Kanye West - Runaway (shortfilm)

Du har højst sandsynligt allerede set den og dannet dig en mening om den, for Kanye West's debutfilm Runaway har været et af de største samtaleemner den seneste tid. Ikke desto mindre synes jeg, at jeg ville ytre min mening om filmen, da der har været udbredte uenigheder om, hvorvidt den er god eller dårlig, kunstnerisk flot eller prætentiøst fjollet, om Kanye er et geni eller en plattenslager, og om dette kan gøre ham til populærmusikkens arvtager efter Michael Jackson eller ej. Her er mine 2 cents.

"Gather 'round children, zip it, listen!"

Lige siden Kanye West valgte at entrere scenen til MTV's Video Music Awards og afbryde Taylor Swift i hendes takketale, har han været bandlyst fra Hollywood, og ingen har haft lyst til at have noget med ham at gøre. Han flyttede til Japan for at søge ly for pressen, derfra til Rom for at glemme musikken for en stund og begive sig ud i modeverdenen, og derfra flyttede han til Hawaii, hvor han nærmest har boet i sit studie og lavet musik non stop lige siden. Der er da heller ingen tvivl om, at Kanye har en storslået plan om at vende umådeligt stærkt tilbage, og filmen Runaway er bare ét skridt på vejen tilbage til toppen, som West sigter efter at nå med udgivelsen af hans femte album My Beautiful Dark Twisted Fantasy, der allerede har scoret de første perfect score -anmeldelser, fra blandt ander Rolling Stone magazine.
Om man kan lide den eller ej er én ting, men man kan ikke komme uden om, at Runaway har gjort sit job til bravour; den har fascineret, provokeret, fået folk til at kalde West alt fra en satanist til vores generations vigtigste personlighed i musikverdenen, og derved skabt en hype, der sjældent ses magen i disse dage. Men ikke bare har filmen haft et formål udadtil, dens skabelse har været nødvendig for West, da den er én stor allegori på hans personlige og musikalske karrieres fald og genrejsning. Det lyder måske stort, men Runaway er Kanye West's bekendelse til verden.

"To be great is to be misunderstood"

Kort fortalt handler historien om en Føniks, spillet af den underskønne Victoria's Secret model Selita Ebanks, der styrter ned i vores verden, hvorefter Kanye West redder hende, forelsker sig i hende og forsøger at introducere hende for hans univers, men da omgivelser fortæller hende, at hun ikke passer ind, flygter hun og efterlader West i sorg. Som hun siger til ham hen imod slutningen af filmen, inden hun flygter, "Do you know what I hate most about your world? - Anything that is different you try to change". Denne sætning, der er filmens absolutte nøglepunkt, er en kommentar til massernes generelle holdning til det normale og "sikre", og deres frygt for "fornyelse", altså det uafprøvede og ukendte. West har altid været en original, og med hans barrierebrydende musik, excentriske opførsel og dertil kontroversielle udtalelser har han altid været skydeskive for beskyldninger, tilsvininger, anklager og verbale angreb fra diverse folkegrupper, og sagens kerne er, tror jeg, at han føler sig misforstået, og at det i bund og grund er os, der ikke er klar til en som ham, frem for at det er ham, der er for høj i hatten. Uanset hvad er han klar til at undskylde for alt hvad han nu engang har måtte været skyld i og starte på en frisk - dertil brugen af Føniksen som metafor.
- Føniksen er ifølge mytologier en ildfulg, der på sit dødsleje bygger en rede, hvori den brænder op og bliver til aske, og fra asken rejser en ny Føniks sig. Fuglen er derfor blevet symbol på genfødsel, fornyelse og endda udødelighed. Kanye "brændte op" som følge af episoden med Taylor Swift, og i løbet a det sidste år er han genopstået fra asken, og med My Beautiful Dark Twisted Fantasty lever han igen for fuld udblæsning.

"Do you know she's a bird?"

Faktisk er der ikke meget mere at sige om filmen, - det er mere eller mindre hvad den handler om, men det ville være for billigt sluppet, da der er stadig en del at forholde sig til. Fungerer filmen? Er den god rent filmisk? Er Kanye en dygtig instruktør? Lad mig bare lægge kortene på bordet: jeg synes filmen er fantastisk.
Det som jeg elsker ved filmen er, at selvom den giver sig ud for at være fyldt til bristepunktet med skjulte budskaber, gemte hints og symboler, så er det meste blot til for at få seeren til at tænke ekstra grundigt over tingene og kigge ekstra grundigt efter flere tråde til at kæde det hele sammen. Sagen er bare den, at historien faktisk er ganske lige til. Det er meget muligt at jeg skriver dette som undskyldning for at have været ude af stand til at afkode symbolernes egentlige betydning, men jeg tror at Kanye morer sig over at forvirre folk, og han må sidde derhjemme og grine højlydt over dem, der har analyseret på kryds og tværs og konkluderet, at fårerne, hjortene, æbletræet i haven og Føniksens skarpe negle alle har noget at gøre med, at Kanye er djævledyrker. Jeg tror bare, at han som debuterende instruktør har haft så mange ideer, der alle er blevet presset ind i denne lille film, at den derfor virker komprimeret i dens visuelle udtryk, med farver, begivenheder og referencer, der helt logisk år folk til at reagere og sætte tankerne igang.


Især filmens "hovedscene" ved middagsbordet, der grangiveligt ligner den sidste nadver, hvor afroamerikanere klædt i hvidt bliver betjent af hvide tjenere, alt imens hvide ballerinaer klædt i sort trisser ind og danser. Her kunne man lede efter bibelske referencer i en uendelighed, men det vigtigste ved denne scene er, at det netop hverken er sort eller hvid, der bliver diskrimineret, men fuglen i midten. Den godhjertede Føniks tilbyder brød til de omkringsiddende, men de undgår hende åbenlyst. Alle disse konforme individer bryder sig kun om hvad der er "in", - de vender ryggen til alt hvad der er nyt, anderledes og ukendt og "slåt det ihjel" (kalkunen, der bæres ind). Kanye's sidemand giver endda et tvetydigt kompliment, da han først siger at Føniksen er smuk, men derefter spørger til, om det er gået op for ham (Kanye), at det er en fugl. Kanye's svar - "Nah, I never noticed that" - har en umiddelbart komisk effekt, men det er faktisk virkelig kløgtigt skrevet, idet han jo ærger sig over det faktum, at hans sidemand hægter sig ved det kendte kastesystem og afskriver hende som værende mærkelig blot fordi hun er en fugl, uden at vide noget om hende. West, der desuden er den eneste i selskabet, der bærer elementer af sort, svarer igen ved at rejse sig, gå gen til klaveret og synge "let's have a toast for the douchebags, let's have a toast for the assholes", hvorefter alle middagsgæsterne, på nær Føniksen, hæver glasset.


Hele opvisningen af nummeret "Runaway" med balletdanserne er sensationel, og selve ideen med at få balletdansere til at danse til et hiphop nummer i en gammel lufthavn er over min forstand. Men det understreget også hele historiens pointe ganske fint: nytænkning er fedt! Filmens åbningsscene er lavet af samme stof; Kanye kommer kørende i hans TATRA MTX V8 lamboghini ude i en mørk skov til lyden af Mozarts "Lacrimosa", som skifter over i den RZA/NoI.D./West producerede "Dark Fantasy", alt imens Føniksens styrt maler himlen lyse-orangerød og rådyrene gumler græs i nogle helt uvirkeligt flotte optagelser. Der er ikke rigtig noget af det, der giver mening, men alligvel ramler det hele bare sammen og danner noget helt fantastisk. Samme kan siges om scenen med Michael Jackson's optog. Et stort hornorkester, Ku Klux Klan lignende medmarcherende, fyrværkeri, abnormt høje, guldmaskebærende skikkelser og elmaster i baggrunden, for slet ikke at tale om Rihanna, Kid Cudi, John Legend, Elton John og Kanye West, der gjalder ud over det poppede anthem "All of the Lights". Så mange symboler og referencer, og det eneste West forsøger at sige med scenen er, at han ser sig selv som værdig arvtager til MJ's positionen på populærmusikkens trone. Og nej, i min bog er pop musik og populærmusik ikke længere det samme. Kanye har gjort hele den genre han begår sig i - kald den hvad du vil - så udbredt, at "hiphop" mærkatet ikke længere lader til at være nok. Det har alle dage været Kanye's metier at skubbe grænserne for, hvor man før har taget musikken hen - som han skrev i hans bog Thank You And Your Welcome:

"I think it's great to never be completely happy or satisfied in life. If I ever became completely satisfied with the work I put out as an artist... that is the moment I would suck!"

Som debuterende instruktør er Runaway en triumf. Der er selvfølgelig visse fejl og svage momenter, som filmens slutning, hvor det er pinligt nemt at se, at Selita Ebanks har hængt i wirere foran en greenscreen, eller når man kan se kameraet i et af serveringsfadene, eller at lamboghinien laver en så latterligt stor eksplosion af at køre en lille bitte smule galt - Kanye ville sikkert bare indskrive sig selv i "Cool guys don't look at explosions" -gruppen!
- Men som helhed synes jeg bestemt at filmen er fantasisk gennemført. Alt fra den ambitiøse produktion, Kyle Kibbe's betagende billeder, de litterære referencer til Gabriel García Márquez's A Very Old Man With Enormous Wings, til filmens fabelagtige soundtrack er med til at gøre Runaway til en storslået fornøjelse, som jeg da gerne skal indrømme at have nydt et halvt dusin gange. Filmen kunne og burde have været en smule kortere og Kanye's skuespilpræstation er ikke just oscar værdig, men få andre kunne have hevet den her i land, og i mine øjne er Runaway endnu en succes på Kanye's efterhånden lange resumé.

4.5/6