Kanye West - Yeezus

Sidst jeg havde Kanye West under kniven her på bloggen, var med anmeldelsen af Cruel Summer, der for mig står som det ultimative low point i hans karriere. Det var kedeligt, forudsigeligt og uinspirerende, og lød mest af alt som et slattent rip-off af Watch the Throne, der heller ikke var synderlig fantastisk. Da Hr. West er og bliver en af mine absolutte favoritter, tillod jeg mig dog at udtrykke et håb om bedre tider, og så "spåede" jeg, at hans solokarriere ville tage en skarp drejning væk fra den stil og lyd han sad fast i på daværende tidspunkt. For at være helt præcis skrev jeg i sin tid: "Det ville i hvert fald være lodret modstridende med Kanye West's solokarriere op til nu, hvis hans næste projekt lyder som Watch the Throne eller Cruel Summer. En radikal ændring i stil og lyd vil være den eneste rigtige og Kanye'ske vej frem". Med sit sjette soloalbum Yeezus går min spådom i opfyldelse - tifold!

"Hvo intet vover, intet vinder"

2010's bedst anmeldte album My Beautiful Dark Twisted Fantasy var storladen, overdådig, pompøs og voluminøs, og viste Kanye fra hans trofaste og højtelskede maksimalistiske side. På Yeezus har han vendt skuden 180 grader og skabt den totale anti-tese.
     Yeezus var oprindeligt produceret i nogenlunde samme stil som MBDTF, så Kanye gav pladen til Rick Rubin og bad ham "gøre hans ting"; nemlig at forenkle, simplificere og skære helt ind til benet. Der var engang hvor der stod, at sange ikke var 'produced' men 'reduced by Rick Rubin', og det er bestemt den formular, der gør sig gældende her.
     Yeezus boltrer sig i minimalisme og er skabt ud fra musikalske elementer, der mestendels ligger uden for Kanye's resume. Således kan han nu introducere dancehall, futuristisk house, inciterende acid, distorted elektronic og ondsindet synth til sit i forvejen favnrige katalog. Disse komponenter, der tilsammen skaber et larmende, forvrænget, ofte ufint og generelt smadret lydbillede, vil naturligvis skræmme mange væk og "sortere ud" i Kanye West-lytterne; den selvfølgelige konsekvens af et så ekstremt stilskifte. At kalde Yeezus et kommercielt selvmord vil være en grov underdrivelse.

Yeezus er allerede blevet kaldt både et "makværk" og et "mesterværk", og jeg tror reaktionerne hænger sammen med, hvorvidt man er gået pladen i møde med bredt sind og vidt åben musikalsk horisont ellers ej.
     Showet åbnes med "On Sight", hvor synth-lyde og elektroniske effekter buldrer til højre og venstre, alt imens Kanye rapper: "How much do I not give a fuck? Let me show you right now before you give it up". Pludselig stopper synth-kaosset, og et harmonisk kor tager over som den ultimative kontrast. Ideen med dette lille kontrasterende mellemstykke til det ellers voldsomme beat er genial, selvom Outkast jo nok kom først med "Ghetto Musick". Koret på "On Sight" synger: "He'll give us what we need, it may not be what we want", og disse linjer er  fuldt ud essentielle for hele Yeezus. 

Kanye West har skubbet grænser, overskredet tærskler og fornyet hiphoppen med samtlige af hans solo-plader. Det har aldrig været det egentlige formål med udgivelserne, det er "bare sket" som resultat af hans innovative fremgangsmåde. Yeezus er skabt med det formål at vende op og ned på hiphoppens status quo. Det han siger med Yeezus er, at kunstnere må fralægge sig frygten for at prøve noget nyt og istedet satse stort, ellers retter man sig bare ind efter det, der er sikkert og trygt og som man ved virker. Denne mentalitet er dræbende for fremdrift og udvikling. Hvis konformiteten vinder, vinker vi farvel til muligheder for fornyelse. Udtrykket "Hvo intet vover, intet vinder" bunder i denne tankegang.

Jeg har siddet de sidste par uger og læst op til eksamen i psykologi, og det var noget nært umuligt for mig ikke at have Kanye West og Yeezus i tankerne da jeg læste om socialkonstruktionismen, og især den amerikanske psykolog Kenneth Gergen. Han skriver, at vores handlinger ikke er begrænset af noget, der traditionelt opfattes som sandt, rationelt eller rigtigt. At vi foran os har et stort spektrum af muligheder, en konstant opfordring til fornyelse. Det betyder ikke, at vi så skal forkaste alt, hvad vi opfatter som virkeligt eller godt. Slet ikke. Men det betyder, at vi ikke er bundet af hverken historiens eller traditionernes lænker. Når vi taler sammen, lytter til nye stemmer, stiller spørgsmål, overvejer alternative udtryk og leger på randen af fornuften, overskrider vi tærsklen til nye verdener af betydning. Sammen kan vi skabe fremtiden.
     Da så mange kunstnere i dag - især i hiphoppens verden - netop er bundet af traditionens lænker, bliver denne "opfordring til fornyelse" kun samlet op af meget få kunstnere, deriblandt Kanye West, der aldrig har været begrænset af lænker, og som konstant og altid leger på randen af fornuft. På Yeezus leger Kanye helt ude på randen af fornuft. Det er ikke nødvendigvis kønt, vil nogen sige, men ikke desto mindre end nødvendighed. Det er præcis derfor "He'll give us what we need, it may not be what we want" -linjen fra "On Sight" er så vigtig. Mange havde sikkert foretrukket endnu en My Beautiful Dark Twisted Fantasy, The College Dropout eller Late Registration, men det er ikke det, der er brug for. Der er brug for fornyelse, nye tanker, nye ideer og alternative udtryk, og når ingen andre tør at tage teten og være anderledes, må Hr. West jo gøre det. Han har selv formuleret det ganske eksakt i et interview: "I think that's a responsibility that I have, to push posibilities, to show people: this is the level that things could be at".

Hvis kunstnerisk konformitet er en synd, så giver det meget god mening, at Kanye kalder sig 'Yeezus', for han lader sig frivilligt korsfæste med Yeezus af ren kærlighed til kunst og musik, for at tage alle de andres synder på sig.

Men er musikken så god, eller bare ekstremt anderledes for nødvendighedens skyld?
     Jeg synes personligt det er ganske fantastisk. Jeg var ikke engang selv klar over, at jeg kunne lide min hiphop serveret på denne måde, men ved Kanye's hånd er det nu engang tilfældet. West og hans (mange) med-producere får det bedste ud af de få komponenter de sparsomme produktioner gør brug af, og jeg er ganske imponeret over, at det er lykkes dem at skabe så fængende og spændende beats. "I Am A God", "Black Skinhead", "New Slaves", "I'm In It" og "Guilt Trip" er alle sublime skæringer i min bog, og "Blood On the Leaves" er intet mindre end et mesterværk. Nina Simone's version af "Strange Fruit" danner det sjælfulde og smukke fundament, imens samplet af TNGHT's højdramatiske "R U Ready" smadrer stilheden totalt, i samarbejde med militant marcherende trommer. Dertil er "Bound 2" en sand vintage soul-lækkerbisken, der sampler The Ponderosa Twins Plus One's "Bound" enkelt, men yderst elegant. - Det kan måske være svært at høre, hvordan det har krævet hele fem producere at komme frem til slutresultatet..!

"Hold My Liquor" og "Send It Up" er de eneste numre, der ikke helt fanger mig. Førstnævnte fremstår lidt for anonym, og selvom Justin Vernon's omkvæd er rigtig godt, så formår Chief Keef - blot med få linjer - at forpurre det. "Send It Up" er en kende for repeterende, og de øreskærende trap-synth-knivskær bliver en kende enerverende ved for mange genlyt. Dertil kan jeg ikke helt se fidusen i King L's feature.

Der er rigtig nok lyrik at finde på Yeezus, der er uforsvarligt ringe, og flows, der lyder mere udmattede end nogensinde før. På den anden side må man ikke tro, at bare fordi Kanye rapper "I be speakin' swaghili" og "Eatin' asian pussy, all I need was sweet and sour sauce" betyder det ikke, at han ikke har esser oppe i ærmet. Der er uoverskueligt mange referencer til forskellige bibelpassager, og hvis man gider at bruge tid på at dykke ned i teksterne (jeg har opgivet at holde styr på hvor mange timer jeg har spenderet på RapGenius!), er der ufattelig meget at komme efter. Dette er ikke et forsøg på at legitimere dårlig rap, for i nogle tilfælde må man bare erkende, at en lort altid vil være en lort, uanset hvor meget guld man hælder ud over den. Det jeg siger er, at folk ikke bør afskrive Kanye's tekster fuldstændigt på baggrund af få "uheldigt" skrevne linjer, for nogen gange gemmer der sig nemlig også guld under lorten.

Når alt kommer til alt rører det mig egentlig ikke det store, at der er ringe lyrik og flows at finde på Yeezus. For mig at se, er det slet ikke det, det hele handler om. Det handler om at være en "leader" fremfor en "follower", at turde hvor andre tier og fornye fremfor at gentage, og her er Kanye West et enestående unikum. 
     Så for at runde det hele af; er Yeezus et stilrent, melodisk poleret og bredt appellerende album? Så langt fra som overhovedet muligt! Er Yeezus derimod et modigt, industri- og genrekonfronterende, flabet og vold-blæret album? Ja for fanden da! Kanye West vover, og Kanye West vinder - stort.
   

"I can't lose, no, I can't lose

'Cause I can't leave it to you"

5/6

- Jeppe Barslund

Jam Baxter - The Gruesome Features

Falder snakken på 'britisk hiphop' vil de fleste nok nævne The Streets , der har regeret genren i England på enevældig vis, siden hans banebrydende Original Pirate Material udkom. Jovist, så har der bl.a. været en Lady Sovereign, en Professor Green og en Wiley, der har forsøgt at komme frem, men tendensen har været, at de går i glemslen kort efter hypen har peaket.

I løbet af de seneste år har battle-ligaen 'Don't Flop' vundet mere og mere indpas, og fokuset har gradvist flyttet sig fra de potentielt internationale navne til mere undergrunds-nære kunstnere. Sideløbende har pladeselskabet High Focus Records gjort det til sit eksistensgrundlag at give de udgivende undergrunds-kunstnere en platform at udgive musik fra. Således er navne som Fliptrix, Dirty Dike, Verb T (der har deltaget i 'Don't Flop' adskillige gange) og Jam Baxter på vej til at blive de nye helte i britisk hiphop. Med The Gruesome Features blev Jam Baxter også hurtigt min nye helt.

"Good evening, this project is weird."

- Sådan bydes man som køber af albummet velkommen af Jam Baxter i booklet'en. "The little shit slyly built itself over the last year while I wasn't looking" skriver han yderligere om albummet. Sangene, der er at finde på The Gruesome Features, var oprindelig bare ment som et "... gap between albums". Baxter har ret beset hygget sig med en masse gode venner og dygtige kunstnere, med hvem han "bare" har indspillet nogle tracks. Heldigvis kom han frem til den konklusion, at det nok var en god idé at udgive det hele, og det kan man kun være overordenligt glad for.
     Selv siger Baxter om The Gruesome Features, at det nok mere er en kompilation end et egentligt album. Det spøjse er, at det - trods processen bag, der rigtig nok lyder for sporadisk til at kunne være et album - virker som et utrolig helstøbt album med en klar rød tråd.

"It just lay there, starring up at us. The doctors told us the chemicals might affect certain glands and nerves. And if they did, his features will never be normal again..."

Sådan starter det hele på pladens indledende nummer "Brains", hvor nogle læger står og kigger på en (Jam Baxters) hjerne og konstaterer, at der er en vis chance for, at dens ejer aldrig bliver normal igen. Dette er en underdrivelse; Jam Baxters hjerne fungerer øjensynlig ikke som vor andres! Lyrisk set er han på et både andet- og anderledes niveau; den britiske Aesop Rock ville jeg kalde ham. Han udtrykker sig i ord, termer og sætninger, der udfordrer lytterens forståelse på det groveste, samtidig med, at han besidder et unikt, eksplicit malende billedsprog. Jeg ville lyve voldsomt hvis jeg sagde, at jeg har forstået alt hvad Jam Baxter rapper om, men som det ligeledes er tilfældet med Aesop Rock, så er jeg yderst begejstret for rappere, der kan ryste mig i min grundvold og efterlade mig lige dele konfus og ekstatisk. Smag f.eks. bare på de første linjer på "Brains":

"Deep aquatic excavator, dishevelled entertainer /
One thousand breeds of weasel wrestle on this escalator /
Tree dwellers leaping out the boughs shouting "get the paper!" /
Trunk hugging rebels chucking petals at a detonator /
Man, this shit's second nature"

- Så er det frem med de avancerede analyse- og fortolkningsredskaber!
     Man kan også fravælge at gå i dybden med teksterne, da det virker ganske omsonst at skulle finde mening i det hele, og i stedet bare lade sig betage, for er der én ting Jam Baxter virkelig kan, så er det at tryllebinde med sine rim, forståelige eller ej:

"Muffling the wolf whistles streaming from beneath /
That used to form an iron shell around his featureless physique /
Now, his flesh slipped off him /
To reveal his bones had grown mouths of their own to scream freedom for once /
And each muscle slid into the sky dripping sweetened blood /
Melting through the icy floor slipping on a sea of slush /
Beating heart pukes a new gospel in a stubborn gut /
Takes a bow and crumbles in a puff of dust"

Jam Baxter ikke bare udfordrer ens forståelse af selve rappen, han spørger nærmest direkte: "hvorfor synes du det her er godt, når du nu har så svært ved at forstå det?". Svaret er relevant, men svarmulighederne heldigvis mange.
     Jam Baxter har for det første et virkelig fedt flow, men endnu vigtigere har han en ganske utrolig indlevelse i fremførelsen af sine tekster. Hele pladen er trykket af en mørk og melankolsk stemning, og det lader sig i høj grad vise i Baxter's levering. Deraf den føromtalte klare, røde tråd.
     Endvidere har Baxter allieret sig med et hold af producere (hvoraf jeg ikke har hørt om en eneste før denne plade), vis beats har væltet mig totalt ned fra min stol og yderligere blæst mig baglæns-kolbætte-rullende ud i entreen. De mørke og kolde kompositioner bærer en detaljerigdom og kompleksitet, der gør, at man kan finde nye ting i produktionerne gang på gang. Samtidig er mange af dem meget minimale, mens andre har noget utrolig emotionelt og cinematisk over sig.
     Produceren Illinformed tager kegler med samtlige af hans beats, fra den skrabede "E.F.T." med dens simple keys og gyngende bas, til et af årets skarpeste jazz-hiphop'ede beats i "Larvae". Ben 9mm's nedtonede "Altitude Sickness" er fabelagtigt produceret med dens mange lag af samplet sang og nynnen. På "Filet Mignon", der lyder som noget Action Bronson kunne have hygget sig med på Dr. Lector-pladen, fyrer samme producer op for insisterende guitar-riffs, blæsere og stramme trommer. Konchis' "Chemical Sweats" lyder som en sørgmodig film-score blandet med et intensivt hiphop beat, og Kerem Fraiche's "Squashed" er abnormt følelsesladet, og den måde det melankolske piano-loop danser let henover den perfekte bas/tromme-programmering på, gør beatet til et af mine absolut favoritter i år.

"Fine" og "Tin of Worms" er de eneste beats, der for mig virker lidt undervældende, men det er på ingen måde nok til at forpurre det ufattelig stærke helhedsindtryk jeg har af The Gruesome Features.
     Jam Baxter er en teknisk dygtig og original rapper med "next level" lyrik, der både vil imponere og vække undren hos folk. Jeg har valgt at lade mig imponere af min undren, og da den assisterende lydside er så forbandet flot som det er tilfældet, kan jeg sagtens leve med, ikke at kunne finde hoved og hale i hans univers.

"Take off in three, two, wonderful /

Right, great, good, I'm guessing everybody's comfortable"

5/6

  - Jeppe Barslund

SIGMA - Frisk Valuta

Det hører sig til blandt sjældenhederne, at en - for mit vedkommende - ukendt dansk gruppe træder frem og blæser mig totalt bagover. Ikke desto mindre er dette præcis hvad SIGMA har formået. Gruppen, eller kollektivet som de selv kalder det, består af den dugfriske rapper Novum, rapper Semih-automatisk, som de fleste nok kender for sit medlemskab i B.O.C., producer-extraordinaire Telepa-T og med-producer Bob Dyckand.

Lad os ikke pakke det hele ind eller gå uden om den varme grød, men istedet bare skære ind til benet: Det her er møghamrende-fucking fedt!

Det første der fanger ens opmærksomhed er de fænomenale beats. Telepa-T har sammensat et af årets absolut stærkeste lydbilleder, - i skrivende stund kun overgået af Dialektens Stiplede Linjer. Den røde tråd består af nakkebrækkende 90'er-trommer, men et herligt væld af forskellige musikalske elementer og indslag nuancerer old school -stilen hele vejen igennem. Den ultra lede og tunge "Med Hundende i Hælene" lyder som noget Mobb Deep kunne have flået i stykker i Infamous -dagene. "Misundelsen i Øjnene" lyder som en opdateret version af Jedi Mind Tricks anno "The Immaculate Conception" på The Psycho Social.... -pladen, fuldendt med klagende vokal-sample.
     Telepa-T kan dog også sagtens producere old school -lydende beats, hvor man ikke føler trang til at sammenligne med nogen eller noget. Dette er faktisk tilfældet det meste af tiden, og man sidder derfor som lytter med en fornemmelse af, at SIGMA trækker på den gamle skoles dyder, men er yderst fremadrettede med deres hiphop. Der er ikke et eneste beat på Frisk Valuta der ligger under "virkelig godt" på kvalitets-skalaen, og "Blomsterdekorationer & Dødsønsker", "Erotisk-action-thriller", "Høj Pistolføring", titelnummeret og "2 Minutter til pastaen koger" er i den absolutte top. Sidstnævnte er grinagtigt perfekt produceret (og så skulle den efter sigende været lavet fra bunden på én time - det er noget nært umuligt at tro på!). Spørgsmålet er, hvorfor de koger pastaen og ikke vandet?

"Ode" viser endegyldigt hvor dygtig en producer Telepa-T er. Det 6½-minut lange, jazz-jam'ende instrumentale nummer, undergår en udvikling hele vejen igennem, og er støt stigende i intensitet. Et virkelig flot produceret nummer.

Rap-mæssigt er SIGMA ligeledes et spændende bekendtskab. Semih-automatik sender lyriske næver ud af højtalerne og holder lytteren i et jerngreb med sin aggressive levering og autenticiteten i stemmen. Han kan både være kværulantisk og sjov, og nogle gange begge på én gang, som når han på "Høj Pistolføring" helt eminent rapper:

"Drømmer med mine øjne åbne, besat af at jage skejser /
Før jeg får min Mercedes, sigter jeg mod at blive Pasat-ejer"  

Novum, der ikke har rappet i mere end et år, er ikke helt på niveau med sin rim-makker, men viser stadig enormt potentiale af flere omgange. Især hans vers på "Frisk Valuta" er fortrinligt, og selvom indholdet måske halter en smule, så er der mere end godt styr på flowet på "2 minutter til pastaen koger". Han rapper selv: "Jeg er blevet så god som jeg er på under et år", og med den fart er progressionen lovende.

Haltende indhold eller ej, helhedsindtrykket er umådelig solidt. Jovist, produktionerne er sikkert et hak eller to bedre end rappen, men rå, umiddelbar rap, der ikke er for fortænkt og poleret, kan virkelig være en fornøjelse at lægge øre til, og det er Semih-automatisk og Novum strålende eksempler på. Dertil må jeg jo bare konkludere, at jeg har haft utrolig svært ved at lægge Frisk Valuta fra mig, for som jeg skrev i starten, så er det ganske simpelt bare møghamrende-fucking-fedt.

Hent Frisk Valuta gratis her

5/6

- Jeppe Barslund

PONYBLOD - Ponyblod

"Khalern fra originaler /
Og ham den fresh Malk De Koi'janer /
Hvis du ikk' vidst' det så ved du det nu /
Brand new Allan og Tue /
Ude lige pludselig. Rapplade? /
Ja, korrekt antaget /
Jamen sagde du Track, Khal? - Det TOTAL HJERNESKADET!"

Således lægger Khal Allan ud på pladens indledende titelnummer, og at samarbejdet mellem Tue Track og Khal Allan lyder "TOTAL HJERNESKADET" kan man kun være enig i. De er indiskutabelt blandt de bedste overhovedet indenfor deres områder; Khal Allan som en af dansk raps største originaler når det kommer til tekstskrivning og Tue Track som en af de mest bemærkelsesværdige og indflydelsesrige producere. Men men. - Nu hvor roserne er givet er jeg nødt til at sige, at PONYBLOD projektet langt fra ligger i toppen af deres respektive portfolier. Det er ret godt, ret sjovt, ret skarpt og ret alternativt, men det er også virkelig mærkeligt, rodet og usammenhængende.

Jeg har altid set Khal Allan som værende i besiddelse af en Dr. Jekyll & Mr. Hyde rap-personlighed. På den ene side kan han være ufattelig intens i sin levering og flow-mæssigt urørlig, som det blandt andet var tilfældet på "For Pokker". Dén Khal Allan er jeg dybt-dybt imponeret over og begejstret for. På den anden side kan han være maksimalt laid-back, hvor han glider ind i sit eget tågede og snørklede lyriske univers, der fordrer en mere modereret levering. Dén Khal Allan interesserer mig kun i nogen grad, og det er dén Khal Allan, der optræder på stort set hele Ponyblod.
     Han har bestemt sine lyriske guldkorn på nærværende plade, som når han på første-singlen "Med måde" hævder, at han er "Dyb dyb undergrund som muldvarper og markmus / Kryb, larver, guldgravere og Natascha Kampusch", eller når han twister ordsprog og med gammelmands-visdom fortæller, at man ikke skal "...sætte sit stearinlys under et tæppe". På "Dårlig kode" spreder han yderligere Khal Allan'sk kløgt:

"Kimen er sået, viden er fået /
Og viden er gået videre til noget jeg skriver /
Men den side jeg' på er drivende våd /
Har en sild i mit net men ild i min båd"

Mit problem er, at han også har rigtig mange uforklarligt besynderlige og ofte, synes jeg, åndssvage linjer, som: "Forlanger meget, forventer lidt af kultens medlemmer / Jeg' så sulten jeg ku' spise en hestelæddervest med sennep-ketter". Selv "Med måde", der helt sikkert er blandt årets stærkeste skæringer, har lyrik af den ringe skuffe: "Velkommen, men ikk' kommen, vel / For det smager af pommern til, om man vil". Jeg har hørt pladen igennem et dusin gange og må konstatere, at jeg ikke har været i stand til at tillægge denne type linjer nogle positive kvaliteter. Så'n er det bare.

Også Tue Track har haft en små-skizofren tilgang til sine produktioner. Der er alt fra det ovenud fantastiske til det decideret kedelige og det straight up mærkelige. "Med Måde" er eminent sat sammen med sine skæve jazz-elementer. "Autopilot", der lyder som afkommet af Suspekts "F.I.Postludium" og Ikscheltaschels "Putuni", er en rendyrket fornøjelse af øverste skuffe. "Dårlig kode" lyder som noget Track's Malk-kumpaner snildt kunne have hygget sig med, og "Jeg Ka' Ikke Li' Musik" er nok det tætteste vi kommer på et Ennio Moricone-lydende hiphop-beat. "Se Os Nu" gør brug af et utrolig lækkert sample, der dog ikke just er flippet kreativt. Det er ret beset en seks-sekunders bid, der loopes over hele sangen, og det undrer mig, at Tue Track ikke er gået mere nuanceret til værks, og evt. spædet op med nogle trommer. Det kan også bare være, at det er svært at hamle op med Just Blaze's version på Saigon's "Clap".

Det lader til at være et gennemgående tema for lydsiden, at numrene enten skal være korte eller afbrydes og/eller forstyrres undervejs. "Ornitolog" er et godt eksempel. Første vers domineres af et super lækkert, Twin Peaks lydende guitar-riff, og andet vers domineres af "Jump Around"-lydende "skrig". Begge halvdele er sublime. Men så skifter det hele over i et skævt, mørkt-elektronisk beat, for til sidst at skifte igen over i et skrabet beat, hvor der scratches derudaf. Sammenlagt gør det, at nummeret - der ellers startede fantastisk - ender med at blive forstyrret af en masse irriterende elementer, der ender med at gøre hele nummeret irriterende. "Dårlig kode" og "Autopilot", der beat-mæssigt ligger i toppen, har kun en levetid på omkring to minutter, så de største fornøjelser er samtidig de korteste.
     Underlighederne fortsætter i form af et hav af spøjse lyde, effekter og dialog-bidder, der er drysset med rund hånd ud over hele pladen. "Ku' du lige holde Michael et par minutter mens jeg går ud på toilettet?" spørger en kvinde pludselig på "Vent Lige Lidt". "Måske tager jeg fejl, men du minder mig om en jeg engang kendte" spørger en anden kvinde efterfølgende. "Jette?" spørger en mand undrende. Samtalen afbrydes af et højlydt heste-vrinsk.

Mit overordnede problem med PONYBLOD er, at jeg ikke kan finde det fede, interessante eller spændende i alle de underlige, mærkelige og skæve indslag, hvilket bevirker, at det i min optik ender med bare at være mærkeligt, og derfor ret kedeligt. Det beviser for mig, at originalitet ikke er godt per definition.
     Måske jeg bare er lidt konservativ når det kommer til, hvordan min hiphop skal serveres. Der er en håndfuld fede numre som jeg vil tage med mig, men i sin helhed er Ponyblod langt fra den plade jeg havde håbet på og forestillet mig ud fra "Med måde".  

3.5/6

- Jeppe Barslund

Trepac - Nye Toner

Der er stadig sprækker og revner i dansk rap efter den vilde og voldsomme kollision Trepacs Fatamorgana havde, da den udkom for to år siden. Sjældent har et album efterladt så eftertrykkeligt og uafrysteligt indtryk som Trepacs kompromisløse, hudløst ærlige og mørkesorte debutalbum. Det var lidt af et stilistisk sats fra Trepac, da det egentlige var forventet - grundet hans solo-tracks på Spytbakken skiverne - at han ville udgive et hårdtslående battle-rap album. Dette var så langt fra tilfældet som overhovedet muligt. På titelnummeret fra Trepacs nye skive, er han selv inde på netop dette:

"Jeg synes rolig man ka' sige min sidste plade var psykotisk /
Den var sygt go' og nok en smule dystopisk /
Et stilskifte, for jeg skrottede min arv /
Så jeg forventede folk de ikk' ville grave et optisk bedrag /
Men så forstod de rappen /
Selvom jeg troede tretten /
Tracks med ren elendighed, det endelig ville ta' modet fra dem /
Så hovedparten ville sige: "han var kun go' i starten /
Det her holder ikk' i fogedretten, hvor' spoleknappen?!" /
Men de var klar til det, ku' allesammen se det"

Nu er han ude med efterfølgenen Nye Toner, og det "sjove" ved den er, at den faktisk lyder som den plade, man havde troet han ville debutere med. Her er den melankolske stemning, den stærke røde tråd og den konceptuelle tilgang til historierne fra debuten skiftet ud med en mere varieret vifte af stilarter. Der er en del ord-ekvilibristisk battlerap, en smule rap fra den mørkere skuffe og lidt M-Cnatet lydende rap. - Altså rap som man - modsat pladens titel - måske ville kalde "gamle toner". Men så er der også lidt rap som jeg - pladens titel tro - i høj grad vil beskrive som "nye toner" fra Trepac.

Trepac sparker festen i gang med rendyrket braggadocio-rap over en herlig omgang smadret græsk guitar fra Lars Da Fari. En plades indledende nummer har stort set altid til formål at positionere rapperen bag stærkest muligt, og "Beskidt rådden rimer" er ingen undtagelse. Trepac har spanskrøret i hånden og indleder en intens masterclass i snørklede rimkonstruktioner:

"Jeg' klar på altid at gi' den
Alt, jeg dårlig til matematik
og tal, så jeg skider på statestik
og salg, men I ved at jeg' blandt eliten"

Stilen fortsætter på det FlotteDavey producerede titelnummer, den FlotteDavey producerede sørøver-banger "En god dag at dø", hvor harmonikaer og banjoer byder hinanden op til vals, og ikke mindst på den FlotteDavey producerede "Kassen stemmer", hvor den gal-geniale producer atter engang vover sig ud på dybt vand i uudforsket territorium, her med en del elektroniske elementer. Resultatet er måbende fantastisk! Det slags beat, der får dig til at ryste på hovedet og grine for dig selv over, hvor vildt det er. Der er dog fire toner i beatet, der lyder så meget som når Alexandra Stan synger "you make me dance", at jeg har fået "Mr. Saxobeat" på hjerne af at høre "Kassen stemmer". Nej, det giver ikke meget mening, og bare rolig, jeg har bestilt en tid hos lægen. Det eneste vigtige er, at nummeret banger, og at det er en fornøjelse at høre Trepac have nedtur på over sin økonomi: "Mine konti har det sløjt i år / Det ingen pengetank, min netbank er ren røv og nøglekort".

I forhold til Trepac er alt dette dog gamle toner. Det er hammer-godt, men det hele er hørt før. Der hvor battlerap'en præges af "nye toner", er på et nummer som frontalt-aggressive "Mærsk", hvor der går karaktermord i den. Trepac har ofte været ude med riven i hans sange, men han har aldrig nævnt nogen ved navn. Har man bare en smule fantasi kan man nok godt regne ud, hvem der blev rappet om og til på fx "Sur gammel mand", men Trepac har aldrig taget den hele vejen og adresseret specifikke personer. Det gør han på "Mærsk" i selskab med Rasmus Modsat. Jeg er dog ikke helt sikker på, at jeg kan se fidusen med dette track. Det virker umiddelbart lidt "nemt" og ufarligt at lave et nummer om hvor korrupt, uetisk og skruppelløst et konsortium Mærsk er, - dels fordi hovedaktionæren døde for et år siden, og dels fordi det er så gigantisk en koncern, at dette track - omend velskrevet - nok ikke har skyggen af indvirkning på selskabet. Det kan også være, at den uafbrudte voldsomhed i beatet, som hurtigt gjorde det enerverende for mig, bare har gjort, at det nummer ikke lige er min kop te. Sjovt nok har jeg på fornemmelsen, at det bliver en favorit blandt andre lyttere.

Som en sjældenhed, når det kommer til mig og mine anmeldelser af Echo Out udgivelser, byder Nye Toner faktisk på flere skæringer, der ikke lige er min kop te. "Blod på min tand", "Dybt vand", "Dåbsattesten" og "Hvor blev du af" rammer mig ganske simpelt ikke rigtig. Teksterne og rappen er solid, men produktionerne og nogle af omkvædene rammer forbi i mit tilfælde.

Til gengæld har Trepac to monster-esser i ærmet med de Heartbeat producerede "Tys tys" og "Ik' længere": de ægte "nye toner" på Nye Toner. Her er Trepac igen modig og kompromisløs, men af helt andre årsager end det var tilfældet på Fatamorgana. Det vi oplever her, er noget så - op til nu - utænkeligt som en Trepac, der bevæger sig ind i hip-poppens verden, omend med små skridt. Den samme genre som han og resten af hans crew ellers har lagt for had, det meste af deres karriere. Men Trepac er ambitiøs, realistisk og dygtig, og gør det med nok integritet og bevidsthed omkring det til, at det er troværdigt, pålideligt, skarpsindigt og ikke mindst afsindig godt skåret! På "Ik' længere" rapper han:

"Respekt er ikk' længere den officielle møntfod /
Vi' for længst sejlet ned ad pop-musikkens syndflod /
Vi var engang et sted hvor rap var nyt og anderledes /
Hvor genren var en modkultur og branchen den sku' brændes ned /
Hvor vores musik den egentlig ikk' kom nogen andre ved /
Men nu vi li'så langsomt blevet en del af det vi rakkede ned /
Vi ikk' længere det samme sted, så jeg ved at de vil sige det var bedre engang /
Bedre i tiden inden kæden sprang og rap blev frit og tilgængeligt for mange /
Med historien i ånden stiller jeg mig frem med mikrofonen i hånden /
Tænker tilbage, lever i nuet og hilser evolutionen velkommen"

Trepac anerkender hiphoppen som værende under konstant udvikling, hvilket gør det ulogisk og decideret modstridende at hænge fast i det, det engang var. Han indvilger i at gå nye tider i møde, hvilket "Tys Tys" bevidner i stor stil. "'Pac på sin hit ting" indleder han sangen med at sige, - delvist ironisk, men bestemt også fordi, at diverse hit-skabeloner har været anvendt til støbningen af nummeret. Heartbeat Productions, der står bag beatet, er de sidste par års tid nok blevet mere kendt som manden, der producerer for NIKLAS, og lur mig om ikke der er lidt NIKLAS'k over det. Grundbeatet er skrabet ned til en yderst effektiv - og i øvrigt ret hiphop'et kerne, men i omkvædet gør synth-elementer og effekter på vokalen, at det minder meget om noget, der kunne spilles i TV og radio. Det er fængende ad helvedes til! Indholdet er dog stadig rendyrket Trepac, så vi kommer nok ikke til at høre det i radioen alligevel:

"Jeg holder stadig lortet super hemmeligt /
Og selvom der ikk' rigtig ruller penge ind /
Så er musikken stadig uforglemmelig /
Ingen eksponeringen så min ting er utilgængelig"

Og således viser Trepac, at det sagtens kan lade sig gøre at lave sprød hiphop ved hjælp af nogle af de elementer, der idag bliver fordømt og forbandet langt væk af den hårde hiphop-kerne. Kløgtigt træk.

Desværre fylder disse "nye toner" ikke særlig meget på Nye Toner. Pladen består, som skrevet tidligere, af en blanding af alt, hvad man før har hørt fra Trepac (tilsat lidt nyt), så det samlede indtryk er ganske sporadisk, og retningssansen intetstedsværende. Når det er godt er det fabelagtigt - Trepac bliver ikke kaldt en af Danmarks bedste rappere for ingenting, men Nye Toner viser samtidig, at selv de bedste kan have deres mindre gode øjeblikke. Men måske siger det også en del om Trepacs skyhøje niveau, at dét her er "mindre godt".

4/6

- Jeppe Barslund

Raashan Ahmad - Ceremony

Lad mig præsenterer jer for den godhjertede og hengivne Crown City Rockers -rapper Raashan Ahmad. Her er tale om en vaskeægte økologisk hippie-rapper, der går all in på peace, love 'n harmony. Det handler i bund og grund om, at vi skal elske vores næste og leve i harmoni med hinanden og naturen, og ikke spilde tiden på krig og had. Grønt og lyserødt farvet rap, der er så positivt og venligtsindet, at man nærmest får et shock når gæsterapper Homeboy Sandman ytrer ordet "fuck"! Nogen vil måske kalde det pladder-romantisk, andre vil sikkert mene, at det strider lige lovlig meget imod hiphoppens konfronterende ånd. Jeg synes personligt at det er så gennemført, at det er fuldstændig i orden. At klantre Raashan Ahmad for at være for pro kærlighed og fred, ville svare til at klantre N.W.A. for ikke at have skrevet flere sange om naturbevarelse og familiekærlighed. Det ville ganske simpelt ikke give nogen mening.

Heldigvis manøvrerer Rashaan Ahmad sikkert uden om den "pladder" og de banaliteter, man kunne frygte ville være at finde på en plade af dennes natur. Dette gør han for det første ved at være en teknisk dygtig og yderst karismatisk rapper, og for det andet ved at have et hold fabelagtige producere bag sig. Den gennemgående varme, opløftende stemning i musikken læner sig i høj grad op ad Hocus Pocus (vis frontmand 20Syl også er arkitekt bag flere skæringer) og Mr. J. Medeiros anno Of Gods and Girls og Pale Blue Dot EP'en. De livlige kompositioner garanterer god stemning all over. Super lækre grooves tilsat en masse organiske elementer som jazz og blues guitarer, stryger-arrangementer, horn-sektioner, trompet-soloer og meget mere. Det her er musik, der kan gøre sommer-aftenerne lidt længere, men også vinter-dagene lidt lysere. Et ordenligt skud positivitet direkte ind i hiphop-venen, hvilket måske i virkeligheden er en mangelvare?

4.5/6

- Jeppe Barslund