Kanye West - The Life of Pablo

Hvordan i alverden skal man dog vinkle en anmeldelse af The Life of Pablo; en dynamisk foranderlig organisme af et album, der er blevet ændret og forandret et utal og gange, som er blevet kaldt alt fra et ulideligt makværk til en lodret genistreg, og som har omvæltet skeptikere og fået loyale fans til at løbe skrigende bort. 

     I mit tilfælde bør spørgsmålet måske rettere lyde: hvordan skal man vælge en vinkel at anmelde The Life of Pablo ud fra? Ser I, - jeg har lyttet urimeligt meget til The Life of Pablo siden udgivelsen, og det er på særeste vis lykkedes mig at korrigere mit syn, min holdning og min vinkel at anskue pladen ud fra, ganske mange gange. Først følte jeg, at det var en uredelig omgang sjusk, og så nogle dage senere fandt jeg, at den røde tråd måske var mere tydelig end først antaget. Frem og tilbage gik det, og således bugtede min mening sig i bakkedal i kølvandet på udgivelsen, og da tiden kom hvor denne anmeldelse skulle nedfældes, stod det mig klart, at indfaldsvinklerne - og spørgsmålene de måtte udspringe fra - var mange: Er dette West's mest rodede plade, eller er det den mest akkurate musikalske gengivelse af hans livs status quo, eller bunder den akkurate gengivelse netop i rodet? Har meglomanen endelig fået overhalet geniet inden om, eller er The Life of Pablo præget af en mere kompleks psykologi end umiddelbart antaget? Der er meget at sige og ikke nok tid til at få det hele sagt så eksakt som muligt, så i stil med West selv vil denne anmeldelse tage form som en visionary stream of consciousness, der vil fungere som en melange af objektive observationer, subjektive synsninger og personlige fortolkninger. 

"Uden synd, ingen frelse"

- russisk ordsprog

På The Life of Pablo (herfra forkortet TLOP) er West i konflikt med sig, på adskillige planer. Intet nyt under solen vel egentlig; West er og har altid været én stor, omvandrende modsigelse. Den sorte liberalist med sin umættelige trang til luksus og ekstravagance. Den følelsesmæssigt sensitive rapper, der samtidig er selvudnævnt narcissist. Først bevidst og oplyst, med tekster om undertrykkelse, historie, politik og samfund, og snart hovedløst ignorant, med tekster, der forarger, fornærmer og fordummer. TLOP handler således om modpoler og om gensidigt modstridende emner, temaer, koncepter, følelser og ideer. Disse gnidninger udspiller sig konstant. TLOP blev lanceret som et gospel album, men allerede her melder første dissens sig. På forrige album omfavnede West et blasfemisk og Ikarus'k storhedsvanvid, blandt andet med linjer som "I know he the most high, but I am a close high" og den utvetydige tese: "I am a God!". Op til udgivelsen af TLOP lød det noget anderledes: "My number one enemy has been my ego... there is only one throne and that's God's...". Her kan man altså sætte hovmodet op imod beskedenheden, hvilket understøtter et overordnet tema på TLOP om fejden mellem dyder og synder.

     "Deliver us serenity / Deliver us peace / Deliver us loving / We know we need it" lyder det på åbneren "Ultralight Beam", hvor West optræder som trolig og hengiven kristen. Senere på albummet er det dog dyrisk liderlighed, der driver ham, som når han på "Freestyle 4" rapper med fråde om munden: "What the fuck right now? / What if we fuck right now? / What if we fucked right in the middle of this motherfuckin' dinner table?". Her er det kyskheden og begæret, der kolliderer.

     Ser vi igen på "Ultralight Beam", får West hjælp af gospel-legende og præst Kirk Franklin, der forsikrer os om, at det aldrig er for sent at bede om tilgivelse: "This prayer's for everybody that feels like they're too messed up. For everyone that feels they've said "I'm sorry" too many times. You can never go too far where you can't come back home again". Allerede på "Father Stretch My Hands Pt. 1" undskylder West eksplicit for sin ofte utilrådelige opførsel: "If I ever instigated I'm sorry". Der går dog ikke mere end to numre før han igen opfører sig utilrådeligt med fuldt overlæg: "I feel like me and Taylor might still have sex / I made that bitch famous", og her synes det at være barmhjertigheden og griskheden, der er oppe at toppes.

De mange konflikter, der er drysset ud over hele albummet, bunder i, at West bliver hevet og trukket i fra mange sider; af lyster, behov, intentioner og ambitioner. Behovet for frigørelse går i clich med trangen til at sige sin mening, imens ambitionen om at blive økonomisk og kreativ uafhængig til tider synes at spænde ben for intentionen om at gøre verden til at bedre sted. Det er ikke let at være Kanye West, når der konstant kører en fyrrig debat mellem englen og djævelen på hver skulder. Dette forklarer muligvis grunden til, at West aldrig helt er til at gøre sig klog på. "This album is just embracing the music, embracing joy, and being of service to the people" udtalte han galant, hvorefter TLOP blev udgivet ekstremt eksklusivt på Tidal med en grinagtig download-pris på 200 kroner, der ikke just kan kaldes en "service to the people". Men måske er Kanye ganske simpelt træt af at spille the good guy, når han alligevel bliver set på som skurken: "You tried to play nice, everybody just took advantage" rapper han på "Wolves", og man fornemmer, at han bevidst ofrer den letkøbte popularitet for at kunne værne om det, der egentlig er af betydning for ham. I det lange løb kan dette meget vel vise sig at være voldsomt heroisk, og lige nu er det måske bare os, der ikke kan se den langsigtede idé. Som West udtalte i interviewet med Zane Lowe: "I don't expect to be understood at all".

Lad os prøve at hive det hele ned på et mere håndgribeligt niveau, for hvordan tager disse konflikter og modsætninger form i musikken? Som jeg ser det kommer det både til udtryk i form og indhold, og faktisk også i teknik. Mixningen er mildest talt pudseløjerlig og sekvenseringen skifter mellem at være genial  og retarderet. Her er det op til lytteren at vurdere, om man vil jorde pladen for disse til tider komiske teknikaliteter, eller om man vil hylde strukturen for at være en fin gengivelse af indersiden af West's hoved. På samme vis kan man vælge at fornedre TLOP for ikke at have "sin egen" lyd, hvilket ellers har været symptomatisk for West's øvrige udgivelser. TLOP kan føles som en opsamling, eller måske snarere som en kollektion af b-sider og levn fra forrige plader. "Feedback" er tydeligvis lavet i forbindelse med Yeezus, ligesom "No More Parties In LA" blev skabt i My Beautiful Dark Twisted Fantasy -tiden. "Highlights" oser af Graduation, og "Real Friends" er skabt ud fra samme melankolske fundament, som meget af materialet på 808s & Heartbreak. TLOP rummer altså lidt af det hele, og det vil nogen måske tolke som enten ladt, idéforladt eller uinspireret. Dette gør dog ikke numrene dårlige per se, og måske er der en dybere mening i at bladre tilbage til tidligere kapitler i West's liv. Muligvis for at illustrere, at West er fanget i en hvirvelstrøm af følelser og sindstilstande netop nu, der inkluderer den rendyrkede glæde og det energiske overskud fra Graduation, sørgmodigheden og håbløsheden fra 808s & Heartbreak, vindermentaliteten fra MBDTF samt frustrationerne og fandenivoldskheden fra Yeezus. Som jeg ser og hører det rummer TLOP det hele. Et godt eksempel herpå er "Real Friends", der med trommer, der klinger umiskendeligt som "Good Morning" fra Graduation, og et melodistykke, der runger hult og ensomt som 808s & Heartbreak, ligger sig på grænsen mellem storhed/glæde og ensomhed/melankoli. På denne måde fortæller produktionen alene, at der aldrig er langt fra toppen til bunden; at man det ene øjeblik kan være glad og rig på livet, og med et fingerknips føle sig ulykkelig og miserabel. Historien om de falske venner og familiemedlemmer, der udnytter West's popularitet, bringer dette koncept til livs på fænomenal vis. Succesen burde bringe West lykke, men når dem omkring ham begynder at misbruge hans tillid, vejer bagsiden af medaljen pludselig mere end selve guldet. Der er dog den hage ved "Real Friends", at den med linjen "I'm a deadbeat cousin, I hate family reunions" for evigt har ændret, hvordan jeg hører "Family Business" fra The College Dropout, hvor familien var det vigtigste i verden og alle var stolte af West.  

     Jeg vil ikke gennemgå samtlige numre på TLOP for at redegøre for, hvordan man kan anskue dem på den ene og den anden måde. Der er virkelig meget godt at finde på virkelig mange numre, men det kræver lidt velvilje og fordybelsesarbejde. "Low Lights" er dog umiddelbart svær at forsvare, "Facts" er ganske enerverende, og det er decideret pinligt at "Siiiiiiiiilver Surffffeeeeer Intermission" er inkluderet, når nu albummet alligevel ikke kom til at hedde Waves. Det må trække ned. "Freestyle 4" tjener som tidligere skrevet et formål, men som musikalsk oplevelse er det stort set umuligt at lytte nummeret til ende, trods følgende lille guldkorn i stik-pille form:

"You motherfuckers living like half of your level, half of your life" 

Også lyrikken pendulerer mellem det gale og geniale. Tag fx den fantastisk sjælfuldt producerede "Father Stretch My Hands Pt. 1", hvor første vers åbnes med linjerne: "Now if I fuck this model / And she just bleached her asshole / And I get bleach on my t-shirt / I'mma feel like an asshole". Imponerende dumt skrevet, og så endda over så flot en produktion. På "Father Stretch My Hands Pt. 2" står problematikken med omvendte fortegn: lyrikken er dybtfølt og personlig, men beatet er hektisk og komplimenterer ikke historien om, at West er ved at indse, at han kopierer sin fars adfærd, der i sin tid resulterede i, at han og West's mor blev skilt. I samhør formår de to numre dog, trods soleklare gnidninger, at fremstå virkelig stærke. Også "Famous", hvor West distancerer sig fra sin berømmelse for at finde frihed til at være sig selv, uden at blive defineret af medier og paparazzier, er yderst stærk. Taylor Swift linjen er virkelig vigtig her, da netop dén episode har præget verdens syn på West lige siden. "I went through six years of this fucking shit" lød det frustreret fra West om resultatet af skandalen, kort inden hans SNL optræden, og her er det igen tydeligt, at hans ret til at sige sin mening, hvor som helst og til hvem som helst,  har mastodontiske konsekvenser for, hvordan offentligheden anskuer ham. "I don't blame you much for wanting to be free" synger Rihanna direkte til West, og der er noget virkelig kraftfuldt i, at West skaber så mægtigt et girl-power nummer i sin distanceren fra Swift-skandalen. Folk husker ikke rigtig, at West også afbrød Justice's takketale, da han ikke vandt prisen for bedste video til "Touch the Sky". Da han afbrød Swift var der et betydeligt aspekt af ulighed, diskrimination og sexisme, der forstørrede bommerten ganske uberegneligt. Med "Famous" er det dog svært at kalde West sexistisk, da det ret beset er Rihanna, Nina Simone og Sister Nancy, der løfter nummeret til et skyhøjt niveau. 

     Et muligt højdepunkt kommer i form af "FML", hvor West eksplicit understreger, hvor svært det er at holde styr på sit liv og sin forstandighed, når så mange ønsker at se én fejle og lide. Dette kommer især til udtryk i The Weeknd's omkvæd, der sætter sig i hukommelsen: "Wish I would go ahead and fuck my life up / Can't let them get to me / And even though I always fuck my life up / Only I can mention me". Der gemmer sig dog også strejf af lykke, fx i form af kærlighed til hans kvinde, og læser man mellem linjerne kunne titlen sagtens stå for For My Lady, og ikke den mere oplagte "Fuck My Life". Man kan selvfølgelig også bare negligere disse små nuancer og finesser, og i stedet bruge al sin energi på at fokusere på sangens lidt bøvede linjer: "I'mma have the last laugh in the end / 'Cause I'm from a tribe called check-a-ho", så igen-igen er det op til lytteren, hvor man vil investere sin energi: i det letkøbt negative eller i det positive, der kræver lidt ekstra fordybelse og rummelighed.

Er alt dette pladder i virkeligheden én stor, hovedløs fordrejning af sandheden? Er der overhovedet hold i nogle af de fortolkninger og teorier, der er blevet luftet i løbet af denne anmeldelse? Måske er der ingen dybere mening med noget af det, og måske er TLOP faktisk ikke mere end en forhastet, indolent og rodet omgang nonsens. Det er ikke til at vide. Måske har jeg gradbøjet og manipuleret TLOP i en sådan grad, at den passer bedre med mit forgyldte billede af Kanye West. Som C.S. Lewis sagde: "No story can be devised by the wit of man which cannot be interpreted allegorically by the wit of some other man". Der er ikke én fortolkning eller udlægning der er korrekt, det afhænger af ørerne der lytter og det tilhørende sind, der bearbejder.   

     Det er absolut ikke en hemmelighed, at jeg er voldsomt begejstret for West; måske i en sådan grad, at jeg be- eller ubevidst konstruerer en sandhed, der understøtter min begejstring. Han har præget mit liv i enorm grad og leveret soundtracket til signifikante tider i mit liv. Jeg takker ham, jeg tror på ham og jeg vil ham det godt. Det er uden tvivl muligt, hvis man ønsker det, at dissekere albummets dårligdom og fremhæve elementer, der støtter en bundkarakter. Til dét, er du havnet på den forkerte blog. I min optik er TLOP et perplekst album på den helt rigtige måde, da det netop i rodet og forvirringen tegner et minutiøst og akkurat billede af West. At der har været flere hundrede mennesker involveret i TLOP's skabelsesprocessen, gør det helt lovligt og legitimt at spørge, om TLOP overhovedet er et Kanye West album. Hos mig er det både respekt- og ærefrygtindgydende, at det er lykkedes West at dirigere så mange mennesker i tilvejebringelsen af hans vision. Det ville kun en sand maestro komme i mål med. 

Jeg advarede jer jo om, at det ville blive en stream of consciousness, og det lykkedes stort set at skrive en anmeldelse, der er ligeså rodet som TLOP. - Hvad synes I om albummet?

4.5/6

- Jeppe Due Barslund

Tak fordi du læste med. Hvis du har lyst til at støtte bloggen her og vores Leftovers-projekt, der har til formål at eksponere overset og forbigået undergrundshiphop, så besøg vores booomerang-kampagne, hvor du kan donere lidt penge og være med til at forvalte det bedste hiphop som du ikke anede eksisterede. På forhånd tak!