førnævnte DJ Shadow, så er plade fyldt med muntre fragmenter af "malplacerede" uddrag som "Sørøvere, Hottentotter og Muntre Musikanter", Niels Skousen & Ingemann, Manu Chao, Woody Simmons, Shit & Chanel, Guns N' Roses, og Shawn Lee's Ping Pong Orchestra, bare for at nævne nogle få navne, der umiddelbart får en til at klø sig i håret og tænkte "æhh??". Men ligesom på "Lektion #1", er det de mærkværdige sammensætninger der sjovt nok virker bedst, enten fordi det er så uforudsigeligt, eller bare fordi det ganske simpelt er super-duper dope og gennemført kreativt udført. Og forbandet dygtige er de, det må man give de tre bagmænd. De er gået fra 4 pladespillere til 6, og selvom jeg ikke har talt hver og en, er der omkring de 250 brudstykker af instrumentaler, a capellaer og lyde, der er sat sammen med en følelse for detaljer, jeg ikke kan huske at have hørt før.
Og så har man hele lektionen igennem en fornemmelse af, at det ikke kun er hip hop man er i selskab med. Der hersker ingen tvivl om, at de tre DJ's har en forkærlighed for et utal af andre genrer end "bare" hip hop. Hele godteposen bliver for eksempel åbnet af Woody Simmon's "Suite For Wings", der for det første ikke har noget som helst med hip hop at gøre, men som for det andet også får lov at køre nummeret helt ud, uden at blive forstyrret. Men allerede på det efterfølgende nummer bliver vi kastet ud i en malstrøm af kreativitet på højoktan og galskab. Indiske Bollywood-sopraner gør sig overfor Birdy Nam Nam's electro lyd, blandet med Nina Mochellos sjælfulde vokal fra Shawn Lee's "Kiss the Sky". Jo folkens, det ER mærkeligt, og jo, det ER uhørt fremragende.
Og den brillante skørhed stopper ikke. Hele albumemt igennem formår DJ LeBon, Aage Jæger og Langefinger at overraske en gang på gang på gang på gang.... Mest lamslået var jeg dog, da jeg hørte op til flere "The Nightmare Before Christmas"-samples på track 17, hvor den gode Jack Skellington rodes ind i Hollandsk syremusik og Klassisk Ping-Pong musik. Det havde Tim Burton ikke regnet med. Strange indeed, and still so fan-fucking-tastic!

"Lektion #2" er lidt af en plade! En tour-de-force af mesterlig genre-fragmentering, der både hylder turntablism, men også musik helt generelt. Man bliver konstant mindet om hvor bredt musik-mediet er, og man kan ikke andet en smile over de tre halvskøre masterminds, der om nogen formår at forbinde kulturer og indtryk, om DET så var intensionen vides ikke, men fornøjeligt er det.
Hvis man vil have et mere visuelt indtryk af hvad pladen indeholder, kan man som bonus se i coveret og på Den Sorte Skoles hjemmeside, hvordan alle fragmenterne er fordelt over de 6 pladespillere. Jeg har prøvet at følge med, men jeg endte med at få ondt i hovedet af de mange navne og titler, så jeg sætter bare pladen på og lader mig rive med.

Der er ingen tvivl om, at Den Sorte Skoles anden belæring er mesterværk. Et mærkværdigt mesterværk. Men jeg gemmer top-karakteren til "Lektion #3", for hvis de overgår sig selv igen, så tør jeg slet ikke tænke på hvad de har at byde på. En international milepæl?

5.5/6

Kidz In the Hall - The In Crowd

Naledge og Double-O er tilbage efter et par år, og sjældent er dagsordenen ændret så drastisk for en gruppe på så kort tid.

Da de i 2006 udgav deres debut "School Was My Hustle", som jeg her på siden har givet 4.5/6 (hvilket er lidt sparsomt, det kunne godt have været 5/6) var de helt nye og jomfruelige i gamet, og til al deres held var de blevet spået en så lys fremtid, at Rawkus Records imødekom dem med åbne arme, selvom deres CV var så rent som en babys samvittighed.
Ingen kendte features på overhovedet, og samtlige produktioner var fremskabt af Double-O, hvor Naledge ligeledes håndterede den lyriske del fuldt ud.
Sådan ser det ikke ud længere. Deres andet udspil "The In Crowd" er spækket med gæstefeatures, både på den verbale såvel som den musikalske side, og man kan fra første nummer af mærke, at de to knægte pludselig er blevet en hel del tungere.

På den musikalske front er der sket en hel del. Hvor Double-O før lavede meget tilbagelænede, melodiske og letflydende beats, har han nu taget et skridt i en anden retning. Lyden er faktisk utroligt ændret siden sidst. Til det gode skal dertil tilføjes. Jeg var vild med produktionerne på "School Was My Hustle", men den nye stil falder i høj grad også i min smag.
Albummet åbnes med det muntre nummer "The Blackout", hvor en akoustisk bas får frit løb over en start 90'er - Public Enemy agtigt - "lyd". Sådan en lang semi-tinitus ligende lyd, der, selvom den ligeved-og-næsten bliver irreterende, fører tankerne hen på den lækre old school hip hop lyd.
På det eminente "Papertrail" med Littlebrother's Phonte, får især horn lov til at pryde lydsporende. Det melodiske touch har ikke forladt Double-O, han formidler det bare på en anden måde end tidligere.
På "Lucifers Joy Ride" kigger Gym Class Heroes' Travis McCoy forbi og bidrager med hans sædvanlige underholdende person. Også her er produktionen lige i øjet, og lyden er næsten som taget fra "As Cruel As School Children".
På den intet mindre end mesterlige "Mr. Alladatshit" tilføjer Double-O et strygerensemble, der lyder så støvet at man skulle tro det var en overspillet LP han har samplet fra. Dette resulterer også i noget der kunne have været fra midt-halvfemserne, hvilket faktisk er ret generelt for hele albummet. Det er lavet med en vis respekt for deres dengang-banebrydende kollegaer. Men selvom mange elementer er taget fra de gyldne dage, så formår Double-O alligevel næsten altid, primært via trommeprogrammering og basgange, at holde et nutidigt pust i produktionerne, hvilket til tider resulterer i en af de friskeste lyde jeg har hørt i lange tider.

Black Milk har også været forbi studiet, og hans tilstedeværelse har resulteret i albummets højdepunkt, i form af nummeret "Middle of the Map pt. 1" som han har co-produceret. Det er v-i-r-k-e-l-i-g en banger, og beatet er sat sammen som intet mindre end en drøm.
En anden af albummets absolutte guldklumper er nummeret "The Pledge" som har New Yorks undergrunds darling Sean Price med på, sammen med hans partner Buckshot. Beatet er enestående, og de tre rappere leverer bundsolide linjer.

- Måske burde jeg rette det ovenstående udsagn om, at "Middle of the Map pt. 1" er albummets højdepunkt. Dette er både rigtigt og forkert (!?). Def Jux præsidenten El-P har nemlig også kigget forbi studiet, og han har lavet et remix af førstesinglen "Drivin' Down the Block", som desværre ikke er med på albummet. Man kan høre nummeret en million steder på nettet, og det er uden tvivl et af de bedste hip hop numre der er kommet ud af "2 Double-0 8". Som Naledge starter; "It's the flicker of the year / flickin with my ear make a hater shed a tear". He's just about right. Havde det været med på albummet ville det være kronjuvelen, men da det ikke er at finde er det stadig "Middle of the Map pt. 1", der holder den fornemme titel.

Som så mange andre rappere, hjælper Kidz in the Hall også Barak Obama med hans kamp for at vinde præsident embedet. Det har de fået nummeret "Work To Do (Obama Campaign)" ud af, hvilket må siges at være albummets mest muntre skæring. Som Naledge siger i starten, helt simpelt, "I like that sample man", og det ER virkelig sådan et sample, der får det brede smil frem.

Alt i alt er "The In Crowd" et ganske udmærket album. Produktionerne er meget varieret og generelt af meget høj kvalitet. Lyrisk set er Naledge også udmærket. Ikke den store poet, men et lækkert flow, og rim og tekster der både underholder og byder på eftertænksomhed. Som sagt er antallet af gæsterappere bemærkelsesværdigt. De mange featuretter, der blandt andet består af Masta Ace, Camp Lo, Estelle, Pusha-T, Bun B og førnævnte Sean Price, Buckshot og Phonte, har både en negativ og en positiv effekt. Det er en god ting at have så mange kendte personer med. Det giver gode variationer på den lyriske side, men også på den kreative. Og overordnet set virker albummet en del "større" end "School Was My Hustle".
Bagsiden af det er, at samtlige gæsterappere formår at overgå Naledge. Dette er uheldigt, idet Naledge ikke er en dårlig rapper, men de andre ganske simpelt bare er bedre, på hver deres front.
Men et godt andetudspil fra duoen, ingen tvivl om det.

4.5/6

Martina Topley Bird - The Blue God

Hej kære læsere. Efter en uges pause havde i måske troet, at jeg ville vende tilbage med et brag af en hip hop anmeldelse. Her må jeg skuffe jer. - Jeg bliver nødt til at anmelde en cd, der muligvis ikke har så meget med hip hop at gøre, men som på ingen måde skal snydes for lidt omtale her på siden (jeg ender nok med at slette denne post efter lidt tid, for at holde hiphop-standarten).

Grunden til at jeg tager mig den frihed at anmelde noget, der ligger lidt uden for den vante genrer er, at jeg VED, at alle der elsker hip hop musik, også elsker at lytte til andet end beats n' rhymes. Jeg tror faktisk det er ret vigtigt, at man kan lægge øre til andet end hiphop, for selvom vi jo alle tilbeder musikken, så er der alligevel andre genrer der kan et-eller-andet, som hip hoppen ikke kan.
Jeg er ganske sikker på, at alle i der klikker jer ind på siden her og læser mine posts, har det på samme måde; at lidt blues, lidt jazz, måske pop og rock, og endda klassisk musik ind imellem kan være et godt lille afbræk fra de hårde gaderim og de pumpende beats.

Det jeg har fundet til jer her er en sangerinde, der mere eller mindre blander ALLE de førnævnte genrer. Martina Topley Bird hedder hun, og "The Blue God" er hendes anden udgivelse.
I midten af halvfemserne udlånte hun sin melankolske og dybt sjælfylde vokal til electronica/trip-hop mesteren Tricky, til hans debutplade "Maxinquaye", som folk ser tilbage på som en af de vigtigste og mest oversete plader for dens tid.
I 2003 udgav Martina Topley Bird hendes debutalbum "Quixotic", som var og er lidt af et mesterværk. Desværre nåede albummet aldrig ud over UK's grænser, og hun gik lidt i glemslen igen. Nu er hun tilbage, og ved at have allieret sig med ingen ringere end DangerMouse, er hun klar til at tage det helt store skridt.

DangerMouse, der i disse dage er mere end rødglødende, skuffer ikke på lydsiden. Han er højst sandsynligt den producer i dag der har flest jern i ilden. Han leverer hiphop/electronica til Gorillaz, rendyrket hiphop til MF DOOM, rock til The Black Keys, eksperimental folk-musik til The Good, the Bad and the Queen, og så selvfølgelig rammebrydende, ekstremt visionært musik til Cee-Lo Green i duoen Gnarls Barkley. Man kan roligt sige, at hans palet er mere end fyldt med farver.
Martina Topley Bird får fornøjelsen af stort set alle disse farver. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hørt et album, der er mødepunkt for så mange forskellige musikalske indtryk på samme tid. 50'er pop på numre som "Baby Blue" og "Valentine". Blues-rock på "Poison", "April Groove" og "Carnies". Eksperimenterende fremtidsmusik på numrene "Razor Tongue" og "Yesterday". Det hele leveret lidt støvet og tilbagelænet, nogen gange deprimerende og andre gange opløftende, men hver gang yderst smukt. Og man kan hele tiden fornemme Danger Mouses flirt for detaljer og et allesteds-nærværende twist af "noget nyt".

Dertil er det ganske heldigt, at Martina Topley Birds stemme passer så perfekt til lyden som den gør. Måske skal man faktisk vende den om og sige, at det er lyden der passer perfekt til hende, for Danger Mouse har tydeligvis lyttet til hendes debut, og prøvet at bevare noget af den gamle lyd.
Man kunne godt tro, at albummet er lidt forvirrende på grund af de mange forskellige genrer der medvirker, og de mange forskellige musikalske indtryk, men jeg synes faktisk det giver et friskt pust, for selvom der rigtig nok ikke er to numre der lyder ens, så er der en sangerinde i front vis stemme er så genkendelig og markant, at den sammensætter de mange numre på flotteste vis.

Hos mig ligger den positive overraskelse i Martina Topley Birds stemme. Den eneste grund til jeg gik ud og købte albummet, var fordi jeg havde læst i en reklame i Soundvenue, at Danger Mouse havde produceret det hele. I mine øjne er han et geni i ordets mest oprigtige form, så jeg var ikke i tvivl om, at lyden ville være i top. Men at Martina er så dygtig, det er næsten ubegribeligt.
Lyt til nummeret "Shangri La" her, og husk nu, det er IKKE hiphop, så lyt til det med det andet øre.

"The Blue God" er uden tvivl en af mine favorit plader der er udgivet i 2008 indtil videre

5.5/6