lørdag den 2. april 2011

Lupe Fiasco - Lasers



Undskyld kære læserer, at jeg er så sent ude med denne anmeldelse. Det kolossale chok jeg fik af at høre Lasers første gang, og erfare, at Lupe Fiasco havde vraget sine egne ambitioner til fordel for nogle tophoveder hos Atlantic, ramte mig hårdt, - så hårdt, at jeg først nu er tilstrækkeligt ovenpå til at nedskrive mine frustrationer.

Jeg holder ufatteligt meget af Lupe Fiasco. I min bog er både Food & Liquor og The Cool klassikere, og de fik begge den perfekte 6/6-rating her på bloggen. Suveræne tekster leveret med et fænomenalt flow over fremragende beats, og så med et knivskarpt, konceptuelt narrativ til at binde det hele sammen; den dragende historie om Michael Young og hans Tony Montana inspirerede tur fra bunden til toppen til kisten. Simpelthen guld.

Lasers har Lupe Fiasco lukket den bog hvori de to første plader var nedskrevet, og åbnet en ny. Heri er historierne og ikke mindst formlen noget anderledes. Lupe's mageløse lyriske og tekniske evner er stadig intakte, og hans personlighed, kløgt og storslåede intellekt er heldigvis bevaret til en grad, hvor man til tider føler, at han nærmest aldrig har været skarpere. Men hold the phone, - produktionerne er fra en helt anden verden end man er vandt til fra Lupe, og her er tale om en verden, hvor man absolut ikke har lyst til at være!
Skimter man listen over albummets producere bør den første undren indfinde sig. Hvor er Lupe's to beatgenier Soundtrakk og Prolific henne? I stedet er det et helt nyt hold af mindre kendte (med god grund) producere der er blevet sat på lønningslisten. Det er tydeligvis her hvor Atlantic Records er gået ind og håndplukket nogle specifikke producere, som nok ikke leverer det fedeste hiphop, men som med garanti kan sikre et solidt pladesalg med deres über mainstream og alt for bredt appellerende beats. Numre som "State Run Radio" og "Break the Chain" lyder som om at den tiltænkte aldersgruppe har været de 8-14 årige. Flere numre indeholder ligeledes nogle katastrofalt kiksede og useriøse sing-along agtige pop-omkvæd, i flere tilfælde har de endda været igennem auto-tuneren. Værst bliver det på åbneren "Letting Go", hvor "Oou-Ouu-O-O, Oou-Ouu-O-O, Oou-Oou-O-O" -omkvædet gør sangen nogenlunde umulig at lytte til.
At størstedelen af produktionerne er skabt ud fra nutidens hiphop/pop kriterier gør det ikke ligefrem bedre. Med et overvældende brug af synth, electronic og tydeligt computerprogrammede trommer, der slår nogenlunde lige så hårdt som en toårig, er produktionerne lige så flade og ineffektive som de er uinspirerende. Jeg synes at kunne huske, at Lupe afsluttede "Dumb It Down" med linjerne,

"Bishop G, they told me I should come down cousin, but I flatly refuse I ain't dumb down nothing"

- Håber Lupe Fiasco blankt på, at der ikke er nogen der kan huske det nummer? Alt hvad det nummer stod for er ignoreret og forbigået, og det er nærmest som om, at formålet med Lasers har været, at Lupe kan komme ud og "pour champaigne on a bitch" og "make it rain for the chicks" - præcis som Gemstones fortalte ham at han ikke skulle. På "I Don't Care Right Now" rapper han endda, at han har en "big ass tour bus that's jammed full of girls".

"One in the ait for the people that ain't here /
Two in the air for the father that's there /
Three in the air for the kids in the ghetto /
Four for the kids who don't wanna be there /
None for the niggas trying to hold them back /
Five in the air for the teachers not scared to tell those kids that's livin' in the ghetto, that the niggaz holdin' back, that the world is theirs"

Som det tydeligt fremgår af ovenstående linjer fra "The Show Goes On" - en af pladens absolutte perler - besidder Lupe stadig magien. Han er stadig ikke bleg for at kommentere på samfundsproblemer, politikere og Amerikanske fadæser, og så får mangt og mange en spydig kommentar med på vejen, fra Barrack Obama, der i hvert fald ikke har fortjent Lupes vote, 50 Cent, der bliver kaldt en hvid rapper. til radio/tv værterne Rush Hudson Limbaugh og Glen Beck, der begge bliver kaldt racister.
Der er også gode mængder opløftende tekster på Lasers om sammenhold, fællesskab og kampen for en bedre fremtid. Universelle og vigtige emner, som dog synes en smule under standart når de kommer fra Lupe's mund. Mere interessant bliver det når han ser på sig selv og rapper om hans egen sindstilstand;

"My self-portrait /
Shows a man that the wealth tortured /
Self absorbed with his own self /
Forfeit a shelf full of awards /
Worshipping the war ships that set sail on my sea of life /
The way I see my own self and wonder if we still see a light"

Det gennemgående problem - for mig - er, at selv om der er mange gode passager, så er det, sammenlignet med hans tidligere plader, bare ikke særlig imponerende. Var det rappet af fx T.I., B.o.B. eller "nogle af de drenge", så ville jeg måske være mere imponeret, men Lupe bliver nødt til at finde sig i, at hans tilhængere har høje forventninger til ham, og når man med sine to første udgivelser har opbygget en fanbase af - tør jeg vist godt sige - intelligente lyttere, der netop kræver mere end hvad T.I. og B.o.B. kan præstere, så er det er lige før at det virker respektløst overfor den tænkende lytter. De bedste øjeblikke på Lasers, der i min bog tæller "Words I Never Said", "I Don't Wanna Care Right Now", "The Show Goes On" og "Beautiful Lasers", er omtrent på højde med de svageste øjeblikke fra de to forgange plader, så alt i alt er Lasers ikke en synderligt tilfredsstillende omgang.

Personligt er jeg hamrende ærgerlig over dette album. Alene med Food & Liquor og The Food havde Lupe statueret sig selv som en gudsbenådet rapper og historiefortæller, og han virkede virkelig som en gut med hjertet på det rette sted og egne ambitioner prioriteret først, men dette smukke billede brast for mig med udgivelsen af Lasers. Jeg har naturligvis ikke mistet modet, og jeg vil fortsæt følge ham, med med større skeptisk fremover.

Hvad synes i om Lasers? Elsker i det? Hader i det? Let me know.

2.5/6

- Jeppe Barslund

14 kommentarer:

Anonym sagde ...

Lupe har også selv sagt han ikke var helt glad for sit nye album det sku en skam af se :/

Anonym sagde ...

Mine forventninger var ikke store, da det allerede var proklameret, at det var et mere Mainstream-ish album, men jeg blev alligevel skuffet for det er jo Lupe Fiasco vi har med at gøre.

Letting Go, Coming Up, Break the Chain og Never Forget You er i mine ører kedelige og intetsigende.. Men "State Run Radio" må nok være det dårligste track i lang tid.. Jeg har aldrig hørt så dårligt et beat før. Der slukkede jeg ærligt talt for min Ipod.

Eneste virkelig lyspunkt på albummet var "All Black Everything", som Lupe også selv udpegede som det bedste nummer på pladen. (Hvordan kunne du overse den, Jeppe?)

Godt råd til alle: Bonus-tracket "I'm Beaming" er federe end stort set alt på selve albummet.

StefN

JeppE sagde ...

Du har ret StefN, "All Black Everything" hører med blandt de bedre numre.

Af bonusnumre vil jeg nu hellere fremhæve "Shining Down", der lyder som taget ud af The Cool, med et Soundtrakk beat og Matthew Santos på omkvædet - lækkert!

/J

Anonym sagde ...

Efter Lupe Fiasco på forhånd for udgivelsen udtalte, at han ikke engang selv kunne lide albummet, har jeg givet det et minimun af opmærksomhed... Der findes ikke en mere afskrækkende kommentar. Har kun hørt let henover det på youtube og kunne ærlig talt aldrig finde på at smide penge efter sådan et katastrofal pladeselskabsstunt.. Lasers står for alt hvad der er galt med musikindustrien, og det er satme ærgerligt, at det gik ud over en stjerne som Lupe. Men hvis Atlantic og de store drenge kan få folk som Lupe Fiasco ned, hvem har vi så egentlig tilbage?
- maja

Jacob D sagde ...

Fy for pokker hvor var jeg skuffet over dette album, og det selvom mine forventninger allerede på forhånd var ret lave. Virkeligt sørgeligt at se Lupe på denne måde, for selvom albummet ikke direkte er dårligt, mener faktisk det er ret godt "for hvad det nu engang er", men det er så langt fra Lupe's standarder at det gør helt ondt. Er faktisk næsten helt ked af at jeg brugte penge på bonus versionen, sender næsten et signal til Atlantic om at de kan gøre hvad de vil.. De to singler, som blev udgivet samt All Black Everything er virkeligt godt sange, men resten er en gang overproduceret miskmask der fjerner fokus fra Lupe selv, hvilket er en skam. Efter første gennemlytning havde jeg ærligt talt fået nok, fik det kørt igennem et par gange mere, men jeg røg hurtigt tilbage til Saigon's "The Greatest Story Never Told" (som jeg iøvrigt mener er årets bedste Hip/hop album so far).

Så ja, jeg er ganske enig med dig, virkelig virkelig skuffende resultat, det eneste lyspunkt jeg kan se ved det, er at Lupe selv har udtalt at Atlantic ikke skulle have fingrene med i Food & Liquor 2: The Great American Rap Album, og det skulle eftersigende være ved at være færdigt, så lad os da håbe det er sandt, og det bliver gamle Lupe der vender tilbage..

Anonym sagde ...

God anmeldelse. Jeg håber at dette album er en parantes i hans karriere. Mon ikke vi har glemt alt om denne skandale om et års tid, hvor Lupe er gået indie?

Anonym sagde ...

God anmeldelse. Jeg håber at dette album er en parantes i hans karriere. Mon ikke vi har glemt alt om denne skandale om et års tid, hvor Lupe er gået indie?

Anonym sagde ...

Er ret sikker på at dette album bare skal glemmes.. atlantic ville ha pop og hvis lupe ikke leverede det, så ville de ikke udgive.. men han var stadig fanget af sin kontrakt, så for at kunne komme videre måtte han give dem hvad de ville ha..

MortenFriis sagde ...

Jeg ville nok smide en halv eller måske endda en hel stjerne mere på karrakteren. Jeg synes egentlig lidt over halvdelen af numrene er ganske udmærkede. "Udmærket" er bare ikke et prædikat, man normalt forbinder med Lupe, og skuffelsen skal selvfølgelig ses i lyset af de forventninger han har skabt gennem sine tidligere bedrifter. Vurderer man pladen uden at sammenligne med det tårnhøje niveau vi ved, han kan præstere på, har vi i mine øjne at gøre med en middelmådig plade - hverken mere eller mindre.
Det være sagt,så er der et kæmpe problem ved albummet, som bliver tydeligere og tydeligere for hver gennemlytning, og som for alvor er blevet slående efter at jeg har anskaffet mig Cunninlynguists "Oneirology"; Produktionerne på "Lasers" mangler detaljer og dybde i teksterne. Genspilsningsværdien er meget lav og sidstnævnte album har totalt fjernet opmærksomheden fra "Lasers" for mit vedkommende, simpelthen fordi der er langt flere detaljer og finurligheder at lægge mærke til. Uden den slags bliver et album hurtigt kedeligt og har man hørt "Lasers" en enkelt eller to gange, så har man hørt, hvad det har at byde på. Der er mange fine melodier, og jeg må indrømme at jeg var ret begejstret i starten, men i stedet for at vokse på mig går det den modsatte vej. Med undtagelse af "All Black Everything" kunne samtlige numre i princippet fungere som singler og et album bygget op af singler kommer selvsagt aldrig til at fremstå som et helstøbt værk.
Det der skuffer mig mest er dog teksterne. Mange anmeldere (heriblandt altså Jeppe) har fremhævet at Lupes lyriske evner stadig er til syne på "Lasers". Jeg er uenig. Selvfølgelig ligger han et pænt stykke over hans konkurrenter på hitlisterne, og der er stadig glimt af hans klasse at finde på pladen, men de vanvittige dobbeltlinjer, de snedige ordspil, de til tider nørdede referencer der rækker i alle tænkelige og utænkelige retninger og i det hele taget kompleksiteten der altid har gennemsyret hans tekster, skal man kigge langt efter. Der er dog ingen grund til at tro, at Lupe er løbet tør, for sideløbende med "Lasers" har han udgivet numre som "SLR" og "Go to Sleep" der i høj grad lever op til den standard vi med rette bør forvente. Alt tyder altså på, at Atlantic har bedt ham om at skrue ned for de intelektuelle tekster, og det er her, at de for alvor har voldtaget ham som kunstner. Jeg tror at vi med rette kan glæde os til hans næste projekt, som Atlantic angiveligt ikke har fået lov til at pille det mindste ved.

JeppE sagde ...

@ Morten - Du har ret! Jeg skriver godt nok, at hans lyriske evner stadig skinner igennem, men det er mere i sammenligning med nogle af hans rapkollegaer indenfor samme kategori. Sammenlignet med F%L og The Cool er teksterne på Lasers intet værd, nærmest ikke engang "All Black Everything" og "Words I Never Said", der virker påtaget politiske i deres udtryk. Den "rigtige" Lupe ville have pakket det samme budskab ind på en smartere og mere intellektuel måde.
Jeg er også helt enig i noget der også er blevet skrevet, nemlig at Lupe helt slavisk har gjort hvad Atlantic har befalet, for at slippe fra kontrakten og kunne komme igang med det HAN brænder for.

Ingen tvivl om at næste skive fra Lu bliver noget helt helt andet.

j

Anonym sagde ...

Penge styrer industrien. Syndt at se. 1st & 15th er hvor hans musik er bedst.

Louis sagde ...

Super god anmeldelse, men jeg er dog ikke helt enig i din bedømmelse. LASERS er helt klart et mainstream album, som er mere produceret af Atlantic Records end Lupe selv.

Men selvom pladen er fyldt med mainstream beats, så formår Lupe stadig at få sine budskaber ud til lyttere, og det er det, som jeg synes er det vigtigste i hiphop. Et godt hiphop beat er selvfølgelig vigtigt, men hvad er det, når du rent faktisk begynder at lytte til teksten, og der intet er at lytte efter?

F.eks. i "State Run Radio" er det helt klart en mainstream beat som kører, men hvis man lytter til teksen, hvilket jeg er sikker på, at du har, kan du hører hvor tydeligt hans budskab går igennem!

"Youre now tuned into the weakest
Frequency of fear keep you locked right here
And hope you never leave this never be a leader
Think inside the box and follow all procedures ",

"Hi you're on the air now what you wanna hear
Well we aint got the truth but how about a remix"

"Different is never good good is only what we pick
You aint got a hit unless it sounds like these did"

Det er dette, som får mig til at lytte til dette album. Lupe har det stadig uden tvivl, men det er kommet i en anden indpakning denne gang.

Jeg kunne nævner masser af eksempler på dette. Lupe's budskab er stadig det samme, som det altid har været, men produktionen er dog anderledes denne her gang, men helt ærligt, så synes jeg at folk skulle sætte mere pris på det. Han har kæmpet i flere år med pladeselskabet for at få sit album på gaden, og han endda været på rangen til selvmord!

Jeg synes, at vi skulle tage dette, som et lille midlertidigt tilbageslag, men ikke mere end det.

Lupe skal nok komme tilbage med sit Food & Liquir 2, men nu må vi nøjes med dette. Det positive er også, at Lupe får sit budskab ud til alle de hjernevasket teenagere, som på et eller andet tidspunkt vil forstå budskabet.

Jeg hader pladen får dens beats, men elsker den får dens budskab.

Anonym sagde ...

FOR dens beats og FOR dens budskab

Fiasko! sagde ...

God anmeldelse, helt enig i det du skriver.
har dog en meget lille rettelse. Lupe siger intet ondt om 50 cent på albummet. I sangen er det hele omvendt og derfor er 50 den hvide rapper(i sangen er han også fra Michigan, altså detroit, michigan hvor eminem kommer fra) og her bliver han fundet af ham den sorte(eminem)

Og til anmeldelsen af the cool. så mener jeg også som der blev kommenteret at han siger swisha og ikke swisher idet han nævner michaels forsøg på at tænde blunten senere i teksten. Måske du overfortolker den sætning. men ellers giver det meget god mening, dog vil jeg tro dette er den rigtige fortolknin