søndag den 25. september 2011

DJ JS-1 - No One Cares


2011 har set mange producer-albums. Altså virkelig mange! Tone Spliff, DJ Deadeye, DC the Midi Alien, DJ Doom, Headnodic, 9th Wonder, Blu, Statik Selektah, Ski Beatz og mange andre har smidt plader på gaden, og selvom det naturligvis er op til den enkelte at bedømme, vil jeg sætte mine penge på DJ JS-1's No One Cares som værende produceralbummet med bedste features. Det er som om, at fokus i højere grad ligger på gæsterne end på selve produktionerne i mange tilfælde, og der er en tendens til, at der skal presses så mange rappere som muligt ind på alle numre. Således har JS-1 fået plads til små 50 gæsteoptrædener på hans 22 numre lange No One Cares, og alle slags rappere er repræsenteret her, fra KRS-One, Kool G Rap, Jeru The Damaja, M.O.P., Ras Kass, Ill Bill og Ruste Juxx til Homeboy Sandman, Tanya Morgan, C Rayz Walz, Torae, Pack FM, Blacastan og Tonedeff. Man bliver nærmest helt forpustet af at skrive alle de navne op!
Som sagt en yderst imponerende liste. Hvad der desværre ikke er så imponerende, hvilket må siges at være en kende ærgerligt, er produktionernes kvalitet. JS-1 har stilet efter en nedbarberet, east-coast boom-bap lyd, og har som sådan ramt den ganske præcist, men på den kedeligst tænkelige måde. Formularen er den samme hele vejen igennem, med anonyme trommeloops, halvslatne basgange og enkelte andre elementer i form af keys, blæsere, guitarer og samples. Men for at være helt ærlig synes jeg ikke der er noget, der for alvor rykker. "Last To Know" med Tonedeff svinger ganske fortrinligt, men dette er nok i højere grad takket være Tonedeff's mesterlige flow end beatet, der forholdsvist hurtigt bliver repeterende og derved kedeligt, - hvilket forresten er tilfældet med alle de andre beats også.



Sagen er den, at når talen falder på et producer-album, så må det nødvendigvis være produktionerne der vægtes højest, og når det som med No One Cares er tilfældet at beats'ne er decideret kedelige over hele feltet, så er affæren allerede her en sørgelig en af slagsen. Og nej, det er ikke fordi det er decideret elendige, men helhedsbilledet skriger bare på variation, nuancer og noget "andet", noget spændende. Om de mange gæster gør det godt eller ej er næsten underordnet, for det er JS-1's album, og han imponerer som sagt ikke. Der er gode lyriske momenter iblandt, som Jeru the Damaja på "Science", Homeboy Sandman på "Goin' Out" og især Razzy Kazzy på "Compositionz". Men igen, når hovedpersonens egne bidrag lugter langt væk af venstrehåndsarbejde, så synes rappernes ihærdige forsøg på at gøre en god figur af sig noget nyttesløs.

Pladen åbnes med et skit hvor DJ Eclipse interviewer DJ JS-1, og hans svar til alle spørgsmålene er "no one really cares....", og selvom det er meningen at det skal have et komisk element, så er pladens titlen uhyre passende, for frankly my dear, to be honest, I really don't care....
Der er i hvert fald lang vej herfra til hans fantastiske Audio Technician album fra 2004, der blandt andet havde den her på tracklisten.

2/6

- No one cares who reviewed this

1 kommentar:

Johannes Odgaard sagde ...

Hvis man skal nævne en af de producere du referer til, syntes jeg at Statik Selektah skal fremhæves. Hans producer niveau er uhyggeligt højt, og hvilke numre han ikke har fået skruet sammen i år! Fx. kan "P.A" beatet nævnes som en af de bedre.(fra Statik & Freeways mixtape)
http://www.youtube.com/watch?v=ENY1oc9K7To

Hans mixtapes og albums har været skudsikre produktionsmæssigt i år, plus han kommer med 3 yderlige albums/mixtapes inden året er omme, som ser lovende ud. Han får min stemme :)
-Jizz