tirsdag den 23. oktober 2012

Substantial - Home Is Where the Art Is


En samarbejde mellem to af hiphoppens stærkeste 'selvgjort-velgjort' indie-labels - QN5 og Mello Music Group - lyder jo næsten for godt til at være sandt, og Substantial's tredje langspiller er så sandelig også en sprød lille sag.
Substantiel er den super karismatiske, utroligt like'able rapper fra Maryland, der i flere år har slået sine folder i QN5 lejren, men som på sin seneste Home Is Where the Art Is har bondet med Oddisee og deres fælles affilierede til tilblivelsen.

"It's like a black canvas with a beautiful frame /
No limit to what I can do with the paint"

- Kender man til Mello Music Group og deres seneste bedrifter ved man, at det er den yderst sjælfulde og melodiske men bestemt også knastørre hiphop de begår sig i, og dén stil har Substantial omfavnet. Især beatmaestroen Oddisee besmykker pladen med mageløse beats. Når man tænker på at han selv lige har udgivet en overordenligt velproduceret soloplade, så er det ganske imponerende, at der er beats tilbage til Substantial, der ikke bare er lige så gode som Oddisee's egne, men efter min mening bedre. Oddisee's plade var meget "stille og rolig" i lyden og indeholdt langt flere low-key og melodiske cuts end bangers. Der er produktioner af samme skuffe på Home Is Where the Art Is. "Make Believe" ligger i den stille ende, hvor en af alle tiders bedste kærligheds-ballader i Whispers' "Welcome Into My Dream" samples til perfektion, og den live-band organiske "Umoja" bæres oppe af enestående improviserede keys-melodier. I den tungere ende af skalaen ligger "Check My Resume", hvor Oddisee's trommeprogrammering bør bringe selv den mest kræsne hiphop-lytter i total ekstase. Samtidig udviser Substantiel ypperlig overlegenhed ved at rappe hans imponerende "hiphop-CV" med et ligeledes stor-imponerende flow:

"You'd think I graduated from the Xavier institute /
But School of Hard Knocks is where I took my classes /
Where I got my Master of Ceremony tactics /
My Poor Righteous Teachers taught me to make only classics"

"Shit On My Lawn" er ligeledes en tung krabat: gungrende (og i særdeleshed tørre!) trommer, blandet med små doser horn og elektroniske effekter lægger en god bund for Substantial's battlerap, hvor alle diss og spydige kommentarer bunder i have/natur-relaterede metaforer:

"Fetch my leaf-blower, you might con most /
with what you compose but it's mostly compost /
Plant foot in your ass like I punt for a team /
You bums are all thumbs but none of them green"
 

Substantial har også sine mere personlige stunder, som på den "stort" M-Phazes producerede "The Verge", der handler om et par, der er på kanten til at gå fra hinanden, men som mod deres vilje bliver sammen pga. af deres barn. 'Stan er nemlig også familie-far, og det er tydeligt at hans nærmeste betyder alt for ham. På "Resilient" rapper han:

"Substantial's supposed to be a quitter and absentee father /
But I figured "what's more precious than my daughter?" - nada /
Develop her mind so she's smarter /
And destined to do great things like her father"

'Stan holder kortene tæt ved kroppen på Home Is Where the Art Is, men det ligger også lidt i albummets titel, at det handler om ham og hans nærmeste. Der bliver da heller ikke åbnet op for det store, dybtfølte lyriske univers, men som skrevet i starten så er Substantiel en komplet herlig karakter, og hans egen historie er mere end rigeligt til at fylde det relativt lille album ud, som HIWTAI er.

Der er enkelte mindre spændende øjeblikke, som de lidt for repeterende beats på "See Hear" og "Neighborhood Watch" og et rimelig ligegyldigt omkvæd fra QN5-kollegaen Kokayi på "Grateful", men  størstedelen indbyder bestemt til rendyrket hiphop-nydelse. Det er som sagt rimelig "tør" hiphop vi har med at gøre, så det tager lidt tid at fordøje, men giver man pladen den tid den kræver finder man, at Substantial har begået en lille perle med Home Is Where the Art Is.

4.5/6


"Check My Resume"

"Umoja"

"Shit On My Lawn"

- Jeppe Barslund


2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Nu vi er ved QN5, vil jeg lige gøre opmærksom på Tonedeff og PackFm´s podcast.
Den hedder Tacos And Chocolate Milk. Der fortælles mange gode og underholdende historier fra deres liv, samt spændende oplysingerne om dem selv og QN5.

Bare til info, hvis nogen endnu ikke kender til den:)

Mads sagde ...

God anmeldelse, af et solidt album. Der er både mindre gode skæringer og rigtig gode numre. Karakteren passer fint, ville måske nøjes med en 4'er, men sådan er det jo.
Udover det, vil jeg kraftigt anbefale alle som læser dette, at tjekke det podcast ud, som "Anonym" ovenover mig snakker om - det er herligt.