John Grant - Queen of Denmark

- CLASSIC 'NON-HIPHOP' ALBUM REVIEW -

Den bedste musik er i min bog den, der taler til ens følelser. Musik, der kan fortælle en historie, som rammer lytteren på det ene eller det andet punkt; dette værende sig glæde, sorg, kærlighed, tab, depressioner, håb, frygt, smerte eller noget helt niende eller tiende. Som det (forhåbentlig) fremgik af min A Piece of Strange artikel, forud for dette indlæg, så var dér i høj grad tale om en plade, der talte meget direkte til mig, personligt, og som af samme årsag er en af de mest betydningsfulde udgivelser, jeg i mit liv har lagt øre til. Det samme kan uden tøven siges om John Grant's solo-debut Queen of Denmark, der er så ufattelig rig på personlige, følelsesladede fortællinger, at jeg vil mene, at man skal være et følelsesmæssigt hæmmet individ, hvis man ikke bliver påvirket af det.

        Queen of Denmark (2010) er den biografiske og tragiske fortælling om en mand, der lige siden barns ben har fået at vide, at han ikke var god nok. Født ind i en stærkt kristen familie i Michigan, hvor homoseksuelle og farvede var "djævelens værk", havde John Grant alle odds imod sig, da han i en meget ung alder var bevidst om sin homoseksualitet. Han fik dagligt at vide af sine forældre, at det han var, var forkert, så han forsøgte i årevis at undertrykke sin seksualitet. Han lærte igennem sin kristne familie, at det var en synd som bøsse, at være tilfreds med sig selv. Ydermere fik han ordret at vide, at "if you have a cock in your mouth, you better have a vagina between your legs". Her kan man virkelig snakke om at være fanger imellem to verdener. På den ene side var John Grant bevidst om, at han ikke kunne ændre sin seksualitet, men på den anden - på sin vis irrationelle side - overtalte han sig selv til at prøve, fordi han, ud fra sin løgnagtige opvækst, var klar over, at han ikke var "normal". Han prøvede i årevis at bryde sin egen person ned og ødelægge den han var, hvilket resulterede i en række neuroser, der ultimativt førte ham ud i et heftigt stofmisbrug. Som han selv har sagt, så var de første tyve år af hans liv "shit", og de efterfølgende tyve år har han brugt på at bearbejde de første tyve års "shit".
      Hans musikalske karriere startede omkring midten af 90'erne med bandet The Czars, med hvem han udgav tre plader i løbet af et årti, men eftersom de aldrig blev et kendt navn, var det eneste John Grant kunne konkludere ud fra dét, at han heller ikke duede som sanger, og nok bare burde droppe det. Musikkarrieren blev lagt på hylden og erstattet med et endnu større stof- og alkoholmisbrug. Han var derude, hvor han forsøgte selvmord, men nåede aldrig at gennemføre, da bandet Midlake rakte ham en hjælpende hånd da nøden var størst. De sagde til ham, at han ikke måtte lade sin flossede selvtillid få skovlen under ham, og de tilbød at få ham på ret køl. De lod ham bo hos dem, de lod ham indspille musik i deres studie, de agerede selv studie-musikere, og de var selv rundt med ham og spille diverse steder - det hele gratis, af ren og skær venlighed. Via denne venlighed genvandt Grant lidt af sin tillid til sine medmennesker, og han valgte at blive clean og fokusere på musikken igen, med fornyet energi.

Hele denne historie udspiller sig på Queen of Denmark, i små, usædvanligt velfortalte bidder. Historien fortælles ikke kronologisk, Grant springer frem og tilbage i tid og sted, men sammenfattet danner de tolv numre på skiven en intet mindre end forbløffende historie. John Grant mestrer minimalismens udtryk som ingen anden, og hans evne til at sætte så præcise ord på følelser, ved hjælp af så få virkemidler, kan nærmest ikke matches af nogen. Dertil vil jeg sige - og dette lyder nok lidt storladent, men ikke desto mindre mener jeg det af hele mit hjerte - at John Grant besidder den flotteste vokal, overhovedet. Dette er naturligvis en smagssag, men personligt er jeg aldrig blevet så bjergtaget af en stemme i så høj grad som Grants'. Og som om alt dette ikke var nok, så er hans samspil med Midlake ovenud sublimt. Har man hørt f.eks. The Trials of Van Occupanther eller The Courage of Others fra dem, så ved man, at de er  fantastisk dygtige, men jeg vil mene, at de har overgået sig selv på Queen of Denmark. Det er simpelthen en af de største musikalske fornøjelser du kan udsætte din øregang for.  

Jeg kunne sagtens lave en track-by-track beskrivelse af alle 12 numre, men noget siger mig, at mange af jer ville hoppe fra undervejs, og det ville jeg blive virkelig være ked af, for det her er ganske simpelt musik som man må og skal opleve. Jeg vil i stedet plukke mine fem favoritter ud (selvom det er noget nært umuligt at vælge favoritter), beskrive dem med en linje, to eller tre, og bare lade jer nyde dem.

"TC and Honeybear"

Pladens åbningsnummer. Helt ufatteligt stærkt. Starter stille og roligt ud med en blid guitar, men tager til og besmykkes både med kor, en sublim fløjtemelodi og en vokalpræstation i særklasse undervejs. Grant synger om det vigtigste forhold i sit liv, der desværre var dømt til at forlise, og man kan virkelig fornemme hans smerte i fortællingen om TC og hans 'honeybear', der naturligvis er Grant selv og hans daværende kæreste Charlie. 

"Chicken Bones"

Et mere up-tempo track, der bæres af et Scissor Sisters lydende klaver og nogle mudrede guitartoner. Teksten er tilsølet i ugidelig ironi og sarkasme, og Grants kulsorte humor, der spiller en stor rolle undervejs på hele pladen, kommer perfekt til udtryk i den tilhørende musikvideo, der må siges at være en af de mærkeligste og sjoveste i mands minde.

"Outer Space"

At dette nummer ikke er blevet et radiohit er mig et komplet mysterium. Det er en let, folk/poppet kærlighedssang, med et omkvæd så fængende, at man må finde sig i at have melodien i hovedet i ugevis, hvis den først har sat sig. Selv i versene er sang-melodien mere fængende end omkvædet på ni ud af ti andre pop-sange.

"Caramel"

Den, i min bog, smukkeste kærlighedssang, der er skrevet. Nummeret består af to vers og to omkvæd, hvoraf de to vers ikke indeholder mere end to linjer hver. Men som skrevet tidligere er der ingen der mestrer minimalismen som Grant, og når man først har beskrevet følelsen af ægte kærlighed med linjerne: "My love he reveals himself, with tendernes and grace, my love has constructed with his arms, for me, the safest place" - hvad mere er der så at sige? Når disse linjer tilmed leveres med en vokal så vidunderligt smuk som herpå, så sidder man med fornemmelsen af, at musik som kunst- og udtryksform ikke når højere luftlag.

"Leopard And Lamp"

Opbygningen af dette nummer er i en klasse for sig. Strukturen og valget af instrumenter ændrer sig konstant. Fra de ensomme keys i starten, til klaver i omkvædet, trommer og strygere i mellemstykket og endeligt en mørk guitar med mudret baggrunds-synth hen imod slutninger. Der er noget "stort" over vokalpræstationen herpå. Grant fanger en fra de første, lette strofer, til den majestætiske afslutning.

 

- Jeg håber inderligt, at I på baggrund af disse fem numre vil gøre jer selv den tjeneste at investere her, for musik kan ikke blive bedre end det som John Grant og Midlake præsterer på Queen of Denmark. Og hvis I nogensinde får chancen for at se ham live, så gør det! Det er uforglemmeligt.
Det er næsten aldrig sket, at jeg anmelder musik, der ligger så langt fra hiphop-genren som det er tilfælder her, men bloggens eksistensgrundlag har altid været at dele og sprede ordet om det gode musik, og da musik ikke bliver bedre end det her, så måtte jeg simpelthen bare ud med det. Der er alligevel ikke nogen, der udelukkende lytter til hiphop. Top 10 of all time, for mig.

6/6

- Jeppe Barslund