Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d city

Efter udgivelsen af Kendrick Lamars fænomenale debutalbum Section.80 sidste år, er det gået hurtigt for den unge Compton rapper. Der gik ikke lang tid fra at pladen var ude til, at Kendrick Lamar stod på scenen i Hollywood og havde både Snoop Dogg, Dr. Dre, The Game, Daz, Kurupt og mange flere med sig. Det var selv samme aften at K-Dot "officielt" fik overdraget westcoast-hiphop-faklen fra alle hans pionerer, og forståeligt nok endte Kendrick med at bryde sammen i glædestårer midt på scenen, alt imens et brølende publikum ønskede ham tillykke med "sejren". Det var i august sidste år, så allerede få måneder efter udgivelsen af Section.80 havde Kendrick Lamar hooked op med de tunge drenge fra Aftermath, og nu er han allerede klar med sin major label debut good kid, m.A.A.d city.

På GKMC er K-Dot gået konceptuelt til værks, og det er bestemt ikke for sjov, at "A short film by Kendrick Lamar" følger med albummets titlen. good kid, m.A.A.d city er Lamar's biografiske beretning om den egentlig godhjertede knægt, der, imod sin vilje, er blevet et produkt af sit miljø; Comptons hårde gadeliv.  Historien er ikke fortalt kronologisk på pladens første halvdel, men fragmentarisk á lá Pulp Fiction, så der bliver rodet en del rundt i tid, sted og perspektiv, men fra "Good Kid" og fremefter er narrativet præget af strammere struktur.

Det, der i (ultra) grove træk sker er, at Kendrick Lamar fjoller rundt med en pige (Sherane) som ender med at lede ham i baghold, så han får bank af to gutter fra en rivaliserende bande. Kendrick's kammerat Dave og hans bror insisterer på at tage hævn og opsøger de to, men Dave ender på tragisk vis med at være den, der lader livet, hvilket får Kendrick til at stoppe op og reflekterer over sit liv.
Det, som jeg finder mest interessant ved hele historien er dog den bagomlæggende beskrivelse af Kendrick Lamar's forhold til Compton og hans miljø, og hvordan han faktisk afskyr kriminalitet og bandementalitet,  men er tvunget til at tage del i det, ganske enkelt fordi alternativerne er så få. Det er især denne historie, der fortælles så umanérlig godt.

Det hele (den egentlige historie) starter på "Backseat Freestyle", hvor Kendrick Lamar og hans kumpaner kører rundt i byen og gasser hinanden op med varm-luft blære-rap inden de skal ud og lave ugerninger. Det Hit-Boy producerede beat passer perfekt til nummeret, da man får en klar fornemmelsen af, at de sidder og bliver klar til deres "mission for bad bitches and trouble". Men allerede på nummeret efter, "The Art of Peer Pressure", afsløres Kendrick Lamars sande natur. På deres tur tager de stoffer, overfalder tre mænd "in colors we didn't like", og gennemfører et velplanlagt hjemmerøveri ("Pull in front of the house that we been camping out for like two months"), men Kendrick bryder sig i virkeligheden slet ikke om det, og hans undskyldning for at tage del er gennemgående: "shit, I'm with the homies". Det er i virkeligheden hans kammerater, der får det værste frem i ham.

På "Money Trees" finder vi Kendrick ved en moralsk korsvej, og hele historiens mest essentielle linje præsenteres her: "Everybody gon' respect the shooter, but the one in front of the gun lives forever". Kendrick spørger samtidig sig selv, om han helst vil sværge til "det fede liv" med materielle goder, eller leve et religiøst liv og sætte hans lid til Jesus Kristus ("Halle Berry og Halleluja"). Kendrick kender endnu ikke til de potentielle konsekvenser af det materielle liv og vælger derfor dette ("Dreams of living life like rappers do"), for når alt kommer til alt, så er Kendrick nød til at indrømme, at "Money trees is the perfect place for shade and that's just how I feel".
     En fed detalje er, at han på nummeret før beskriver deres interne måde at tale på: "Speaking language only we know, you think it's an accent", hvilket er grunden til det hyppige brug af det besynderlige "ya bish".
På "Poetic Justice" bliver Kendrick sat af af sine venner og sætter sig ind i sin egen bil for at køre hen og se Sherane. Det afsluttende skit viser, at han bliver hevet ud af sin bil og får en ordenlig omgang tæv da han ankommer til Sheranes residens. Nummeret i sig selv er ganske forfærdeligt i mine ører. Der er kun marginal progression i forhold til historien, beatet er dyppet i så meget sukker og honning at det næsten ikke er til at holde ud, og Drake-featuren kunne ikke være mere ligegyldig. Et decideret skidt nummer i min bog.
Efterfølgende har vi dog pladens vel nok bedste nummer i "Good Kid". Pharrell's dramatiske beat fungerer fantastisk, det minimale omkvæd komplimenterer til perfektion, og Kendrick rapper som ingen andre kan. Han har en intensitet og indlevelse på det her nummer, der simpelthen er måbende flot. Det er herpå Kendrick forklarer hvordan han er et "good kid" i en "mad city". Red and blue er farverne på den overordnede konflikt; i første vers er det naturligvis crips og bloods han rapper om ("What am I suppose to do when the topic is red or blue / And you understand that I ain't but know I'm accustomed to") og i andet vers er det politisirenernes blinken, og hvordan politiet sætter de unge i bås som kriminelle og aldrig giver dem en chance for at være gode:

"But what am I supposed to do /
When the blinking of red and blue /
Flash from the top of your roof /
And your dog has to say "woof" /
And you ask "lift up your shirt" 'cause you wonder if a tattoo /
Of affiliation can make it a pleasure to put me through /
Gang files, but that don't matter because the matter is racial profile /
I heard them chatter: "He's probably young but I know that he's down" /
Step on his neck as hard as your bullet proof vest /
He don't mind, he know he'll never respect /
The good kid, mad city"

På "m.A.A.d city" fortsætter Kendrick med at forklare, hvordan det næsten kan være umuligt at gebærde sig på den rette side af loven når man lever et sted som Compton. Følgende linjer siger det hele rigtig godt:

"My pops said I needed a job I thought I believed him /
Security guard for a month and ended up leaving /
In fact I got fired because I was inspired by all of my friends /
To stage a robbery the third Saturday I clocked in"

Han får et anstændigt job, men grundet den kriminelle mentalitet der har styret ham op til daværende tidspunkt, ender hans grådighed og kriminelle tankegang med at få ham fyret. Mc Eiht har et gæstevers, hvor han optræder som den diametrale modsætning til Kendrick, nemlig gangsta-gangbangeren, der boltrer sig i gadelivet og tager den livsstil som den eneste rigtige selvfølge. I det afsluttende skit hører vi hvordan Kendrick mødes med sine kammerater efter han er blevet tævet. De forsøger at dulme hans nerver ved at hive et par flasker alkohol frem, hvilket fører os videre til næste nummer "Swimming Pools (Drank)", der netop handler om alkoholmisbrug. Det mest interessante ved dette - i øvrigt glimrende nummer - er det afsluttende skit, som er ekstremt vigtigt for historien. Det er her Dave og hans bror beslutter sig for at tage hævn på dem, der bankede Kendrick, men der er en tydelig forskel på de to brødre. Dave ved, som den eneste, at Kendrick ikke har lyst til at tage del i det, og foreslår at køre ham hjem: "Now we can drop you off, ye we can drop you back off". Dave vil slet ikke have ham med, men broderen bryder med det samme ind: "That nigga ain't trippin', we gon' do the same ol' shit", så de hiver alligevel Kendrick med på deres vendetta. I samme skit hører vi hvordan de finder gerningsmændende, åbner ild, slår dem ihjel, men samtidig mister Dave i krydsilden: "Dave? Dave, say something - Dave? These bitch ass niggas killed my brother!".

Efterfølgende har vi en anden af pladens absolutte perler i den fantastisk flotte og rørende "Sing About Me". I første vers rapper Kendrick som Dave's bror, der efter at have mistet sin bror tænker over sin tilstedeværelse, og hvor meningsløst det egentlig har været at dyrke bande-livet og kriminaliteten. Han er ikke i besiddelse af samme evne til at drømme om noget bedre som Kendrick: "Dumb niggas like me never prosper"; han vælger at lade fordommene definere ham, men samtidig fremgår det tydeligt, at han beundrer Kendrick for hans ambitioner: "In actuality it's a trip how we trip off of colors / I wonder if I'll ever discover a  passion like you and recover". - Han beder altså til at finde samme styrke og sigte efter en lysere fremtid, men når det aldrig, da han ender med at blive skudt som sin bror, lige inden han når at bede Kendrick om at fortælle hans historie.
I andet vers rapper Kendrick som Keisha's (fra Section.80) søster, der er forargret over, at Kendrick har tilladt sig at fortælle Keisha's historie uden omtanke. Søsteren mener bestemt at det er muligt at få noget godt ud af en skidt situation; hun arbejder som prostitueret men er faktisk ovenud tilfreds med det, og hun forsøger at være eksemplet på, at det ikke er alle der lever et - efter normen - mindre godt liv, der har et mindre godt liv. "I'll probably live longer than you and never fade away / I'll never fade away, I'll never fade away, I know my fate" siger hun, men ender alligevel med at fade ud, hvilket nok er tegn på, at hun enten dør eller ender som endnu en sørgelig skæbne i Compton's underverden.
"Dying of Thirst" er det ultimative point of no return. Kendrick er på dette tidspunkt klar over, at han skulle have valgt "Halleluja" i stedet for "Halle Berry" og må skrotte de materielle goder til fordel for de vigtige værdier i livet. Han bliver, sammen med sine kammerater, konfronteret af en ældre dame (fortrinligt portrætteret af Maya Angelou), der "viser dem lyset": "See you young man, are dying of thirst. Do you know what that means? That means you need water, holy water". Hun får dem til at reciterer en modereret version af synderens bøn (den samme som man hører på åbneren "Sherane (Master Splinters Daughter)") og siger derefter: "Alright, remember this day. The start of a new life, your real life". Det leder os tilbage til sætningen fra "Money Trees", for herfra beslutter Kendrick sig for ikke længere at være the shooter og få midlertidig, overfladisk respekt, men at være in front of the gun og fortælle sin historie, og derved live forever.

På "Real" har Kendrick fundet ud af, hvad der er vigtigt i livet og hvad der virkelig betyder noget:

"What love got to do with it when I don't love myself /
To the point I should hate everything I do love /
Should I hate living my life inside the club /
Should I hate her for watching me for that reason /
Should I hate him for tellin' me that I'm season /
Should I hate them for telling me ball out /
Should I hate street credibility I'm talking about /
Hatin' all money, power, respect in my will /
Or hatin' the fact that none of that shit make me real"

Det er altså hverken penge, magt eller respekt, der gør ham "real". Hvad var det han ville have på "Backseat Freestyle"? - "All my life I want money and power / Respect my mind or die from lead shower". Kendrick har altså gennemgået en total mental-forvandling. Afsluttende hører vi Kendrick's far fortælle hvad der er real: "Any nigga can kill a man, that don't make you a real nigga. Real is responsibility, real is taking care of your motherfucking familiy".

Afsluttende har vi hometown-banger-anthemmet "Compton". Som vi har lært i løbet af historien, er Kendrick ikke ovenud lykkelig for sin opvækst i Compton, men uanset hvad, så er Compton stedet, der, på godt og ondt, har gjort ham til den han er, og byen fortjener derfor en hyldest sang - så lukkes albummet også med et brag!

"I find nothing but trouble in my life,

I'm fortune you believe in a dream"

Historien, der bliver fortalt på good kid, m.A.A.d city er ganske enestående. Havde jeg skulle bedømme pladen ud fra lyrik, tekst og historiefortælling alene havde den været til topkarakter, men desværre er der flere irritationsmomenter og generelt mindre heldige indslag undervejs, der gør det umuligt for mig at kvittere med topkarakter. "Poetic Justice" er som skrevet tidligere en stor, fed, sort, ulækker streg i regningen. Det første beat på "m.A.A.d city" er ligeledes komplet uudholdeligt. Omkvædet på "Real" er ganske enerverende, og så synes jeg at "Compton" er totalt malplaceret på denne plade. Det jeg bedst kan lide ved Kendrick Lamar er, at han på så mange områder skiller sig ud fra alle de andre westcoast rappere, der beretter om gangsta-miljøet, og jeg forstår derfor ikke hvorfor han skal rappe over et typisk Just Blaze beat, som The Game lige så godt kunne have rappet over. Det er slet ikke sådan et beat jeg vil høre Kendrick over.
Men alt i alt kan der ikke være megen tvivl om, at good kid, m.A.A.d city er van-vit-tig gennemført! Der er virkelig mange skits, men de er alle til for at skubbe historien fremad, og sammen med et beatkatalog, der på imponerende vis rammer de forskellige numres stemning og individuelle historie, sidder man med fornemmelsen af, at det her virkelig er et gennemarbejdet projekt. Og nå ja, så rapper Kendrick Lamar fuldstændig fantastisk! Indlevelsen er unik, det emotionelle aspekt sidder lige i skabet, autenciteten er ikke til at tage fejl af, flowet er grinagtigt skarpt, sansen for detaljer i beskrivelserne og evnen til at fortælle en på sin vis simpel historie, men samtidig få flettet talrige undertemaer og budskaber med ind er mesterlig. Jeg er virkelig imponeret - ya bish!

5/6