Inden The King's Dead hed The King's Dead hed de The Dean's List. De tre studiekammerater Mendoza, Mik Beats og Sonny Shotz slog hovederne sammen i 2010 og kaldte sig The Dean's List, der teknisk set er betegnelsen for en særlig kategori af studerende, der har udmærket sig udover det sædvanlige i deres semestre. Mendoza, Mik og Sonny's plan var nemlig at bryde med college rap "genren" og lave hiphop på et substantielt og intellektuelt plan, med college-studerende som målgruppe; en slags "intelligent is sexy" propaganda i rap-form. Desværre havde de det elementære odds imod dem, at de jo ret beset var college-studerende der rappede, og af dén grund alene fik de selv samme "college-rap" mærkat påsat, som de fra start af forsøgte at undgå. De blev populære (i college-liv øjemed), dog ikke på det grundlag som originalt var planen. De udgav Undeclared mixtapet i 2010, The Drive-in mixtapet i 2011, der gav dem bred eksponering på grund af nummeret "Dear Professor", og så udgav de albummet Generation X tidligere i år, blandt andet først án af de solide single "Birth".
De tre kom dog til enighed om, at de ville "starte forfra" og forsøge at lave den substantielle og intellektuelle hiphop, som bragte dem sammen til at starte med. De skiftede derfor navn til The King's Dead for at kunne viske tavlen ren og lave musik ud fra et navn, som folk ikke havde forventninger eller fordomme (endsige kendskab) til.
Jerusalem er deres første skive, og det er utrolig tydeligt, at de er modnet både i lyrik, emnevalg, seriøsitet og især produktioner. De har formået at kreere en plade, der både er udfordrende, sjov og tankevækkende.
Det skal med det samme siges, at det ikke er lige godt hele vejen igennem; produktionerne bliver til tider for "skæve" til, at det for alvor er godt, og lyrikken er enkelte steder ufrivilligt komisk (dårlig) - men når det hele passer sammen, så går det virkelig op i en højere enhed. - Hvad jeg ville kalde "turn up the volume in your headphones" -musik.
For ikke at gøre denne anmeldelse af et totalt ukendt navn alt for lang, vil jeg fremhæve tre numre og forsøge at give jer et indtryk af pladen ud fra dem. Pladen kan downloades gratis og lovligt, og jeg er rimelig sikker på, at følgende numre er mere end rigeligt til at få jer til det.
"No Peace In A Rebel"
Produktionerne lyder generelt som en blanding af Kid CuDi's univers og Blue Sky Black Death's indviklede arrangementer. At kalde musikken på Jerusalem for "beats" ville i hvert fald ikke være at yde musikken retfærdighed. "No Peace In A Rebel" er et fortrinligt eksempel på gruppens ekstremt nuancerede produktioner. Det starter med stramme trommer og en atmosfærisk baggrunds-fløjten, men så falder de utroligt flotte, Enya-lydende strygere ind sammen med guitarspil og skaber en helt anden stemning. Halvvejs inde i nummeret tager beatet til i intensitet, bliver mere skrabet og får smidt nogle tungere guitar-taps ind over. Som nummerets titel antyder handler det om at kæmpe for forandring, og selvom det rebelske måske kun berøres på overfladen, får de stadig både snakket om forandring i samfundet ("the people want change now, not a priest on a playground") og i rap-gamet ("Say fuck 'em hoes, they don't fuck with me / My slang bad an' my bitch bad, that's all you say with your rich ass"). Det er dog det måbende flotte beat i første halvdel, der stjæler opmærksomheden her.
"Dead Man's Face"
Også herpå er produktionen ganske unik. Man kan ikke undgå at studse over omkvædet, hvor de har samplet det samme choppede vokalstykke som Major Lazer's brugte på "Pon De Floor" og som Beyoncé senere gjorde populær med "Run the World (Girls)". The King's Dead blander det let genkendelige sample med østen-lydende citarspil og stikkende stryger-toner, og som om det ikke var nok kaster de også et sample af en skrøbelig kvindevokal (i bedste Kno-stil) ind i omkvædet. Det lyder allerhelvedes godt!!
"My Blue Car"
En mere melankolsk undertone gennemsyre dette nummer, der handler om hvordan hovedpersonen associerer sin bil med fortidens dårlige og svære tider. "I had to buy a whip, but had to put my shades on, the dark ones that hide out my problems that you see" rapper han, og man får en fornemmelse af, at bilen var ment som en måde at flygte fra problemerne på, men istedet er blevet holdeplads for selv samme. Produktionen matcher den nedtrykte stemning perfekt med et minimalt guitarspil og melodiske keys, der tager til i omkvædet og bliver utroligt følelsesladet i form af sit harmoniske udtryk.
- Hvis du blev imponeret over de ovenstående tre numre, så kan du roligt klikke dig herind og hente pladen, for der er meget mere hver det kommer fra. Som sagt ikke en perfekt plade, overhovedet, men der er talrige memorable skæringer, og jeg ved i hvert fald, at jeg er langt fra færdig med at begive mig ned i Jerusalem.
4/6
Bonus-video: "Sour Apple Rich Girls"
- Jeppe Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar