DJ Static - Rolig Under Pres

Jordskredssejr til kvantiteten!

At begynde at opremse kunstnere og udgivelser, som har været under DJ Statics behandling, er et omfattende projekt at give sig i kast med. Lad os snige os uden om den ellers imponerende liste, og bare koge det hele ned til; at DJ Static igennem mange år har været en allerhelvedes solid og leveringsdygtig skikkelse på den danske scene.

     På sin mastodontiske, 28-numres, 34-artistbegæstede producer-solodebut opsummerer Static på en måde sin foreløbige karriere i ét stort (læs: meget stort) magnum opus, hvor han samtidig indlemmer en stor del af den nye generation til sit cv.

Syv kvarters hiphop ved én producers hånd er en enorm mundfuld, og Rolig Under Pres blev et sted – måske af Static selv endda – beskrevet som værende et muligt ”kommercielt selvmord”. Jeg er enig. Det er dog mere et selvmord, end det er kommercielt. Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanke om en eneste producer, som jeg kunne forestille mig producere 27 unikke, ligeligt interessante beats til én udgivelse med succes, og det lykkedes heller ikke Static. I min optik ender det som et unødvendigt overflødighedshorn af hiphop, der er lige så svingende i kvalitet, som pladen er lang. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at pladen nok havde vundet gevaldigt ved en lodret halvering, simpelthen.

     Det betyder på den anden side, at vi sidder tilbage med mindst et dusin stærke skæringer, og det er i sig selv mere, end hvad de fleste andre udgivelser kan præstere. Sagen er nemlig den, at når Static producerer godt, så producerer han vanvittig godt! Nat Ill brillerer over ”No Fear”, der svært kunne blive tungere. Danni Toma og Raske Penge viser sig at være et fantastisk par på ”Som en vinder”. Wafande imponerer nok engang med sin forståelse  for det simple og melodiske på ”Alle jeres løgne”. Joe True viser, hvor spændende en rapper han er, over ”Ram gulvet”, der uden tvivl er inspireret af Mos Def’s ”Auditorium”. Blacc El flyder som en drøm over den ufatteligt stramme ”Do It”, og så har Static produceret et af de hårdeste beats i lange tider med ”So Cool”, der dog havde fortjent en lidt mere troværdig eller garvet rapper end Peacefull James.

Men som skrevet før; for hver sprøde skæring gemmer der sig et ligegyldigt nummer, og således kunne mindst en 8-9 stykker snildt have været skåret fra. Endvidere bliver al den rap om rap en kende ensformig i længden. Der er en masse flow-blær og skarp legen med ord fra en lang række dygtige rappere, og det er da fint nok i moderate doser, men der er noget nær ingen dybde at finde i pladens tekster. Og nej, man kan ikke negligere teksterne selvom det er et produceralbum.

I min bog finder vi pladens allerstørste minus i den totale mangel på overraskelser. Det kunne have været friskt med nogle alternative konstellationer fremfor de mange forudsigelse parringer. Det er f.eks. super fedt at opleve Danni Toma over et langt mere voluminøst beat, end dem Noodle plejer at forsørge ham med, og sammensætningen af Peter Sommer, Shaka Loveless og Tue Track over et robotisk, psykedelisk break-beat er fænomenalt. Men de fleste steder optræder gæsterne enten alene, eller også er sammensætningerne som man kunne have forventet, som f.eks. med Jooks og Orgi-E. Jeg mener; hvor vilde grupperinger kunne man ikke have lavet, havde man tænkt lidt ud af boksen? Tænk hvis Nat Ill havde fået selskab af J-Spliff, Pharoahe Monch og Murs på ”No Fear”? Hvad med Joe True, Khalern og Tue Track over ”So Cool”? Eller Babara Moleko, Wafande og Ayoe Angelica på et vokaldrevent nummer? Når man alligevel har så mange spændende kunstnere under samme tag, hvorfor så ikke prøve noget nyt og sprænge rammerne for hvad folket troede muligt i dansk rap?

På denne vis kunne man samtidig have presset flere rappere og sangere ind på færre numre og slutningsvist have siddet med én sygeligt sprød plade i stedet for de nærværende to, hvor man er nødt til at bane sig vej igennem halvkedelige numre for at finde guldet. Kvantiteten vandt en jordskredssejr over kvaliteten denne gang.  

Det jeg prøver at sige er nok, at Rolig Under Pres kunne have sat sit præg på dansk rap; den kunne have vundet sin plads i historiebøgerne, men Static gik i en stor bue udenom ved følge den samme formular, som vi har været vant til de sidste mange år. At lave en lang plade er bestemt ambitiøst, men i min optik er det overhovedet ikke nok til at blive hverken ”hiphophistorieundervisningspensum” eller ”en milepæl i dansk rap”. Det er godt, det er sikkert, men det er på ingen måde originalt eller modigt.  

4/6

- Jeppe Barslund