9th Wonder - The Wonder Years

Den Kinesiske Mur, Petra, Christo Redentor, Machu Picchu, Chichen Itza, Colosseum, Taj Mahal, Jay-Z og Patrick Douthit.

- Selvom der er mange forskellige versioner og meninger om hvilke bygninger/konstruktioner/opførelser, der er de "rigtige" vidundere i verden, så er den bredest kendte og mest omtalte liste den ovenfor, muligvis uden de to sidstnævnte, der med en gedigen omgang 'ego' involveret har tilføjet sig selv til listen.

Jeg så engang et interview, hvor intervieweren spørger Patrick Douthit aka 9th Wonder: "there are seven wonders of the world, you call yourself "9th Wonder", - who's the eighth?", hvortil 9th køligt svarer: "that's Jay".
Det britiske pop/rock band Eighth Wonder var tilsyneladende glemt for længst da Jay-Z i 2001 introducerede sit monsterhit "Izzo (H.O.V.A.)" med ordene "welcome ladies and gentlemen to the eighth wonder of the world". Der er endda nogen der påstår, at det var Jay-Z, der i sin tid kaldte Douthit for "the 9th wonder", og der var derfra han tog navnet. Om det er sandt eller falskt skal jeg ikke kunne sige, men én ting der er tankevækkende er, at da Jay valgte beatet til "Threats" til hans Black Album i 2003, var 9th Wonder et ubeskrevet blad, en upcomin producer, der stort set ikke havde set sit præg på gamet overhovedet.

Jeg skimmede wikipedia hurtigt for at få det basale info på plads, og det chokerede mig faktisk en smule at erfare, at 9th Wonder ikke engang har været aktiv producer i et årti - altså sådan rundt regnet. Meget få produktioner er dateret til før årtusindeskiftet, men alt hans arbejde ligger rundt regnet på denne side, mere præcist fra omkring '02. Jeg har nok opbygget en idé om, at han er en af hiphoppens vigtigste producere, fordi jeg så ofte har set ham side om side med legender som DJ Premier og Pete Rock, og fordi at hans beat-katalog er større end de fleste andres, på trods af, at hans virke altså ikke strækker sig over mere end ti år. Manden laver jo vitterligt flere beats på et år end de fleste andre gør på fem. 9th Wonders nyeste skud på stammen, producer-albummet The Wonder Years, viser således på strålende vis hvad manden har opbygget igennem de sidste ti års tid.

9th Wonder åbner endda hele ballet med selv at rappe, da han på "Make It Beat" fortæller om sin udvikling fra "the freshest little nigga in 6th grade" til at producere for Jay, Mary J. Blige, Erykah Badu, Ludacris og Common, og altså at have "made it big". Nej, han er ikke en synderligt god rapper. Flowet er fladt og kedeligt og leveringen uden den store indlevelse. Men det er jo slet ikke pointen. The Wonder Years er tydeligvis 9th Wonder, der fejrer sin triumf som beatmager, og det hele virker som én stor festlighed, hvor alle hans tætteste samarbejdspartnere igennem årene har joinet for at fejre triumfen med ham, i selskab med nogle af hiphoppens nyere ansigter. Samtidig understreger The Wonder Years på mageløs vis noget, som 9th Wonder har været - og er - ekstremt dygtig til; nemlig at bygge bro imellem rå hiphop og soul/R&B hooks og storslåede vokalarrangementer. Det hele er at finde herpå, fra nogle af de sprødeste rap-linjer, der er blevet lagt i år, til poppede auto-tune omkvæd og muntert kvidrende sangfugle, der besmykker både omkvæd og hele sange. Som Murs rapper på "Enjoy": "I'm the proof that you can still make loot and keep your rhymes strong", - og dette gør sig på samme måde gældende med 9th's beats. Tag f.eks. et nummer som "One Night", der har lidt af et sukkersødt omkvæd, sunget af lidt af en smør-tenor iført auto-tune dragten, men omkvædet er utrolig lækkert, og med et solidt beat og Phonte på versene går det hele op i en højere enhed, og resultatet er fantastisk. En af mine personlige favorit skæringer, "Now I'm Being Cool", er faktisk udelukkende drevet af sang, idet Brooklyn sangerinden Mela Machinko folder sine sang-vinger ud og besmykker det fabelagtige klaver-loop til perfektion. Call me soft, men dét nummer har allerede over 40 plays i min iTunes, og jeg vil stadig brage det nummer ud af højtalerne til nytår!



Heldigvis - vil nogen nok sige - er der ikke sang, radio-venlighed og pop-elementer at finde på alle numrene. 9th Wonder er først og fremmest en hiphop-producer, og The Wonder Years byder på noget af det ypperste hiphop som 2011 endnu har set. Blu Sene og Sundown slår hovederne sammen på den gyngende "Piranhas", der er drevet af 9th Wonders vel nok mest letgenkendelige tromme-loop stil, og det skuffer ikke. En anden fantastisk collaboration er at finde på "Hearing the Melody", hvor Skyzoo, Fashawn og King Mez brillerer over et suverænt beat, der er drevet af en "lyd"(?), - et instrument som jeg ikke kan identificere, men som ædderman'me har "the melody". Allerbedst bliver det på "Enjoy", der hands down er noget af det bedste jeg har hørt i år. Her forenes vestkystens 'past' (Warren G), 'present' (Murs) og 'future' (Kendrick Lamar) til en uvirkeligt sprød stjerne-banger, som jeg da lige måtte knibe mig i armen over, da jeg hørte den første gang! Det er i hvert fald sikkert og vist, at fremtiden ser lys ud med Kendrick Lamar som fanebærer. Hvis ikke Section.80 var bevis nok på dette, så bør hans vers her på gøre det klart.



Der er rigtig rigtig meget godt på The Wonder Years, og det allerbedste er altså dumt godt (!), men der er også mindre spændende momenter på pladen. Mac Miller er med på en sær kærlighedssang, men det er ifølge ham selv helt okay, "cause even gangsta motherfuckas fall in love", - jeg er ikke rigtig nede med den. "20 Feet Tall", der har Erykah Badu i førersædet gør heller intet for mig. Nummeret er langt og uden megen udvikling, og selvom hendes særegne vokal er all over the place virker nummeret bare kedeligt. Det lykkedes heller ikke rigtig for Marsha Ambrosious at hive sejren i land på "Peanut Butter & Jelly"; der går lidt for meget hystade i den, og man er kørt træt i nummeret allerede inden udgangen af første lytter.
Dertil er der et par numre, der befinder sig i grænselandet; "Loyalty" med Masta Killa, "Never Stop Loving You" med Talib Kweli og "No Pretending" med Raekwon og Big Remo er under ingen omstændigheder dårlige, men de står lidt i skyggen af pladens øvrige kraftpræstationer.

The Wonder Years kan opsummeres til at være en lidt rodet, men overvejende fremragende plade. Der er en lille håndfuld tracks til skraldespanden, en lille håndfuld udmærkede skæringer, en lille håndfuld sprøde cuts og en lille håndfuld ekstraordinært mesterlige numre, - og disse er i mine øjne så gode, at de løfter den samlede score højere op end de dårlige numre hiver den ned.
Gør jer selv den tjeneste at investér her, for 9th Wonders The Wonder Years er en hammerfed plade, punktum.

4.5/6




- Jeppe Barslund