DJ Static - Rolig Under Pres

Jordskredssejr til kvantiteten!

At begynde at opremse kunstnere og udgivelser, som har været under DJ Statics behandling, er et omfattende projekt at give sig i kast med. Lad os snige os uden om den ellers imponerende liste, og bare koge det hele ned til; at DJ Static igennem mange år har været en allerhelvedes solid og leveringsdygtig skikkelse på den danske scene.

     På sin mastodontiske, 28-numres, 34-artistbegæstede producer-solodebut opsummerer Static på en måde sin foreløbige karriere i ét stort (læs: meget stort) magnum opus, hvor han samtidig indlemmer en stor del af den nye generation til sit cv.

Syv kvarters hiphop ved én producers hånd er en enorm mundfuld, og Rolig Under Pres blev et sted – måske af Static selv endda – beskrevet som værende et muligt ”kommercielt selvmord”. Jeg er enig. Det er dog mere et selvmord, end det er kommercielt. Jeg kan umiddelbart ikke komme i tanke om en eneste producer, som jeg kunne forestille mig producere 27 unikke, ligeligt interessante beats til én udgivelse med succes, og det lykkedes heller ikke Static. I min optik ender det som et unødvendigt overflødighedshorn af hiphop, der er lige så svingende i kvalitet, som pladen er lang. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at pladen nok havde vundet gevaldigt ved en lodret halvering, simpelthen.

     Det betyder på den anden side, at vi sidder tilbage med mindst et dusin stærke skæringer, og det er i sig selv mere, end hvad de fleste andre udgivelser kan præstere. Sagen er nemlig den, at når Static producerer godt, så producerer han vanvittig godt! Nat Ill brillerer over ”No Fear”, der svært kunne blive tungere. Danni Toma og Raske Penge viser sig at være et fantastisk par på ”Som en vinder”. Wafande imponerer nok engang med sin forståelse  for det simple og melodiske på ”Alle jeres løgne”. Joe True viser, hvor spændende en rapper han er, over ”Ram gulvet”, der uden tvivl er inspireret af Mos Def’s ”Auditorium”. Blacc El flyder som en drøm over den ufatteligt stramme ”Do It”, og så har Static produceret et af de hårdeste beats i lange tider med ”So Cool”, der dog havde fortjent en lidt mere troværdig eller garvet rapper end Peacefull James.

Men som skrevet før; for hver sprøde skæring gemmer der sig et ligegyldigt nummer, og således kunne mindst en 8-9 stykker snildt have været skåret fra. Endvidere bliver al den rap om rap en kende ensformig i længden. Der er en masse flow-blær og skarp legen med ord fra en lang række dygtige rappere, og det er da fint nok i moderate doser, men der er noget nær ingen dybde at finde i pladens tekster. Og nej, man kan ikke negligere teksterne selvom det er et produceralbum.

I min bog finder vi pladens allerstørste minus i den totale mangel på overraskelser. Det kunne have været friskt med nogle alternative konstellationer fremfor de mange forudsigelse parringer. Det er f.eks. super fedt at opleve Danni Toma over et langt mere voluminøst beat, end dem Noodle plejer at forsørge ham med, og sammensætningen af Peter Sommer, Shaka Loveless og Tue Track over et robotisk, psykedelisk break-beat er fænomenalt. Men de fleste steder optræder gæsterne enten alene, eller også er sammensætningerne som man kunne have forventet, som f.eks. med Jooks og Orgi-E. Jeg mener; hvor vilde grupperinger kunne man ikke have lavet, havde man tænkt lidt ud af boksen? Tænk hvis Nat Ill havde fået selskab af J-Spliff, Pharoahe Monch og Murs på ”No Fear”? Hvad med Joe True, Khalern og Tue Track over ”So Cool”? Eller Babara Moleko, Wafande og Ayoe Angelica på et vokaldrevent nummer? Når man alligevel har så mange spændende kunstnere under samme tag, hvorfor så ikke prøve noget nyt og sprænge rammerne for hvad folket troede muligt i dansk rap?

På denne vis kunne man samtidig have presset flere rappere og sangere ind på færre numre og slutningsvist have siddet med én sygeligt sprød plade i stedet for de nærværende to, hvor man er nødt til at bane sig vej igennem halvkedelige numre for at finde guldet. Kvantiteten vandt en jordskredssejr over kvaliteten denne gang.  

Det jeg prøver at sige er nok, at Rolig Under Pres kunne have sat sit præg på dansk rap; den kunne have vundet sin plads i historiebøgerne, men Static gik i en stor bue udenom ved følge den samme formular, som vi har været vant til de sidste mange år. At lave en lang plade er bestemt ambitiøst, men i min optik er det overhovedet ikke nok til at blive hverken ”hiphophistorieundervisningspensum” eller ”en milepæl i dansk rap”. Det er godt, det er sikkert, men det er på ingen måde originalt eller modigt.  

4/6

- Jeppe Barslund

10 "oversete" Kanye West beats

Når jeg "bliver fan" af nogen, så bliver jeg det ofte på et rimelig nørdet plan! På et tidspunkt satte jeg mig fx for, at jeg bare måtte have alt det musik, som Kanye West havde produceret. Jeg lavede en 'Beats by Kanye West' mappe på iTunes og begyndte den vilde jagt, og jeg er rimelig sikker på, at der har været over 2-300 numre i mappen, eksklusiv Kanyes eget materiale. Alt fra wikipedia listen, 6-7 mixtapes og en masse andet, som jeg selv fandt frem til. De fleste er sikkert bekendte med mange af de mere kommercielle ting Kanye har lavet til fx Jay-Z, Lil Wayne, John Legend, Common, Nas, Talib Kweli, Fabolous og T.I., men ind imellem har han også lavet nogle geniale perler til mindre kendte kunstnere, som derfor er fløjet under de flestes radar, eller sublime beats til mainstream navne, som af en eller anden grund er havnet som et obskurt japansk bonus nummer.
     Her får I en lille liste med 10 numre produceret af Kanye West, som jeg personligt er utroligt glad for. Måske har I hørt dem, måske har I ikke? Hvis I selv kender til nogle mindre kendte beats (jeg ved der er ufattelig mange!) så bare kom med dem.

10. Kanye West - "Good Night" feat. Mos Def & Al Be Back

Det var oprindeligt kun japanerne der fik dette bonus nummer med ved køb af Graduation, og det irriterede mig i sin tid så meget, at jeg brugte en større formue på at erhverve mig et japansk eksemplar. Det var dog det hele værd, for "Good Night" er et fantastisk nummer. Ganske stille og roligt i sin natur med en syngende Mos Def, og en langt bedre album-lukker end "Big Brother", da albummet som bekendt åbnes med "Good Morning". Det giver faktisk ingen mening, at nummeret blev et "eksklusivt bonus nummer".

09. The Game - "Bang Along"

Skulle oprindeligt have været på LAX pladen, men blev sorteret fra. En smule tosset hvis man spørger mig, da jeg synes det er bedre end det meste, der faktisk er at finde på LAX. Et forholdsvist simpelt beat, hvor Kanye blander et stramt trommeloop med piano, fløjten, melodiske strygere og et vokalsample, der lyder som The Beatles. Hvis det er det, så kunne dét være en plausibel årsag til, at nummeret ikke kom med.

08. Mase - "Welcome Back"

Det kan nærmest ikke beskrives med ord hvor kitchy et track det her er, men det er det på den fedest tænkelige måde. Mase er så hamrende wack en rapper at det gør ondt, men med opløftende strygere, Kanyes kendetegnene bongo-trommer, klavermelodien og det perfekte børnekor er jeg nødt til at indrømme, at jeg er pjattet med nummeret. Man blir' ganske simpelt bare i godthumør

07. Cam'Ron - "Dead Or Alive"

En anden forholdsvist wack rapper, der har fået et fantastiske Kanye beat at være wack over, er Cam'Ron. Han får tilmed hjælp af den endnu mere wack'e Jim Jones! - Men det er slet ikke af betydning, for beatet er mageløst! Samplingen af Buffy Sainte Marie's "Lazerus" er intet mindre end genialt, og den måde han kombinerer det soul'ede sample med det rå beat er i min optik blandt de første "spor" til, at Kanye ville udvikle sig til en af nyere tids største musikere. Gud hvor har jeg hørt dette nummer mange gange!

06. Teriyaki Boyz - "I Still Love H.E.R." feat. Kanye West

Efter Late Registration i 2005 blev Kanye en ekstremt populær (og rig) herre, og en af hans daværende (og nuværende for den sags skyld) favorite things to do var at shoppe de mest eksklusive steder i verden. Japan blev især besøgt meget, og det resulterede i et venskabs-samarbejde med Nigo, der startede tøjmærket A Bathing Ape (BAPE) og som er DJ i Teriyaki Boyz. Jeg forestiller mig, at byttehandlen har lydt på en masse tøj til Kanye for nogle beats til Teriyaki Boyz. De lavede blandt andet "I Still Love H.E.R." sammen, som simpelthen er rendyrket Kanye. Endnu et smittende beat som man bliver i godt humør af, besmykket med blæsere og en masse tossede japanere. Den tilhørende video er også ganske underholdende!

05. Grav - "Line For Line" feat. Kanye West

Det allerførste hiphop Kanye lavede var med og for hans Chicago-kammerat Grav til hans debutplade Down To Earth fra '96. Dengang var Kanye 18 år, og hans lyd dengang var noget mere skrabet og rå i udtrykket. Det lyder ikke synderligt Kanye'sk, men ikke desto mindre er det virkelig fedt, og Down To Earth pladen kan varmt anbefales, skønt den kan være svær at få fingrene i nu til dags.

04. Nappy Roots - "These Walls"

Der er ikke så meget at sige om det her mesterværk. Nappy Roots er en virkelig fed og ekstremt undervurderet gruppe fra Kentucky, og "These Walls" er i min optik deres pragtskæring. Lyrikken rammer dybt, og outroen giver mig kuldegysninger hver gang.

03. 213 - "Another Summer"

Snoop Dogg, Nate Dogg og Warren G rottede sig i '04 sammen om det rimelig tynde The Hard Way album.   Det sublime "Another Summer" var dog at finde derpå, og det er - som titlen antyder - et rendyrket sommer-hiphop track. Kanye har virkelig fanget den labre sommerstemning i sin nedtonede produktion. Man kan måske sige, at det er lidt "let" produceret, i og med at han i bund og grund "bare" har taget Eddie Kendrick's "Intimate Friends" og speeded instrumentalen op. Vokalarrangementet i omkvædet står dog på Kanyes regning, og det må man tage hatten af for. Laber skæring.

02. Do Or Die - "Higher"

Do Or Die's D.O.D. udkom lige efter The College Dropout, og "Higher" lyder som taget direkte fra Kanye's debut. Den lyder meget som "Slow Jamz", og de tre rappere Belo Zero, N.A.R.D. og AK-47 er tydeligt inspireret af Twistas speed-flow. Hen imod slutninger folder Kanye's magi sig for alvor ud, da der kommer et stort kor og fantastisk soul-sang ind over omkvædet. Simpelthen en fænomenal produktion. En af mine favoritter fra West.

01. Leela James - "Didn't I"

Da Leela James debuterede med A Change Is Gonna Come i 2005 var jeg sikker på, at hun ville stryge til tops som soul sangerinde. Ikke alene strøg hun ikke til tops, hun fik nærmest ingen eksponering og blev lynhurtigt glemt. Når man hører A Change Is Gonna Come undrer man sig over hvordan dét skete, for den er fyldt til randen med soul-guldklumper. Den Kanye West producerede "Didn't I" er bare en af dem. Det tonstunge beat er egentlig mere hiphoppet, men det gør bare Leela James det meget sejere! Hendes vokalpræstation i omkvædet er i en klasse for sig, og selvom produktionen ikke er blandt Kanyes mest ambitiøse eller komplicerede er det en af mine favoritter fra ham. Simpelthen suverænt!

Det var 10 "oversete" Kanye West beats.

- Jeppe Barslund

Frank Ocean - channel ORANGE

En uges tid inden udgivelsen af channel ORANGE postede Frank Ocean et såkaldt "open letter", hvori man kunne læse, hvordan han for fire år siden forelskede sig i en anden mand. Eller en ven snarer, der ikke kunne gengælde følelserne, hvilket efterlod Ocean som et forvirret menneske; på den ene side glad at have oplevet ægte kærlighed og for at være blevet afklaret med sin seksualitet, men på den anden side frustreret over at forelske sig i en heteroseksuel mand, og dermed håbe på noget, der aldrig kunne blive. Som Frank Ocean endvidere skrev i brevet, så var han nødt til at skrive sange og indspille musik for at "holde sig i live" og for ikke at ende i et sort hul. - "I wanted to create worlds rosier than mine. I tried to channel overwhelming emotions" skriver han. Episoden for fire år siden - hvor han forelskede sig - er den vigtigste del af hans liv, og én ting vil han for evigt forbinde med denne: farven orange. Han refererer til en særlig farvebaseret synæstesi, hvor man forbinder oplevelser og hændelser med farver; deraf albummets lidt kringlede titel. channel ORANGE er således Frank Ocean's forsøg på at bearbejde, forklare og sætte ord på hans følelsesmæssige rutsjebanetur, der, som jeg har tolket det, endnu ikke er ved sin ende.

Desværre lever vi stadig i en tid, hvor en ung mand kan have svært ved at stå frem og fortælle verden sandheden, i frygt for hvordan hans "community" vil reagere. Man skal huske på, at den amerikanske hiphop kultur i lang tid har været udpræget homofobisk. Måske det ændrer sig nu?
Heldigvis (og naturligvis; alt andet ville have været katastrofalt) har reaktionerne været overvældende positive. Russell Simmons (ejer af Def Jam; Ocean's pladeselskab) skrev et blogindlæg med titlen "The Courage of Frank Ocean Just Changed the Game", og så har alle fra hans Odd Future kammerater til Jay-Z og Action Bronson udvist enorm begejstring for Frank Oceans ståen frem.
     Set i bakspejlet har Frank Ocean måske forsøgt at hinte til hans seksualitet før. På "We All Try" fra nostalgia, ULTRA. mixtapet fra sidste år synger han: "I believe that marriage isn't between a man and woman but between love and love", og på "Oldie" fra The OF Tape Vol. 1 får han lige hurtigt rappet "I'm high and I'm bi, wait I mean I'm straight". Det viser måske, at han virkelig gerne ville ud med den her indebrændte "hemmelighed", men at han ganske simpelt ikke var klar. Det kan også være at man (jeg) ligger alt for meget i noget, som måske slet ikke har den store betydning?

Når alt kommer til alt er alt dette faktisk irrelevante petitesser, der er nemlig kun én ting, der er af egentlig betydning, nemlig at channel ORANGE er en fabelagtig plade! Det har hverken noget med en hændelse for fire år siden eller Frank Oceans seksualitet at gøre, det skyldes udelukkende et åbenlyst strålende talent.

Sidste års nostalgia, ULTRA., der blev udgivet i al hast af Ocean selv, grundet dårligt samarbejde med Def Jam (der dog udgiver nærværende album) var et formidabelt mixtape, men efter talrige gennemlytninger er min konstatering, at channel ORANGE er bedre på stort set alle leder og kanter. Frank Ocean har fundet en gylden mellemvej, der kombinerer mere nutidige tendenser - både i produktion og fortælling - med elementer og inspiration hentet fra Stevie Wonder, Prince, Elton John og mange andre. Der er faktisk ganske mange forskellige stilarter og udtryk inden for soul, samlet på denne plade, men alt kædes fornemt sammen af Ocean's sublime vokal, der er en af de flotteste i umenneskelige tider, og uden sidestykke den bedste pt. Dette får Ocean hurtigt slået fast, da han åbner albummet med "Thinkin Bout You", hvor vokalen sættes i fokus over en minimal produktion, og man må simpelthen imponeres over hans falsets spændvidde i omkvædet. Det lyder både ømt og skrøbeligt, men samtidig hamrende sikkert. Netop det minimale spiller en stor rolle i Frank Ocean's univers. "Sierre Leone" og "Pink Matter" er pragteksempler på, at less kan være yderst effektivt. Også John Mayer har været inviteret ind i studiet for at spille lidt blues guitar over den forsigtige, kun lidt over et minuts lange "White", der i al sin enkelthed er en glimrende skæring.
På "Pilot Jones" bliver det minimale måske fór minimalt i min optik, og ender med at være en kende kedeligt. Til gengæld skyr Ocean til malerisk poesi i sin usædvanlige fortælling om kærligheden imellem en pusher og en af dennes kunder, og dét er bestemt ikke kedeligt. Kedeligt er faktisk på intet tidspunkt et ord man får lyst til at bruge om pladens tekster, der primært kredser om forhold, sex, stoffer og priviligerede rich kids. Skivens næsten ti minutters lange midtpunkt "Pyramids" handler fx ligeledes om en alternativ kærlighedshistorie, denne gang imellem en alfons og en af hans klienter. Frank Ocean serverer ofte hans historier med en alternativ indgangsvinkel, hvilket resulterer i gennemgående spændende tekster, der nogen gange løftes af humor og ironi, andre gange af alvor. Ironien er overalt at finde på "Super Rich Kids" og "Sweet Life", hvor Ocean synger om hvor fedt det er at være født ind i rigdom og overklasse, selvom budskabet tydeligvis er det komplet modsatte. Pharrell har hjulpet til med produktionen på "Sweet Life", hvis omkvæd lyder som taget direkte ud af Songs in the Key of Life; større kompliment fås vist ikke!
Og er der noget Ocean virkelig har sans for, så er det catchy omkvæd. Numre som "Forrest Gump", "Golden Girl", "Bad Religion" og især "Lost" har en tilsyneladende uendelig replay value. Selv et 40 sekunders interludet "Fertilizer" er ovenud fantastisk. Er man som mig en smule ærgerlig over at det nummer ikke er længere, så er der gedigen trøst og tilfredsstillelse at hente i James Fauntleroy's original af samme navn, som Ocean ganske simpelt har lånt.  

"Crack Rocks" og "Monks" er de eneste to numre, der for mig rammer ved siden af, og det endda uden at værre decideret dårlige. Samlet set er channel ORANGE en mageløs helstøbt plade, der både brillere i rendyrket soul, men som også applauderer mere moderne beats og produktions-traditioner, samt gæsterap fra Andre3000, Earl Sweatshirt og Tyler, the Creator. Vigtigst af alt er det Frank Ocean - der forresten selv har produceret det meste - der er denne lytteoplevelses mest memorable figur, og jeg tror virkelig at Frank Ocean hans debutplade her vil blive husket i lang tid. Jeg tror ikke Jermaine Dupri skød helt forkert da han spåede at Frank Ocean ville blive R&B- og Soul-musikkens "savior". I min optik er der i hvert fald ikke bedre bud på en sådan.

5/6

- Jeppe Barslund