tirsdag den 6. april 2010

Freeway & Jake One - The Stimulus Package


"I still got one foot in and one out, I got one foot in the game and a foot in the gutter", - således lyder omkvædet på "One Foot In", og man må rigtigt nok tage hatten af for, at det er lykkedes Freeway at forblive Freeway, selv efter at have været under Roc-A-Fella, der som bekendt glædeligt begår sig i mainstream og kommerciel hiphop. Ja, det er næsten en bedrift, at hans street-mantalitet og undergrunds-tilgang til hiphop er den samme som på hans debutalbum. Nu er han i stald hos Rhymesayers, og med Jake One som hyrde kunne Freeway vel næppe have fundet en bedre fold at græsse på.

Formularen er simpel; det er rim fra det gustne gadehjørne over sample-baserede, støvede og gyngende beats, der leder tankerne tilbage på 90'ernes hip hop. Eller det VIL i hvert fald gerne lede tankerne den vej, det lykkes ikke hele vejen igennem. Parrets mission om at lave et one-mc-one-dj album er bestemt vellykket, men også ofte påtaget, og selvom det er svært at sætte en finger på håndværket, så tilføjer de ikke "det ekstra", der gjorde de plader, som de er tydeligt inspireret af, til de ikoniserede værker de er blevet til. Men mindre kan også gøre det, og hvis man tager musikken for hvad den er, så er The Stimulus Package fyldt med sprød hip hop.

Har man hørt Jake One's White Van Music ved man, at han er en effen producer, der har mere end styr på hvordan et dundrende beat skrues sammen. Hans hårdtslående produktioner har det med at tiltrække de tunge drenge - White Van Music var nærmest ét stort bevis på dette, med features fra blandt andet Busta Rhymes, Prodigy, Royce Da 5'9'' og M.O.P. Freeway gæstede også White Van Music, og mon ikke det var her kemien opstod.
Freeways grove og ualmindeligt ru stemme - som mange har store problemer med at vænne sig til, og som derfor altid har været hans store problem - passer overraskende godt til Jake One's souldfulde, melodiske og nakkebrækkende beats. Faktisk er The Stimulus Package det Freeway album, hvor hans stemme virker mindst påtaget arrig og skærende. Hos Roc-A-Fella var det hans kendetegn. Dengang var han "ham rapperen med den voldsomt aggressive stemme", men i selskab med Jake One er dette "kendetegn" smidt bort, og han fremstår mere lytbar og nedtonet end nogensinde før. Der er massevis af gode eksempler på, at Freeway er i stand til mere end hans tidligere udgivelser har formået et vise. På "Money", der i mine øjne er et af pladens kongetracks, rapper han


"Philly Free on his grind, I need my paper straight /
So I'm creating these rhymes without a papermate /
They got me busting these lines /
They got me racking my mind /
They got me standing in line behind my label mates /
No, I'm not Jay but I am on the way /
And I'm not Kanye but I can produce heartbreaks and 808's /
Ans reduce the studio costs 'cause I'm recording in the hood /
I'm not lamping the mandalay"


Generelt set er det en mere sulten og oplagt Freeway, der rapper på The Stimulus Package end man har set i meget lang tid. Dette har vi også Jake One og hans produktioner at takke for, da de med sikkerhed har spillet en stor rolle i at få Freeway op på dupperne. Beat-mæssigt er det da heller ikke småting man som lytter præsenteres for. "She Makes Me Feel Alright" er et opløftende track, der er båret op af et hav af soul-samples og livlige strygere, der nærmest gør det umuligt ikke at flowe fabelagtigt over beatet. "Know What I Mean" minder en del om den tunge lyd på White Van Music, hvor trommerne brager derudaf, alt imens en insisterende bas kaster ens nakke voldsomt frem og tilbage. "Sho' Nuff" og "Money" er ligeledes fremragende eksempler på, at Jake One ganske simpelt bare er hamrende god til at komponere et forrygende beat.
Men som skrevet i starten, går det ikke lige godt hele vejen. "Follow My Moves", med gæstevers fra en håbløs Birdman, er en skamplet på pladen. "The Product", der ellers byder på en interessant fortælling, fejler fælt grundet et næsten grinagtigt dårligt omkvæd. "Never Gonna Change", "One Thing" og "Microphone Killa" bidrager heller ikke med noget til pladen, men lyder i højere grad som forringede versioner af andre af pladens numre.

Der er dog mest af det gode, og jeg må indrømme at The Stimulus Package er vokset en hel del på mig. Det er ganske enkelt en gennemarbejdet udgivelse, hvor gennemsnitsnummeret har en høj standart, så trods de førnævnte missere fremstår albummet som helhed virkelig solidt. Det gør sig snildt som et af Freeways hovedværker, og i mine øjne er produktionerne (og jeg er nok den eneste anmelder i vil høre dette fra) bedre end på White Van Music. Jeg vil klart anbefale denne plade, og som bonus får man det fedeste koncept-cover jeg mindes at have set.

4.5/6

2 kommentarer:

majalau sagde ...

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at købe albummet, men da jeg tilfældigt i London så det stå på hylden, synes jeg at coveret så tilpas interesant og alternativt ud - så jeg gav det en chance. Vold blæret cover, virkelig; men det er nok også det fedeste ved det album, desværre. Freeway er da, sandt nok, bedre end man har set ham i en del år efterhånden, og der er da rigtig kompetente numre hist og her, men over all: ikke super - ikke dårligt. Ligger lunt i svinget til det svage, synes jeg..

Jizzoh sagde ...

Fuck hvor er jeg blevet positivt overrasket over det album! Produktionerne er vanvittige, og Free har virkelig oppet sig iforhold til hans latterlig lave bundniveau på lidt for mange numre på tidligere plader.
"Throw Your Hands Up" er samtidig en sindsyg banger, der river mine højtalere rundt.
Så længe man bare husker hvilken kategori Freeway ligger i, syntes jeg godt du kunne have givet pladen 5/6 :D.

Peace
-Jiz