Frank Ocean - nostalgia, ULTRA.

Siden "Yonkers" udkom og Tyler the Creator og Hodgy Beats optrådte hos Jimmy Fallon, har hypen, omtalen og debatten om OFWGKTA været heftig, og næsten dagligt er der kommet nyt "benzin på bålet" - om man må. LA-crewet har mere eller mindre været umulige at undgå, og har man i læsende stund ikke hørt om dem endnu, har man enten været på ferie, været uden elektricitet eller haft hovedet stukket i jorden.

Den seneste omtale har dog ikke været af en synderligt positiv natur. Efter de lavede en halvmærkelig video til FunnyOrDie.com, og billeder af OFWGKTH i selskab med Pharrell, Chad Hugo og Beyoncé begyndte at florere på nettet, begyndte folk at blive en smule skeptiske omkring hele konceptet og troværdigheden bag de unge bøllespirers ellers originale og lovende potentiale. Jeg skal gerne indrømme, at jeg selv var begyndt at undre mig en smule over projektet.


Ind i billedet kommer Frank Ocean, og lige pludselig er intet som før antaget, igen!

Ocean er den ældste i OFWGKTA crewet, og på alle måder også den, der skiller sig mest ud. Hvor de andre i banden spytter bandeords-befænget rap og optræder som sindsforvirrede galninge hver gang muligheden viser sig, sidder Frank Ocean bag pianoet og skriver sange, komponerer musik og synger med den måske lækreste soulstemme musikindustrien har at tilbyde lige nu. Ikke nok med det, - Frank Ocean viser sig tilmed at have skrevet sange for folk som Justin Bieber, John Legend og Brandy, og på hans debut nostalgia, ULTRA., har han teamet up med "nogle af hans kammerater", blandt andet Tricky Stewart (Rihanna, Beyoncé, The-Dream m.f.). Det jeg umiddelbart tænker er, at hvis et medlem af OFWGKTA har forbindelser som disse, så har de aldrig - på intet tidspunkt - "bare" været de unge gutter fra L.A., som man først gik og troede.


Jeg tror hverken det er et scam eller et virkelig gennemført koncept á lá Die Antwoord, jeg tror rent faktisk bare, at de gutter her har fundet en genial måde at eksponere deres noget ukonventionelle stil på til masserne, og så er de tilfældigvis så dygtige, at nogle af de dyreste drenge og piger har interesse i dem.

Og når nu talen falder på 'dygtighed', så er det heldigt at Frank Ocean er center of attention, for han er intet mindre end personificeringen af ordet.
Det tog ikke mere end første nummer på nostalgia, ULTRA., "Strawberry Swing", som er et cover af Coldplay's nummer af samme navn, før han blev min favorit R&B sanger!
Han besidder en gudsbenådet stemme, og hans vokalarrangementer er simpelthen noget af det bedste hørt længe. Hans klang kunne minde om blandt andre Jamie Foxx, Trey Songz og R. Kelly, men Frank Ocean er en snu rad, for på trods af, at han umiddelbart lyder som en, der hører hjemme på hitlisterne, så er hans tekstunivers langt fra stuerent. Coveret, med den lækre BMW, der står parkeret i umiddelbart besynderlige omgivelser, symboliserer indholdet på pladen ganske fint; store dele af det, er ikke hvad man just regner med at høre på en moderne R&B plade.
"Nature Feels", der er en omarrangeret version af MGMT's "Electric Feel", er ét stort kneppe-anthem, og på den ellers hitlisteparate "Novacane" ryger han sig skæv med en pige, der er ved at uddanne sig til tandlæge, som arbejder som pornoskuespillerinde på sidelinjen for at betale skoleopholdet! Som Frank køligt skæver til hende; "at least you're working".
Men der er også bløde og sårbare momenter. Førnævnte "Strawberry Swing" er et virkelig følelsesladt nummer, og det drømmeagtige feel, der gennemsyrer produktionen, afsluttes meget passende med, at Frank vækkes af et alarmur. På "There Will Be Tears", der er lidt mærkværdig i produktionen, brillerer han i sin fortælling om at vokse op uden en far; "My friend said it wasn't so bad / you can't miss what you ain't had, well I can... Im, sad".
Gennemgående er Frank Ocean er frisk pust på musikscenen. Det ene øjeblik laver han et potentielt kæmpehit som "Songs For Women", der burde kunne vippe en som Bruno Mars af pinden uden problemer, for dernæst at synge om en kærlighedshistorie gone wrong over The Eagles' "Hotel California", intakt med Joe Walsh og Don Fenders legendariske guitarsolo. Dejligt at se en ny artist, der appelerer til et ungt audiens, som introducerer den nyere generation for de gamle klassikere.
Hvad der i min bog gør Frank Ocean endnu mere sej, er den måde han har udgivet nostalgia, ULTRA. på. Han var egentlig signet til Dej Jam (og er det vel teknisk set stadig) og aftalen var, at han skulle udgive pladen igennem dem, men Frank følte sig gennemført røvrandt af selskabet, og smed selv udgivelsen til gratis download via sin twitter - så kunne de lære det! Han skrev følgende på sin twitter;

"I woke up today feeling like all my followers should know that... my record
label slept on me. like slept for over a year. to be continued..."

- og senere på dagen skrev han;

"I. Did. This. Not ISLAND DEF JAM. That's why you see no label logo on the
artwork that I DID. Guess it's my fault for trusting my dumbass lawyer and
signing my career over to a failing company. Fuck Def Jam and any company that
goes the lengh of signing a kid with dreams & talent /w no intention of
following through. Fuck Em. All. Now back to my day. I want some oatmeal and
toast. Brunch Swag."

Frank Ocean tog altså sagen i egen hånd, og udgav sit debutalbum i eget navn, ganske gratis. nostalgia, ULTRA., der med garanti vil være et af årets absolut bedste R&B og soul udgivelser, ligger altså til gratis download overalt på nettet, og jeg vil mene, at det er decideret dumt ikke at hente det, for det er simpelthen fremragende dejlig musik, og så med et twist af swag!

4.5/6