torsdag den 29. december 2016

Året der gik: 2016


"To be honest, only an asshole would be thankful for a year like this". Sådan lød det tørt og kontant fra talk-show-værten Trevor Noah i en af hans december-udsendelser, og ser man tilbage på året 2016 og nogle af dens hovedoverskrifter, tegner der sig rigtig nok på mange områder et billede af et år, som vi nok ikke kommer til at se tilbage på med længsel og savn. 

David Bowie, Prince, Leonard Cohen, George Michael, Alan Rickman, Carrie Fisher, Anton Yelchin, Harper Lee, Umberto Eco og Mohamed Ali døde. Storbritannien forlod EU-samarbejdet i 'Brexit'-fadæsen. Borgerkrigen i Syrien blev et internationalt kogepunkt. hvor umenneskelighed nåede nye højder. Race-profilering og politivold fortsatte i USA, og ofre som Alton Sterling, Philando Castile, Charles Kinsey og Terrence Crutcher, der alle på nær en blev mejet ned i koldt blod, blev tilføjelser til en kedelig statistik. Über-røvhullet Martin Shkreli blev frikendt for anklager om svindel. Fona drejede nøglen om. Undergroundhiphop.com drejede nøglen om. Daniel Carlsen og Danskernes Parti introducerede eksplicit nationalistisk ekstremisme til dansk politik, der allerede, med nul-sympati for Syriens ofre, nye, nyttesløse ministerposter og et lavpandet uddannelsesloft, synes at have ramt et historisk lavpunkt. Trump vinder det amerikanske valg, og har allerede inden overtagelsen af det Hvide Hus givet ethvert fornuftigt tænkende individ mere end god grund til at bide negle over de umiddelbare fremtidsudsigter. Så ja, på rigtig mange måder: fuck 2016! 

Men des voldsommere dårligdommen, jo større bliver trangen og behovet for det gode, og måske af den grund har man set på årets forskellige lyspunkter med skærpet fokus. Jeg kigger i hvert fald tilbage på 2016 som et fænomenalt godt år for hiphop. Et forrygende år, med oceaner af fantastisk musik. Det utvetydige bevis på dette er, at det har været decideret svært at stykke de traditionsrige to top 10'er sammen. Ikke desto mindre følger de her.

Top 10 dansk hiphop

10. Carl Knast - Fejl 40/Fejl fyrre + 
Def Star Audio Emperor - God Yells: Drill Darwin's Asshole



Det er måske en smule besynderligt at lade to plader dele en plads på listen, men for mig er der, set bort fra selve musikken, flere ligheder at drage mellem Carl Knasts Fejl 40/Fejl Fyrre og Def Star Audio Emperor's God Yells: Drill Darwin's Asshole, som gør det plausibelt at nævne begge plader i ét åndedrag. Echo Out har længe været et pladeselskab, der, som det ofte er kutyme i undergrunden, financierer deres pladeudgivelser ved salget af den foregående plade. Men med disse to plader, der begge er så pilskæve i deres udtryk og lyd, at man længe inden pladerne er blevet trykt har givet afkald på et større salg, viser Echo Out et hidtil uset overskud, både økonomisk og kunstnerisk, og det er fantastisk at opleve. Og nå ja, så er de begge bundsolide: Carl Knast med sit format-udfordrende og genre-uladesigbegrænsende udtryk, og Def Star med sin lige dele lumre og klassisk tænkte lyd, der bedst kan beskrives som Bang Bros møder spillen med musklerne møder nedtonet lounge-stemning - mærkværdigt og højst interessant.  

9. Machacha - Tigerblod


Mange kunstnere tænker fremadrettet i disse tider, hvilket er både vigtigt og nødvendigt, men nogle er også nødt til at gøde rødderne og holde det originale ved lige. Dén tjans pådrog Machacha sig og udgav et gedigent boom-bap, backpack'er rap-album, hvor han over tolv skæringer og med en god håndfuld prominente gæster serverer rigtig rap for folk, der kan lide rigtig rap (som C-Style formulerer det). Tigerblod er ganske enkelt bare en kanon fed rap-plade, der ikke forsøger at være andet end det, den giver sig ud for: rendyrket hiphop.

8. Torden & Lynild - Sky til jord


Trepac og Melancolias samarbejde som Torden & Lynild har været længe undervejs, ja vistnok færdigt i længere tid, men 2016 blev året hvor Sky til jord landede, og det skulle knap så overraskende vise sig at være en ganske fornuftig affære. Få én-rapper-én-producer -konstellationer komplimenterer hinanden så fortrinligt som disse herrer, der har fundet et fælles ståsted, hvor de får deres lyd til at gå op i en højere enhed, hvilket kommer til udtryk på blandt andet "Tilbagetog", "Undermenneske" og "Ledte efter noget", hvor man svært kan forlange mere. Som samlet plade er jeg dog rørende enig i landets skarpeste anmelder Maja Hirani når hun skriver, at hverken tekstunivers og lyd helt formår at fastholde intensiteten albummet ud. Man ender dermed med at sidde med et album, der har mange øjeblikke af svimlende høj kvalitet, men som i sin helhed flirter med det repetende og læner sig op ad det unødvendigt tunge. 

7. Esben & Loke Deph - Weekendmixtape Vol. 3 + 4


At kalde Esben og Loke Deph's Weekend Mixtape -serie for et 'hiphop-frikvarter' ville være at forklejne kvaliteten på de indtil videre fire mixtapes, men ikke desto mindre er der en stemning omkring disse udgivelser, der lugter langt væk af frirum, krea-værksted og frimodig eksperimenteren. I år er vi blevet beriget med Mixtape #3, Parnasset, og #4, Ydmyg, der, selv forklædt som afbræk fra "rigtige" projekter, har budt på noget af det skarpeste og mest vellydende hiphop i år. Album covers'ne er fjollede, musikken ligger udelukkende som ét langt track på soundcloud (læs: besværligt) og titlerne på numrene synes højst aparte - alligevel drages man af skidtet som en skade på jagt efter det, der funkler og glitrer, for dét er faktisk præcis hvad disse mixtapes gør i sidste ende, hvilket velsagtens vidner om et farligt talent og overskud.

6. Manky & Lord Akton - Manky x Akton (PSYK08)


Årets måske mest oversete og forbigåede udgivelse kom fra Psykofarmakarisma, da producer-extraordinaire Lord Akton og tidligere Intelligent Pushing bagmand Manky udgav Manky x Akton (PSYK08). Et sumpet og perplekst værk, hvor lytteren inviteres ind i en tilrøget, lo-fi og jazz-snusket hiphop-verden. Numrene er alle ganske korte og strukturen synes nærmest diffus, men håndværket er af ypperlig kvalitet; produktionerne kommer fra en mester og rappen leveres kontant og uden omsvøb - og den røde tråd er klar som bare pokker, hvilket i sidste ende gør Manky x Akton til et helstøbt værk, der for hvert gennemlyt åbner sig langsomt for lytteren. 

5. Binær - Umage


Mund De Carlo og Trepac tog i 2016 hinanden i hånden som Binær og blev enige om at forsøge at tage ekvilibristisk rap-teknik til et nyt niveau. Resultatet blev albummet Umage, hvor de på alle leder og kanter gjorde det klart, at de er enevældige i nørdet rim-teknik og tungevridende flow-stykker. De formåede i høj grad at få det bedste ud af hinanden: de er hinandens rap-idoler, hvilket udmundede sig på produktiv vis ved, at de hver især bestræbte sig på at imponere hinanden. Produktionerne er flere steder fantastiske, men overordnet set ikke helt on par med rapperne, men er det gedigen og skarpskåret rap man leder efter, så var Binær uden tvivl 2016s match made in heaven. Læs anmeldelsen her.

4. Keis Khatib - Zone 2


Hvis man førhen har gået og undret sig over, hvordan det ville lyde hvis en dansk rapper skulle lave en pendant til de mange New York-repræsentationer, der fyldte i 90'ernes østkyst-hiphop, så gav Keis Khatib et umanerlig godt bud på netop det med Zone 2, der er intet mindre end en NY-inspireret ode til Nørrebro. Produktionerne, som han mestendels selv står for, er simpelt skåret, med støvede trommer, dybe basgange og et sparsomt men uhyre velvalgt kartotek af samples, primært i den jazz'ede ende, og med sin hæse vokal og afslappede levering står det soleklart, at Keis Khatib er vokset op med blandt andet Nas i sine høretelefoner. Zone 2 har alt andet end store favntag og brede skuldre, og deri ligger en stor del af charmen: dette er soundtracket til en rolig tur igennem 2200, hvor man kan lade sig suge ind i det stille univers og dvæle ved den autentiske lyd, de både implicitte og absolut eksplicette referencer til diverse 90'er-rapikoner, og i ro og mag minde sig selv om, hvor vidunderligt hiphop lød i 90'erne. Keis Khatib og Green Shades Music har lavet en lille perle med Zone 2, som skal høres.    

3. Ham Den Lange - Dagbog fra en flygtningelejr


Årets vigtigste, mest aktuelle og rørende fortælling kom fra Ham Den Lange, der med Dagbog fra en flygtningelejr indvilgede os alle i sine oplevelser fra flygtningelejrene på de Græske øer. Det er mesterligt fortalt; man bjergtages af de tragiske historier og de forskellige personer, man præsenteres for undervejs, og man skal vitterlig være en kold skid for ikke at blive berørt undervejs. Som lytteoplevelse er Dagbog fra en flygtningelejr en first! i dansk rap; aldrig har man hørt noget lignende, og selvom omstændighederne er beklagelige er det fantastisk at opleve rap som håndværk blive brugt til noget nyt og ikke mindst særdeles meningsfuldt. Som der helt rigtigt blev skrevet som kommentar til denne blogs anmeldelse, er dette en plade, der kun er grunde til at købe. Læs anmeldelsen her.

2. Kaput - Sputnik


Årets 2. plads kommer nok som lidt af en overraskelse. Her mener jeg ikke 2.-plads-placeringen men selve udgivelsen, der ikke er udkommet, endsige annonceret endnu. Det vil nok glæde de fleste at høre, at den i undergrunden feterede gruppe Kaput (bestående af Boone, Loke Deph og Esben) udgiver deres debutalbum Sputnik nytårsdag, få øjeblikke inden hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. indleder sin nytårstale. Hungeren og desperationen efter en langspiller fra Kaput har været total lige siden numre som "Tupak" og "Noia" ramte youtube for en håndfuld år siden og med et trylleslag gav Kaput kultstatus, og med projekter som Esben og Boones Skoerbug og Skub Roeg EP'er samt Esben og Loke Deph's Weekend mixtapes som kreative legepladser, har de finpudset deres i forvejen unikke udtryk og udgiver med Sputnik et sublimt album, der så rigeligt er ventetiden værd. Synergien sprudler, produktionerne knitrer som ønsket og overrasker som håbet, og lyrikken forundrer og forbløffer, helt som man er blevet vandt til at elske det: "Jeg har det li'som Gud, det' lige ud af tegneserier / Alle er kaput på Sputnik charter-ferier". - Formidabelt album, som jeg glæder mig til at skrælle flere lag af og anmelde for jer engang i det nye år.

1. Loke Deph - Malstrøm/Beluga


Med al den fantastiske danske rap som vi er blevet udsat for i 2016, er det en bedrift af de helt store at skabe et album, der så overlegent og så utvetydigt har efterladt alt andet i skyggen af sin storhed. Loke Deph begik i selskab med producerne Boone og Telepa-T et monumentalt værk med Malstrøm/Beluga, som i min optik gør sig som et af de mest helstøbte, originale, gennemgribende og yderliggående i dansk rap historie. Det er et halvt år siden jeg anmeldte pladen og gav den topkarakteren 6/6, og jeg har stadig ikke fået armene ned. "Malstrøm/Beluga er kort sagt en grandiost fuldendt debut, der i min optik er klassiker-betegnelsen værdig" lød det blandt andet i anmeldelsen, og jeg har kun ét yderligere ord at supplere med: bravo. Læs anmeldelsen her.

. . . . . . . . . .

- Og snyd i øvrigt ikke dig selv for: Esben & Boone's Skub Roeg EP (læs anmeldelse), Mund De Carlo's Ja Nej Måske EP (læs anmeldelse), Particle Man, DJ FMD & Zade One's Still Care, Manus Bell's Galvanize, Dødssejlerens Spøgelser (læs anmeldelse), Lars EFX/Clockworks 12 timer og Boone's Gennem Brud EP

. . . . . . . . . .

Top 10 udenlandsk hiphop

10. Emapea - Seeds, Roots & Fruits


Selvom der er udkommet meget lyrisk fortræffelig rap i 2016, har jeg ikke kunne fuldgøre denne liste uden instrumental-albummet Seeds, Roots & Fruits. Bagmanden er den polske beatsmed Emapea, der har begået et voldsomt gennemført og mangefacetteret instrumental-projekt, hvor han favner bemærkelsesværdigt bredt og kommer i mål med det hele. Fra behagelig Dave Brubeck lydende jazz på åbneren "Laka" over støvet 90'er boom-bap på "Ruffneck Madness" til syre-jazz, trip-hop og 80'er-lydende fandenivoldskhed á lá N.W.A. på "What the Funk". Mange stilarter indenfor hiphop-spektret er pakket sammen på Seeds, Roots & Fruits, og ikke alene lyder det hele godt hver for sig, som helhed spiller albummet fantastisk godt. 

9. Ed Scissor & Lamp Lighter - Tell Them It's Winter


Få producere har i 2016 skabt noget så stort og skabende som Lamp Lighter på Tell Them It's Winter. Lige fra de sprukne klavertangenter gør deres entré på åbneren "Grandzeen" ved man, at man står med noget "anderledes" foran sig, og dét bliver bekræftet tifold over albummets følgende ni skæringer, hvor man suges ind i en dyster, melankolsk og frostklar verden, der ingenlunde minder om noget man har hørt før. Ed Scissor ligger sig i det scinematiske landskab som en tyk tåge, og formår med sin apatiske vokal og nærmest sløve levering at komplimentere de produktioner til perfektion. Lyrikken er malende og poetisk. Det er ikke alt, der umiddelbart giver mening, men man fornemmer meget, og dét giver anled til utallige gensyn med Tell Them It's Winter.   

8. Juju Rogers & Bluestaeb - Lost In Translation (LIT)




Det første reelle samarbejde mellem den tysk-amerikanske rapper JuJu Rogers og den tyske producer Bluestaeb er et kort et af slagsen, men udtryk som "less is more" og "kvalitet over kvantitet" er opfundet til plader som Lost In Translation. Det tager dem ikke mere end ti numre, hvoraf fem bærer rap og fem er instrumentale interludes, at overbevise en om, at kemien er særdeles sublim og at de er i stand til at levere noget af det bedste hiphop idag. Få kan røre Bluestaeb når det kommer til basgange og trommer, og når han samtidig har arbejdet sig frem til at blive en umådelig melodisk fætter hvad angår klaverspil, blæsere og samples, så kan man levere på et farligt højt plan. Og ingen er bedre til at berige produktionerne med rap end Juju Rogers, der har en autentisk og klassisk tilgang til at skrive rim, og hvis levering sidder lige i skabet på samtlige tracks han giver sig i kast med. Jo, den er kort, men fy føj hvor er Lost In Translation en dejlig plade! 

7. Kanye West - The Life of Pablo


Årets vel nok mest omdiskuterede plade The Life of Pablo, kom ikke overraskende fra hiphoppens mest omdiskuterede kunstner: Kanye West. På den ene side én stor pærevælling, på den anden side et spøjst komplekst album, der virkelig sætter lytteren på en prøve. Et album, der er nemt at hade og kræver lidt ekstra at elske, men som jeg personligt har hørt umenneskeligt meget; måske mere end noget andet i år, med listens førsteplads som undtagelse. Som altid er der noget sært dragende over West's måde at tænke musik på. The Life of Pablo er velsagtens det første album, der konstant har formeret, forandret og revideret sig selv, og selv nu, længe efter den oprindelige Tidal-udgivelse, er det ikke til at vide, om man har hørt den endelige version - eller om der nogensinde kommer en endelig version. Hvorom alting er serverede West med TLOP et virvar af både skarpe og infantile tekster, vidunderligt komponerede hiphop-beats og bizarre hip-pop-eskapader. Det hele var og er meget mærkeligt, men det ændrer ikke på, at jeg stadig lytter til det og synes det er hammer fedt, trods åbenlyse skønhedspletter. Læs anmeldelsen her

6. Dream Junkies - Good Religion


Good Religion er ikke et fejlfrit album, men når Beleaf, John Givez og Ruslan er gode, gør de sig som leverandører af noget af det hiphop, der går renest ind hos undertegnede. Om det er triple-espresso-shot-energi på "I Got the Juice", Outkast-lydende legesyge på "Boogie Man", komik på højt plan nedarvet fra The Pharcyde og A Tribe Called Quest på "Show Biz" eller højmelodisk vellyd på "All's I Need", så er det lige dele genre- og livsbekræftende. Dream Junkies fortsætter med at være de klarest lysende stjerner på vestkysten, selvom størstedelen af verden stadig har dem til gode. Læs anmeldelsen her.   

5. Ugly Heroes - Everything In Between


"Hverdags-heltenes talerørs-trio er endnu engang forenet, og det lyder kort sagt bedre end nogensinde før". Sådan lød det blandt andet, da jeg anmeldte Ugly Heroes' Everything In Between tilbage i juli. Og rigtigt nok: Red Pill og Verbal Kent's historie sidder stadig fast i erindringen, og Apollo Brown's mageløse beats, som jeg stadig holder på er de bedste siden Gas Mask, lyder præcist lige så lækkert nu, som da de sendte mig bagover ned af stolen første gang jeg lyttede pladen. Everything In Between er ikke en ambitiøs eller stort anlagt plade, men når musik laves og formidles af helt almindelige mennesker af kød og blod, med helt almindelige mennesker som modtagere, så sker der immervæk noget magisk med relaterbarheden: musikken bliver nærværende og gør stort indtryk, og når den tilmed lyder fantastisk, er resultatet en umådelig velskåret plade. Læs anmeldelsen her.    

4. Aesop Rock - The Impossible Kid


De fleste rapperes højeste ønske er at besidde blot en brøkdel af, hvad Aesop Rock har. Det er meget simpelt: få, hvis nogen, i hiphoppens historie har så fuldendt en pakke som Aesop Rock. Vokal, levering, personlighed og ikke mindst tilgang til tekstskrivning: slå "unikum" op i en ordbog og der vil være et billede af Aesop Rock, der er det levende bevis på, at det mest interessante og originale musik ofte kommer fra de skæveste eksistenser. Som helhed, bredt ud over hele, The Impossible Kid , er lydsiden for indgroet og ensidig til min smag, men når Aesop Rock begiver sig ud i at berette om alt fra gyder han har sovet i på "Mystery Fish" og tabt passion som tegner på "Rings", til at føle sig voldgammel i en ny verden på "Lotta Years" samt en ode til sin kat på "Kirby", så er det så genialt fremført, at man må bøje sig i støvet og anerkende et komplet enestående hiphop-talent. 

3. L'Orange & Mr. Lif - The Life & Death of Scenery


Med The Life & Death of Scenery forenede mester-produceren L'Orange og mester-mc'en Mr. Lif deres forkærlighed for konceptuelle udgivelser og abstrakt fortællekunst for at stille spørgsmålet: Hvad sker der med et samfund, hvis man dræber kunst? Resultatet er naturligvis en yderst konceptuel udgivelse, hvor der fortælles om "The Scribe" og hans mission for at omvælte indbyggerne i det dystopiske "last society", der ledes af et anti-kulturelt, fascistisk styre, og overbevise dem om, at livet ikke kan leves uden kunst; livet er kunst. Rent håndværksmæssigt er The Life & Death of Scenery en udsøgt fornøjelse. Mr. Lif er en gudsbånedet MC, der er ligeså dygtig rent teknisk som til at strikke en spændende fortælling sammen. Og også L'Orange er i sit es og tryllebinder nok engang lytteren med sine støvede, jazz'ede, lidt dunkle og stramt komponerede signatur-beats. En voldsomt stor fornøjelse. Læs anmeldelsen her

2. A Tribe Called Quest - We Got It From Here... Thank You 4 Your Service


Efter 18 års hiatus og interne stridigheder vendte legendariske A Tribe Called Quest tilbage med et fænomentalt come-back album. Helt fantastisk var det at høre, at ATCQ lød helt som dem selv, naturligvis med den nødvendige update, som 18 år må følge med sig. Phife Dawg bærer en stor del af skylden for, at det lykkedes at samle hele holdet til en sidste Tribe-plade, men som man kan læse i The New York Times endte anstrengelserne med at tage livet af "the funky diabetic", der bogstavelig talt gav alt hvad han havde tilbage for at genforene gruppen og give verden et sidste pletskud. Han vidste hvad han gik ind til, og man må sige, at det var anstrengelserne værd: We Got It From Here... Thank You 4 Your Service er en knivskarp, aktuel, konfronterende og ambitiøs plade, der sprudler af overskud, fantastiske produktioner, udsøgte gæstepræstationer og ikke mindst et hold af sindssygt veloplagte kernemedlemmer, der genfinder fordums storheds nerve, gnist og lyd. Ganske enkelt et suverænt album.

1. Sho Baraka - The Narrative


Sørme så! - Endnu engang er årets for mit vedkommende ABSOLUT og uden sidestykke bedste album et album, som jeg ikke har set på én eneste anden "end of year" -liste, og jeg kan garantere jer for, at jeg har gennemtrawlet internettet for 'best of' -lister! Sho Baraka udgav The Narrative via Humble Beast og leverede efter min ydmyge mening årets største, flotteste og vældigste værk. Albummet har en utrolig dybde og hviler på et omspændende historisk fundament, da den bygger på den idé, at der er et overordnet 'narrativ', som utallige gange er blevet omskrevet gennem historien, og som det er muligt at omskrive fremtidigt. "Don't close the book I got more to write / You can change the story, that is my advice" lyder det på åbneren, og således åbner Sho Baraka døren ind til en kompleks fortælling, hvor hans egen personlige historie og afro-amerikanernes 'narrativ' er viklet uigenkaldeligt sammen; Sho Barakas egen historie som den bærende story-line med konstante nedslag i afro-amerikansk kultur og historie som den røde tråd. Det er ufattelig godt strikket sammen, og ikke nok med, at ideen og konceptet er genialt, så skriver og rapper Sho Baraka bedre end nogen anden i 2016. "Words" er den mest rørende fortælling jeg har hørt i hiphop-regi i måske for evigt, og "Fathers" går lige i hjertet. Men Sho Baraka står også for årets mest triumferende feel-good anthem med "Here" og noget af det mest sexede, groovy og funky hiphop i år, bl.a. i form af "Love". Han kan og har det hele! Som prikken over i'et producerer BeatBreaker og Jamie Portee den med længder mest udsøgte samling beats. Der er ufattelig meget at sige om The Narrative, og der kan ikke være nogen tvivl om, at jeg virkelig skylder jer en anmeldelse her. Indtil da må jeg holde mig kortfattet og bare sige, at Sho Baraka, på trods af, at ingen andre anerkender ham for det, har udgivet 2016s kronjuvel.

. . . . . . . . . .

- Og snyd i øvrigt ikke dig selv for: Jewels Hunter's Footnotes of A Jewels Hunter, Eastkoast & Phalo Pantoja's Merciless Beauty, Little Simz's Stillness in Wonderland, Ivan Ave's Helping Hands,  Mick Jenkins' The Healing Component, Like's Songs Made While High, Elzhi's Lead Poison, Ka's Honor Killed the Samurai, Common's Black America Again, Rapsody's Crown EP, Skyzoo & Apollo Brown's The Easy Truth, Prolyphic's DNGRFLD og J. Cole's 4 Your Eyez Only.

. . . . . . . . . .

Hvad venter os i 2017?


Der er masser at se frem til i det kommende år på den musikalske front. På hjemmefronten slipper Nota Bene og Davey deres Dag efter dag plade løs. Chewbacca udgiver sin EP Patina, og Suspekts 100% Jesus lander til februar. Og selvom man aldrig kan vide sig sikker, kan man jo håbe på, at Sigma får udgivet det projekt, jeg både i '15 og '16 var sikker på ville udkomme.

Kigger vi mod det store udland glæder jeg mig til Alltta's The Upper Hand, Co$$' Figure 8 og Jam Baxter's Mansion 38. Og lur mig om ikke Qwel & Maker snart er klar med en efterfølger til deres mesterværk Beautiful Raw fra 2013. Og nu vi er ved måske'erne, er det så ikke plausibelt at antage, oven på DJ Khaled og Nas' track "Nas Album Done", at Nas har en ny plade klar? Og så tør jeg også godt håbe på, at Beleaf, der her på bloggen stod for 2014s bedste album med Red Pills + Black Sugar, er klar med et nyt album i '17. Hvem L'Orange kommer til at udgive album med vides ikke på nuværende tidspunkt, men det bliver højst sandsynligt fænomenalt. Jo, der er rigeligt at glæde sig til, at jeg har endda sikkert glemt en masse.

Det var mit år 2016 i hiphop
- Hvordan så jeres ud? Hvad har i lyttet mest til? - Og hvad ser i frem til i 2017?

1000 tak fordi du læste med. Pas på hinanden og kom godt og sikkert ind i det nye år.

- Jeppe Due Barslund

15 kommentarer:

Unknown sagde ...

Damn, jeg har været gennem 80 rap albums i år, og alligevel rammer du et par stykker, jeg ikke anede eksisterede. Der skal lige en lytter eller to på Sho Baraka inden året er omme. Min top har ændret sig siden jeg smed en kommentar på FB, men ser nu sådan her ud

1. Anderson .Paak - Malibu
2. Royce Da 5’9” - Trust The Shooter EP
3. Oddisee - Alwasta
4. Ugly Heroes - Everything In Between
5. Schoolboy Q - Blank Face
6. Ka - Honor Killed The Samurai
7. The Game - 1992
8. Noname - Telephone
9. J. Cole - 4 Your Eyez Only
10. Lushlife & CSLSX - Ritualize

Med honorable mentions til Skyzoo & Apollo Brown, Danny Brown, Masta Ace, Torae og A Tribe Called Quest.

Anonym sagde ...

Fed opsamling!!
Weekendmixtapene ligger også som enkelte numre på youtube, hvor de er lidt lettere at navigere rundt i

JeppE sagde ...

@Jacob Graversen - Lov mig, at du ikke giver Sho Baraka under 10 lytninger. Det er så ufattelig godt, at det tenderer det kriminelle så lidt eksponering den plade har fået i løbet af året.

j

Unknown sagde ...

Jeg så rapzilla delte lidt praise til Baraka. Jeg har heller ikke lyttet til det endnu, så det er noget, jeg skal have gjort i det nye år! Vil prøve at skildre en top 10, inden for de næste par dage og smide op her.

JeppE sagde ...

@SEriksenN - det ville også være HELT galt, hvis ikke rapzilla nævnte ham; de er trods alt uden tvivl den største og mest dedikerede side når det kommer til 'christian rap'

Jesper sagde ...

Shiat...allerede that time of the year again!
Ser altid frem til din liste, der er ALTID noget jeg har overset - jeg har hørt mindre hiphop end sædvanligt i løbet af året, derfor præges min liste at lidt større navne end normalt - men er mit bud på en top ti.

1. A Tribe Called Quest - We Got It from Here... Thank You 4 Your Service
2. Ugly Heroes - Everything In Between
3. Chance The Rapper - The Coloring Book
4. Anderson .Paak - Malibu
5. Kano - Made In The Manor
6. Sims - More Than Ever
7. Kanye West - Pablo
8. Sho Baraka - The Narrative
9. Apollo Brown & Skyzoo - The Easy Truth
10. Torae - Entitled

Godt nytår Jeppe (og alle I andre, håber du fortsætter med bloggen, og ser MAX frem til leftovers :))..
Jeg skal nok donere i hvert fald.

Jesper a.k.a. Captain Obvious (fra mine tidl. kommentarer).

Unknown sagde ...

Min top 10 udlandske for året. RTJ 3 har jeg ikke lyttet nok til endnu, så har valgt at se bort fra det.

1. A Tribe Called Quest - We got it from here... thank you 4 your service
2. Danny Brown - Atrocity Exibition
3. Death Grips - Bottomless Pit
4. Injury Reserve - Floss
5. Denzel Curry - Imperial
6. Open Mike Eagle - Hella Personal Film Festival
7. YG - Still Brazy
8. Aesop Rock - The Impossible Kid
9. L'Orange & Mr. Lif - The Life and Death of Scenery
10. Ka - Honor Killed The Samurai

Godt nytår - det er stadig en stor fornøjelse at følge med på din side! Og så glæder jeg mig desuden også ekstremt til Alltta smider albummet i januar!

- Simon.

JeppE sagde ...

@Jepser/Captain - Fedt at se Sho Baraka på en anden liste end min egen! Egentlig også fedt at se Sims' 'More Than Ever' - jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal synes om det album, men der er unægtelig noget "gennemført" over det, jeg har det måske bare stadig lidt svært med den lyd, de har fundet.

@SEriksenN - Synes Still Brazy er gået igen på rigtig mange lister - måske man skulle få det hørt?

Godt nytår til jer også
/J

Unknown sagde ...

Jeg synes det har en superfed G-funk lyd i hvert fald. Jeg var ikke så begejsret for My Krazy Life, så jeg blev overrasket over, hvor godt Still Brazy var.

Hvis du ikke har lyttet til Floss, så skylder du dig den tjeneste, synes jeg næsten. De eksperimenterer virkelig; der er lidt Run The Jewels og Kanye over noget af det, og så er de gået en noget anden vej ind deres debutalbum fra sidste år.

Captain obvious sagde ...

Jeg kørte lige floss 3x igår SErikseN, der var en masse fede elementer, tak for lyttet.

emilio sagde ...

stærke sager, man må sige herr Deph kører med klatten

var der måske plads til en honorable mention af The Life of Pis?
https://soundcloud.com/emilio-hestepis/the-life-of-pis

Anonym sagde ...

Jeg har godt nok ikke været særligt imponeret over dette års (amerikanske) hip hop. Apollo og Skyzoos The Easy Truth skuffede ikke, men ellers har det godt nok været et tamt år IMO. Mange udgivelser som var OK at lytte til i en uge, men så heller ikke mere. 2016 blev året hvor de få nye rapper, som virkede til at være en lille smule værd valgte, tradition tro, at sælge helt ud.

Jeg venter på noget mere fra Freddie Gibbs og Madlib og håber også, Pusha T's album bliver ventetiden værd.

Jeg synes generelt, det går utroligt meget nedad bakke for hiphop i øjeblikket. Jeg kan se, du har Pablo på 7. pladsen. Der er jeg ikke enig. For mig var det album en kæmpe stor kommerciel gimmick, og jeg er alligevel rimelig åbensindet, når det kommer til Kanye West. MBDTF er et af mine yndlings albums, men jeg har opgivet al håb om, at den mand nogensinde laver noget musik der er værd at lytte til igen. Al den hype der var omkring TLOP blev skabt af Kanyes pr-hold (der desuden afslørede sig selv i at skrive hans "kontroversielle" tweets) for at veje op for det faktum at han enten har brugt ca. tre dage på at kaste albummet sammen eller også bare er håbløst uinspireret/ligeglad.

Næh, 2016 blev året hvor jeg for alvor udviddede min horisont og begyndte at lytte til mere elektronisk musik, mere folk rock og meget andet spændende, for der er godt nok ikke meget kvalitet eller originalitet at hente på hip hop scenen. IMO. Men det blev også året hvor jeg fandt denne blog, og selvom jeg ikke er enig i alle dine synspunkter, er det spændende at følge med i og finde et dansk hip hop commmunity.

JeppE sagde ...

Hvor er jeg glad for, at du har fundet vej til vores lille community, og hvilket bedre tidspunkt end et år, du finder uinspireret og tamt. Personligt synes jeg de to listers førstepladser; Loke Deph's 'Malstrøm/Beluga' og Sho Baraka's 'The Narrative' er så gode, at de alene gør 2016 til et hiphop-år, der er værd at tale om.

Man gå på opdagelse i bloggens bagland - måske du finder noget nyt guld?

dbh Jeppe

P_ConCrete sagde ...

Hmmm Kanye West?? Hip hop udgivelse??? Højst en slags rapudgivelse! Dj Rude One Begik en genistreg i ONEderful og Agalah the Don lavede nok den stærkeste plade i hele 2016 allerede i januar! Ka begik et lille mesterværk og det bliver en lille parentes i bunden af dine reviews? Ras Beats (dansker i New York) fik de tunge drenge til at rappe på sine suveræne beats. Og så var Alchemist i topform både på Curren$y og Havoc fuldlængderne. Dj Skizz lavede endnu en perfekt udgivelse i Cruise Control, smooVth Ss96J osv. De virkelige skuffelser kom i form af LOX, De La og mindst (men stadig svag plade) a tripe called quest. Det var et ok stærkt år hvor vi nok bare er uenige i hvor man skelner mellem rapudgivelser og decidret hip hop plader.

Susan Benson sagde ...

Hej mine damer og herrer, har du brug for økonomisk hjælp? Jeg er Susan Benson. Jeg er långiver og også finansiel konsulent.

Har du brug for et erhvervslån, personlige lån, realkreditlån eller et lån for at gennemføre dit projekt? hvis dit svar er ja, vil jeg anbefale, at du kontakter mit firma. Vi yder alle former for lånetjenester inklusive lang- og kortfristede lån. For mere info, skriv til os via e-mail: (sunshinefinancialgroupinc@gmail.com) eller Send mig en besked direkte på WhatsApp via: +447903159998 & modtag et svar på et øjeblik.

Vi er et omfattende finansielt servicefirma, og vi er forpligtet til at hjælpe dig med at opfylde alle dine ønsker. Vi er specialiserede i at levere strukturerede finansieringsløsninger til enkeltpersoner og virksomheder på den mest effektive og hurtigste måde.

Her er nogle grunde til, at du skal kontakte os for et lån;
* Bekvemmelighed - Du kan ansøge om et lån når som helst og hvor som helst.
* Fleksibelt beløb - Du bestemmer, hvor meget du vil låne.
* Hurtig direkte finansiering - Modtag dit lån inden for 24 timer efter godkendelse.
* Fleksibel rente på 3%.
* Høje godkendelsespriser
* Fleksibel tilbagebetaling - Du får chancen for at vælge tilbagebetalingsdato enten ugentligt, månedligt eller årligt i en varighed på 1-30 år.
* Enkel online applikation.
* Personlig vejledning og ekspertise.
* Ingen skjulte afgifter

Gå ikke glip af en mulighed på grund af mangel på midler. Kontakt mit firma nu, vi kan hjælpe dig med et lån, fordi vi har hjulpet mange enkeltpersoner og organisationer, der har haft økonomiske vanskeligheder over hele verden

For mere information om vores lånetilbud bedes du sende os din låneanmodning via:
E-mail: sunshinefinancialgroupinc@gmail.com
WhatsApp: +447903159998

Mellemmænd / konsulenter / mæglere er velkomne til at medbringe deres kunder og er 100% beskyttede. I fuld tillid vil vi arbejde sammen til fordel for alle involverede parter.