Ham Den Lange - Dagbog fra en flygtningelejr

I 2009 udgav Ham Den Lange albummet Carpe Diem My Ass, hvorpå et nummer for længst er blevet en personlig danskrap-favorit: "Lykkelig Lemming" er i al sin letbenede umiddelbarhed et konggenialt nummer, hvor Ham Den Lange beretter om hverdagens repeterende trummerum, hvor alt går op i logistik, rutiner og mønstre, og hvor alt passer i farver og kasser. De fleste vil genkende denne falden til det konforme, omend det ikke fremlægges som værende voldsomt ophidsende. "Noget ku' tyde på, at jeg er glad og tilfreds med det jeg har, så hvorfor alt det brok?" hedder det, og dagligdagen kan fortsætte i sit trivi-lykkelige tempo, med en gemytlig fløjtemelodi i øret. 

Ham Den Lange havde nok ikke regnet med, at hans liv og dagligdags-trummerum ville være så drastisk forandret, som det er tilfældet her seks år senere.  

Inspireret af sin svigerindes velgørenhedsarbejde på Leos, og med en depression med rødder i musikkens status quo som motivation, drog Lange med sin kone til Grækenland for første gang i december sidste år, for at hjælpe til som frivillig i de mange flygtningelejre på de græske øer. Tre timer med fly, og livet som lykkelig lemming med familie, venner, arbejde, regninger, drukture og lørdags-bingewatching er byttet ud med død, tab, sorg, håbløshed, fortvivlelse og mismod. Kontrasten kunne svært være større, og en ny virkelighed ramte Lange som et knytnæveslag i solarplexsus. - En virkelighed, jeg og mange andre kunne følge med i fra sidelinjen via facebook-opdateringer fra de forskellige lejre, hvor Ham Den Lange berettede om en hverdag langt ud over det sædvanlige.

Det var dog først da Run For Cover hev Ham Den Lange ind til en times lang snak i deres podcast-program, at alvoren for alvor gik op for mig. Netop hjemvendt fra en flygtningelejr en dag eller to forinden interviewet, var det en tydeligt berørt og emotionelt tynget Lange, der med hudløs ærlighed og et roligt toneleje fortalte om sine oplevelser. Jeg var ude at trille med min søn den formiddag og husker tydeligt, at tiden stod totalt stille, da Ham Den Lange begyndte at pøse ud af gribende fortællinger og øjenåbnere i læssevis. Et fantastisk interview, som burde være et lovpligtigt lyt.

Nu udgiver Ham Den Lange Dagbog fra en flygtningelejr, der på mange måder er dét interview, omsat til versefødder (selvom interviewet kom efter pladen var skrevet). Det vil sige, at har man hørt Run For Covers interview med Ham Den Lange, vil man kunne genkende stort set alt på Dagbog fra en flygtningelejr; fra fortællinger om dagligdags-problematikker til specifikke personers historier. Og det er yderst imponerende skrevet! Lange holder den rå og ærlige tone, og afværger fingerpegende moralisering og følelsesporno, og det fremgår tydeligt, at han har holdt sig til virkeligheden, uden at pynte med unødvendig fiktion: "Én båd, 70 mennesker, 20 overlevende / virkeligheden er fucked up, ingen grund til at overdrive det".   

Dagbogs-nedfældningerne om hverdagen i en flygtningelejr er uhyre godt omskrevet til rap. Vi hører om alt fra alenlange madkøer, sult, desperation, sygdom, politivold, døde børn, der skyller op på stranden, familier i sorg, babyer der får tåregas i øjnene og små børn, der får sprængt ansigtet halvt af, af chokgranater. Det er en barsk omgang at lægge ører til Dagbog fra en flygtningelejr, og man græmmer sig idet man tillader sig at føle sig heldig over at sidde her i lille, trygge Danmark, med muligheden for at hjælpe og undskyldninger nok til at lade være. Samtidig ligger det implicit i teksterne, at det umådelige psykiske og mentale pres ikke er for alle, så selvom Lange rapper, at "Det er så virkeligt, du først rigtigt fatter det hvis du ser det / Så kom herned og hjælp i stedet for din næste ferie", er forståelsen for, at man bliver væk, nærværende.  

Noget, der dog ikke er forståelse for, er den vestlige verdens insisteren på at vende det blinde øje til, kalde krisen for "selvforskyldt" og lukke grænserne, fremfor at modtage folk med åbne arme: "En kvinde har mistet sin datter / Det mere trist end vi fatter / Hun banker på døren til Europa, vi sir': vi gider ikk' ha' dig!" lyder det på "Efcaristo Leros", og inden man når at fordøje den grimhed, der ligger til grund for linjerne, fortsætter Lange:

"Det ikk' et problem der bare løser sig /
Det ryster mig, hvor få der indser det' Vestens krige de flygter fra /
Jeg spekulerer på om resten overhovedet har nogen chancer /
For at overleve når vi lukker alle Europas grænser /
Fuck hvem du tror du er og hvad du tror du mangler /
Du' fattig hvis du ikk' har råd til at være god mod andre"

En af pladens største kvaliteter ligger i, at det som fortæller lykkes Ham Den Lange at skifte synsvinkel, fra på "Strandet i Thessaloniki" at have en mere overordnet politisk optik, der betragter krisen oppefra, til på "Om natten i Athen" at zoome ind på én lille drenge, der ensom og alene, med ukuelig optimisme, forsøger at overleve i krisens efterdynninger. På denne måde får man et grundigt indblik i krisens omfang på et globalt plan, samt dens konsekvens på enkelte individer, og dét viser sig at være et særdeles effektivt virkemiddel. Dertil præsenterer Ham Den Lange små glimt af endnu et perspektiv, som jeg faktisk ville ønske, var udforsket mere; at voldsomme oplevelser som disse rusker godt og grundigt i privilegerede vesterlændinges verdenssyn. På "Søvnløs i Poly Castro" rapper Lange: "Ryster over hele kroppen, at sove er ikk' en let ting / Fordærdelige billeder har brændt sig fast på min nethinde", og spørgsmålet melder sig: hvordan finder man fodfestet i sin egen hverdag, efter at have fået sin sjæl slået så gevaldigt itu? Det får vi ikke svaret på i denne omgang, hvilket kan skyldes, at der er for mange andre menneskers historier, der skal fortælles, før Lange selv vil træde i fokus:

"Hun ville ønske hun ku' lave alt om /
Hun har grædt ustandseligt lige siden hun ankom /
Ulykkelig, utrøstelig, der' sket noget frygteligt /
Rystede, hun tager sig til brystet /
Mærker håbløsheden hersker /
Forstærker fortrydelsen /
Hun har ikk' længere nogen at være stærk for /
Hendes land står i flammer, hendes landsby den brænder /
Hendes børn de' døde og hendes mand er bag tremmer"

Man kunne sagtens have fortalt om livet i en flygtningelejr, uden at vægte de tekniske aspekter og stadig gøre det til en medrivende affære, men Lange har kræset om sit håndværk og fremstår blændende udi rimstrukturer og flow-sekvenser - så ikke alene har vi at gøre med en indholdsmæssigt unik lytteoplevelse, også rap-teknisk er barren sat højt.

Til at bære narrativet har Lange allieret sig med Architech, der har strikket et lydbillede sammen, der til nær perfektion underbygger den triste og tungsindige stemning i teksterne. Det er lykkedes Architech at fange en tone og en nerve i lyden, der til tider minder umiskendeligt som det tidlige Jedi Mind Tricks; en kæmpe bedrift for den selvudnævnte elev af Stoupe's skole. Denne sammenligning bunder blandt andet i, at Architech har haft fingrene nede i de samme lydarkiver som Stoupe, fuldendt med græske guitarer, bedrøvede vokal-samples, sorgmodige strygere og små hints af højdramatiske orkestreringer - det hele holdt indenfor en lavmælt skabelon, hvor trommerne tager sig beskedent ud og aldrig overskygger lyrikken. Til at fremhæve det spinkle glimt af håb, der trods alt er at finde på pladen, spæder Architech til med sin signatur-boombap-lyd, der fx i slutstykket på den ellers kuldegysningsvækkende "Efcaristo Leros" brager mageløst derudaf. Dertil vil jeg mene, at Architech leverer karrierens pragtstykke med "Søvnløs i Poly Castro", hvor en skare af desperate flygtninge råber "Open the border!" i omkvædet over en melankolsk klingende stryger. Et fint lille musikalsk øjeblik, som man skal være en kold skid for ikke at blive berørt af.

"Den sørgelige sandhed ingen tør at sige: /
Vi kalder dem migranter for samvittighedens skyld når vi smækker døren i"

Der kan være noget ironisk over at beskrive en fortælling om flugt og fangenskab som befriende, men i en tid hvor meget dansk rap kan gøres op i attitude, ægthed, anti-kommercielle kampråb, politisk lede, kærlighed til håndværket og teknisk nørderi, er der vitterligt noget befriende i at lytte til en rapplade og tænke: dette har ingen rappet om før. Ham Den Lange har leveret en éner i dansk rap, der er lige dele højaktuel og veludført. - Og så er der noget meget fint i, at dette eventyr, der til dels startede med en musik-depression, nu har udmundet sig i et fantastisk stærkt album, der utvivlsomt gør sig som en af årets bedste og vigtigste plader.

Køb den her og støt et godt formål

5/6

- Jeppe Due Barslund