Mund de Carlo - Ordene først

Lørdag d. 8. november sidste år. Kold aften på Christiania. Rap Slam Battles #14 i Den Grå Hal. Det styrtregner. Ikke med vand fra himlen men med ramponerende kæbestød fra Mund de Carlo mod en komplet afklædt Jøden, der ikke kæmpede for at vinde men for at bevare sin værdighed. En kamp han også tabte stort. Først lød det fra Carlos: "Hellere skubbe stenen op end at være på toppen fordi stenene ikk' er faldet ned endnu", dernæst: "Vær glad for at du ka' stå på en scene og ha' det lux med Steffen Brandt i dag, for efter i aften har både Steffen og Lux brændt dig af" og endeligt nådestødet: "Før kommerciel kommer sjæl!" - Styrtregn uden udsigt til opklaring. For fanden hvor var han vild. Hvor er han vild. Det nærmer sig faktisk det latterlige. Og nu er han klar med EP'en Ordene først; én lang, unødvendigt overlegen magtdemonstration i enestående rimteknik, sproglig opfindsomhed, fraseologisk nytænkning og hæsblæsende leverance. Han har pakket talegaver ind i stemmebånd og får overbevist mig om, at han rent sprogligt nok er den mest gennemførte og kompetente rapper i Danmark pt.

"Jeg var den distræte dreng i klassen /
Så jeg satte mig på legepladsen /
Og byggede et tårn af en spand ord og de sandkorn, der var i kassen /
Jeg bygger stadig nu hvor jeg' oppe i årene /
Men det blev aldrig til et penge-slot /
Selvom jeg trives godt bag monitorerne/money-tårne"

Der bliver ikke sparet på dygtigheden på Ordene først. EP'en åbnes med acapella-stykket "ForOrd", der starter langsomt og stilfærdigt, og gradvist tager til i tempo og intensitet. Carlos opfordrer lytteren til at "se op og vende det om", hvilket kan oversættes til, at man skal spidse ører, skærpe sin opmærksomhed og tænke ud af boksen - for dét har Carlos i allerhøjeste grad gjort med sine tekster. I omkvædet til "Banke banke på" synges der: "Mund de Carlo, er der nogen hjemme? Nu du' inde i dit hoved igen" - og hvor gad jeg dog godt være en flue på væggen inde i Carlos' hoved, når han skriver tekster, for gang på gang spørger man sig selv: "hvordan i alverden er han dog kommet på dét?". Tag bare "Farvsprog", hvor Carlos får sneget adskillige navne på kunstmalere og deres værker ind i en tour-de-force af geniale sprog-tricks. Han rapper fx: "Det ballet pirouette med paletten i mit farvsprog / Realisme fortolket frit af Carlo". Fik du den? "Frit af Carlo"? Nej? Hvad så med følgende genistreg: "Surrealistisk for mig kunst handler om tal hvert år / Sig mig da lige, er I til salg hvert år?". Heller ikke? I får lidt hjælp til den næste, hvor Leonardo da Vinci og Mona Lisa listes ind:

"Alt på en farve, fifty-fifty /
I det spil der mest tabes men måske en dag vindes i /
Så leeev når du kan, indfri dine drømme du har i dag /
For i morgen er li'så vigtig"

Det ser muligvis lidt søgt ud som det står her på skrift, men når Carlos rapper det, lyder det på ingen måde forceret. Heller ikke de ustyrligt mange spektakulære gradbøjninger, twist og drejninger af ordet "stik" virker fortænkt på "Stik den", ligesom Carlos formår at vedligeholde autenticitet og kadence, selv med semi-fjollede linjer som: "Det' så branchestyret / Det' da fedt hvis du' en sæk der hopper med julemanden i kanen for at få rens' dyret".
     Det har nok noget at gøre med, at Carlos er velsignet med et flow, som mangen en kollega kun kan kigge håbefuldt efter. Tag bare "Flyver", der efterlod undertegnede med åben mund og polypper i de 3:44 min. som sangen er lang. Eller "Sådan er jeg", hvor Carlos går fuldstændig Rap Slam Bertel Haarder i et sublimt andet vers.

"I fin form / Jeg formulerer mig ikk' efter en formular /
Nok ikk' noget jeg får mulighed for at få min formue fra"

Mund de Carlo er simpelthen så dygtig. Der er dog stadig nogle ting, der ikke helt fungerer i min optik. Hans svaghed for sungne omkvæd er nok en tand for omsiggribende. "Banke banke på" bærer et voldsomt fængende og veleksekveret omkvæd, og omskrivningen af børneremsen "Nikolaj" fungerer sublimt på "Sådan er jeg", men på fx "Gaden" gør sangdelen intet godt. Dertil er der et voldsomt stilistisk skel mellem flere produktioner, der gør det svært at samle en rød tråd på lydsiden. Boones beat til "Flyver" er umanerlig råt og ekstremt rugged, men tre numre længere inde på EP'en serverer Architech et næsten karikeret tegneserie-beat til "RegnOrdm". På samme måde bliver de lidt ensformige beats til "Stik den" og "Gaden" tifold mere ensformige, når de står side om side med det sirligt komplekse beat til "Sådan er jeg". Resultatet er en lidt uheldig modstridende effekt.
     Min sidste kritik kommer måske til at lyde helt ude i hampen, men Mund de Carlo er faktisk lidt for dygtig på Ordene først, forstået på den måde, at den rendyrkede dygtighed har fået lov til at dominere EP'en totalt. Når alt handler om teknik, flow og kløgtige ordspil, hvor suverænt det end måtte være, er der en fare for, at man glemmer personen bag. Pede B skrev i pressemeddelelsen til Byggesten, at han føler sig snydt, hvis han ikke kender en kunstner lidt bedre på et personligt plan, efter at have hørt deres plade, og det er vitterlig ikke meget man lærer om Carlos som person på Ordene først. Substansen i rappen er prioriteret langt lavere end hvor flot den kan leveres. En af mine favorit punchlines i Rap Slam Battles regi, kom fra PsoriaKriz da han battlede Swiff og rappede: "Så sent som i går drak jeg en ramme bajer i solskin / Men man skulle tro det var juletid så meget du pakker dit lort ind". Forstå mig ret, så groft ville jeg aldrig selv formulere det, men vi nærmer os princippet i, at indpakningen på nærværende EP er pænere end gaven inden under.
     Nu ligger det selvfølgelig i titlen, at Ordene først handler om ord; om at bruge ord og om at tænke og skrive kreativt med særegen sproglig finesse, så det vil naturligvis være fjollet at klantre Carlos for ikke at være personlig nok. Se det som en forhåbning om, at vi får mere af mennesket Mund de Carlo at se næste gang. Nu har han cementeret, at han er et unikum inden for rimteknik, sproglig opfindsomhed og mesterlig leverance - næste gang vil vi have manden bag frem i lyset.

Ordene først er en gedigen EP, denne sidste svada til trods. Enkelte beats bliver uinteressante efter en dusin gennemlytninger, og jeg tænker, at et par "darlings" mere sagtens kunne have været slået ihjel i sorteringsprocessen. Når det er godt, er det til gengæld grumt godt, og flere af årets absolut bedste skæringer er at finde på denne EP, som uden tvivl må betegnes som en "must have", der skal stå i samlingen.

Ordene først kan købes på RunForCover lige her

4/6

- Jeppe Due Barslund

Rapublik1 - Surströmming

Rapublik1's debutalbum Surströmming indledes naturligvis med lydsiden fra den famøse video, hvor en gruppe hårdkogte Texanere prøvesmager den svenske delikatesse, med et vældigt brækgilde som følge. Hvorfor har Rapublik1 valgt at navngive deres første langspiller efter denne grusomme herlighed, spørger du sikkert? Måske fordi beatsne er stinkende tunge, rimene ildelugtene hårde og de lyrisk sure opstød utallige? Eller måske fordi, at gruppens førstefødte er en kondenseret omgang råddenskab, som 9 ud af 10 ville holde sig langt fra?

     Svaret skal nok findes i en blanding. Som en nyåbnet dåse surströmming har Rapublik1's debutskive en umiddelbar lugt, der vil få de fleste til at bakke tilbage. De har simpelthen skabt det mest ensporede og tematisk snæversynede rap-album jeg mindes at have hørt på dansk nogensinde. Det handler om at være sygt syg real backpack hæphåp'er og absolut intet andet. Dertil er produktionerne fuldstændigt ensartede: grumt tunge bangere, komplet frigjort for pæne melodier og som udelukkende har til formål at brække nakker i flæng. Den lyriske spændvidde er uhyre smal og variationen i produktionerne farligt trang, hvilket nok vil få et par stykker til at gå i en bue uden om pladen.

     Men! Jeg har ladet mig fortælle, at forcerer man først den fæle stank fra surströmmingen og får den smurt på et stykke fladbrød med rødløg, creme fraiche, tomat og dild, skulle det være en himmelsk delikatesse, og på samme måde viser Rapublik1's Surströmming sig at byde på meget mere, end det umiddelbare førstehåndsindtryk.

"Rapublik1 / Brækker din arm, bare for at tegne på gipsen - vi sygt syge!"

Det passer, at Rapublik1 gør en kæmpe sag ud af at være "real", men hvor mange andre "real" rappere ofte ser sig blinde på og farer vild i deres egen realness, og ufrivilligt reducerer den til det rene karikatur, har PsoriaKriz, Petta Bo Bedre og AndersAnderledes nok humor og selvindsigt til at se både sarkastisk og ironisk på deres "realness". Dette gør Surströmming til en usædvanlig sjov plade - på den skarpe måde, forstås - inden for backpack-genren. Tag bare "Født til det": en rablende vanvittig fortælling om, hvordan Rapublik1's medlemmer hver især er født til at være "real" - ikke på en fesen "it was meant to be" måde, men på uhyre bogstavelig facon. Fra PsoriaKriz lyder det: 

"Jeg blev skidt ud på jorden midt i en cypher foran Johnny's /
Min mor nægtede at amme så hun stak mig et par 40z /
(...) Når jeg sku' sove blev der bustet hårde punches højt for mig /
Det var så'n jeg blev en hardcore hiphop muhfuckah /
Og jeg blev skudt ni gange før jeg fik skoldkopper"

Petta Bo's opvækst var ikke meget bedre: "Hvis mine rim ikk' var perfekte var der stuearrest i vores kælder / Og hvis mine skitser ikk' var pæne gav mor mig bank med en ketcher", imens AndersAnderledes hurtigt kom ud på et sidespor: "Jeg var benhård, stak en kæmpe dolk i en pædagok / For ikk' at rime nok da hun sang Lille Peter Edderkop".

     Decideret morsomt bliver det på "2 ludere og en lommetyv", der er opkaldt efter fremmødet til en typisk Rapublik1 koncert. De komiske punchlines står simpelthen i kø. Først lyder det fra PsoriaKriz: "Der' ingen hænder i luften selvom vi de bedste i rummet / Og sidst jeg stagedivede endte jeg med fjæset i gulvet". Petta Bo tager over: "Vi har aldrig ku' relatere til begrebet sceneskræk / For der' altid seer-strejke når vi tar' til jams og spiller seje", og helt eminent lyder det fra AndersAnderledes: "Fuck reverb på beatsne når vi er ude til live-jobs / For med akustikken i tomme lokaler så klarer vi den nok". 

     Det er fantastisk befriende at opleve en selvudnævnt "real" rap-gruppe tage så tykt pis på sig selv, og det skaber en fænomenal kontrast til den mere rå og aggressive battlerap, der naturligvis også fylder en del på pladen. Kontraster er der i øvrigt masser af. På "Ikk" rapper Petta Bo med neandertalsk logik: "Straight up, love-songs er for kællinger!", men på det følgende nummer springer gruppen ud i en herlig, nærmest homo-erotisk ode til graffitidåsen, graffitituschen, der er tætpakket med suveræne linjer. AndersAnderledes rapper: "Jeg har ham med mig ude på offentlige toiletter / Hvor vi slår en streg sammen, han er min buddy, vi venner", og også hos PsoriaKriz er der amoriner i luften: "Vi ikk' gays men han er mer' end en kompagnon / Bli' ikk' overrasket hvis du ser os på en tom parron, hånd i hånd".

     Gruppens femte medlem, graffitidåsen, spiller en betydelig rolle i Rapublik1's univers og "... er klart berettiget til en femtedel af koda-pengene", som det lyder. Personligt har jeg aldrig set den helt store idé i den form for graffiti som Rapublik1 udøver, men derfor er "Klik klik" stadig et blændende nummer, der af flere omgange viser hvor dygtige rappere vi har med at gøre. Følgende sekvens fra PsoriaKriz byder både på god humor, gedigen rimteknik og pragtfuldt billedsprog:

"På med rygsækken og hætten /
Bevæger mig som Eddie fra Tekken /
Sprayer på vægen, nægter at gemme mig i hækken /
Det rager mig om jakken rasler og larmer /
For det kilder i mavsen når vagter vil fange mig /
Og vi ligner en flok retarderede /
Når vi står i din have, maskerede /
Og du får din kat lakeret"  

Surströmming er ikke helt fejlfri. Det hænder, at de placerer sig i den tidligere nævnte parodiske "realness", hvor indholdet har det med at gå i tomgang, fx med linjer som: "I som et røvhul efter sex i spjældet: holder ikk' en skid" eller den efterfølgende: "Hænger ud på dit toilet, for vi vil skide på dit lort", der ender som det rap-mæssige ækvivalent til at stikke en fod ind i et kosteskab. Dertil er der et par beats, fx "Mundrette bidder" og "Rapublikken", der har lidt svært ved at skille sig ud fra en samling beats, der er tegnet op ud fra samme skabelon og som til tider er millimeter fra at gå i selvsving i kraft af sin insisterende voldsomhed. Håndværket holder dog, der pladen har bestemt sine storslåede øjeblikke, bl.a. i form af den fuldkommen latterligt tunge "Ode til Jante", Doctor Lazer's sprælske afstikker "Sygt Syge" og Davey's simple og effektive perle "Klik klik", bare for at nævne et par stykker. DJ Master L's skarpe og altid velvalgte cuts beriger kun lydbilledet. 

Overordnet set kan man sige, at hvor Kværn søgte at skubbe Echo Out lyden progressivt fremad med Turen ned ad trappen, står Rapublik1 i den modsatte ende med Surströmming og hiver lyden regressivt tilbage til et mere simpelt og, måse lidt groft sagt, fladpandet udgangspunkt. Til gengæld er gruppen knugende konsekvente om at omfavne dette mere simple hiphop-udtryk, og de gør det så overbevisende, at det ender med at være en storslået fornøjelse. Det er råt, bidskt, kløgtigt, humoristisk og benhårdt leveret, og højspændt "realness" med et subtilt glimt i øjet viser sig på Surströmming at være en absolut tiltalende cocktail. 

4/6

- Jeppe Barslund

Pede B - Byggesten

I et interview med MTV i 1996 udtalte The Notorious B.I.G., at nøglen til medgang er at behandle ethvert projekt som var det ens første. En udtalelse, der stemmer godt overens med postulatet om, at du kun er så god som dit sidste album. En kunstner skal kanalisere samme overbevisning, samme saft og kraft og samme sult ned i alle sine plader. Fans og lyttere skal rystes i deres grundvold og blæses bagover hver gang.

     Pede B har en imponerende karriere bag sig, og flere gange har han netop rystet den danske hiphop-scene i sin grundvold og blæst folk bagover. Når det kommer til de sidste års udgivelser, synes jeg dog ikke der tegner sig et billede af en kunstner, der behandler alle sine plader som var de hans første. Vi hjerte Alberte EP'en var blændende, jovist, men både Over askeskyen 1 og 2 var både for lange, for uskarpe og med for mange fylde-tracks. Da nyheden om, at Byggesten var på vej, ikke engang et år efter udgivelsen af Vi hjerte Alberte, anede jeg et mønster. 

     Det er klart, at man er nødt til at fastholde relevans og aktualitet som rapper i Danmark, hvis man skal kunne leve af det, men det hænger også i langt de fleste tilfælde sammen med, at visse skabelsesprocesser må blive forhastede. Dette præger efter min mening Byggesten. 

Byggesten er bygget op omkring et lovende koncept. På "Del af mig" lyder det:

"Da min pige smilte og sagde /
At vi to snart skulle blive til tre /
Følte jeg lykke, men inde bag /
Blev jeg mindet om de ting som jeg ikk' ved af /
Højt temperament, men jeg ikk' nem at skræmme /
Så hvis det passer, at æblet det falder tæt på stammen /
Føler jeg at mig og hende skal tænke en ekstra gang /
Så vores fælles barn ikk' ska' igennem det samme"

Pede B står med sin nyfødte søn i armene og reflekterer over alt det, der har gjort ham til den mand han er, på godt og ondt, og hvad han kan og skal give videre til sin søn. En virkelig fin idé at skabe et album ud fra. En idé, der dog ikke synes at være udført synderlig konsekvent. For hvert nummer, der bærer narrativet fremad, er der et nummer, der, lidt groft sagt, bare er der. "Ens død" er vanvittigt godt fortalt og formår at være decideret hjertegribende, imens den eminent producerede "Tilbage til start" spinder en interessant fortælling om fremmedhad i Pede B's familie. "Jeg sværger" og "Min liga" aner jeg derimod ikke hvad jeg skal bruge til. Håndværket er såmen fint nok, men de lyder unægtelig som alternative versioner af numre, Pede B allerede har lavet, og deres holdbarhedsdato er for længst udløbet, her, halvanden uge efter jeg modtog anmeldereksemplaret. Dette er beklageligvis tilfældet med flere numre, og det skyldes hovedsageligt to ting. 

     Produktionerne er ganske godt skåret, men de er også meget polerede i lyden. De skarpe og beskidte kanter er pudset glatte og rene, og mange beats er ganske simpelt for pæne. Dertil er det lidt for ofte lidt for lidt, der skiller produktionerne fra hinanden, og man kommer hurtigt til at savne nogle stærkere nuancer i lydbilledet. En tydelig afstikker er krabaten "Kunstpause", der oser langt væk af nerve og fandenivoldskhed, hvilket den absolut er ene om. Også det potentielle hit "Danser ikk" skiller sig ud på positiv vis, ved at blande en tilpas mængde kitsch og gavflabethed til en herlig cocktail. Overordnet set må jeg dog tilkendegive, at produktionerne hælder til den undervældende side efter halvanden uges solid rotation.

Helt galimatias bliver det, når man begynder at kritisere Pede B for rappen, men ikke desto mindre finder jeg, at der flere steder er plausibel grund til det. Historierne er som altid velfortalte og rimene mestendels upåklagelige, men de leveres med et fladere flow end det hidtil har været tilfældet, og så tillader Pede B altså nogle rimelig vage rim at slippe igennem nåleøjet - rim, der på nuværende tidspunkt virker udlevet i Pede B regi. 

     Flere steder lader det til, at selve fortællingen har været prioriteret langt højere end måden den formidles på. Kald mig sindssyg, men på flere numre føler jeg, at Pede B har give afkald på at skærpe sit flow og sin levering, der til tider læner sig op ad det ensformige og forudsigelige; ikke just noget man plejer at forbinde med Pede B. Bemærkelsesværdigt er det da også, at det er svenske Ken Ring, der løber med pladens absolut mest memorable vers på "Drømme om Stockholm"; et nummer, hvor jeg igen ikke har den fjerneste idé om, hvad jeg egentlig skal bruge Pede Bs to vers til. 

På mange måder er en anmelders arbejde nemt. Vi risikerer meget lidt i vores bedømmelse af kunstnere og deres arbejde. Strengt er det velsagtens, at jeg kan sidde her, i sikkerhed bag min skærm og skyde med skarpt mod en hårdtarbejdende mands produkt. Når det så er sagt, er jeg stadig nødt til at sige, at Byggesten hælder til den skuffende side. Jeg føler ikke, at Byggesten er skabt med samme nerve og sult, som var det Pede Bs første album, jævnfør The Notorious B.I.G., og på trods af sine åbenlyse højdepunkter, er store dele af pladen, efter halvanden uge, forholdsvis forglemmelig. 

3/6
- Jeppe Barslund