Jedi Mind Tricks - Visions of Gandhi (CLASSIC ALBUM TBT REVIEW)

Kan I huske dengang hvor hiphop var en helt ny ting i jeres verden? Dengang et-eller-andet havde åbnet jeres øjne for genren og forelskelsen var helt ny. Dengang døren ind til en verden af sprød musik netop var åbnet.
Min hiphop-forelskelse var ganske spæd da jeg blev introduceret for Visions of Gandhi. Mit hiphop kendskab var rundt regnet begrænset til Gang Starr's Moment of Truth, Jurassic 5's Power In Numbers og Eminem's Marshall Mathers LP, så da Vinnie Paz trådte ind i min verden med sin yet-to-be-matched aggressive tilgang til rap over Stoupe's yet-to-be-matched storladne, symfoniske dunder-bangers, var jeg solgt med det samme. Og set i bakspejlet er det egentlig sjovt, for der var - og er for den sags skyld - ikke så meget som ét gram relaterbart materiale at finde i Vinnie Paz's tekster, men når jeg rappede med på den umenneskeligt eksplicitte lyrik sammen med mine gymnasieklassekammerater Malte og Felix, som jeg opdagede Jedi Mind Tricks sammen med, havde jeg the time of my life. Vi kunne seriøst recitere "Blood In Blood Out" og "Nada Cambia" til perfektion!

Det er ved at være et årti siden jeg hørte Visions of Gandhi første gang, men albummet står stadig den dag i dag for mig, som et af de "største" hiphop værker, der er lavet. Om det netop er fordi, at udgivelsen gjorde indtryk på mig i en tid, hvor alt terræn var ubetrådt og alle indtryk var førstehånds skal jeg ikke kunne sige. Som det jo er tilfældet med de fleste "mesterværker", så spiller den enkelte lytters personlige forhold til den givne plade en kæmpe rolle. Efter at have læst, hørt og snakket om hvad der gør en udgivelse til en "classic" tror jeg konklusionen er, at det kun er dig selv, der kan afgøre om en plade er en klassiker eller ej. Personligt synes jeg f.eks. hverken Illmatic eller Only Build 4 Cuban Linx er klassikere, men i min bog er Visions of Gandhi en klassiker. Dette har ikke noget at gøre med, at jeg ikke anerkender de to milepæle for hvad de er, de har bare ikke haft synderligt stor betydning for mig personligt. Flere vil måske mene at jeg er tosset, men hey, det er jo det smukke ved personlige holdninger, ikke.

Hvorom alting er; lad os tage en track-by-track (TBT) gennemgang af pladen.

1. "Intro"

En på alle måder genial intro, der virkelig giver et godt indtryk af, hvordan pladen kommer til at lyde. En symfoni af fløjter, horn og strygere danner baggrund for bidder af dialog, hvor en mand fortæller om et "twistet fairytale" som han skal til at begive sig ud i. Det er mørkt og abstrakt, og introducerer også ganske fint den uhygge, der kommer til at præge store dele af Visions of Gandhi. Et effektivt minut må man sige!

2. "Tibetan Black Magicians"

Vinnie Paz er ikke en rapper, der koncentrerer sig om substantielle emner og betydningsfuldt indhold i hans tekster. Ganske modsat gør han en dyd ud af at fremstå primitiv og afstumpet i hans hadske og ofte fordummende lyrik. Det er nok ikke mange, der ville bryde sig om at have "afstumpethed" som kendetegn, men Vinnie Paz er den ukronede konge når det kommer til dette, og han gør hvad han kan for at beholde kronen på. Canibus gæster nummeret og opererer inden for samme parametre. Har man hørt hans Rip The Jacker ved man, at Canibus er en rapper der kan være ufatteligt skarp i sine tekster, men på "Tibetan Black Magician" går han i Vinnie Paz's fodspor og bliver ved linjer som: "Peel the top of your fucking face off like an orange and eat the carnage!". Det er voldsrap når det er bedst!
Stoupe, som for de uvidende også har 'The Enemy of Mankind' til sit navn (bedste navn i hiphop?) har sammensat et tungt beat, der er drevet af frenetiske strygere og noget, der kunne lyde som jagthorn. Beatet slår hårdt, og passer derved rappernes udpenslende hensigter som fod i hose.

3. "Blood In Blood Out"

Vel nok det mest kendte Jedi Mind Tricks nummer overhovedet - og ikke uden grund. Stoupe's beat er først og fremmest et af de bedst producerede i hiphoppens historie. Ja, jeg tager den gerne så langt. Han har lyttet en masse Østeuropæisk folkemusik igennem, og sampler "Piosenka o Sasiedzie" og "Kiesy Tha Tygeis" til nummeret. Hvem i alverden sampler dog sådan noget? Hvordan har han overhovedet fundet det?! Det er blandt andet dét, der gør Stoupe så enestående i sine produktioner. Han tager andre midler i brug end de fleste andre, og skaber det ene mirakuløse beat efter det andet ved hjælp af samples, som ikke er rørt af andre hiphop producere, hverken før eller siden. Det anbefales at finde de to nævnte numre på YouTube for at forstå, hvordan Stoupe har båret sig ad med at finde frem til det endelige resultat, der er "Blood In Blood Out".
Vinnie Paz er ligeledes i hopla herpå, og langer nogle af sin karrieres mest ubarmhjertige linjer over disken, f.eks. som den af tilhængere klassiske: "I'm being facetious, you should heed this / I'm the one who hammered the first nail in Jesus".

4. "The Rage of Angels"

På skivens fjerde skæring skruer Stoupe ned for de store instrumenteringer, og gør i stedet noget andet, som han også mestrer til perfektion: de underspillede, kolde beats, der frembringer ubehag hos lytteren. Han sampler Archive's "Nothing Else", der er ubehagelig nok i sig selv, men med lave, skramlende baggrundslyde og effekter på den samplede vokal rykker Stoupe ubehageligheds-niveauet et par takker op.
Sammen med Outerspace's Crypt the Warchild kigger Vinnie Paz tilbage på sin fortid, der ikke just har været en dans på roser. Det yderst stemningsfulde beat bakker de herrers mareridtsagtige historier op på bedst tænkelige vis. Stærkt nummer.

5. "Demonwomb Interlude"

Her bliver det provokerende! Stoupe elsker at gøre det her. Han sammensætter et fuldstændig fantastisk beat, men i stedet for at lade Paz rappe over det og gøre et reelt nummer ud af det, kalder han det et "interlude" og lader nummeret køre i sølle 40 sekunder. Der er masser af disse at finde på alle Jedi Mind Tricks udgivelser, og Stoupe har selv udtalt, at han elsker at pisse folk af ved at "misbruge" fabelagtige produktioner til små interludes, der ikke er meget andet end fyld. You win Stoupe, jeg gad fandme godt at have haft et helt nummer med dette beat!

6. "Animal Rap"

Endnu et af de bedst producerede beats i hiphoppens historie! Stoupe sampler her Dave Grusin's storladne symfoniske stykke "Coma", speeder samplet en smule op og omdirigerer endda dele af originalstykket, tilføjer dertil trommer så tunge så man skulle tro det var løgn, og giver mikrofonen til Vinnie Paz er guest of the hour Kool G Rap, der begge flår skidtet i stykker. En bombe af et nummer, der egentlig taler sin egen sag bedst:

7. "Nada Cambia"

"When shit pop, I greet beef with a smile / 'Cause I ain't punched a faggot in his teeth for a while"

Jeg ved godt, at det måske er ved at være trættende allerede, men det her er altså også et af de bedst producerede beats ever! Der er en masse uetisk og amoralsk ved denne sang, i og med at mand burde hade Vinnie Paz for alt hvad han rapper om. Han må gå for at være klodens største homofob, og sangen her læner sig op til decideret opfordring til hate-crime. På forhånd undskyld, men jeg elsker altså stadig sangen! Stoupe tænder op for en herlig omgang latin/salsa, med en smukt spillende guitar, pumpende trommer, en salig lyd af et 'franskbrød' (det var i hvert fald hvad min musiklærer kaldte det instrument?) og spansk-syngende kvinder på omkvædet. Ja, beatet er faktisk smukt, som i virkelig flot. Måske er nummeret netop så fedt, fordi Vinnie Paz tilføjer den ypperste form for grimhed til denne produktion. Tag f.eks. følgende linjer:

"That's established, I fucking hate you /
I hate your mother and father because they made you /
I hate the universe because it create you /
I hate everyone and anything that embrace you /
Who fucking raised you? You're a fucking disgrace /
And if you come around my way you get bucked in the face"

Noget siger mig, at man ikke ønsker Vinnie Paz som sin fjende! Heldigvis er han ikke så svær at løbe fra!

8. "A Storm of Swords"

Hvad tror I jeg har tænkt mig at sige om dette beat? Jep, you guessed it. Samplingen af 101 Strings' "La Cumpasita" er intet mindre end genial. Igen må jeg opfordre til at høre originalnummeret på YouTube, for Stoupe's genialitet vokser en del, når man først forstår hvad han har haft at arbejde med som start. De inkorpererede elementer af klassisk musik på "A Storm of Swords" resulterer i et nærmest ubegribeligt voluminøst beat, hvor den anden halvdel af Outerspace, Planetary, veksler linjer med Paz. Især deres zigzaggende rap i tredje vers tager kegler - det er vist hvad man kalder teamwork!

9. "Boondock Saints Interlude"

Der er ikke så meget at sige her. Ligesom det forrige interlude bruger Stoupe et sprødt beat som fundament for lidt filmdialog fra filmen Boondock Saints. "In nomine Patri Et Fili. Spiritus Sancti".

10. "The Wolf"

Non Phixion's Ill Bill og Sabac Red kigger forbi her, til en mørk og dyster skæring, hvis tekstindhold synes noget abstrakt og sporadisk. Nummeret "Byzantine Power Game" fra det første Max Payne spil er samplet, og lægger et hamrende fedt fundament for de tre rapperes fortællinger, der på trods af at være lidt løst narrativt, bringer en masse billeder frem på nethinden. "Eat, shit, suck, fuck, kill and die honest!", - Ill Bill said it!

11. "Walk With Me"

Her er et sjovt beat. Mange mener, at de såkaldte "chipmunk" -stemmer, altså stemmer, der er pitchet så meget op, at de bliver tegneserieagtige, var Kanye Wests varemærke, men Stoupe bruger dem mindst lige så flittigt. Ikke mindst her, hvor denne effekt er brugt som et rent ud sagt komisk element. De elastiske trommer og de ligeledes morsomme fløjter resulterer i et sublimt beat, der ligger i den mere nedtonede ende af Stoupe-skalaen. Den dybe tallerken bliver ikke ligefrem opfundet på nærværende skæring, men fordummende braggadocio rap er der masser af!

12. "Rise of the Machines"

Nummeret indledes af en lille bid dialog af Mike Tyson, der lige inden en kamp imod Evander Holyfield siger, at han vil æde hans børn. Needless to say er Tyson en af Vinnie Paz's helt store idoler, og vel nok en af de eneste, der kan matche hans IQ-tal.
Lidt ligesom "Nada Cambia" er dette nummer virkelig flot produceret. Det er igen en salsa-guitar der taget spotlyset, og Ras Kass gæster nummeret med sit fænomenale flow, hvor han blandt andet langer ud efter Tom Cruise. Ja, rimelig tough er han. Sprødt nummer. Ikke så meget andet at sige.

13. "Pity of War Interlyde"

Tredje interlude på pladen, og tredje "spildte" pragt-produktion. Stoupe altså....

14. "Kublai Khan"

Den arrige ondskab oser ud af dette nummer. De truende strygere, der hænger tungt i luften, lyder som noget fra en krigsfilm, og med skrig i baggrunden får man netop fornemmelsen af død og ødelæggelse (Kublai Khan var trods alt også militær leder). Et tema som Vinnie Paz og gæsterne Goretex (Non Phixion) og Tragedy Khadafi glædeligt bringer videre i deres rap, der nok engang er kendetegnet med shit-talk og dødbringende varm-luft.

15. "What's Really Good"

Rocky Raez er et fedt tiltag på gæstelisten, og hans vers herpå har en kækhed over sig, der giver et frisk pust til emnet om vold, kriminalitet og overlevelse i gaderne. Beatet har ligeledes en herlig kækhed over sig med sine strygere og blæsere, der danner et perfekt par. Omkvædet på dette nummer er tilmed et af de dummest skrevne i hiphoppens historie, og man kan vitterligt ikke andet end at elske det! Man kan nærmest mærke hjernecellerne flyde ud af øret p én når de to tosser råber "Ayo what's really good / Cuz' I got it on lock / we hustle what we could / you niggaz ain't stop!". Funklende stupiditet.

16. "The Heart of Darkness Interlude"

Pladens sidste og bestemt fedeste interlude. Beatet er som de andre fabelagtigt skruet sammen, og så er der anvendt dialog fra David Lynch's kult TV-serie Twin Peaks, der tilfældigvis er min favorit. Enhver der har set den serie vil med garanti kunne værdsætte gensynet med den en-armede mands legendariske sætning: "Through the darkness of future past, the magician longs to see. One chance out between two worlds.... fire, walk with me...".
Hvis I ikke har set Twin Peaks, så luk ned for denne anmeldelse, luk ned for alle web-browsere, ja luk ned for jeres computer. Løb ned i din nærmeste Twin Peaks -forhandler og køb guld boks-sættet, drøn derefter hjem igen, sæt den på, blev komplet fanget af serien, se den igennem (det tager nok nogle dage), og først derefter vend tilbage til denne anmeldelse. Seriøst, gør det!

17. "Raw Is War 2003"

Nummeret her er over et kvarter langt, og består af fire individuelle numre. Det første nummer står for mig som det bedste. Beatet er fantastisk, og Vinnie Paz oser af had, helt som vi kan lide det, især med linjer som: "You wanna see the last kid I battled before / Then check his fucking brains where it splattered the wall!". Why so angry Vinnie?
Det efterfølgende nummer er faktisk "I Against I" fra Violent By Design pladen. Et helt igennem sublimt nummer, som altid kan høres igen, men en egentlig forklaring på, hvorfor det også er at finde herpå, følger ikke med.
Tredje nummer er et remix af "Animal Rap", hvor beatet er en del mindre voldsomt i udtrykket. Jeg favoriserer originalen over dette remix, men det er stadig et sprødt nummer.
Afsluttende har vi endnu et muntert salsa-inspireret beat, hvor livlige fløjter, guitarer og trommer danner fundament for Vinnie Paz, King Syze og Esoteric, der udøver flow-gymnastik på et ganske højt plan.
Heldigvis er det det første nummer der er fedest, by far, så de andre tre fungerer fint som bonus-numre.

In conclusion....

Man kan sige meget om Visions of Gandhi, - én ting er, at det måske er heldigt, at jeg blev introduceret for den på netop dét tidspunkt. Hvis jeg hørte pladen for første gang i dag tror jeg, at jeg havde jublet over produktionerne, men rynket på næsen over lyrikken. Vinnie Paz er - og jeg tror ikke at dette står til diskussion - et virkelig afstumpet og dumt individ. Hans tekster kredser om noget så snævert som udpenslet, uberettiget, meningsløs had og vold. "Problemet" er bare, at netop dén tilgang til rap gjorde så stort indtryk på mig i sin tid, at lyrikken på denne plade for evigt vil være indprintet i min hukommelse, og selvom de første 642 rappere er "bedre" end Vinnie Paz i min bog, så vil Visions of Gandhi ganske simpelt altid have en plads i mit hjerte.
I dag foretrækker jeg rappere som f.eks. Blu, Pharoahe Monch, Macklemore, Geo og Shad; altså rappere, der kan berige min intellekt og ikke frarøve mig selv samme. Men set i bakspejlet var mit første gymnasieår, der hvor jeg lærte pladen her at kende, præget af megen ungdommelig dumhed, så Visions of Gandhi fungerede nok bedre som soundtrack for dén tid, end noget andet. Senere faldt Non Phixion's The Future Is Now og Immortal Technique's Revolutionary Vol. 2 til, plader man ligeledes kan gjalde med på. Nøj hvor vi kunne rappe med på "Obnoxious" dengang!
Kort og godt, sort på hvidt: der er en helvedes masse ting, der taler imod, at jeg burde syntes om Jedi Mind Tricks' Visions of Gandhi, men for mig er det en klassiker af de helt store, og mindre end den perfekte karakter kan derfor ikke gøre det.

6/6
Husk også at skaffe Suspekts nye Elektra - den er skide go'!
Læs min anmeldelse af pladen på wots.dk HER

- Jeppe Barslund