The Weeknd - Trilogy

En kunstner, der endnu ikke er blevet nævnt her på bloggen, på trods af talrige henvendelser, opfordringer og anbefalinger, - er etiopisk/canadiske Abel Tesfaye med det musikalske alias The Weeknd.
The Weeknd - der i øvrigt udtales mere á lá "weakened" end "weekend" - opererer indenfor genren PBR&B; et stilistisk alternativ til den "normale" R&B-genre, hvor mere "moderne" produktions-teknikker og instrumenter dominerer lydbilledet.

For Abel Tesfaye begyndte eventyret for to år siden, da han lagde hele tre mixtapes på nettet til gratis download. House of Balloons i marts, Thursday i august og Echoes of Silence i december. I løbet af 2011 og 2012 gik The Weeknd fra at være mere eller mindre ukendt til at være på alles radar og blive kaldt alt fra "R&B'ens arvtager" til "den næste Michael Jackson".

     Trilogy samler de tre mixtapes under ét tag, smider tre bonus numre oven i hatten, og så har samtlige numre været en tur igennem mix/master-maskinen til denne udgivelse, så det hele er blevet finpudset og blevet lidt skarpere i kanten.

Det gode ved The Weeknd og Trilogy

... er først og fremmest og helt klart hans stemme, - nøj hvor kan han synge! Hans falset-vokal sidder lige i skabet, og det står soleklart at man har at gøre med en kunstner, der har total kontrol over sin stemme. "Wicked Games" er et strålende eksempel på, hvordan en sanger kan tryllebinde sine lyttere igennem en hel sang med en fantastisk vokal-performance. "The Morning", der er min personlige favorit, er pragteksemplet på et allerhelvedes fængende omkvæd, som kan høres nærmest utallige gange uden at blive kedelig. "Valeria" er et andet højdepunkt, hvor han lyder umiskendeligt som Michael Jackson, men samtidig imponere med sin egen klang. Og så må "High For This" også nævnes, hvor han på imponerende vis tæmmer en bragende, elektronisk stor-produktion med sin vokal.

Produktioner i The Weeknd's univers er generelt set langt fra bragende og "store" i lyden. Hovedarkitekterne bag lydsiden, Doc McKinney og Illangelo, begår sig i enkle, skrabede produktioner, hvor der helst skal ske så lidt som muligt og hvor effektiviteten skal skabes af få virkemidler. Atmosfæriske keys synes at være den eneste "must-have", og det gode ved dét er, at produktionerne aldrig stjæler fokus fra vokalen, men derimod bakker den op med melodisk minimalisme.

En anden ting jeg er ganske vild med når det kommer til The Weeknd's univers, er hvor ligeglad han er med format. The Weeknd er så åbenlyst kommercielt materiale, og hans hits skriger på at blive hørt af millioner af mennesker. Jeg elsker derfor, at der er numre - og faktisk mange af dem - der både når op på de seks, syv og otte minutters spillelængde, og derved fejler ethvert kriterie for at blive radio-materiale.    

Det dårlige ved The Weeknd og Trilogy

... har for mig meget at gøre med førnævnte produktioner. Godt nok er mange af dem rigtig gode, som skrevet, men når det hele kører på et så nedbarberet plan som det er tilfældet, bliver det farligt repeterende, og selv efter ti gennemlytninger har jeg svært ved at sætte titler på de fleste numre, ganske enkelt fordi de lyder utroligt ens. Havde de så bare lydt fantastisk allesammen havde det jo ikke været et problem at de lød ens, men for mig bliver det hurtigt lidt for kedeligt og lyden uhyre ensformig.

Det samme gør sig desværre - i endnu højere grad faktisk - også gældende for teksterne. Det handler om piger, fester, stoffer og penge, konstant og hele tiden med en depressiv og nærmest ulykkelig undertone som kompagnon. The Weeknd tegner faktisk et billede af sig selv som værende lidt af en douche, for ikke at sige en komplet douche! På det ene nummer synger han om ulykkelig kærlighed, og på det næste om at hive en bunke strippere med på på sit værelse og tage stoffer og kneppe hele natten. Det er noget nært umuligt at have ondt af ham som person, på trods af at der bliver klynket en del. På "House of Balloons / Glass Table Girls" synger han endda om, hvordan han holder en pige som slave i sin illusion om, at de er lykkelige sammen. Cocaine is a hell of a drug!
Det helt store problem med teksterne er, at de vitterlig ikke handler om andet end sex, stoffer og ekstravagance, og selvom selve lyrikken ikke er dårlig skrevet, er det bare unuanceret og gentagende, og Trilogy bærer trods alt 30 numre, og det er altså mange minutter at skulle høre om hans natlige eskapader, som egentlig slet ikke lyder så fede igen i det lange løb. Jeg får endda nærmest ondt af ham når han på "Valerie" synger: "I love you, I need you, I only want you / And nobody's going to know if it's true", hvis ikke det er sørgeligt ved jeg da ikke hvad er?!

Så alt i alt

... har vi at gøre med et stort album med 30 numre, hvoraf der er en god håndfuld åbenlyse hits, men også rigtig meget musik, der har svært ved at skille sig ud som noget "særligt", grundet den lidt kønsløse røde tråd i produktionerne.
     Kan man identificere sig selv med og relatere til den karakter The Weeknd nu engang positionerer sig selv som, så er Trilogy naturligvis det rene guf. Jeg bliver dog rimelig træt af at høre om de samme selvforskyldte ulykker over små tre timer, så jeg tager en gedigen håndfuld fabelagtige numre med mig, og lader resten stå hen. Vokalen er sublim og håndværket er generelt set i orden, der er bare alt for meget af det samme og et unødvendigt overforbrug af de samme storylines og produktions-mønstre.

Er man helt ny og har ikke begivet sig ud i The Weeknd-land endnu, vil jeg anbefale at downloade House of Balloons, der helt klart er det mest vellykkede mixtape af de tre. Trilogy virker som en stor mundfuld for nytilkomne.

Det her er selvfølgelig bare min mening. Jeg ved der er mange herhjemme der er nede med The Weeknd. Hvad synes I om Trilogy?

3.5/6

 

- Jeppe Barslund