KRS-One & Buckshot - Survival Skills

Mere hiphop kan det vel teoretisk set ikke blive? BDP legenden KRS-One og Boot Camp Clik generalen (med meget mere) Buckshot sammen om en plade. For mange en våd drøm, der går i opfyldelse. På papiret er det ren og skær hiphop dopeness; to af branchens bedste mc'er river alt i stykker over nogle af undergrundens bedste produceres beats. Men af en eller anden djævelsk årsag virker det bare ikke i praksis. Jo jo, bevares, KRS og Buckshot kan deres kram, men overordnet set falder det samlede produkt i højere grad til jorden end det når skyerne.

Man kan ikke rigtig andet end at have tårnhøje forventinger til et album, der har KRS og Buckshot som hovedpersoner, Black Milk, Nottz, og 9th Wonder med flere på produktionssiden og et lineup af gæsterappere, der blandt andre tæller Talib Kweli, Immortal Technique, Sean Price, Pharoahe Monch, K'naan, Slug og Naledge. Det lyder som en udgivelse af olympiske dimensioner, det er det bare ikke - materialet er alt for standart-præget.

Lad os begynde med det gode. Førstesinglen "Robot" er hands down et super fedt nummer. Det blev udgivet flere uger først robot-Jay-Z's "DOA (Death of Autotune)", som handler om det præcist samme. "Robot" er bare langt mere hiphop'et udført. Havoc leverer et sprødt beat, og KRS brillerer i hans forklaring om, hvad ægte hiphop er - for dem der skulle være i tvivl:

"There used to be a time when you be writing your rhyme /
You observed the rule of 'no fightin' /
No Immitatin', no hatin', no fakin'' /
We started breakin' so we could stop fightin' /
Get enlightened, I battle you, you battle me /
The crowd judges originality /
It's not about a salary /
It's all about describing the reality that's grabbing me accurately"

På trods af, at de gamle veteraner KRS og Buckshot er gode, har de unægteligt et lille problem; De har inviteret nogle yngre gæsterappere, med et frisk approach, indenfor, og de virker i mine øjne langt mere vedkommende og relevante, og ofte bliver både KRS og Buckshot outshinet af disse med-rappere. Tag fx Immortal Technique på "Runnin' Away", som giver alt og alle baghjul. Pharoahe Monch formår ligeledes, alene med et omkvæd (!), at lyde mere inspirerende end de to hovedpersoner. Også Slug efterlader de to giganter i skyggen med hans vers på "We Made It":

"Chasing after temporary validation /
Had to stretch my reach, I can barely break the chains' grip /
Freedom broke it, now the shoes fit /
Keep my focus on my people and my music /
Speak fluent, live and breathe through it /
And leave the foolishness for these too-cool-for-school kids /
Some don't wanna see the truth through it /
So used to losin' we're afriad of the movement /
It's all right, let the pride get boosted /
Even if you make it just to prove that you can do it"

Når alt kommer til alt, står de lyseste punkter alså ikke på KRS og Buckshots regning. De gør deres, men de er "oppe imod" nyere og utrolige kræfter i hiphop verdenen, og det er ikke længere en selvfølge at man er overlegen, blot fordi man har været i gamet længst. KRS og Buckshot udviser survival skills ved at have været med i så mange år og holdt deres standart ved lige, og dét må man give dem. Men de må også begynde at udvise survival skills hvis de vil mænge sig med den nye elite, for den er absurd dygtig, og der skal immervæk ufatteligt meget til for at være det-der-ekstra-meget-bedre end de andre, og det er jeg ikke helt sikker på om KRS og Buckshot er?..

Når alt det så er sagt, så er "Survival Skills" da et meget godt album, men igen, bare ikke så godt som jeg havde håbet, derfor

4/6

Kid Cudi - Man On The Moon: The End Of Day

Not many people stood up against the system we all call life, but towards the end of our first ten years into the millenium we heard a voice. A voice who was speaking to us from the underground for some time. A voice who spoke of vulnerabilities and other human emotions and issues never before heard so vividly and honest. This is the story of a young man who not only believed in himself but his dreams too. This is the story of the man on the moon.

2009 har stået i Kid Cudis tegn. Efter udgivelsen af mixtapet 'A Kid Named Cudi' i 2008, fik Kanye West hurtigt øre for den unge Scott Mescudi, og fik ham til at gæste-synge på åbningsnummeret til det hæftigt debaterede '808s & Heartbreak'. Og så gik det ellers hurtigt! Singlen "Day N Nite" havde allerede gjort Cudi til at stort navn, og med Kanyes øjne rettet imod sig, fulgte det meste af hiphop og electronic scenen Cudi, som meget hurtigt blev manden alle snakkede om. Alle de største navne ville have ham med på deres næste single, og folk som Alchemist, Jay-Z, David Guetta, 88-Keys, Kevin Rudolf og Sharam er allerede blevet velsignet med Cudi's hjælp. Hør sidstnævntes mesterlige nummer "She Came Along" med Cudi og den afdøde country legende Patsy Cline her - det er mageløst!

Efter tonsvis af omtale og gæsteoptrædener her og der, er turen endelig kommet til Kid Cudi selv, og debutalbummet, der uden sidestykke er det debutalbum i år, der er tilknyttet de højeste forventninger, vil være det endegyldige bevis på, om Cudi er endnu en overhypet døgnflue, eller en kunstner med flere evner end først antaget. Vil det briste eller bære?

"In my dreams /
I can have anything and everything I ever wanted /
I can think of anything and everything I ever needed /
Right here in my dreams everything is A okay /
I don't worry about anything"

Cudi starter hans kryptiske rejse igennem hans underbevidsthed, ved at danne en imaginær skal af længselsfuld utopi, for hvor han gerne ville berette om et liv uden problemer, finder man hurtigt ud af, at hans liv ikke har været en dans på roser, og man skal ikke mange minutter ind på den 5-akts-opdelte plade, før en overvældende følelse af melankoli rammer en. Det glansbillede af "superstar Kid Cudi" som MTV har tegner, er helt galt. I virkeligheden er Scott Mescudi en neurotisk, paranoid og generelt skræmt ung mand, der sort på hvidt ikke har det særlig godt. Farens død var snebolden, som startede lavinen, og Cudi har i det meste af hans liv gået små- forhutlet rundt og haft svært ved at kontrollere og sætte ord på hans følelser. De to ekstremt let-fordøjelige numre "Enter Galactic (Love Connection Pt. 1)" og "Make Her Say" er udelukkende til for at rede pladen fra at blive et slit-your-wrists album, som Cudi selv udtrykker det. Og "Enter Galactic" handler i bund og grund om et kodylt svampetrip, som han lokkede en pige med ud i, for selv at kunne slippe væk fra hans depression. Stakkels knægt.

Heldigvis har Cudi formået at skabe et fremragende produkt ud fra de usædvanlige præmisser, for manden kan heldigvis både rappe, synge og skrive, og selvom han ikke er den største poet, så besidder hans tekster en trøstesløs ærlighed som man ikke kan tage fra dem. Tag fx en sang som "Soundtrack 2 My Life", hvor han synger:

"Once upon a time nobody gave a fuck /
It's all said and done and my cocks been sucked /
So now I'm in the cut, alcohol inthe wound /
My hearts an open sore that I hope heals soon /
I live in a cocoon opposite of Cancun /
Where it's never sunny, the dark side of the moon /
So it's more than right I try to shed some light on a man /
Not many people of this planet understand"

Hjertet krænges ud, og der udøves selvransagelse så det gør ondt. Man skal faktisk helt hen til albummets femte og sidste akt, før det begynder at se lyst ud, med nummeret "Up, Up, And Away", hvor der endelig er lys i tunnelen. Havde det ikke været for den sublimt melodiske røde tråd, havde albummet nok været en tand for tungt, men de mange alternative musikere, der alle bidrager med dybt originale, nytænkende og genre-bøjende indslag, sikrer en fænomenal lydside, der gør Cudi's kvaler en smule lettere at fordøje. Eletronic/rock duoen Ratatat leverer fx nummeret "Pusuit of Happiness", der har et mastrodontisk stadium-feel over sig, i undergrunds format. Ryan "Plain Pat" Reynolds står for den minimale og kuldegysnings-fremkaldende "My World", der med sin snigende alvor kryber sig ind under lytterens hud. Emile Haynie står for, i min optik, albummets absolutte højdepunkt "CuDi Zone", der med en out-of-this-world flot produktion og et ubeskriveligt fængende omkvæd går rent ind. Pladens indhold er hele vejen igennem af utrolig høj kvalitet, og hvad der gør det hele yderligere fantastisk er, at 'Man On The Moon' har en unik helheds-følelse; ingen tvivl om, at pladen er skabt som værende en samlet oplevelse. Common agerer fortæller, og gør også sit for at få det hele til at minde om en historie, og ikke bare en samling numre der er kastet tilfældigt ind på en skive.

I mine øjne er 'Man On The Moon: The End Of Day' lidt af et genialt debutalbum. Det er et modigt stykke arbejde Kid Cudi har gjort her. Det er ikke mange som tør stå frem med sådan et album, der byder på så mange livsafkræftende og tunge tekster. Men som sagt ender det hele jo trods alt godt for den gode Mescudi, for i femte og sidste akt, der har det lovende navn "A New Beginning", slutter han med ordene:

"...See myself in the mirror I guess I'm cool /
And those happy thoughts in my head /
I feel like I'm Peter Pan minus the tights and the fairies /
Happy to see how far I've come /
To the same place it began; my dreams imagination /
Perfectly at peace, so I move along a bit higher"

Det som Kid Cudi har begået her, er et overordenligt godt bud på, hvordan hiphop'en kunne se ud i fremtiden. Det lyder på ingen måde som noget man har hørt før, men personligt ville jeg ikke have noget imod, hvis dette album blev skabelonen for en masse nyt hiphop to come.

"...This is the journey of the man on the moon..."

5/6

Chali 2na - Fish Outta Water

- Videoen her er en langt bedre intro til denne anmeldelse, end noget jeg selv kunne skrive. Den viser virkelig præcist, hvor elskværdig og down-to-earth en person Chali 2na er.
Han er branchens bamsefar og dybeste bass stemme, og som frontmand i legendariske Jurassic 5, behøver han vel egentlig ikke yderligere præsentation end videon sørgede for.

Interessant er det, at debutpladen først udkommer nu, mange år efter han første gang satte foden i hiphoppens verden. Personligt havde jeg høje forventniger til denne plade, baseret på hans deltagelse i Jurassic 5 og Dino 5, hvoraf sidstnævnte faktisk satte ham i et endnu mere positivt lys i mine øjne end førstnævnte, incredible as it is.
'Fish Outta Water' er meget af det man havde håbet på og regner med, tilsat en lidt ny side af 2na, der ikke klæder ham sønderligt. Selvfølgelig er der stjerne-produktioner og substantiel lyrik undervejs, men "den nye side" som jeg snakker om, er hans Black Eyed Peas'ede forsøg på at fortolke mainstream radio hiphop. Numre som "International", "So Crazy", "Controlled Coincedence" og "Love's Gonna Getcha" er et resultat af dette. Det er mildt sagt rigtig skidt hiphop, og skylden skal først og fremmest skydes på de lallede pop-produktioner, der absolut ingen veje vil hen. 2na gør det sådan set rimelig godt - med den stemme, det flow og den charme kan han næsten slippe afsted med alt, og heldigvis er der flere brilliante inputs at fremhæve end dårlige.
På "Don't Stop", der er albummets første perle på halskæden, leget 2na frit over et forrygende beat, der helt i stil med 'Power In Numbers'-lyden blæser derudaf med en ligeledes overlegen Anthony Hamilton på omkvædet. "Comin' Thru" følger ligeledes den gode gamle J5 formular, og produktionen er skræddersyet til 2na, der flower afsted som en drøm.
Tredje perle på kæden, "Righteous Way", er muligvis det bedste eksempel på den personlige 2na, hvor han snakker om at være forældre, med tre vers dedikeret til hans søn, far og mor. Bedst er det til sønnen, hvor 2na rapper:

"I became a parent at the age of 21 /
With no doubts or questions /
'Cause I love my son /
I fell for a woman same name as my mama /
Maintained heavy drama /
But I loved my son /
Eleven years of love, lies and fears /
Closed our eyes and ears /
But because my son /
Had nothing to do with the reason we would fight for days /
We kept it together to raise out son"

Det efterfølgende nummer, fjerde perle i rækken, er i modsætning til "Righteous Way" en suveræn fest for flow-gymnastik på højeste plan. Hvis "Don't Stop" og "Comin' Thru" var 2na's legeplads, er "When Will I See You Again" 2na's Tivoli, hvor han taget Elzhi med på besøg. De, om man må, klæder hinanden fortræffeligt, og de flyder legende let ind imellem hinanden, som var det, det nemmeste i verden. Forrygende hiphop.
Reggae halv-brødrene Stephen og Damian Marley kigger forbi på "Guns Up", der trods det lidt misvisende navn er ren fest og celebration.
Sidste perle på den efterhånden lange kæde, er det rørende "4 Be Be", hvor 2na rapper om tabet af hans unge kusine Be Be (BB). Et smerteligt nummer, hvor den karismatiske sangerinde Ming Xia fra den hedengangne gruppe The Spooks (dem der hittede stort med "Thing's I've Seen" og "Karma Hotel" omkring årtusindeskiftet) i høj grad gør sit for at få klumpen i halsen frem og hårene på armene til at rejse sig.

Når alt kommer til alt står man altså med én håndfuld rimelig dårlige numre, én håndfuld solide tracks, deriblandt "Lock Shit Down" med Talib Kweli, og så har man selvfølgelig en halskæde med påhængene perler, der faktisk er ualmindeligt gode. Så et hip-som-hap album, hvis stærke indslag dog er virkelig suveræne.

4/6

Jay-Z - The Blueprint 3

Jigga, Hova, H-O-V, Jay-Z; Manden med de mange navne, som tilsyneladene nu er større end hiphop, er klar med tredje album post-retirement!
Uanset hvad man siger og synes om Jay-Z, så er det et unægteligt faktum, at han har gjort sit for hip hoppen, han har taget sit slæb. Lagde ud med en classic debut, og leverede eftefølgende storværker som The Blueprint og The Black Album. Han har generelt været uhyre produktiv - 11 studio album udgivelser og en håndfuld collaboration albums, for ikke at glemme eget tøjmærke, egne pladeselskaber og egen velgørenshedsorganisation. Med andre ord: Han har alt, kan alt, og vil tilsyneladene også alt!

Hypen omkring Blueprint 3 lagde godt ud. Kanye West bragte Jay-Z op på scenen til en koncert og bragede "Jockin Jay-Z" ud af højtalerne med medfølgende jubelråb "BLUEPRINT 3!!". Skide fedt nummer, fed produktion, og den gode gamle old school Jay-Z tilbage i flow storform. "Haters be like "why you still talking money shit?............. - Cause I like money BITCH!". Så fulgte "History" efter. Endnu et suverænt Kanye West produceret nummer, der desværre vist nok blev trukket tilbgage pga noget rettigheds-halløj (?). Så kom "Brooklyn Go Hard". Tjaa, tjoo, njaa, forholdsvist skidt nummer.
Det skulle så vise, sig, at hverken "Jockin Jay-Z", "History" eller "Brooklyn Go Hard" havde noget med Blueprint 3 at gøre, for da "DOA (Death of Autotune)" kom ud, var det definitivt, at dette var albummets førstesingel. En efter min mening ualmindelig rodet single; No ID og Kanye West når de er mest kringlede; lidt horn der, lidt rock guitar her og lidt guitar solo derovre. Og så var det måske lige nemt nok for Jay at hælde benzin på auto-tune bålet, og malke dén ko for penge, for 168. gang. "Run This Town" fulgte trop - forbandet skod track. Forventningerne til Blueprint 3 blev skudt i sænk - hvad havde Jigga gang i? At alliere sig med branchens pt to største kunstnere, om et nummer der er så katestrofalt ligegyldigt - det kræver jo næsten skills at udrette et sådan stunt.

Med tårnhøje forhåbninger om, at de første singler bare var kiksere på et ellers sublimt album, satte jeg mig så ned for at lytte albummet igennem, mens jeg tænkte; "Det kunne jo gå hen og blive godt". Men nææ nej, "D.O.A. (Death of Autotune)" og "Run This Town" holder standarten for et smertefuldt dårligt album, der uden sidestykke gør sig som Jay-Z værste udgivelse til dato. Det kulsorte får, stregen i regningen, kvajebajeren til musikindustrien.

Jay-Z har ellers som sædvanligt slået hovederne sammen med creme de la creme når det kommer til hiphop: Kanye West, NO Id, Timbaland, The Neptunes, Kid Cudi, Drake (hvem fanden i helvede er han egentlig? Han er overalt, men hvad har han lavet??!) Swizz Beatz og Young Jeezy. Stjernerækken er der, men samtlige medsammensvorne er at finde på de respektives kariere-lavpunkter. Timbaland; åh gud åh gud! Jeg troede faktisk ikke han kunne fejle. Med Justin Timberlake og Nelly Furtado succesen, red han på en bølge af kreativitet og originalitet, men jeg skulle ellers lige love for, at det stopper her!
Kanye West: Jeg elsker stadig manden, men alle hans produktioner på skiven her lyder ufærdige. Man lytter til "Thank You" og tænker "helt sikkert, fedt udgangspunkt for et beat" - men mere sker der ikke. Så loop'er det samme kedelige beat i ring i 4 minutter. Det præcist samme kan siges om "Already Home". "Hate" og "A Star Is Born" til gengæld er så jammerligt forfærdelige, at det på ingen mulig måde kan eller skal tilgives. Fy far satan. Og så prøver han at opveje med "Young Forever", som bevares har potentiale, men sgu ikke det bedste man har hørt eller set fra Hr. West.
Swizz Beats fejler ligeledes ufatteligt grumt med "On the Next One", der er et af de slags numre man faktisk ikke kan holde ud af skulle høre til ende. Vi snakker potentielt Abhu-Graib tortur-redskab her!
Et enkelt lyspunkt er der dog! Den for mit vedkommende komplet ukendte producer Al Shux overhaler alle andre involverede indenom med "Empire State of Mind", der har en uovertruffen Alicia Keys på omkvædet. Stor stor stil, og det eneste nummer hvor Jay-Z faktisk lyder engageret.

Men alt i alt er det lidt af en pinlig affære. Med det bagkatalog kan Jay-Z næsten ikke tillade sig at skuffe de hungrene fans så grumt. Blueprint-navnet forpligter, og hvor Blueprint-serien før stod for sublim hiphop, brygget på en solid bund af enthusiasme, kampgejst og fremragende ideer, beats og tekster, sørger tredje del i serien nu for, at dét image bliver totalt molesteret. En fandens skam.

2.5/6