Kanye West - My Beautiful Dark Twisted Fantasy

Der er vist ingen tvivl om, at Kanye West's My Beautiful Dark Twisted Fantasy er årets mest omtalte og hæftigst debaterede udgivelse, og fra min side er flere timer gået med at læse andres anmeldelser og ikke mindst de tilhørende kommentarer. Det lader til, at en kunstner af Kanyes kaliber ikke blot tiltrækker fans og andet imponeret godtfolk, men i sandhed også yderst kritisk stillede lyttere og såkaldte "hatere", og hvor man i normale debatter fredsommeligt kan diskutere om en given kunstner er god eller dårlig, så er det nærmest blevet en kamp imellem de gode og de onde når det kommer til Hr. West; nogle direkte forsvarer Kanye som kunstner og dygtig musiker, imens andre jorder ham komplet og kaster alverdens negativt ladede ord imod ham.

"Do it better than anybody you ever seen do it /
Screams from the haters, got a nice ring to it"

- Har man fulgt bloggen her, eller ved man bare en smule om min smag, så ved man, at jeg er kæmpe Kanye fan. Derfor er det også svært for mig at anmelde et album som My Beautiful Dark Twisted Fantasy, da jeg mere eller mindre falder på halen over alt hvad han laver, og det derfor ikke kan undgå at blive en smule følelsesladet. På den anden side er jeg fuldkommen sikker i min sag, og jeg VED at jeg har ret når jeg siger, at Kanye er et geni.
Som det måske er ved at blive klart for jer, så vil denne anmeldelse måske blive en smule arrogant og bedrevidende i dens holdninger og synspunkter - måske noget jeg har fra hovedpersonen selv?
I anmeldelsen her vil jeg tage udgangspunkt i fem udsagn, som jeg ofte er stødt på under læsning andetsteds.

- Første udsagn: "Kanye West har ikke noget med hip hop at gøre"

Forkert.

Lad os tale lidt om hiphop. Jeg tillader mig at tro, at jeg - efter at have tilbragt oceaner af tid på at lytte til, læse om, lede efter, nærstudere og undersøge hiphop kulturen i mit hverv som anmelder - har en ganske klar opfattelse af, hvad hiphop er og hvad den vil. Hiphop har alle dage handlet om at være innovativ og opfindsom, og om at søge nye græsgange. Sugarhill Gang var de første på banen til at skabe musik ud fra samples - "Rappers Delight" er bygget op omkring basgangen fra Chic's "Good Times", og "Apache" sampler The Incredible Bongo Bands' nummer af samme navn, som de havde taget fra The Shadows. Samplingen er siden blevet en grundsøjle i hiphoppen, og alt er blevet samplet, fra soul, funk, jazz, blues, klassisk, kung fu film, disco dance og rock. Især jazz og soul elementerne var nøgleord for golden era hiphoppen, hvor folk som Dj Premier, Pete Rock, Buckwild, A Tribe Called Quest og De La Soul flittigt lånte fra gamle klassikere til deres beats. Men set i bakspejlet (og dette er ingen kritik som sådan, da jeg jo elsker oldschool hiphop, det er mere en slags forståelse for hiphoppens udvikling) var produktionerne dengang rimelig billigt sluppet. Hvis vi igen tager Dj Premier, som er en af mine absolutte favoritter, så er der jo ingen af hans beats, der har krævet en større musikalsk forståelse. Det rigtige sample, nogle fede trommer, en fed bas og evnerne til at sætte det ordenligt sammen, så har du opskriften på de fleste beats fra start/midt -halvfemserne. Hvis vi antog, at hiphop anno 2010 stadig lød som i '93, så havde vi brudt grundregel nummer et: innovation, - og dem, der sidder fast i halvfemserne og savner den gyldne era må snart til at se, at det fra tidernes morgen lå i kortene, at hiphoppen ville undergå denne forvandling. Det er det eneste rigtige. Og hvis jeg skal pege på én mand, der om nogen har sat en ny dagsorden, ja, you guessed it, så er det Kanye West. Han er personificeringen af ordet "innovativ". Han har ikke lavet to plader, der lyder ens, og ikke nok med det, så har han egenhændigt skrevet nyt hiphop regelsæt med hver udgivelse.
Debuten College Dropout er, og vil nok altid være, hans mest ligetil plade, fyldt med soul samples og oplagte melodier. På Late Registration hjalp det musikalske vidunderbarn Jon Brion Kanye med at skabe en større, mere volumiøs lyd, selvom Kanye stadig havde hans soul-rødder i bagagen. På Graduation tog de rockede og elektroniske elementer over, hvilket resulterede i soniske kompositioner, der emmede af atmosfære og legesyge. Med 808s & Heartbreak gik West i et helt andet spor, med dystre, melankolske og minimale produktioner til at pakke hans sorgfulde og yderst personlige tekster ind. My Beautiful Dark Twisted Fantasy har det hele, og mere til. Kanye er altså gået fra at have en mindre kompliceret og ligetil tilgang, til at skabe hiphop, der har langt flere kompositioner og kunstnerisk dybde i beatsne, end noget man nogensinde har hørt før. Dette er et faktum, og derfor kan vi roligt sige, at udsagnet "Kanye West har ikke noget med hip hop at gøre" er falsk. Det rigtige udsagn lyder: "Kanye West ER hiphop".

- Andet udsagn: "My Beautiful Dark Twisted Fantasy er IKKE nyskabende"

Korrekt.

Mange kritikere har fejlagtigt rost MBDTF for at være nyskabende og genrebrydende. Det synes jeg ikke den er. Det meste af det man hører på West's femte album er hørt før, men hvad er i grunden ikke det i denne tid? Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt som kunstner at være nyskabende? Til gengæld må man også spørge: who gives a fuck? SKAL det være nyskabende? Kan det ikke bare være ovenud gennemført, rasende flot produceret, genialt komponeret hiphop? - For det er jo hvad det er.
Det jeg tager hatten af for, og det jeg altid har elsket Kanye for, er at tænke i de baner han gør - baner, som ingen andre tænker i, end ikke i deres vildeste drømme. Og hvis de gjorde, så ville de hverken have selvtilliden, færdighederne eller nosserne til at formidle det i musik. Mere eller mindre samtlige numre på MBDTF er en attest til Kanyes småvanvittige, musikalske overlegenhed. Et spørgsmål, der er værd at stille sig selv ved hver sang er, "Hvem anden end Kanye kunne finde på at...." - og så kan vi jo nævne eksemplerne i flæng:

...... sætte et underskønt kor bestående af Tayana Taylor, ex-kæresten Amber Rose og Bon Iver's Justin Vernon sammen med "Can we get much higher" -samplet fra Mike Oldfield, og så få RZA og No ID til at smede et fabelagtigt råt og melodisk beat oveni?
...... sammensætte trommerne fra Cold Grit's "It's Your Thing" (trommer Kanye har brugt flere gange før) med håndklap og indianersang fra Continent N 6's "Afromerica" og futuristisk råben fra prog/rock bandet King Crimson?
...... kaste sig ud i at skulle gonglere med storslået 80'er synth, triumferende blæsere og årets skøreste trommeprogrammering på "All of the Lights", og stadig have overskudet til at presse 14 sangere ind, uden at de spænder ben for hinanden?
....... kaste Rick Ross ind på et nummer efter fire minutter, efter en længere guitarsolo (som selvfølgelig, imod alle odds, passer perfekt ind over det soul'ede nummer)?
....... Fortsætte en i forvejen uvant lang førstesingle med at krænge sin sjæl ud igennem en vocoder i yderligere 3½ minut?
....... sample Aphex Twin?
....... arbejde sammen med Bon Iver?

Og vi kunne blive ved og ved. Der findes ét svar, som passer til alle spørgsmålene: "Ingen anden". Som kreativt legebarn, der ikke er bleg for at afprøve ting, som på papiret ikke burde fungere, er Kanye hævet over samtlige kollegaer, og som visionær musiker er han intet mindre end et unikum. MBDTF er altså ikke nyskabende, men proppet med nytænkning, og det er i Kanyes tilfælde mere end rigeligt til at feje alle andre af banen.

- Tredje udsagn: "Kanye West er en dårlig rapper"

Forkert.

Det er meget muligt, at Kanye ikke er blandt verdens bedste flow-teknikere, men hans indlevelse, hans glimt i øjet, hans sans for detalje og hans evne til at skrive sange, der balancerer imellem det humoristiske og alvorlige, det smukke og sørgerlige og det politiske og selvransagelige er simpelthen uden lige. På "Power" giver han et indblik i hans sind og forsøger derved blandt andet at forklare hans til tider sære opførdsler og udskejelser.

"Now I embody every characteristic of the egotistic /
He know, he's so, fucking gifted /
I just needed time alone with my own thoughts /
Got treasures in my mind but couldn't open up my own vault /
My childlike creativity, purity and honesty /
Is honestly being prodded by these grown thoughts /
Reality is catchin' up with me /
Takin' my inner child, I'm fighting for custody"

Storstilet rapblær er der i rigelige mængder på "So Appalled" og "Monster", men det er uden tvivl Kanyes mere ømme øjeblikke, der bliver interessante. På den poppede "All of the Lights" ville enhver anden rapper tage den lette vej, og rappe om et-eller-andet overfladisk, men selv på dette ultra radiovenlige nummer rapper han om, hvor stort et røvhul han egenlig er. Når Rihanna synger "turn up the lights in here baby, you know what I need, want you to see everything", så er det fordi, at alle skal vide, hvor stort et røvhul han er. Og har man ikke forstået det da, så bør det stå klart for en på "Runaway", hvor han opfordrer eventuelt fremtidige kærester til at stikke halen imellem benen inden han ødelægger endnu et forhold,

"She find pictures in my email /
I sent this bitch a picture of my dick /
I don't know what it is with females /
But I'm not too good at that shit"

På en af mine personlige favoritter "Blame Game", fortsætter han med problemer i forhold, og med den geniale linje "Let's call our names names" som rød tråd, er der skabt god bund for at virkelig smuk men samtidig rørende og barsk sang.

"On a bathroom wall I wrote,
"I'd rather argue with you than to be with someone else" /
I took a piss and dismissed it, like fuck it and I went and found somebody else /
Fuck arguing, harvesting the feelings, I'd rather be by my fycking self /
Till' about 2am and I call back and I hang up and start to blame myself"

Teksterne på MBDTF er rige på dybde og budskaber og ikke mindst personlige og hudløst ærlige beretninger, der er stærkere end noget man hører andetsteds.
Yderligere er jeg vild med, hvordan numrene kædes sammen. Ikke med glidende overgange, men ved at sangene lidt skjult tager over hvor den forrige slap. "All of the Lights" slutter fx med, at de synger "Want you to see all of the ligts", hvorefter "Monster" starter med, at Justin Vernon hvæser "I shoot the lighs out". "So Appalled" slutter med, at Swizz Beatz rapper "Life can be sometimes ridiculous", imens Kanye åbner "Devil in a New Dress" ved at grine "I love it though!". Og såden er der små hints rundt omkring, der tilføjer lidt til den allerede mægtige helhed.

- Fjerde udsagn: "My Beautiful Dark Twisted Fantasy er IKKE en plade man vil kigge tilbage på om 10 år og huske for noget særligt"

Forkert.

Ikke nok med, at pladen er den bedst anmeldte de sidste mange år, og at Kanye har sat en ny dagsorden for hiphop, som vi tydeligt vil kunne mærke fremover, så vil My Beautiful Dark Twisted Fantasy huskes som albummet, der mindede os om en masse forskellige ting.
- At Kanye åbner sig for hele verden og udstiller sin person rådt for usødet er et suverænt modstykke til den substansløse og grinagtigt overfladiske tilgang, mange rappere er begyndt at have til hiphoppen. I kølvandet på MBDTF virker alt andet hiphop umiddelbart kedeligt, så ikke nok med, at Kanye opfordrer lyttere til at stille højere krav til den musik de vælger at høre, så tvinger han også sine kollegaer til at oppe sig gevaldigt. Noget der har været seriøst behov for i lang tid.
- Med MBDTF har Kanye statueret sig selv som pragteksemplet på, hvor langt man kan nå med mod og ryggrad. For mange kunstnere hopper over hvor gærdet er lavest, og udgiver metervarehiphop, fordi de ikke tør at tage chancer. De udsender de hitsingler som deres pladeselskab kræver af dem, og skrotter egne ambitioner og visioner, da pengene fra hitsinglerne rækker langt nok. Kanye gør hvad der passer ham. Det har giver bagslag, men musikalsk taler triumfen MBDTF sin egen sag. Forhåbentlig vil flere tage ved lære af denne plade, og indse, at man ikke skal lade sig binde, hvis det er en hindring for ens virkelig ambitioner.

- Med MBDTF har Kanye pointeret vigtigheden i at holde fokus og skabe et helstøbt "værk", hvilket næsten ikke kan siges om nogle andre plader, der bliver udgivet af kunstnere, der operere over undergrunden. De fleste rapudgivelser, der bliver smidt på gaden idag er i bund og grund bare skamfuldt dårlige undskyldninger for at kunne udgive to-tre numre. Kanye har kreeret et samlet værk, hvor der ikke er ét gram fylde - alt er nøje gennemtænkt, og intet er overladt til tilfældighederne. Kvaliteten af hans G.O.O.D. Fridays numre bevidner lidt om hvor ambitiøs et projekt det her har været for ham, og det faktum at et nummer som"See Me Now" blev skåret fra, viser hvor seriøst han mener det med at skabe en komplet udgivelse. "See Me Now" er bedre end det meste andet mainstream hiphop, der er udkommet i år, men det stemmer ikke overens med albummets generelle stemning - kill your darlings - og resultatet er mageløst.

- Vigtigst af alt har Kanye vist os, at så længe musikken er god, så er det underordnet om det er hiphop, pop eller noget helt tredje eller fjerde. Den gode musik sejrer, og hvis man ikke kan høre, at det Kanye West har lavet her er god musik, ja så er jeg ked af at sige det, men så har man tabt.

- Femte udsagn: "My Beautiful Dark Twisted Fantasy er IKKE en klassiker"

Forkert.

6/6