Pharoahe Monch - W.A.R. (We Are Renegades)

Så mange plader der skal anmeldes, og så lidt tid til at få det gjort!

Jeg har negligeret bloggen en smule på det seneste, og det gør ondt! Et stort tak herfra til Maja, som har været en fantastisk hjælp med sine bidrag. - Jeg købte selv A Badly Broken Code efter at have læst hendes spot on anmeldelse, og jeg nyder pladen i fulde drag. Vi håber på flere fra hendes hånd.

Men der er ingen tid at spilde! - Bunken af plader der skal anmeldes hober sig op, og jeg har snart ikke mere skrivebordsplads, så vi må komme dem til livs omgående, startende med Pharoahe Monch's tredje plade W.A.R.

Tre soloplader på 12 år er ikke ligefrem meget, men det har været mere end rigelig til at statuere Pharoahe Monch som en af de bedste MC'er i nyere tid - og måske endda nogensinde (?). Med tre plader under bæltet i samarbejde med Prince Po(etry) som Orhanized Konfusion, var Monch en mere end habil rapper da han udgav sin mastodontiske debut Internal Affairs i '99, hvoraf et af de største hiphop anthems nogensinde afkom; "Simon Says", som ironisk nok også var ved at ruinere Monch og Rawkus Records, grundet samplingen af Godzilla temaet, som ikke var clearet med filmselskabet.
Otte år senere udgav han plade nummer to, Desire, som gik i en fuldstændig anden retning end debuten. Pharoahe Monch har alle dage været en suveræn sanger, og dét aspekt af musikken udforskede han over motown lydende soul/hiphop, primært i samarbejde med D12's Mr. Porter.

"Pardon if it sounds a little weezy /
Not Wayne mutherfuckers I got asthma, it's not easy!"

På W.A.R. er Monch vendt tilbage til rødderne, med raw street hiphop, banging beats, tætte flows og samfundspolitisk orienteret rap. Det bliver vel ikke meget mere hiphop end at udsende en førstesingle, der har scratch på omkvædet og som starter ud med linjerne "Police: Eat a dick, straight up!". En sang, der i bund og grund er én stor fuck-finger til de politifolk han selv portrætterede på "Fuc You" fra Training Day soundtracket, eminent udført med linjer som: "We went from niggas to porch monkeys / To negros to blacks, back to niggas again, yet niggas is still hungry".

Men W.A.R. er langt mere end "fuck tha police" rap. Det lyder nok stort, men det er i højere grad en konceptuel advarsel til menneskeheden.
- På åbningsnummeret "The Warning" bliver vi introduceret for Lieutenant Gaviston, der tilsyneladende er sendt tilbage i tiden fra år 2023, og hans mission er at advare menneskeheden om konsekvenserne af vores nuværende levevej, og hvor vi ender his vi ikke åbner øjnene og ser os omkring. Således er der lagt i ovnen til en ordenlig omgang kritisk rap, være det samfund, politik eller musik branchen, - leveret med indædt frustration fra en af minoriteternes vigtigste fortalere.
Pharoahe Monch har yderligere researchet som en gal, så pladen er yderst teknisk og til tider nørdet faktuel. Ved enkelte passager virker det som om, at man bevidner et wiki-leaks dokument blive læst højt, som når han på titelnummeret rapper:

"My inner visions, mysticism, call me Mr. Wisdom /
They wanna turn the globe into a prison /
And being sick is better than being dead /
'Cause when you sick and in bed you're indebted to meds /
Clone chickens walking around without heads /
The food is contaminated, the water got led in it /
Population control, make the babies sick /
RFID chips, RU-486"

Dette citatuddrag er blot en lille bid af titelnummerets mange guldkorn. Pharoahe Monch har en unik autencitet hæftet til sin karakter. Han er så overbevisende i sine fortællinger, budskaber og fremstilling af helt specifikke problemstillinger, at man bare tror på ham, punktum. Hvis han fortalte mig at jorden var flad, så ville jeg sikkert tro ham! Især på den rap-mæssigt ekstremt komplicerede "Evolve" taber man kæben, og når han griller pladebranchen og deres lumske agendaer på "The Hitman" kan man heller ikke andet end at blive forbløffet;

"The goal to control every individual's brain - like /
Cadillacs for contracts in the sixties /
Now it's rap 'till you 60 for contract 360 /
The trick; switch the degrees with the three sixes /
Artist are left with zero, you know who receive the riches"

Kender man ikke til "360-graders aftalen" kan man læse om den HER. Det er, som Pharoahe Monch slår fast, en horribel opfindelse. Især de to afsluttende linjer er geniale:

360 deal; switch the degrees with three sixes : 3x6=0 : 666 = 0 : du skriver kontrakt med djævelen og får intet ud af det. Brillant!

Det er sikkert at sige, at lyrikken, teksterne og fremførelsen af disse er yderst fænomenal hele vejen igennem på W.A.R. Desværre kan det samme ikke siges om lydsiden, - her er jeg desværre nødt til at erklære mig decideret skuffet. Egentlig ikke fordi det er dårligt, men fordi det er for svagt stillet op imod Pharoahe Monches evner på mikrofonen. For meget malplaceret rabalderlarm på "Calculated Amalgamation", for sukkersød instrumentering på "Black Hand Side", for kedeligt xylophon loop på "Shine", for middelmådige, halv-gabende beats på "Assassins", "The Grand Illusions" og "W.A.R.". Ja, kort sagt halter det generelt for meget på lydsiden.
"Clap (One Day)" rykker med sine tunge trommer og lækre soulsample, "The Hitman" funger med sit hårde guitarriff, og Jill Scott gør en eminent figur på den flotte "Still Standing", der lukker ballet. Exile tager uden problem førstepladsen for bedste produktion med "Evolve", der er et af 2011's mest formidable hiphop numre, som alene gør W.A.R. værd at købe.

Det ærgre mig at skulle tildele Pharoahe Monch en middelkarakter, for han besidder virkelig de lyriske evner til at skabe et mesterligt album. Men det mesterlige album kræver altså dertilhørende sublime produktioner, og da de er i fåtal på nærværende plade, kan jeg ikke give mere end et ekstremt generøst 4-tal.

4/6

- Jeppe Barslund