Blu & Exile - Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them

Den svære efterfølger.

Den svære efterfølger har hårde kår. Den har fra starten af odd'sne imod sig - især når forgængeren var en milepæl i hiphop-genren. "Problemet" er, at det er en menneskelig umulighed ikke at have forventninger, forhåbninger og forestillinger om præcis hvordan efterfølgeren kan, bør og helst skal lyde. Hvis efterfølgeren ikke umiddelbart lyder som det man har i tankerne, vil den første reaktion ofte være skuffelse, og skuffelse er en led satan.
     Min første reaktion, da jeg havde hørt Blu & Exiles Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them igennem første gang, var netop skuffelse. Jeg var faktisk skuffet over en del ting. Arrangementerne er langt fra lige så ambitiøse som på Below the Heavens. Produktionerne lyder gennemgående meget ens, hvor BtH bestod af utroligt unikke beats. Skuffet over, at Blu ikke angriber pladen med samme furiøse sult. Ja, kort og godt; skuffet over at GMMFWICSST ikke lyder mere som Below the Heavens.

Men den hurtige dom er overhovedet ikke retfærdig, da den i al for høj grad er malet af denne umiddelbare skuffelse. Hvis man vil se på Give Me My Flowers... med et retfærdigt sæt briller, er man først nødt til at stille sig selv det svære, hypotetiske spørgsmål: "Hvad havde jeg syntes om pladen, hvis Below the Heavens aldrig havde eksisteret?". - For det er i virkeligheden kun i dét lys, at dommen er retfærdig. Man er nødt til at huske sig selv på, at skuffelsen jo var et resultat af, at Below the Heavens til at starte med var målestoksforholdet for "god eller dårlig", og det er jo en komplet vanvittig måleenhed. HipHopDX var f.eks. meget hurtigt ude med deres anmeldelse, og de mente at Blu & Exile burde gå tilbage til deres gamle stil og kvitterede med karakteren 3/5. De gav dog også 2 Chainz 3/5, det sætter vist tingene lidt i perspektiv.

Som lytter (og fan) står man altså over for den svære opgave at ignorere alle de forestillinger man har gjort sig. Simpelthen viske tavlen ren for forhåbninger og kriterier - tabula rasa; først da bør man dykke ned i Give Me My Flowers....

"I wonder, who do you believe in? I know it ain't me."

Hvor Below the Heavens nærmest insisterede på at ville og kunne alt fra battlerap, humor, poesi, introspektiv grublen og filosofiske strejf, føler GMMFWICSST intet behov for absolut at skulle berøre alle emner muligt. Den har på ingen måde travlt, og tuller derfor ufortrødent rundt i sit eget rolige, lo-fi tempo, og det ender faktisk, efter en del gennemlytninger, med at være ganske charmerende.
Blu har stadig meget på hjerte, men får det ud med mindre armbevægelser og albueplads, og Exile har "begrænset" sine udfoldelser til mere jazz'ede, nedbarberede arrangementer, hvor støvede trommer, rustikke basgange, piano-loops, boblende computer-effekter og vintage soul-samples udgør værket. Dette gør, at produktionerne gennemgående lyder rimelig ens (med et par stykker som undtagelse), men også at den røde tråd er klar fra start til slut.  Dertil er Exile's indre legebarn stadig at finde i beat'sne, og det er i særdeleshed de som altid velvalgte og sublimt klippede vokalsamples, der giver produktionerne unik karakter. Måske vigtigst er det fænomenale samspil mellem Exile's beats og Blu's lyrik intakt. Kemien er simpelthen suveræn. Det er ikke "bare" Blu der fortæller en historie over et Exile beat, - det er Blu og Exile der fortæller en historie sammen. Tag f.eks. "O Heaven", hvor Blu rapper en hyldest til himmelen, som til slut viser sig at være en metafor for selve musikkens væsen. Her har Exile samplet Ella Fitzgerald's "How High the Moon" hvor hun synger: "Somewhere there's music, how faint the tune / Somewhere there's heaven, how high the moon". Samplet fortæller med andre ord den samme historie som rappen, bare "gemt" i beatet. Dette nummer er samtidig godt bevis på hvor dygtig en tekstforfatter Blu er. Han starter i sangen med at plukke blade af en blomst i bedste "hun elsker mig, hun elsker mig ikke" -stil. Til sidst rapper han: "Found golden souls of daisies without petals - how special". - Der er ikke nogen blade på margueritten, da det ikke er et spørgsmål om, om "hun" elsker ham eller ej, - det er ham der elsker hende; musikken.

"I'm a poet, helpless romantic /Type to hold hands, make plans and quote stanzas /Just so you can tell me how nice I am!"

Blu har ikke satset synderlig meget på varierede flows på GMMFWICSST. Lidt groft sagt lyder han faktisk gennemgående som om, at han har røget en pind eller to inden han har indspillet sine vers. Det går forholdsvist langsomt, og leveringen er ofte præget af en vis - dog bevidst - "sløvhed". Når han rapper: "Sent through heaven and hell to send dreams of / places once dwelled, but I fell for the green stuff" er det "green stuff" han refererer til næppe penge. Denne tilbagelænede tilgang til sporadisk lommefilosofi passer dog meget godt til Exile's proportionelt tilbagelænede beats.

Enkelte steder skiller numrene sig ud, som den bragende "The Great Escape" (hvor Blu får selskab af flow-stormestrene Homeboy Sandman og ADad), den reggae-gyngende "Berries and Juices" (der sampler Alton Ellis' "It's A Shame"), det komplet geniale instrumentale stykke "Cent From Heaven" (der er bygget op af forskellige soundtrack-bidder fra filmen The Artist) og ikke mindst "A Man", der synes utrolig ambitiøs og voluminøs i forhold til pladens resterende skæringer. Lyrisk set er dette også pladens absolutte klimaks, da Blu blæser lytteren (mig i hvert fald) komplet bagover med sine tanker om religion og tro (Amen) kontra individuel eksistentialisme (A Man). En sikker kandidat til årets stærkeste vers (du kan høre nummeret og læse lyrikken i bunden af denne anmeldelse).

Til gengæld er der også mindre gode numre at finde på GMMFWICSST, hvilket på ingen måde var tilfældet med Below the Heavens, synes jeg. "I Am Jean" er simpelthen for rodet, da Exile vil alt for meget med alt for mange instrumenter, og det ender desværre ikke med at lyde særlig godt. "A Letter", "Mask Your Soul" og "Good Morning Neighbor" er alle både korte og en kende anonyme. - Ikke decideret dårlige, men der er absolut intet progressivt over dem, og det føles mest af alt som om, at pladen sidder fast. Det samme kan siges om "Don't Be Jelly" og "Seasons" (der dog bærer fantastisk lyrik), hvor produktionerne synes uden kant og bid.
I det store hele synes jeg dog ikke, at der er nogen tvivl om, at det gode sejr stort på GMMFWICSST. "Ease Your Mind" er en sand butter-smooth jazz-perle, og "Maybe One Day", "More Out of Life", "O Heaven" og "The Only One" er alle funklende hiphop diamanter. "Money" er en fræk og funky sag med guitar-taps og fløjte-melodier, og så har vi "Growing Pains", som er den knastørre Exile-banger, hvor hans to andre faste samarbejdspartnere Johaz og Fashawn kigger forbi.

All in all....?

Nej, Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them er ikke i nærheden af at være lige så helstøbt og gennemarbejdet et album som Below the Heavens, men mindre kan også gøre det. Det hele er lidt mere nedtonet, lidt mindre kompliceret og lidt tørre, men Blu & Exile får det stadig til at lyde usædvanlig lækkert. Der vil naturligvis altid være en lille del af én, der ærgrer sig over, at efterfølgeren ikke er en milepæl på niveau med forgængeren, men Blu & Exile har stadig skabt et utrolig mindeværdigt værk, som nok skal blive en favorit med tiden.

"I love the way you do it, you do it so swell!"

5/6

- Jeppe Barslund