Pede B - Byggesten

I et interview med MTV i 1996 udtalte The Notorious B.I.G., at nøglen til medgang er at behandle ethvert projekt som var det ens første. En udtalelse, der stemmer godt overens med postulatet om, at du kun er så god som dit sidste album. En kunstner skal kanalisere samme overbevisning, samme saft og kraft og samme sult ned i alle sine plader. Fans og lyttere skal rystes i deres grundvold og blæses bagover hver gang.

     Pede B har en imponerende karriere bag sig, og flere gange har han netop rystet den danske hiphop-scene i sin grundvold og blæst folk bagover. Når det kommer til de sidste års udgivelser, synes jeg dog ikke der tegner sig et billede af en kunstner, der behandler alle sine plader som var de hans første. Vi hjerte Alberte EP'en var blændende, jovist, men både Over askeskyen 1 og 2 var både for lange, for uskarpe og med for mange fylde-tracks. Da nyheden om, at Byggesten var på vej, ikke engang et år efter udgivelsen af Vi hjerte Alberte, anede jeg et mønster. 

     Det er klart, at man er nødt til at fastholde relevans og aktualitet som rapper i Danmark, hvis man skal kunne leve af det, men det hænger også i langt de fleste tilfælde sammen med, at visse skabelsesprocesser må blive forhastede. Dette præger efter min mening Byggesten. 

Byggesten er bygget op omkring et lovende koncept. På "Del af mig" lyder det:

"Da min pige smilte og sagde /
At vi to snart skulle blive til tre /
Følte jeg lykke, men inde bag /
Blev jeg mindet om de ting som jeg ikk' ved af /
Højt temperament, men jeg ikk' nem at skræmme /
Så hvis det passer, at æblet det falder tæt på stammen /
Føler jeg at mig og hende skal tænke en ekstra gang /
Så vores fælles barn ikk' ska' igennem det samme"

Pede B står med sin nyfødte søn i armene og reflekterer over alt det, der har gjort ham til den mand han er, på godt og ondt, og hvad han kan og skal give videre til sin søn. En virkelig fin idé at skabe et album ud fra. En idé, der dog ikke synes at være udført synderlig konsekvent. For hvert nummer, der bærer narrativet fremad, er der et nummer, der, lidt groft sagt, bare er der. "Ens død" er vanvittigt godt fortalt og formår at være decideret hjertegribende, imens den eminent producerede "Tilbage til start" spinder en interessant fortælling om fremmedhad i Pede B's familie. "Jeg sværger" og "Min liga" aner jeg derimod ikke hvad jeg skal bruge til. Håndværket er såmen fint nok, men de lyder unægtelig som alternative versioner af numre, Pede B allerede har lavet, og deres holdbarhedsdato er for længst udløbet, her, halvanden uge efter jeg modtog anmeldereksemplaret. Dette er beklageligvis tilfældet med flere numre, og det skyldes hovedsageligt to ting. 

     Produktionerne er ganske godt skåret, men de er også meget polerede i lyden. De skarpe og beskidte kanter er pudset glatte og rene, og mange beats er ganske simpelt for pæne. Dertil er det lidt for ofte lidt for lidt, der skiller produktionerne fra hinanden, og man kommer hurtigt til at savne nogle stærkere nuancer i lydbilledet. En tydelig afstikker er krabaten "Kunstpause", der oser langt væk af nerve og fandenivoldskhed, hvilket den absolut er ene om. Også det potentielle hit "Danser ikk" skiller sig ud på positiv vis, ved at blande en tilpas mængde kitsch og gavflabethed til en herlig cocktail. Overordnet set må jeg dog tilkendegive, at produktionerne hælder til den undervældende side efter halvanden uges solid rotation.

Helt galimatias bliver det, når man begynder at kritisere Pede B for rappen, men ikke desto mindre finder jeg, at der flere steder er plausibel grund til det. Historierne er som altid velfortalte og rimene mestendels upåklagelige, men de leveres med et fladere flow end det hidtil har været tilfældet, og så tillader Pede B altså nogle rimelig vage rim at slippe igennem nåleøjet - rim, der på nuværende tidspunkt virker udlevet i Pede B regi. 

     Flere steder lader det til, at selve fortællingen har været prioriteret langt højere end måden den formidles på. Kald mig sindssyg, men på flere numre føler jeg, at Pede B har give afkald på at skærpe sit flow og sin levering, der til tider læner sig op ad det ensformige og forudsigelige; ikke just noget man plejer at forbinde med Pede B. Bemærkelsesværdigt er det da også, at det er svenske Ken Ring, der løber med pladens absolut mest memorable vers på "Drømme om Stockholm"; et nummer, hvor jeg igen ikke har den fjerneste idé om, hvad jeg egentlig skal bruge Pede Bs to vers til. 

På mange måder er en anmelders arbejde nemt. Vi risikerer meget lidt i vores bedømmelse af kunstnere og deres arbejde. Strengt er det velsagtens, at jeg kan sidde her, i sikkerhed bag min skærm og skyde med skarpt mod en hårdtarbejdende mands produkt. Når det så er sagt, er jeg stadig nødt til at sige, at Byggesten hælder til den skuffende side. Jeg føler ikke, at Byggesten er skabt med samme nerve og sult, som var det Pede Bs første album, jævnfør The Notorious B.I.G., og på trods af sine åbenlyse højdepunkter, er store dele af pladen, efter halvanden uge, forholdsvis forglemmelig. 

3/6
- Jeppe Barslund