mandag den 13. februar 2012

John Grant - Queen of Denmark



- CLASSIC 'NON-HIPHOP' ALBUM REVIEW -

Den bedste musik er i min bog den, der taler til ens følelser. Musik, der kan fortælle en historie, som rammer lytteren på det ene eller det andet punkt; dette værende sig glæde, sorg, kærlighed, tab, depressioner, håb, frygt, smerte eller noget helt niende eller tiende. Som det (forhåbentlig) fremgik af min A Piece of Strange artikel, forud for dette indlæg, så var dér i høj grad tale om en plade, der talte meget direkte til mig, personligt, og som af samme årsag er en af de mest betydningsfulde udgivelser, jeg i mit liv har lagt øre til. Det samme kan uden tøven siges om John Grant's solo-debut Queen of Denmark, der er så ufattelig rig på personlige, følelsesladede fortællinger, at jeg vil mene, at man skal være et følelsesmæssigt hæmmet individ, hvis man ikke bliver påvirket af det.

        Queen of Denmark (2010) er den biografiske og tragiske fortælling om en mand, der lige siden barns ben har fået at vide, at han ikke var god nok. Født ind i en stærkt kristen familie i Michigan, hvor homoseksuelle og farvede var "djævelens værk", havde John Grant alle odds imod sig, da han i en meget ung alder var bevidst om sin homoseksualitet. Han fik dagligt at vide af sine forældre, at det han var, var forkert, så han forsøgte i årevis at undertrykke sin seksualitet. Han lærte igennem sin kristne familie, at det var en synd som bøsse, at være tilfreds med sig selv. Ydermere fik han ordret at vide, at "if you have a cock in your mouth, you better have a vagina between your legs". Her kan man virkelig snakke om at være fanger imellem to verdener. På den ene side var John Grant bevidst om, at han ikke kunne ændre sin seksualitet, men på den anden - på sin vis irrationelle side - overtalte han sig selv til at prøve, fordi han, ud fra sin løgnagtige opvækst, var klar over, at han ikke var "normal". Han prøvede i årevis at bryde sin egen person ned og ødelægge den han var, hvilket resulterede i en række neuroser, der ultimativt førte ham ud i et heftigt stofmisbrug. Som han selv har sagt, så var de første tyve år af hans liv "shit", og de efterfølgende tyve år har han brugt på at bearbejde de første tyve års "shit".
      Hans musikalske karriere startede omkring midten af 90'erne med bandet The Czars, med hvem han udgav tre plader i løbet af et årti, men eftersom de aldrig blev et kendt navn, var det eneste John Grant kunne konkludere ud fra dét, at han heller ikke duede som sanger, og nok bare burde droppe det. Musikkarrieren blev lagt på hylden og erstattet med et endnu større stof- og alkoholmisbrug. Han var derude, hvor han forsøgte selvmord, men nåede aldrig at gennemføre, da bandet Midlake rakte ham en hjælpende hånd da nøden var størst. De sagde til ham, at han ikke måtte lade sin flossede selvtillid få skovlen under ham, og de tilbød at få ham på ret køl. De lod ham bo hos dem, de lod ham indspille musik i deres studie, de agerede selv studie-musikere, og de var selv rundt med ham og spille diverse steder - det hele gratis, af ren og skær venlighed. Via denne venlighed genvandt Grant lidt af sin tillid til sine medmennesker, og han valgte at blive clean og fokusere på musikken igen, med fornyet energi.

Hele denne historie udspiller sig på Queen of Denmark, i små, usædvanligt velfortalte bidder. Historien fortælles ikke kronologisk, Grant springer frem og tilbage i tid og sted, men sammenfattet danner de tolv numre på skiven en intet mindre end forbløffende historie. John Grant mestrer minimalismens udtryk som ingen anden, og hans evne til at sætte præcise ord på følelser, ved hjælp af få virkemidler, kan nærmest ikke matches af nogen. Dertil vil jeg sige - og dette lyder nok lidt storladent, men ikke desto mindre mener jeg det af hele mit hjerte - at John Grant besidder den flotteste vokal, overhovedet. Dette er naturligvis en smagssag, men personligt er jeg aldrig blevet så bjergtaget af en stemme i så høj grad som Grants'. Og som om alt dette ikke var nok, så er hans samspil med Midlake ovenud sublimt. Har man hørt f.eks. The Trials of Van Occupanther eller The Courage of Others fra dem, så ved man, at de er  fantastisk dygtige, men jeg vil mene, at de har overgået sig selv på Queen of Denmark. Det er simpelthen en af de største musikalske fornøjelser du kan udsætte din øregang for.  

Jeg kunne sagtens lave en track-by-track beskrivelse af alle 12 numre, men noget siger mig, at mange af jer ville hoppe fra undervejs, og det ville jeg blive virkelig være ked af, for det her er ganske simpelt musik som man må og skal opleve. Jeg vil i stedet plukke mine fem favoritter ud (selvom det er noget nært umuligt at vælge favoritter), beskrive dem med en linje, to eller tre, og bare lade jer nyde dem.

"TC and Honeybear"
Pladens åbningsnummer. Helt ufatteligt stærkt. Starter stille og roligt ud med en blid guitar, men tager til og besmykkes både med kor, en sublim fløjtemelodi og en vokalpræstation i særklasse undervejs. Grant synger om det vigtigste forhold i sit liv, der desværre var dømt til at forlise, og man kan virkelig fornemme hans smerte i fortællingen om TC og hans 'honeybear', der naturligvis er Grant selv og hans daværende kæreste Charlie. 


"Chicken Bones"
Et mere up-tempo track, der bæres af et Scissor Sisters lydende klaver og nogle mudrede guitartoner. Teksten er tilsølet i ugidelig ironi og sarkasme, og Grants kulsorte humor, der spiller en stor rolle undervejs på hele pladen, kommer perfekt til udtryk i den tilhørende musikvideo, der må siges at være en af de mærkeligste og sjoveste i mands minde.


"Outer Space"
At dette nummer ikke er blevet et radiohit er mig et komplet mysterium. Det er en let, folk/poppet kærlighedssang, med et omkvæd så fængende, at man må finde sig i at have melodien i hovedet i ugevis, hvis den først har sat sig. Selv i versene er sang-melodien mere fængende end omkvædet på ni ud af ti andre pop-sange.


"Caramel"
Den, i min bog, smukkeste kærlighedssang, der er skrevet. Nummeret består af to vers og to omkvæd, hvoraf de to vers ikke indeholder mere end to linjer hver. Men som skrevet tidligere er der ingen der mestrer minimalismen som Grant, og når man først har beskrevet følelsen af ægte kærlighed med linjerne: "My love he reveals himself, with tendernes and grace, my love has constructed with his arms, for me, the safest place" - hvad mere er der så at sige? Når disse linjer tilmed leveres med en vokal så vidunderligt smuk som herpå, så sidder man med fornemmelsen af, at musik som kunst- og udtryksform ikke når højere luftlag.


"Leopard And Lamp"
Opbygningen af dette nummer er i en klasse for sig. Strukturen og valget af instrumenter ændrer sig konstant. Fra de ensomme keys i starten, til klaver i omkvædet, trommer og strygere i mellemstykket og endeligt en mørk guitar med mudret baggrunds-synth hen imod slutninger. Der er noget "stort" over vokalpræstationen herpå. Grant fanger en fra de første, lette strofer, til den majestætiske afslutning.

 


- Jeg håber inderligt, at I på baggrund af disse fem numre vil gøre jer selv den tjeneste at investere her, for musik kan ikke blive bedre end det som John Grant og Midlake præsterer på Queen of Denmark. Og hvis I nogensinde får chancen for at se ham live, så gør det! Det er uforglemmeligt.
Det er næsten aldrig sket, at jeg anmelder musik, der ligger langt fra hiphop-genren som det er tilfælder her, men bloggens eksistensgrundlag har altid været at dele og sprede ordet om det gode musik, og da musik ikke bliver bedre end det her, så måtte jeg simpelthen bare ud med det. Der er alligevel ikke nogen, der udelukkende lytter til hiphop. Top 10 of all time, for mig.

6/6

- Jeppe Barslund

17 kommentarer:

Søren sagde ...

Jeg lytter faktisk kun til HipHop!

JeppE sagde ...

You Sir, are one of a kind

Søren sagde ...

Har da haft perioder med lidt metal, reggae, soul, men altid med et pift af Rap/HipHop indover.
Nu er det et par år siden jeg passerede de 30 og det er kun HipHop jeg lytter til, hører selvfølgelig lidt radio engang imellem så følger da lidt med, men lytter kun til HipHop når jeg sætter en cd i anlægget om det så er hjemme eller på job!

Cykoloen sagde ...

Jeg er sgu med på den med strictly Hip Hop. Så´n har det været de sidste godt 20 år snart... Kan sagtens hører andet (hvis jeg er nødasget til det), men skal jeg selv vælge- Hip Hop all day, every day! Er på ingen måde fjendtligt indstillet overfor andre genre (tværtimod), der findes helt klart meget kvalitetsmusik derude, desværre er det bare ofte godt gemt! Så i stedet bliver vi bombarderet med alt det ligegyldige og letfordøjelige crap, der plager landet, efter det gang på gang bliver voldtaget til ukendelighed i radioens primetime....
Nææh, ganske som indenfor Hip Hoppen, så skal man gerne ned og grave lidt dybere i undergrunden for at finde noget, der skiller sig ud og har substans.

Må dog indrømme at manden her bestemt lyder til at besidde et talent og potentiale og fedt at hører, at hans musik har givet dig noget helt særligt- er og bliver fantastisk, når musik berører én på den måde.

Yo Vicious sagde ...

Jeg lytter til alt slags musik, og det er min overbevisning at de fleste læsere af bloggen gør det samme. Vi er dog samlet på denne side omkring hiphop, og det gør at vi taler samme sprog i den boldgade. Dette album, som du har givet 6/6, synes jeg dog er noget af det værste, kedeligste og mest uoriginale musik jeg har hørt ud af danmark i lang tid (men jeg lytter heller ikke til meget musik fra Danmark). Håber ikke at det er nogle af dine venner jeg fornærmer, men jeg har checket denne blog i lang tid, men stopper hvis den på denne måde går op i hat og briller. Pardon min ligefremthed - 2012...

JeppE sagde ...

For det første er det her musik ikke dansk, det havde du nok vidst hvis du havde læst anmeldelsen.
For det andet; jeg anmelder hvad jeg har lyst til, hvis jeg synes der er noget musik der er godt, som fortjener at blive snakket om her, så er det det jeg gør, punktum.
For det tredje, 'Queen of Denmark' er den største "grower" jeg har været udsat for. - Det har taget flere af for mig at komme til at holde af den plade i så høj grad som jeg gør nu. At kalde den "...noget af det værste, kedeligste og mest uoriginale..." fornærmer hverken mig eller nogen af mine venner (???), men jeg synes helt oprigtigt det tenderer det dumme. Man kan ikke lytte til de tekster og følelser og kalde det kedeligt eller uoriginalt. Sorry, det er en om'er

Anonym sagde ...

Du holder dig jo heller ikke for god til at svine musik til som ikke er din smag - tag Lil Wayne som eksempel. Er kømpe fan af siden, og har opdaget rigtig meget fantastisk musik jeg aldrig havde hørt hvis ikke det var for denne side, men det har altid været en torn i øjet på mig at du har den holdning at din musiksmag er den 'rigtige' og hvis du ikke bryder dig om det er det lort. Du skriver i en af dine anmeldelser at Kanye og Wayne har hinanden som yndlingsrappere. 2 kunstnere som hver især har sat en kæmpe præg på musikken - men den ene foragter du som pesten selv og den anden forguder du. Men når de nu er 'gode nok til hinanden' så kan det godt blive lidt træls at skulle høre på at du bruger Wayne hver gang du skal fremhæve noget negativt...

.... sagde ...

If you can´t stand the heat, get the f outta the kitchen! Det er hans side, endda på helt frivillig basis, så hvad han siger, skriver og gør må være hans sag, hans meninger og jo Jeppe har jo fuldstændig ret mht.til Lil´ Wayne... End of story. Take it or leave it!

Anonym sagde ...

Og hvis han ikke vil have feedback på sin blog så kunne han have sørget for at man ikke kunne kommentere. Som blogger bør man sætte pris på feedback, diskutioner osv som ens blogindlæg frembringer.

Som jeg nævner er jeg kæmpe fan af siden, i min optik klæder det bare ikke siden at have dette snævertsyn på et så personligt og følsomt emne som 'musiksmag'. Jeg kan 100% tilskrive mig forsøget på at påvirke andre til at lytte til bloggeren forslag på 'god musik' da han rigtig ofte har ret. Men en anbefaling bør ikke bygge på en tilsvining af andre kunstnere - uagtet om man kan lide dem eller ej. Det fjerner lidt troværdighed hvis man er nødt til at svine andre til for at fremhæve noget andet.

Mht Lil Wayne, så må man jo bare kigge på hvad han har opnået og have respekt for det. Musiksmag er som nævnt noget af det mest personlige IMO. Men når så mange verden over er store Wayne fans må han jo gøre noget rigtigt. Dette på trods af debatten om den 'dumme lytter' der var herinde efter en anmeldelse. Den debat tangerer til det arrogante på et niveau ENHVER anmelder af ethvert produkt burde holde sig for god til. Man må lære at respektere at folk er forskellige.

JeppE sagde ...

Som læser af et medie, fx denne blog, skal man altid huske på skribentens præferencer, så man ikke lader sig "styre" eller påvirke alt for meget af hvad sådan en som jeg skriver.
Hvis du fx er stor Lil Wayne fan, og du kan se at JEG væmmes ved ham, så er den jo ikke længere, end at du bare ikke skal tage mine Lil Wayne anmeldelser så tungt. Det handler om at kende til hinandens smag, og så læse anmeldelser med dét in mente.

Det kan godt være at jeg har lydt arrogant i mine lodrette tilsvininger af Lil Wayne, men sådan er det hver gang man oprigtigt forsøger at argumenterer for, hvorfor man ikke kan fordrage en kunstner. Som du selv siger har manden jo flere millioner fans (dette betyder dog ikke, at han "må gøre et eller andet rigtigt"), så naturligvis kan jeg ikke undgå at træde de første hundrede Lil Wayne fans over tæerne når jeg jorder ham. Men det som DU, som Lil Wayne fan, skal tage med fra mine anmeldelser af ham, er jo bare, at du så ikke skal tage det så alvorligt næste gang jeg anmelder ham.

Og lige en sidste ting: Jeg anmelder John Grant fordi hans musik betyder lige så meget for mig som rigtig meget hiphop, og fordi jeg af dén grund rigtig gerne vil dele det med jer. Hvis man sidder og synes, at min blog "går op i har og briller" fordi jeg tager mig denne frihed, så skal man være velkommen til at stoppe. Utaknemmelighed kan ikke nå højere luftlag i min bog.

j

Anonym sagde ...

Fremragende svar og et jeg kan respektere. Det var bestemt ikke for at kaste med mudder, men blot at dele min 'oplevelse' ved visse aspekter af denne ellers fremragende blog! Fortsæt det gode arbejde.

Anonym sagde ...

Jeg synes det er cool nok der kommer en anmeldelse af noget ikke-hiphop engang imellem. Det er altid godt at få udvidet sin horisont og jeg synes man snyder sig selv hvis man ikke opsøger andre genre end hiphop.
Hiphop indeholder trods alt elementer fra mange andre typer musik.

Jeg ville dog blive lidt træt hvis bloggen her endte som et diskussionsforum om hvorvidt lil wayne er god eller dårlig smag.

Anonym sagde ...

Jeg synes faktisk det er en meget god plade. Både musikken og de følelsesmæssige tekster, smelter perfekt sammen i en fantastisk musikoplevelse.


Ved musikken synes jeg der en meget god balance. I den forstand at pladen, selvom det er meget sørgmodige emner, stadig kan få et opløftende twist til sangene, med den musik der er derpå.


sange som: "TC and Honeybear", "Jesus Hates Faggots", "Where Dreams Go to Die" og album titel sangen, "Queen of Denmark", er mine personlige farvoritter på dette album. Og alligevel ikke, fordi jeg synes alle sangene, er så gode at det næsten er umuligt, at kunne udpege en forvorit.


Den måde han beskriver sin smerte, og måde man kan blive udstødt på, hvis man er anderledes, er helt fantastisk, og berører mig helt utrolig meget.


Det er både indholdsrig, en fryd for øret og noget man kan relatere til. Når musik ejer disse kritirier, er det for mig god musik, uanset, om det er Hip-Hop, Rock, eller Pop. Jeg har egentlig ikke lyst til uddybbe mere, omkring albummet. I får mere ud af at høre den selv.


Til slut synes jeg det er ærgeligt at forummet, på denne anmeldelse, skal bruges på alt muligt andet, end hvad den egentlig er beregnet til. Nemlig musikken. Så kan alt det andet med dumme lyttere, og Lil Wayne, komme bagefter.

Mikkel

Sami sagde ...

Vist forventeligt med en sådan debat, når musikken ligger så langt fra det, der normalt er at finde her på bloggen.
Mit spørgsmål er dog i en helt anden boldgade, da navnet på albummet pirkede min nysgerrighed. Kender du historien bag denne eller? En hurtig google-søgning hjalp mig ikke :)

JeppE sagde ...

"From here on, anything is possible. I might even become the next queen of Denmark..."

- Nogenlunde sådan skulle John Grant have udtalt, umiddelbart efter at han var blevet hevet op af det sorte hul han befandt sig i. Han forsøgte selvmord og havde egentlig givet op, men han kom ud på den anden side med fornyet livs-energi, og derfra var han overbevist om, at alt kunne lade sig gøre, fx at blive Danmarks næste dronning.

Han har også udtalt, at Danmark er et af hans absolut favorit lande, og det danske folk det venligste efter hans mening. 'dronninge' -delen refererer naturligvis til hans homoseksualitet.

Anonym sagde ...

Omkring pladens navn: jeg tror også det bærer en reference til Hamlet, også kendt som "Prince of Denmark" i engelsktalende lande - og han var om nogen en der kæmpede med mørke tanker og depression! Og ja, queen er helt sikkert pga Grants seksualitet.
Derudover, Jeppe, tangerer det blasfemi ikke at nævne titelnummeret overHOVEDET - det er genialitet på et retarderet godt niveau (her en live version):

http://www.youtube.com/watch?v=o0l5vyj0SXY

Kig og lær - teksten er sjov, dyb og simpel på en rammende måde, for mig endnu mere end hans andet stof.

- Jacques

JeppE sagde ...

Som sagt Jacques, er det umuligt at vælge favoritter fra denne plade. Det kunne lige så vel have været 5 helt andre numre jeg havde fremhævet. Det hele er ypperligt. Og ja, titelnummeret er fantastisk. Elsker den måde han bare giver alle frustrationerne frit løb.

Og jeg var så heldig at se ham live i en intim-koncert ude i DR byen, - noget af det bedste og største jeg nogensinde har set. Hans stemme er lige så god live som på plade, selvom det kan være svært at begribe.

j