fredag den 19. november 2010

Kanye West - Runaway (shortfilm)


Du har højst sandsynligt allerede set den og dannet dig en mening om den, for Kanye West's debutfilm Runaway har været et af de største samtaleemner den seneste tid. Ikke desto mindre synes jeg, at jeg ville ytre min mening om filmen, da der har været udbredte uenigheder om, hvorvidt den er god eller dårlig, kunstnerisk flot eller prætentiøst fjollet, om Kanye er et geni eller en plattenslager, og om dette kan gøre ham til populærmusikkens arvtager efter Michael Jackson eller ej. Her er mine 2 cents.
"Gather 'round children, zip it, listen!"

Lige siden Kanye West valgte at entrere scenen til MTV's Video Music Awards og afbryde Taylor Swift i hendes takketale, har han været bandlyst fra Hollywood, og ingen har haft lyst til at have noget med ham at gøre. Han flyttede til Japan for at søge ly for pressen, derfra til Rom for at glemme musikken for en stund og begive sig ud i modeverdenen, og derfra flyttede han til Hawaii, hvor han nærmest har boet i sit studie og lavet musik non stop lige siden. Der er da heller ingen tvivl om, at Kanye har en storslået plan om at vende umådeligt stærkt tilbage, og filmen Runaway er bare ét skridt på vejen tilbage til toppen, som West sigter efter at nå med udgivelsen af hans femte album My Beautiful Dark Twisted Fantasy, der allerede har scoret de første perfect score -anmeldelser, fra blandt ander Rolling Stone magazine.
Om man kan lide den eller ej er én ting, men man kan ikke komme uden om, at Runaway har gjort sit job til bravour; den har fascineret, provokeret, fået folk til at kalde West alt fra en satanist til vores generations vigtigste personlighed i musikverdenen, og derved skabt en hype, der sjældent ses magen i disse dage. Men ikke bare har filmen haft et formål udadtil, dens skabelse har været nødvendig for West, da den er én stor allegori på hans personlige og musikalske karrieres fald og genrejsning. Det lyder måske stort, men Runaway er Kanye West's bekendelse til verden.



"To be great is to be misunderstood"

Kort fortalt handler historien om en Føniks, spillet af den underskønne Victoria's Secret model Selita Ebanks, der styrter ned i vores verden, hvorefter Kanye West redder hende, forelsker sig i hende og forsøger at introducere hende for hans univers, men da omgivelser fortæller hende, at hun ikke passer ind, flygter hun og efterlader West i sorg. Som hun siger til ham hen imod slutningen af filmen, inden hun flygter, "Do you know what I hate most about your world? - Anything that is different you try to change". Denne sætning, der er filmens absolutte nøglepunkt, er en kommentar til massernes generelle holdning til det normale og "sikre", og deres frygt for "fornyelse", altså det uafprøvede og ukendte. West har altid været en original, og med hans barrierebrydende musik, excentriske opførsel og dertil kontroversielle udtalelser har han altid været skydeskive for beskyldninger, tilsvininger, anklager og verbale angreb fra diverse folkegrupper, og sagens kerne er, tror jeg, at han føler sig misforstået, og at det i bund og grund er os, der ikke er klar til en som ham, frem for at det er ham, der er for høj i hatten. Uanset hvad er han klar til at undskylde for alt hvad han nu engang har måtte været skyld i og starte på en frisk - dertil brugen af Føniksen som metafor.
- Føniksen er ifølge mytologier en ildfulg, der på sit dødsleje bygger en rede, hvori den brænder op og bliver til aske, og fra asken rejser en ny Føniks sig. Fuglen er derfor blevet symbol på genfødsel, fornyelse og endda udødelighed. Kanye "brændte op" som følge af episoden med Taylor Swift, og i løbet a det sidste år er han genopstået fra asken, og med My Beautiful Dark Twisted Fantasty lever han igen for fuld udblæsning.



"Do you know she's a bird?"

Faktisk er der ikke meget mere at sige om filmen, - det er mere eller mindre hvad den handler om, men det ville være for billigt sluppet, da der er stadig en del at forholde sig til. Fungerer filmen? Er den god rent filmisk? Er Kanye en dygtig instruktør? Lad mig bare lægge kortene på bordet: jeg synes filmen er fantastisk.
Det som jeg elsker ved filmen er, at selvom den giver sig ud for at være fyldt til bristepunktet med skjulte budskaber, gemte hints og symboler, så er det meste blot til for at få seeren til at tænke ekstra grundigt over tingene og kigge ekstra grundigt efter flere tråde til at kæde det hele sammen. Sagen er bare den, at historien faktisk er ganske lige til. Det er meget muligt at jeg skriver dette som undskyldning for at have været ude af stand til at afkode symbolernes egentlige betydning, men jeg tror at Kanye morer sig over at forvirre folk, og han må sidde derhjemme og grine højlydt over dem, der har analyseret på kryds og tværs og konkluderet, at fårerne, hjortene, æbletræet i haven og Føniksens skarpe negle alle har noget at gøre med, at Kanye er djævledyrker. Jeg tror bare, at han som debuterende instruktør har haft så mange ideer, der alle er blevet presset ind i denne lille film, at den derfor virker komprimeret i dens visuelle udtryk, med farver, begivenheder og referencer, der helt logisk år folk til at reagere og sætte tankerne igang.


Især filmens "hovedscene" ved middagsbordet, der grangiveligt ligner den sidste nadver, hvor afroamerikanere klædt i hvidt bliver betjent af hvide tjenere, alt imens hvide ballerinaer klædt i sort trisser ind og danser. Her kunne man lede efter bibelske referencer i en uendelighed, men det vigtigste ved denne scene er, at det netop hverken er sort eller hvid, der bliver diskrimineret, men fuglen i midten. Den godhjertede Føniks tilbyder brød til de omkringsiddende, men de undgår hende åbenlyst. Alle disse konforme individer bryder sig kun om hvad der er "in", - de vender ryggen til alt hvad der er nyt, anderledes og ukendt og "slåt det ihjel" (kalkunen, der bæres ind). Kanye's sidemand giver endda et tvetydigt kompliment, da han først siger at Føniksen er smuk, men derefter spørger til, om det er gået op for ham (Kanye), at det er en fugl. Kanye's svar - "Nah, I never noticed that" - har en umiddelbart komisk effekt, men det er faktisk virkelig kløgtigt skrevet, idet han jo ærger sig over det faktum, at hans sidemand hægter sig ved det kendte kastesystem og afskriver hende som værende mærkelig blot fordi hun er en fugl, uden at vide noget om hende. West, der desuden er den eneste i selskabet, der bærer elementer af sort, svarer igen ved at rejse sig, gå gen til klaveret og synge "let's have a toast for the douchebags, let's have a toast for the assholes", hvorefter alle middagsgæsterne, på nær Føniksen, hæver glasset.


Hele opvisningen af nummeret "Runaway" med balletdanserne er sensationel, og selve ideen med at få balletdansere til at danse til et hiphop nummer i en gammel lufthavn er over min forstand. Men det understreget også hele historiens pointe ganske fint: nytænkning er fedt! Filmens åbningsscene er lavet af samme stof; Kanye kommer kørende i hans TATRA MTX V8 lamboghini ude i en mørk skov til lyden af Mozarts "Lacrimosa", som skifter over i den RZA/NoI.D./West producerede "Dark Fantasy", alt imens Føniksens styrt maler himlen lyse-orangerød og rådyrene gumler græs i nogle helt uvirkeligt flotte optagelser. Der er ikke rigtig noget af det, der giver mening, men alligvel ramler det hele bare sammen og danner noget helt fantastisk. Samme kan siges om scenen med Michael Jackson's optog. Et stort hornorkester, Ku Klux Klan lignende medmarcherende, fyrværkeri, abnormt høje, guldmaskebærende skikkelser og elmaster i baggrunden, for slet ikke at tale om Rihanna, Kid Cudi, John Legend, Elton John og Kanye West, der gjalder ud over det poppede anthem "All of the Lights". Så mange symboler og referencer, og det eneste West forsøger at sige med scenen er, at han ser sig selv som værdig arvtager til MJ's positionen på populærmusikkens trone. Og nej, i min bog er pop musik og populærmusik ikke længere det samme. Kanye har gjort hele den genre han begår sig i - kald den hvad du vil - så udbredt, at "hiphop" mærkatet ikke længere lader til at være nok. Det har alle dage været Kanye's metier at skubbe grænserne for, hvor man før har taget musikken hen - som han skrev i hans bog Thank You And Your Welcome:

"I think it's great to never be completely happy or satisfied in life. If I ever became completely satisfied with the work I put out as an artist... that is the moment I would suck!"



Som debuterende instruktør er Runaway en triumf. Der er selvfølgelig visse fejl og svage momenter, som filmens slutning, hvor det er pinligt nemt at se, at Selita Ebanks har hængt i wirere foran en greenscreen, eller når man kan se kameraet i et af serveringsfadene, eller at lamboghinien laver en så latterligt stor eksplosion af at køre en lille bitte smule galt - Kanye ville sikkert bare indskrive sig selv i "Cool guys don't look at explosions" -gruppen!
- Men som helhed synes jeg bestemt at filmen er fantasisk gennemført. Alt fra den ambitiøse produktion, Kyle Kibbe's betagende billeder, de litterære referencer til Gabriel García Márquez's A Very Old Man With Enormous Wings, til filmens fabelagtige soundtrack er med til at gøre Runaway til en storslået fornøjelse, som jeg da gerne skal indrømme at have nydt et halvt dusin gange. Filmen kunne og burde have været en smule kortere og Kanye's skuespilpræstation er ikke just oscar værdig, men få andre kunne have hevet den her i land, og i mine øjne er Runaway endnu en succes på Kanye's efterhånden lange resumé.

4.5/6


11 kommentarer:

Anonym sagde ...

Nu er jeg ikke studerende på filmskolen eller har andet af den karakter stående på mit cv. Men filmen gør absolut intet for mig. Jeg småkedede mig faktisk under det meste af forløbet.

Casper

Anonym sagde ...

Anmeld skiven i stedet!

JeppE sagde ...

Patience is a virtue... :D

Jacob D sagde ...

Synes det hele var lidt for abstrakt eller hvad du vil kalde det, i hvert fald til min smag, men musikken var helt klart nok til at overkomme det. Jeg synes det var cool, at se en anmeldelse af filmen, da det er lidt anderledes end hvad vi plejer at se her. Vil også lige have indøfr, at jeg elsker simpelthen Kanye, og den plads han har i musikindustrien, han er måske en smule gal, men hand er fandme også genial, og når han er i topform er der ikke mange der kan røre hans musik, specielt hans produktion. (igen min mening).

Glæder mig til at høre din mening om hans album, håber det lever op til mine forventninger, for det har været svært at tøjle mig selv, og ikke bare hente det, da det blev leaket. Håber også vi får en Man on the Moon II: The Legend of Mr. Rager anmeldelse at se inden længe.

Anonym sagde ...

Det er ikke en lambo...

Anonym sagde ...

Undskyld Jeppe jeg har stor respekt for bloggen, men jeg forstår virkelig ikke hvorfor du forbigår så utroligt mange fede albums der hele tiden udkommer fra "undergrunden". Nu har jeg ikke set denne film men hvad i alverden har kanye i bund og grund med hip hop at gøre? i 2010 fik vi et fantastisk album i form a Diabolic "A liar and a thief". Ved ikke om du selv skriver tekster, men de ting han kan komme op med, og den måde han sammensætter sine rim er jo næsten aldrig set før. Han er jo næsten den komplette MC. Til tider kan han minde om en Big Pun bare i en mere "morderne" version (ikke som i en kommerciel version). Dette er kun et ud af utallige eksempler. Men nej jeg vil bare anbefale dig at udvide din horisont lidt, for denne hip hop ting vi alle sammen elsker er virkelig ved at blomstre under overfladen og jeg synes at når du nu er en af de førende sider herhjemme ville jeg bare gerne have set at du brugte lidt mere tid på noget af det der har så høj kvalitet men sjældent får den største opmærksomhed fordi de fleste af disse tomhjernede og kontrollerede mennesker der forbruger musik ikke forstår det.

Peace

Anonym sagde ...

glæder mig nu til den nye anmeldelse af twisted fantasy.. kunne godt tænke mig at et review af The Left - Gas Mask, virkelig en solid skive!

http://www.youtube.com/watch?v=OTpNWnR-Uj4

JeppE sagde ...

Tak for kommentarerne, og tak fordi i direkte forventer noget af bloggen her. Men jeg må altså blive nødt til at sige et par ting.

For det første, så er det meget tidskrævende at skrive anmeldelser, og selvom jeg elsker det, så er det ikke altid, at der er lige meget tid til det. Hvis jeg skulle anmelde samtlige af de plader som mine læsere anbefalede mig at anmelde, så ville det her blive et fuldtidsjob, og dertil skal i huske på, at jeg aldrig har tjent en øre på det her.

I forlængelse af det; hvis jeg også skulle investere i alle de udgivelser som mine læsere anbefaler mig at checke ud, så ville jeg være en fattig mand.

Jeg er udemærket klar over, at der er en masse oplagte udgivelser at kaste sig ud i - jeg har i sinde at nå i hvert fald Celph Titled, Nottz, CuDi, Cee-Lo og the Left inden året er omme, men lige nu kan jeg ikke finde tid til det.

- Og hvorfor kan jeg ikke det? Jo, lige pt hører jeg et, og kun ét album, og det er My Beautiful Dark Twisted Fantasy, som overskygger alt andet. Det ville ganske simpelt ikke være fair for noget andet album at blive anmeldt lige nu.

Og til slut, @ Anonym: jeg har hørt A Liar And A Thief, og synes umiddelbart at det var en smule ligegyldigt, men eftersom du så kræftigt opfordrer mig til at lytte til det, vil jeg gerne give det en chance mere, og "udvide min horisont lidt".....

Anonym sagde ...

Jeg fik ikke rigtig noget ud af denne film. Der er nogle fantastiske billeder, men jeg vil hundrede gange hellere høre albummet og skabe mine egne. Men jeg synes det er fedt, at nogle folk rent faktisk fanges af filmen. Havde jeg ikke hørt mindst 3 sige, at de fangede den, ville min konklusion være: 'sikke noget forbandet lort, mr. West!' Men sådan skulle det jo ikke være ;)

ps. En anmeldelse af Atmosphere's To All My Friends ligger altså også lige til højre benet! :-)

Anonym sagde ...

Sjovt hvordan sangene i filmen kommer i præcis samme rækkefølge som på albummet..
Og ligesom hr. Barslund er der heller ikke andet i mine speakers end My Beautiful Dark Twisted Fantasy, som jeg for øvrigt glæder mig til at høre en anmeldelse af..

StefN

Anonym sagde ...

oh my, jeg ved ikke om okkult/illuminati symbolik bare er vildt populært for tiden eller om der er noget om snakken, men damn der er meget af det i den video!