Tone Spliff - Work Ethics

Har i nogensinde hørt om et album, der er blevet kritiseret for at være for ”sjovt”? – Heller ikke mig, men det skete nu engang da jeg fandt Tone Spliff’s Work Ethics på UGHH.com, hvor en bruger simpelthen kritiserede pladen for at være ”too happy”. På daværende tidspunkt havde jeg allerede bestilt skiven, og glædede mig faktisk til at høre, hvordan en ”too happy” hiphop udgivelser lyder. Det viste sig, at vedkommende faktisk havde ret.

Tone Spliff er en producer fra New York, der startede ud som rapper, skiftede kort tid efter til tour dj for blandt andet Copywrite og Vast Aire, og endeligt er han sprunget ud som full time producer, først med Authentic fra 2009, og nu med Work Ethics.

Tone Spliff opererer i forholdsvist simple beats, der med forholdsvist ensartede trommer og basgange cirkulerer om nøje udvalgte samples, som er den klare hovedperson på Work Ethics. Det er så her, at vi igen må kigge på ”too funny” udtalelsen, for Tone Spliff’s beats har ganske simpelt noget humoristisk over sig. På mange af produktionerne har dette en herligt afvæbnende effekt, men på andre virker de lette indslag og til tider fjollede samples en smule undervældende. Tag et nummer som ”The Chosen”, der er drevet af et repeterende orgel-loop, der er så lalleglad i sit udtryk, at det er tæt på umuligt at tage de ellers fornemme gæsterappere alvorligt. Fresh Daily, Phil Da Agony og Torae må ligeledes se sig tilsidesat af det åndede samspil mellem klaver og horn på ”What We Do Best”. Det føles som om man ser en komedie med et håbløst manuskript, besat af fortrinlige skuespillere.

På andre numre er manuskriptet dog betydeligt bedre. Et forrygende, og dog stadig komisk bearbejdet vokalsample, - resulterer i en forrygende produktion på ”Most Recognized”, hvor Sean Price brillere forrest i feltet. ”Think About It” er ligeledes umuligt ikke at holde af, med sine kække fingerknips, flabede fløjter og elastiske trommer. Det suveræne match imellem strygere, xylofon og hurtigløbende trommer på ”Can’t Relate”, giver på samme vis Reks og hans medgæster en formidabel bund at rappe fra.
Sandheden med Work Ethics er, at størstedelen af pladen, trods mange letindtagelige elementer, fungerer yderst godt. Termanology og hans kumpaner lægger sig ud på den simple, men yderst groovy ”The After Party”. Blacastan, C Rayz Walz og A.G. (hvilken sammensætning!) står sammen om en af skivens absolutte perler på ”Hard Time”, der sampler nogle gamle, støvede strygere fra hvad der kunne være soundtracket fra Mad Men serien. Den sjoveste sammensætning må siges at være på den også lyrisk komiske ”Random Love”, hvor Mac Lethal og Esoteric slår hovederne sammen om en underholdende fortælling om uforpligtende ”kærlighed”.

Tone Spliff’s Work Ethic er en skør blanding af fjollede produktioner, der enten slår solidt igennem – som det heldigvis er tilfældet med flertallet, - eller falder til gulvet med et brag. De mange gæsterappere, der altså tæller nogle ganske fantastiske nogle af slagsen hele vejen igennem, bidrager med et højt lyrisk niveau, der fuldstændig uden at have en rød tråd pladen igennem, formår at kæde det hele sammen til at være en gedigen hiphop plade.
Da jeg hørte Work Ethics igennem første gang tænkte jeg, at det umiddelbart var super sprødt, men jeg tvivlede stærkt på holdbarheden. - Men nu, to måneder efter, hvor jeg stadig hører den en del, må jeg konstatere, at det føromtalte afvæbnende element altså gør sit job til punkt og prikke, for det er ganske simpelt en fed plade vi har med at gøre her.

4/6


Hør......

"Most Recognized"



"Think About It"



"Hard Time"