A Tribe Called Quest - The Low End Theory

”To know your future, you must know your past”

- George Santayana

Jeg er af den tro, at hvis man vil gøre sig klog på nutiden, så er man nødt til at have sin baggrundsviden i orden. Når det kommer til hiphop-”ekspertise” (om man må), så er min viden nogenlunde begrænset til sen-halvfemserne/årtusindeskiftet og frem. Jeg kan have svært ved at forholde mig til noget musikhistorisk, hvis jeg ikke selv har ”været til stede”, da hvilken-begivenhed-det-nu-end-måtte-være fandt sted. Jeg har derfor bestemt mig for, primært at klog-gøre mig på den moderne hiphop-historie. Men for at kunne det, er jeg stadig nødsaget til at kigge i bakspejlet og få mit bagland i orden. Man er nødt til at forstå fordums storhed, for at kunne redegøre for nutiden- og fremtidens luner. Som vi også var inde på i Illmatic-anmeldelsen, så handler det om anerkendelse, samt forskellen imellem at ”anerkende noget” og ”synes godt om noget”. Det er vigtigt at pointere, at de to kan, men ikke behøver at gå hånd i hånd.

     Eksempel: Synes jeg at Jimi Hendrix’s Are You Experienced er fantastisk? Overhovedet ikke, men jeg anerkender pladen som værende en banebrydende milepæl indenfor musikken generelt, og jeg anerkender manden for at være en af alle tiders dygtigste, vigtigste og mest innovative kunstnere, der har sat rammen for hvad man kan med en guitar.

På samme vis anerkender jeg A Tribe Called Quests andet album, The Low End Theory, for at bane vejen for jazz-baseret, opløftende, conscious og ”glad” hiphop med et positivt budskab, som har været startskud for flere rap-artister end jeg kan remse op. Men synes jeg at The Low End Theory er et mesterværk? Det gør jeg ikke nej.

A Tribe Called Quest var nogle af de første, der serverede et opløftende alternativ til den dominerende gangster-rap, der flød ud fra vestkysten. Det var især en gruppe som N.W.A, der fik det meste til at handle om kriminalitet, bande-vold, stoffer og våben, serveret med en offensiv "fuck tha police" -mentalitet, men da Q-Tip, Phife Dawg og Ali Shaheed Muhammad udgav People's Instinctive Travels and the Paths of Rhythm i '90 var deres dagsorden noget mere venligsindet. Modtagelsen var ikke udbredt positiv, dette værende på trods af, at et af hiphoppens mest ikoniserede numre, "Can I Kick It?", var at finde derpå. Det var først med efterfølgeren, The Low End Theory, at aftrykket blev mastodontisk. 

Den funky, jazz'ede stil ATCQ lagde for dagen med The Low End Theory var ikke just en velkendt tilgang til rap i 90'ernes første år. Man kan vel nærmest beskrive jazz/hiphoppens entré som værende banebrydende for musikhistorien. Gruppen havde smedet et beat-katalog sammen, der bestod af minimale, skrabede produktioner, der ikke bestod af meget mere end nedbarberede drumbreaks, enkelte samples og basgange, der ikke bare var, men stadig er blandt de dybeste overhovedet hørt. Gruppen fik blandt andet hjælp af den legendariske bassist Ron Carter, der har samarbejde med bl.a. Miles Davis og Herbie Hancock på samvittigheden, til at lægge nogle fede basrytmer over deres beats. Meget sigende starter hele pladen ud med den gyngende basgang på "Excursions", der sætter standarten for resten af pladens bølgende lydbillede. Gode eksempler inkluderer "Buggin' Out", hvis basgang efter sigende skulle have fået højtalere til at brænde sammen under indspilningerne. Numre som posse-cut'et "Show Business" og "Check the Rhime"  byder ligeledes på nogle af de mest simple men effektive drum-breaks fra den gyldne æra. 

Men, for en som mig, der er "oplært" af nyere hiphop (for alvor startende med DJ Premiers beats på Moment of Truth), finder jeg flere af beat'sne på The Low End Theory end anelse kedelige og den simple formular en smule repetitiv. Nogen påpegede en vis "tørhed" i produktionerne på Illmatic, og det er præcis sådan jeg har det mange af produktionerne på TLET. Grunden til dette er vel nok bare, at min første hiphop-kærlighed var rettet imod nyere, mere "udviklet" hiphop, der gjorde brug af flere, mere nuancerede elementer. Om "udviklet" hiphop nødvendigvis er bedre end det ældre, mere sparsomme, er naturligvis ikke en selvfølge, og mange vil nok til evighed mene, at den modernisering hiphoppen har gennemgået, har været ødelæggende for kulturen. Men det er nu engang min holdning. Måske det ville svare til, at man først havde set film som Gladiator, Inception og There Will Be Blood, og derefter gav sig til at se eksempelvis Carl Th. Dreyers Ordet; et uden diskussion mesterligt storværk, der ændrede filmmediet for evigt, men som i dag mestendels har sin force i nostalgien og det charmerende gamle udtryk. Måske skal man også bare lade være med at gøre det for abstrakt, kalde en spade for en spade, og sige, at det nok bare keder mig en smule. 


Det gælder også lyrikken. Der er ingen tvivl om, at Q-Tip og Phife Dawg har kemien i orden, og flere steder show-caser de super fede flows og overlegenhed. Men faktisk irriterer deres rap mig også mange steder. Ikke indholdsmæssigt, men flow-teknisk har de to rappere ofte en mildest talt anstrengende effekt i mine ører. Værst af alt er det, at jeg ikke rigtig kan sætte en finger på det specifikke problem, der er bare flere numre, hvor det - for mig - synes at tendere det urutinerede. 
Kigger man på pladens wiki-side, kan man se, at den har modtaget top-karakters anmeldelser over hele feltet. 10/10, 5/5, A+ og det hele. Kun James Bernard fra Entertainment Weekly ser anderledes på det, og jeg kan virkelig relatere til de afsluttende ord i hans anmeldelse: "this may be the greatest hip-hop album that will never quicken my pulse". Sådan er det vel bare nogen gange.

        En af de største fornøjelser der ligger i at lytte The Low End Theory igennem, er at man (jeg gjorde i hvert fald) kan finde linjer overalt i teksterne, som andre rappere har lånt senere hen, som en ATCQ-homage. Q-Tip starter f.eks. "Excursions" med at rappe: "Back in the days when I was a teenager", - en linje som Geo (Blue Scholars) åbner "Proletariat Blues" med, i samme tempo og med præcis samme tryk på ordene. Disse "lån" er at finde overalt, og det fortæller virkelig én, hvor stort et aftryk pladen har sat i hiphop-verdenen, og hvor respekteret og elsket pladen er blandt andre rappere. Det, at jeg ved, at The Low End Theory var med til at forme hiphoppen da den bare var en klump ler, gør, at jeg har den dybeste respekt for pladen, og det er nok denne respekt der gør, at jeg et eller andet sted er utroligt glad for den. Også selvom det ikke er alt på skiven der behager mine smagsløg. 

"Set i et historisk perspektiv er den til topkarakter, men dømt ud fra mine personlige præferencer og smag i musik, er meget af det lidt for outdated og kedeligt til at karakteren kan trækkes meget længere end en 4 stykker, så et sted derimellem..."

...ud af 6

I min bog er A Tribe Called Quests bedste numre spredt ud på deres andre udgivelser. Mine tre favoritter fra gruppen:

#3 "Can I Kick It?"  

(Peoples Instinctive Travels and the Paths of Rhythm)

#2 "Electric Relaxation"

(Midnight Marauders)

#1 "Jam"

 (Beats, Rhymes and Life)

- Jeppe Barslund