The Remnant - Indian Summer

Hej venner. Jeg sidder i et lille dilemma. Ikke et alvorligt dilemma, egentlig mere et lidt "hyggeligt" et af slagsen. På den ene side er mit mål med bloggen her at præsentere jer for en masse ny musik, som I måske ikke ellers vil faldet over, på de andre internet-sider i blogs i frekventerer. På den anden side skal jeg på et tidspunkt også udgive et nyt Leftovers mixtape, hvorpå det ville være rart at have nogle overraskelser til jer - nogle esser i ærmet. Men hvad betyder det så? Betyder det, at der er god hiphop som jeg ikke skal anmelde her på bloggen, så jeg med sikkerhed har nogle fede overraskelser til jer, eller skal jeg anmelde alt hvad jeg falder over og "risikere", at Leftovers skiverne udelukkende består af musik I allerede kender? Jeg tror at min konklusion lyder, at Leftovers er et "sideprojekt" til bloggen og at hovedformålet må bestå.

- "Tænk hvis de ikke har hørt Beautiful Raw" tænkte jeg, "hold nu fucking fast for en sindsyg overraskelse de får!". Men jeg blev enig med mig selv om, at det at dele hele den plade med jer var vigtigere end at gemme ét nummer til mit eget projekt. Og heldigvis! - Jeg er helt klart af den forståelse, at de af jer, der har fået hørt Beautiful Raw er ganske glade for at have fundet den plade, og det er i sidste ende vigtigere end at jeg kan overraske med Leftovers, som jo i øvrigt ikke bliver mindre god af, at I kender det Qwel & Maker nummer jeg nu engang ender med at udvælge.

Sandheden er den, at jeg egentlig havde tænkt mig at gemme The Remnant til Leftovers som en usædvanligt stærk overraskelse, da jeg har på fornemmelsen, at det kun er ganske få af jer - hvis nogen overhovedet - der har kendskab til deres Indian Summer. Men den gode hiphop skal ud, så nu får I den selvfølgelig alligevel.

The Remnant har ikke eksisteret længe. Trioen udgav deres debut i 2005 og fulgte efter med PB&J i 2009. Rapperen Just John valgte at forlade gruppen under indspilningerne til sidstnævnte album, og The Remnant gik så småt i oplæsning. Og så alligevel ikke helt. De sidste to i gruppen, Adan og Tribe One, blev enige om, at de ikke var helt færdige med hiphoppen, så uden at vide om det skulle være til soloprojekter, til en ny gruppe eller til The Remnant, begyndte de at skrive igen, efter nogle år. De fik to beats fra deres gode ven Deacon fra Cunninlynguists, og da da havde indspildet og de to tracks var færdigstøbt, stod det klart for dem, at det ikke kunne være anderledes; det var starten til et nyt The Remnant projekt. Dét projekt er nu færdigt og har fået titlen Indian Summer.

Når man hører titlen Indian Summer får man måske den idé, at man sidder med et lunt og lækkert album fyldt med opløftende budskaber. Det er ikke tilfældet. Albummet hedder Indian Summer fordi Adan og Tribe One er fælles om at hade sommeren! De hader varmen, og især det, ikke at kunne komme af med den. De indiske somre er som bekendt blandt de varmeste og dermed værste, og det The Remnant vil sige med det er, at det her ikke er et "let" album at komme igennem. Som de selv siger: "This album wasn't easy to make". Det er personligt, hudløst ærligt, ofte alvorligt, til tider sort-seerisk og kun i brudstykker opløftende og i den glade ende af humørskalaen. Nu lyder det nok måske som om, at det her er mørke-sort, top-depressiv, barberblad-til-håndledet hiphop, men sådan er det slet ikke. Adan og Tribe One beretter om deres problemer og nedture med uhørt elegance og finesse, og det tyngende aspekt af deres musik kommer først og fremmest til udtryk i deres tekster, og ikke i deres stemmeføring, flows eller produktioner.

Pladen indledes med en kort instrumental intro, der langsomt forbereder lytteren på den tur han/hun skal igennem. Det sørgmodige guitarspil, der lyder som noget Ry Cooder kunne have komponeret, giver et klart og tydeligt praj om pladens generelle stemning.

På det efterfølgende nummer bydes man velkommen af følgende ord fra en samplet sang: "When you wish upon a star, makes no difference who you are. When you wish upon a star your dreams come true". Umiddelbart er der noget optimistisk Pinocchio-hygge over det, problemet er bare, at nummeret hedder "Dreams May Die" og handler om, hvordan ønsker ikke altid går i opfyldelse.
     Lyrikken herpå er fuldstændig mageløs. Adan beretter i andet vers om hvordan han som barn stod med sin bedstemor og stirrede på nattehimlen og drømte sig væk i stjernerne, og fandt sikkerhed i, at det hele nok skulle gå:

"Everything was how it's s'posed to be /
The sun spun aroun the earth and God in heaven openly spoke to me /
And hopes and dreams were one and the same /
And we both believed that nothing would change"

Men bedstemoren vil ikke fylde ham med falske forhåbninger om livet, og vælger at fortælle den rimelig kyniske sandhed:

"I almost didn't notice when she closed her eyes /
Looked down at the town in the ground where we stood /
And she spoke like she opened up an ocean that she holds inside /
I saw the light and found it was good /
She said the light from the star is so frightfully far /
That by the time it arrives to the sight where you are /
It's dead /
The source has expired /
There's no more warmth, no force and no fire /
And the more I stood by her the more it settled in gently /
But if a rose is still sweet then what's in the name?/
And the chorus and choir sang that heaven is empty /
..... And we both believed that nothing would change"

Den følelsesmæssige dybte Adan tryller frem her er ufattelig, og man bjergtages både af poesien og hans mesterlige tekstforståelse. "Dreams May Die" er uden tvivl et af årets stærkeste skæringer, hvis ikke dén stærkeste. Dette skyldes bestemt også produktionen. Alex Adiels har skabt en mesterskæring af de helt sjældne, der har en så sygelig detaljerigdom, at jeg nøsten ryster på hovedet med et grin hver gang jeg hører det. Det helt igennem magiske øjeblik kommer ved 03:32-mærket, hvor han knækker vokalsamplet fra mol til en dur-subdominant, som ændrer stemningen fuldstændig og sender kuldegysninger ned igennem hele kroppen. Det efterfølgende outro-stykke, hvor der scratches sideløbende med et harmonisk Enya-lydende vokalsample, løfter det hele op til nærmest latterlige højder.

"Dreams May Die" er ikke et let nummer at følge op på, men med den Deacon producerede "Summer Dog Dogs" lader det ikke til at være et problem for Adan og Tribe One. Efter min mening er det Deacon's flotteste produktion til dato. Trommerne sidder stramt, og de atmosfæriske baggrunds-detaljer han er i stand til at lave - blandt andet med sine egen vokal - resulterer i et fænomenalt beat. Samtidig brillerer de to rappere virkelig, og viser hvordan man som due tag-teamer med rim, flettet ind og ud af hinandens:

"In search of significance /
We don't always see the same things but we always try to work through the differences /
I stay up past my curfew to finish it /
With sweat on my forehead and dirt on my fingertips /
Life's not meant to resemble this /
Art does not immitate /
These bars of the prison break for those told to sit and wait /
The master-slave give and take /
Sinner, saint, soldier /
We owe so much to these chips on our shoulders  /
A blink and it's over /
Life is in the rear-view /
So here's to the few who steer to the clear blue /
We make numbers and numerals sound up-beat and musical /
It's fun when we do it thought it's more ugly than beautiful"

Stemninger ændres radikalt med næste nummer. Alex Adiels sidder igen bag knapperne på "Next 3 Miles", der indledes med et kækt guitarspil, en særdeles funky basgang og melodisk scratch. Her er vi mere over i de sommer-lune toner, og duoen allierer sig tilmed med sangeren JoJo Martin, der crooner på oldschool vis i omkvædet. Tribe One, der er en sand flow-mester, rapper:

"Let's leave without lookin' /
'Cause we don't need the crown, we can be complete without it /
We an see the scenic route /
And we can even reach a cloud as easily as breathing out /
'Cause we are now free to be the people we have dreamed about"

Trods jeg i min intro af pladen fik det hele til at lyde som en tung affære, så er det her et rendyrket feel-good nummer. Afrundende glider et lækkert guitarspil over i næste nummer "Before Us", der musikalt set består af nogenlunde samme elementer. Nummeret er hammer-lækkert, men nogen vil måske mene, at det lyder for meget som det forrige, og da beatet ikke er helt lige så godt sat sammen kan det virke overflødigt. Dykker man ned i teksten finder man dog et langt bedre nummer, da der er dømt - i hiphop-øjemed - ganske original storytelling. Det handler om en pige der skal giftes, og Adan påtager sig rollen som brudgommen imens Tribe One portrættere pigens ekskæreste, der forsøger at stoppe brylluppet. Måske lyder det lidt "fesent" når jeg forklarer det så simpelt, men det er vanvittig godt eksekveret, og gør nummeret ganske fantastisk.  

Efterfølgende har vi "Withering Heights: The Difference Between U and I", som bærer Deacon's andet beat. I min optik når det ikke "Summer Dog Days" -beatet til sokkeholderne, men det er heller ikke meningen. Det er langt mere nedtonet og stilfærdigt, og når man lytter til teksterne forstår man hvorfor; det skal tjene som akkompagnerende musik til rappen og ikke være et "selvstændigt" beat. Vi har nemlig med tekstskrivning at gøre, som kun få kan hamle op med. Adan's vers taler sin egen sag:

"I love you, let's start there
Strip the art bare, that's my heart there
Let me in part share, how we got here
Far from the spark flare
Please be all ears
Earth /
My place of birth /
Born to be the lone roamer of the universe /
And I was just a human flirt, drew from dirt /
Delivered from the womb to nurse /
Dodging Cupid's curse until I saw you in that tunic skirt /
Venus de Milo /
My breathtaking eyeful /
I began to cat-and-mouse chase: Felix, Fievel /
The pursuit pays off, I make my pitch clean and steady /
Not ready to make to bite the dust so please be my queen: Freddie /
Mercury /
The years then passed by hurriedly /
Blissful dates, wedding, first home, child and nursery /
Our rock of love became tertiary urgently /
Cause you were rushed to the hospital, sheer heart attack, surgery /
Jupiter /
What am I to do if you ain't here /
Our daughter needs her mother here to root for her /
The nuclear family can't see you go the route of Pluto  /
I want to love you just the way you are, you know: Bruno
Mars /
Pseudo stars can't replace your presence /
My Aurora Borealis is bedridden under incandescent lights /
Ventilators, and EKG machines /
Visiting hours don't apply to those of us with wedding rings /
Saturn, Uranus, Neptune, Galaxy /
Emory Crawford, long angioplasty /
The lump in my throat, that clump in your artery /
The prospect of going on without you is hard for me /
And this is my real life withering heights /
And I'm praying to Christ to the tune of "Give Me The Night," /
So you might greet the sun tomorrow when the curtain's drawn /
Cause morning without you is a dwindle dawn /
So please hold on and stay strong /
Just hold on"

På det efterfølgende interlude "The Art of Trapping Dragons", holder Adan og Tribe One en lille pause og lader istedet spoken word kunstneren Quez træde til og fremsige et digt. Normalt begår jeg mig ikke i spoken word genren og ved egentlig ikke så meget om den, men Quez's digt her har virkelig imponeret mig. Han taler om, at man som lytter skal være varsom med at lade sig besnære af alt hvad man hører. Som han siger, findes der "... silver-tongue poets, who stand behind podiums and breathe fire. Not all of them intend to shed light". Et fremragende digt, der fungerer som et funktionelt og fremadrettet interlude på Indian Summer. Det i sig selv er jo nærmest en sjælden ting.

Det gennemgående og tydelig flow, der præget albummet og kæder sangene sammen som perler på en snor, kommer igen til udtryk ved næste nummer, "Mark My Words", der handler om det, Quez lige har snakket om: ordets magt. Det handler om hvad man kan med ord, hvor store ting mennesker kan opnå med ord og sætninger. Begge rappere ligger fantastisk på det jazz-melodiske beat, men især Tribe One tager kegler med sit flow, der imponerer gang på gang:

"In the beginning was the word, and the word was good /
To a person that heard it, it was pure and perfect /
For as long as that version stood /
And it certainly would have endured /
If it weren't for the villainous curse that turned it and perverted /
Spreadin' the curse like a serpents hood /
Until we learn to put our senses into sentences /
To reinvent the premise and then bend it with the penmanship /
And send the essense on to our descendants, so the legend lives /
My presence isn't endless, but in a sense the Remnant is"

"Cloud 9", der følger efter, ligger i den lidt mere banale ende hvad angår indholdet, men oven på så mange fremragende historier, koncepter og ideer, som man er blevet præsenteret for indtil nu, er det egentlig helt okay. På dette tidspunkt har man måske i virkeligheden brug for et nummer, hvor man bare kan rappe med på omkvædet uden at skulle forholde sig til de helt store emner. Jou1es både producerer og gæster med et vers, og slipper godt fra begge. Her er bestemt ikke noget at brokke sig over.

"Empty Nests" er Adan og Tribe One's coming of age fortællinger om hvorfor og hvordan de søsatte deres livseventyr, og hvorhen det har ført dem hidtil. "My father was the first black student in his highschool / I couldn't fill those shoes even if I tried to" rapper Tribe One, og man fornemmer hans dilemma; på den ene side har han meget at leve op til, og på den anden side er han sikker på, at undergrunds-musikken er hans kald:

"All I know is holding mics in front of crowds /
If I was meant for something different I would have done it by now /
The Remnant is a chosen few /
And this is what I left home and set out on my own to do /
And every stage and every step inside a vocal booth /
And every time I touched a microphone I told the truth /
Can it still be recreation if it's work? /
People stressin' out about the memorisation of a verse /
To address the descecration of the purity /
But never question if it's the destination or the journey"

Jou1es har igen produceret, og har skabt et atmosfærisk, nedtonet og moody track, hvor en kængselsfuld blues guitar fører án og rammer teksternes væsen perfekt. Micah Dalton synger omkvædet, som hverken er godt eller skidt; måske bare et lidt ligegyldigt sted i midten. Stadig et fedt nummer.

"Call It Quits" er pladens sidste reelle nummer og handler til dels om den tendens vi mennesker kan have til at give op hvis udfordringerne bliver for uoverkommelige, og dels hvor uengagerede vi er, når der faktisk er folk der har brug for vores hjælp. Det handler selvfølgelig også om ikke at give op og give den alt hvad man har for at nå i mål. Altså en god blanding a motivational rap, en lille løftet pegefinger og et skulderklap til de, der har klaret sig igennem prøvelser og modgang. Tribe One rapper:

"I never said that we never cope with demons /
'Cause if you never question your beliefs, you don't believe them /
If this wasn't how it's'posed to go, I know the feelin' /
But a wisely chosen spoken word is potent healin' /
We hit the stage and behave in accordance /
'Cause a labor of love won't always pay for out morgage /
Everybody wants to make a name and a fortune /
What a shame fame ain't the same as importance"

Adan tager over i andet vers:

"New Orleans' misfortune gathered the attention of americans /
Third world problems pale in comparison /
Abject, poverty, riots and food crisis /
And natural disasters determined to leave them lifeless /
As poor black bodies were being removed from the rubble /
I was distracted, me and my girl were having trouble"

Atter engang står Alex Adiels produktionen, og gør det igen-igen-igen fortrinligt. Trommerne er store og sidder stramt, og et koldt og melodisk piano-loop giver dem tilpas modspil. Det er hamrende flot, men har også noget foruroligende over sig, hvilket ikke kunne passe bedre med det, de vil sige med nummeret.  

Afsluttende har vi konklusionen, der ret beset bare samler op hvor den slentrende Ry Cooder guitar startede i begyndelsen. Nu er Indian Summer -turen slut, og lytteren afklimatiseres til de vemodige toner.

Nu blev den her anmeldelse virkelig lang, og hvis du stadig læser med, har du næppe brug for, at jeg opsummere det hele i en længere smøre. Indian Summer er et sublimt album, og havde det ikke været fordi Qwel & Maker havde begået et storværk med Beautiful Raw, havde Tribe One og Adan taget årets førsteplads med denne magtdemonstration. Både flow-teknik, storytelling, originalitet og tekster er ikke bare af øverste skuffe eller lige i skabet, - det er helt oppe ovenpå skabet, sammen med den kagedåse, der kun er forbeholdt de allerbedste. Nå ja, så er lydsiden - primært leveret af Alex Adiels og Deacon the Villain - tilmed fabelagtig. Det er svært at ønske sig meget mere af et hiphop-album anno 2013. Jeg har hørt det non-stop siden juni og klapper stadig af begejstring.

Tak fordi du læste med.

5.5/6

- Jeppe Barslund 

Drake - Nothing Was the Same

Det er ikke meget der er blevet snakket eller skrevet om Drake her på bloggen, og hovedårsagen til det er, at jeg rundt regnet synes han er ganske ligegyldig. Synderlig dygtig har han aldrig været i min optik, og 'candlelight-dinner-hiphop' stilen som han og Noah "40" Shebib har "grundlagt", har alle dage forekommet mig alt for kønsløs og undervældende til, at det på nogen måde har fanget mig. Dertil ser jeg ham virkelig som et omvandrende paradoks af de helt store, og det har gjort det umådelig svært for mig at tage ham seriøst. Et eksempel kunne være da Common kaldte ham "sweet" i sit diss-track af samme navn, hvor Drake svarede igen med "5am In Toronto", hvor han i den tilhørende video går rundt i stramme hvide jeans og rigtig nok er en smule "sweet". Et andet eksempel kunne være førstesinglen "Startet From the Bottom", hvor han udgiver sig for at have kæmpet en langvarig, hård og brav kamp for at komme dertil hvor han er idag, til trods for, at han er født ind i en familie af fornem økonomisk, kulturel og social kapital og allerede fik sin første tv-rolle i en alder af 15 år. Hvilken "bottom" er det lige han er startet fra?
     Dét illustrerer måske meget godt mit overordnede problem med Drake som kunstner; han vil gerne være en hel masse på én gang; fra struggling battlerapper til førsteelsker med ondt i hjertet. Men dét med først at skulle rappe råt over tunge beats og øjeblikket efter skulle erklære sin kærlighed over sart piano og fingerknips fungerer bare ikke rigtig for mig.
     Når jeg ser Drake for mig, ser jeg ikke en rapper der så meget som minder om en, der sælger stoffer på gadehjørnet eller bliver high on lean. Måske er det det Canadiske blod, der løber i hans årer, men han ser jo helt sød, rar og venlig ud, som Common påpegede. Drake ligner slet ikke en, der cruiser rundt i sin Maybach med sine bitches (i den her video kan den arme stakkel ikke engang få startet sin Bugatti!). - Drake ligner mere typen, der stopper for grønt i GTA. Drake er slet ikke typen, der kalder piger for "bitch, - han er mere typen der siger "nej du lægger på først" når han taler i telefon med dem. Drake er ikke en, der loader sine guns med clips, Drake er typen der trykker "safely remove" inden han hiver USB-nøglen ud. Typen, der sniger sig op bag sine homies, holder dem for øjnene og siger "ka' du gætte hvem det er?". Når de så vender sig om for at se, stikker han dem det her fjæs:

Skal jeg være helt ærlig er der dog én ting, som jeg respekterer ham for: hans mod og ærlighed. Det er nemt for mig at sidde og gøre grin med ham (og jeg har ikke engang omtalt coveret endnu!), og jeg tror endda, at Drake er gået hen og blevet en så nem skydeskive at sigte efter, at folk misser nogle af de ting han faktisk kan. Da "Wu Tang Forever" (nummeret) kom ud, kunne det kun gå for langsomt med at tilsvine nummeret for overhovedet ikke at være en fed homage til klanen. Gik det mon op for folk, at der faktisk var en ganske kløgtig hiphop-kærlighedssang gemt imellem linjerne? Måske overså de det, fordi de også havde travlt med at jorde "Hold On, We're Going Home" for at være så sukkersød og glitter-poppet, at den intet havde at gøre i hiphoppen. Gad vide, om de nåede at bide mærke i, at det faktisk er en udmærket pop-skæring?
     Og om det er hiphop, R&B, pop, rap eller sang er tydeligvis sagen uvedkommende når det kommer til Drake og hans musik. På Nothing Was the Same's åbningsnummer "Tuscan Leather" rapper han: "On a mission tryna shift the culture", så det er tydeligt, at hele målet netop er at vende op og ned på det hele. Det naturlige udfald af en sådan mission må være, at de mere rodfaste hiphop-hoveder korser sig over hans ofte bløde lyrik og steriliserede beats, og benægter ham deres respekt. Jeg ser mig selv som forholdsvist rodfast når det kommer til min hiphop, og af samme årsag kommer jeg nok aldrig til at falde i svime over Drake's musik. Numre som "Tuscan Leather", "From Time", "Hold On, We're Going Home", "Too Much" og "Pound Cake" er "fine nok", men aldrig i mit liv ville jeg nævne dem i en debat om god hiphop - eller i en debat om god musik generelt, for den sags skyld. Dette har intet at gøre med, at jeg er bange for romantik, kærlighed og følelser i min hiphop, og beats kan sagtens ligge i den nedtonede ende af skalaen og stadig være elsket af mig. - Det har ganske simpelt nok bare noget at gøre med, at jeg ikke synes Drake tilføjer noget interessant eller spændende til hverken det ene eller andet aspekt af hans musik.

Det er naturligvis bare min holdning. Jeg vil hjertens gerne høre fra jer, der synes han er spændende.

2/6

- Jeppe Barslund

reference: DrakeTheType.tumblr

Rapsody - The Idea of Beautiful

Har man fået hørt Leftovers2012 har man også hørt Rapsody, og har man hørt "Good Good Love" er jeg overbevist om, at man også har checket The Idea of Beautiful ud, på baggrund deraf. Har man dét vil man vide, at der er meget mere i Rapsody end det ene nummer. Rapsody er en vanvittig fed MC, og ikke bare er hun den mest spændende kvindelige rapper pt, hun er en af de mest spændende rappere overhovedet pt, uanset køn, og hende debut fra sidste år blæser stadig ud af undertegnedes højtalere og høretelefoner med jævne mellemrum.

Har man sagt Rapsody må man også først lige sige 9th Wonder. Hvor stor en del af Rapsody's succes han kan tage på sin kappe er ikke til at sige, men som lærer på North Carolina University var det 9th Wonder, der opdagede eleven Marlanna Evans og tog hende under sine vinger. Et "stunt" han i øvrigt har praktiseret før, da en stor del af hans Jamla familie kan spores tilbage til North Carolinas universitet (fx rapperne Sundown og Enigma fra Actual Proof). Rapsody havde godt nok rappet før som del af gruppen Kooley High, men de nåede aldrig rigtig de helt høje luftlag.

Som medlem af 9th Wonders Jamla familie har man som kunstner privilegier som de fleste ville give en arm og et ben for. - Beats fra 9th Wonder og hans in-house producere fra The Soul Council, bl.a. Krysis og E. Jones, samt et imponerende væld af villige features; både Jamla-familien, venner og affilierede. Således får Rapsody hjælp fra bl.a. Ab-Soul, BJ The Chicago Kid, Big Remo, Raheem DeVaughn og Rocki Evans undervejs på The Idea of Beautiful.

Rapsody er dog nøglefiguren her. Hun er i besiddelse af en skarp pen og et flow med bid i, men mere end noget andet er det hendes evne til at balancere battlerap og klassisk storytelling med elementer af den sårbare og følsomme kvinde hun nu engang er, der gør Rapsody unik. Der har været megen snak om hvorvidt kvindelige rappere - eller "femcees" som nogen kan finde på at kalde dem - skal måles og vejes på lige fod med deres mandlige kollegaer. Skal de? Det ved jeg ikke, jeg ved bare, at mange kvindelige rappere har tilføjet ekstra meget toughness og roughness til deres musik for at kunne gå uden om "femcee" stemplingen. Rappere som Rah Digga og Gavlyn viser fx ikke nogle svage sider - det er der ikke plads til i den hankøns-dominerede genre som "hiphop" nu engang er.

     Dette bekymrer Rapsody sig ikke uden om. Hun skriver flittigt tekster om fx kærlighed (lykkelig og ulykkelig), og søger bevidst at vise sine kvindelige sider. Det er absolut en sjældenhed, at denne form for kvinde "får lov til" at gøre sin entré i hiphoppen. De eneste kvinder, der plejer at blive inviteret indenfor, er rå rap'inder som de førnævnte to, omkvæds-sangere og absurd "vel"-formede kvinder, der optræder i musikvideoer med minimalistisk dress-code. Af samme årsag er det derfor både modigt og flabet, at de første ord Rapsody ytrer på sin debutplade her, er "Wake your ass up, get your ass up". - Det har dog intet med club'en, stripper-poles eller pengesedler i trussekanten at gøre. Nummeret hedder "Motivation", og når Rapsody siger "get your ass up" mener hun, at du skal tage dig sammen og få gjort noget ved dit liv. Hun rapper videre:

"Empty liquor cup, spent the week drinkin' /
Money on some blunts, no wonder you ain't bankin' /
Wake your ass up, nigga, fuck it start thinkin' /
Chillin' in the club, tryna be the man /
Rims on the car, no gas in the can - Brother, get yourself a plan!"

Forfriskende at høre en kvindelig rapper degradere mændende for en gangs skyld! Og Rapsody gør hverken brug af infantile svinere eller letkøbt mudderkastning. - Hun står frem som den voksne kvinde og langer ud efter de mange dead-beat, prokrastinerende mænd, der hellere vil spille Madden'12 end at tage sig af deres døtre.

Rapsody er lavet af et helt andet stof; hun er flittig fortaler for ambitioner og drømme-realisering. På "Believe Me" rapper hun: "Listen, my soul mission was to rap and get paid too / Be someone that these little girls look up to". Om de yngre piger (som hører Rapsody) ser op til hende, tror jeg ikke der er nogen tvivl om, men der er nok lidt vej igen til den store formue. Hun rapper på samme nummer:

"Mountains and peaks, valleys I been through /
The landlord tellin' me come through, rent due /
Since you seem to have it all figured out /
Next month while you coppin' one, buy me a Benz' too /
They all think just because rhymes being laid /
That niggas gettin' paid, when I struggle like you do"

Det er dog yderst let at forestille sig, at der kunne være fine penge i det for Rapsody i det lange løb. Murs rappede på "Enjoy"; "I'm proof that you could still make loot and keep your rhymes strong", og jeg ser Rapsody som lignende bevis. Hun rapper med intensitet og - vigtigst af alt - autenticitet, og gør det over lækre beats med fabelagtige melodier, og får samtidig hjælp af sangere, der leverer yderst fængende omkvæd. "Good Good Love" og "How Does It Feel" er blot få af de blændende eksemplar på, hvordan man laver vellydende, fængende hiphop med nerven intakt.

En stor del af skyldes skal naturligvis også skydes på The Soul Council, da The Idea of Beautiful nærmest flyder over med sublime beats. Khrysis formår på fx "Motivation" og "How Does It Feel" at finde den perfekte kombination af rå hiphop trommer og fine, melodiske elementer, der passer perfekt til Rapsody som værende både 'lady' og 'street'. Amp leverer et nådesløst råt beat til anden halvdel af "Celebrate" og en atmosfærisk banger med "The Cards". 9th Wonder er dog den store vinder på lydsiden. På "Believe Me" finder han en såre simpel melodi som kerne (som har siddet fast i mit hoved i dagevis!), og tilføjer sine signaturtrommer, over hvilke Rapsody ikke tøver et sekund med at levere et fantastisk omkvæd. 9th er ligeledes manden bag "Good Good Love", som jeg på nuværende tidspunkt går ud fra du har hørt. Hans pragtstykke "When I Have You" er ligelig fantastisk, og med "Thunder", der af uransagelige årsager er endt som et bonusnummer, disker han op med en suveræn banger i bedste 9th Wonder stil, hvor Rapsody spytter akademisk battlerap:

"The look of succes in the street, the fam want it /
Rims on the car and their chains, we gotta flaunt it /
All black like the omen, the Benjamins in my wallet /
I holler fuck all the dollars /
My niggas' stayin' in college /
The money gon' come with the knowledge /
Whether the degrees aren't walls to the street scholar /
The power is in our palms"

På nuværende tidspunkt har I sikkert luret, at jeg i høj grad synes I skal checke The Idea of Beautiful ud. Det er et fremragende album, der kun lider under få mundane beats og en katastrofal Mac Miller feature. Som helhed er det en suveræn fornøjelse.

5/6

- Jeppe Barslund

Wax Tailor - Dusty Rainbow From the Dark

Når vi nu er ved at ekspandere listen over koncept-albums indenfor hiphop-genren, så lad os snuppe Wax Tailor's Dusty Rainbow From the Dark med i farten.

"The rainbow is a path. It leads from dark to light, and from light to dark. It leads to your imagination. If you open your mind, you'll find your dusty rainbow from the dark"

- Sådan lyder ordene fra moderen til sin introverte søn, der ser en regnbue for første gang. Dusty Rainbow From the Dark [DRFtD] handler om en lille dreng, der ved hjælp af en enorm samling vinyler søger tilflugt fra tung melankoli ved at flygte ind i en verden af musik. Inden sengetid sætter drengen en støvet vinyl på pladespilleren og bliver ført ind i drømmeland af musikken. Her, i drømmen, sammen med musikken, vokser drengen lige så stille og roligt fra melankolien og mørket, der, metaforisk, hænger tungt ude for hans vindue.
   
DRFtD handler i grove træk om eskapisme, og om hvordan man kan finde sin indre ro, fx med musik. Lidt biografisk må pladen også være, for Wax Tailor, der bærer det borgerlige navn Jean-Christophe La Saoût, er ligesom historiens hovedperson flygtet ind i vinyl-land for at skabe nærværende plade. Alt hvad man hører på DRFtD - med gæsteoptrædender som undtagelse - stammer fra gamle vinyler. Det er simpelthen sample-kunst i fineste klasse vi er ude i. - Og det er ikke småting man som lytter får serveret. Der er nærmest ikke en genre, der ikke er inkorporeret i Tailor's veldige lydlandskab. Fra frække flamenco-inspirerede rytmer på pragtstykket "Only Once", Tarantino-lydende mambo på "Heart Stop", tunge orkestrale teksturer på "Phonovisions", fængende melodier på det sublime hiphop-track "Magic Numbers" og mølædt, støvet og soul'et hiphop på "My Window", hvor Elzhi og Akua Naru brillerer, så der ikke er et øje tørt.

Til at kæde det hele sammen og fortælle historien om drengen og hans støvede regnbue, har Tailor allieret sig med voice-actor legenden Don McCorkindale, der har lånt sin stemme til så mange film, serier og reklamer, at der ikke længere findes tal for det. Han besidder rigtig nok også den perfekte fortæller-stemme, og man kommer let til at tænke tilbage på dengang man selv sad med hovedtelefoner på og lytterede til historier. Som prikken over i'et har Tailor slået hovedet sammen med forfatter Sara Genn for at få den helt rigtige vinkel på historiens forløben. Man kan altså roligt sige, at Wax Tailor har haft dygtige mennesket med sig.
   
Det er dog Tailor selv, der fortjener den største applaus, for han forkæler virkelig én med sine produktioner; der emmer af kreativitet og kompleksitet. Det bedste ved pladen er, at selvom der både er fængende numre, der åbenlyst er produceret som singler, instrumentale stykker på under et minuts spilletid og ukonventionelle numre, der umiddelbart er svære at placere i en kasse, - så er Dusty Rainbow From the Dark et album, der skal spilles igennem fra start fra slut. - Det er dér, den for alvor kommer til sin ret.
     Dermed ikke sagt, at pladen ikke har sine mere mundane momenter, for det har den; der er numre, der har flere plays end andre. Men fornøjelsen er stadig stor fra den ene ende af regnbuen til den anden.

"The boy's mother came to his room and found him sitting at his window. "I found the dusty rainbow," he said. "I found it in my crates". His mother smiled."

4.5/6

- Jeppe Barslund