Common Market - The Winter's End EP

Det var alligevel satans!! Uden nogen form for heads-up smider Common Market endnu en EP på gaden - fantastisk. Og ikke nok med at de lige, i skjul, ryster den ud af ærmet; banebrydende er den selvfølgelig også!

The Winter's End EP'en fungerer som begyndelsen til et nyt kapitel for Common Market (heraf åbningsnummerets titel "Nouveau Depart"), for selvom den på mange måder (kun umiddelbart) minder om en forlængelse af "Tobacco Road", så byder den på en lang vifte af nye udtryk, temabehandlinger og musikalske udfordringer.

Døden er hovedpersonen på EP'en - og selvom de musikalske vibes ikke just leder ens tanker dér hen, så er død og tab fællesnævnerne. På den suveræne førstesingel "Escaping Arkham" reflekterer RA Scion over de tanker der går igennem hovedet på en person med selvmordstanker. Jeg tror at 'Arkham' er en reference til det sindsyge hospital der optræder i DC Comics tegneserierne, så det er en metafor for at flygte fra sindsyge (I could be wrong..). I den tilhørende, meget smukt filmede musikvideo, finder vi duoen på, blandt andre steder, en kirkegård i New York, så også den visuelle stil er med til at skabe et stemningsfuldt helhedsbillede.
På EP'ens stærkeste nummer "Slow Sown Moses" inviterer RA Scion os ind i en intim samtale med en psykolig, som han er blevet henvist til for at snakke om hans fars død. RA er her mere cool og overlegent afdæmpet end før, og han udfordrer psykologen med snedige rim:

"It's possible there's not a proper answer to 'what's wrong' /
so what's wrong with me wanting to cut through the customs?"

RA Scion er generel i højeste gear på "Winter's End", og udover lidt mere soul'ed sang, som han faktisk gør ganske fortrinligt, er der ikke de store overraskelser i rap-delen, hvilket skal forstås fuldt ud positivt, for han er uden diskussion en af de bedste der er pt. Det samme kan siges om DJ Sabzi; han sammensætter igen nogle helt fantastiske produktioner. Forskellen fra tidlige udgivelser er dog denne gang, at det er komplet frit fra samples - det er altså Sabzi helt eget personlige udtryk, og der er tilmed (endelig!!) et instrumental nummer. Det har jeg virkelig ventet på, for Sabzis produktioner er så nuancerede at de sagtens kan klare sig på egen fod, og "The Picture of My DeLorean Grey" er intet mindre end mesterligt skruet sammen, med dens storladne trommeprogrammering og det skotsk-krigerriske harmonika spil. Lyder mærkeligt, ER fantastisk!

Selvom "Winter's End EP'en" er den korteste udgivelse fra Massline, med kun 5 numre (under et kvarters spilletid) så vil jeg stadig udnævne den som værende den mest vellykkede. For selvom døden som tidligere skrevet er hovedtemaet, så er lyset for enden af tunnellen mindst ligeså vigtig - deraf EP'ens titel. De lange og mørke vintre der hærger Seattle området, og de nordlige parter generelt, medfører enorme depressioner, der ofte har det med netop at resulterer i død. Men selv den lange vinter har en ende, og triumf venter på den anden side. Og det er denne metafor Common Market bygger på, at der altid vil være håb, selv i de sværeste tider.




"Winter's End" er endnu er triumf fra Massline, fra Seattle og fra Common Market/Blue Scholars bevægelsen. Fremragende EP

5/6

Jean Grae - The Orchestral Files

Skrevet af gæsteanmelder Jacques Le Grand

Der er meget snak om rappere, der får en smule mere opmærksomhed end deres musikalske evner gør dem fortjent til - og så er der den anden af skalaen, der består af dem, der, dedikeret og med en passion for musikken og kulturen, slider sig op i forsøget på at forbedre kvaliteten i mainstream rap. Et efter min mening særdeles kvalificeret medlem af sidstnævnte gruppe er den hårde no-bullshit "femc" Jean Grae.
Lad os allerede nu konstatere at det ikke vrimler med kvindelige rappere, og at de få der opnår kommercial succes sjældent er værd at investere i (Trina, Da Brat, Eve, Lil' Mama og Remy Ma for at nævne nogle få). På den anden side bør man ikke glemme typer som Lauren Hill, Jill Scott, MC Lyte, Missy Elliott og Neneh Cherry som faktisk kan et og andet når det kommer til stykket.
Jean Grae har som sagt aldrig opnået noget nær den anerkendelse hun i mine øjne burde få, for hun bringer hele pakken: dope beats, on-point og varierende flow og tekster, der vidner om stor kendskab til samfundet og forholdet mennesker imellem.
Hendes rigtige navn, Tsidi Ibrahim, afslører hendes sydafrikanske afstamning - hun går dog også ofte under navnet "What? What?" .. spørg mig ikke hvor det kommer fra. Hendes albumtitler er ganske kreative ("Attack of the Attacking Things", "The Bootleg of the Bootleg EP", og "Jeanius" for eksempel).
The Orchestral Files er en samling af spredte numre, der ikke har været udgivet på noget album som sådan. Måske af samme grund har den heller ikke opnået nogen klassikerstatus eller gjort sig synderlig bemærket, og det er en skam; ofte føles den slags album som et salgstrick, hvor man samler de numre, der ikke var gode nok til at komme på nogle af de "rigtige" albums, og det er måske også tilfædet her - det føles bare ikke på nogen måde sådan, for det er en temmelig solid samling, der bliver disket op med.
For mig ukendte producere leverer den soulede opbakning bag Jeans ubekymrede udforskning af det engelske sprogs finesser og udfaldet er en gedigen oplevelse, der forhåbentlig en gang for alle maner den evindelige og særdeles udmattende diskussion om hiphoppens endeligt i jorden. Hvis dette album virkelig repræsenterer et udsnit af hendes dårligste numre gennem hendes karriere, så kommer hun bare endnu tydeligere til at fremstå som legemliggørelsen af N.Y.C's tilbagevenden som hiphoppens mekka - og hvem er bedre til at symbolisere den tiltrængte strøm af nytænkning og forandring end en kvindelig rapper, hvis tekster ved første gennemlyt fortier al hvisken i krogene om en døende kultur på kollisionstur med den dårlige smag? Er Soulja Boy på førersædet i den konvoj af dødsbillister, der med overfladisk mainstream rap befolker radioen i dag, så påtager Jean Grae sig uden tøven rollen som den pligtopfyldende trafikant, der viser hvordan det skal, bør og kan gøres.

5/6

Kno Vs Hov (The White Album)

Inden Jay-Z udgav The Black Album i 2003, udgav han først, uofficielt, alle numrene acapella, så diverse DJ's rundt om i verden kunne lege lidt med materialet. Der er blevet lavet et utal af remixes, de fleste har dog ikke været noget at råbe hurra for. Det skal så i deres forsvar også siges, at The Black Album er lidt af en klassiker, så fair nok at de forsvinder i skyggen af det officielle album.
2 remix-udgivelser er dog nævneværdige. Alle kender DJ Dangermouses "The Grey Album" (læs her), der efter at blive ulovliggjort har vundet kultstatus. Det mindre kendte "Kno vs Hov" album er der til gengæld ikke mange der kender til, hvilket "er for dårligt" når man tænker på at det er producer-geni Kno fra Cunninlynguists der står bag.

Man kan dog meget hurtigt fornemme, at det ikke er et projekt der er lavet for at tjene penge. Ikke fordi at Kno eller Cunninlynguists er "money-makers" på den måde, men når man som dem ikke har så stor en fanbase, netop fordi man laver underground hiphop som det skal lyde (needless to say er der ikke nok tilhængere af denne bevægelse), så "spilder" man ikke de bedste produktioner på et album der er født til kun at blive lagt ud til download. En af de linjer i rap der har rørt mig mest, nogensinde, er på "What'll You Do?" fra APOS, når Deacon siger:

"For the love" is a hard reason to keep my life in suspension.

De tjener intet på det de laver, men de fortsætter med at lave det, fordi det er rigtigt. Alle burde tage ved lære. Anyways, pointen jeg forsøger at komme frem til er, at "Kno Vs Hov" albummet ikke er sammensat af de flotteste produktioner i Knos katalog. Der er et par perler iblandt, men generelt er det rimelig so-n'-so. De fleste numre retfærdiggøre ikke just den velkendte Cunninlynguist lyd, men på fx "What More Can I Say", som originalt er lidt af en banger, har Kno nedbarberet beatet til en guitarbårent og mere 'lækkert' end hæftigt nummer. Det Just Blaze producerede "Public Service Announcement", som jeg ville udnævne til albummets konge-banger ("99 Problems" tæller ikke!!) er blevet forvandlet til en ægte Kno-banger. Med ivrige strygere, og dybe trommespor, lidt á la "Lynguistics" - man fornemmer visse ligheder.
Knos mest fornemme bidrag udspiller sig i form af "Justify My Thug", som med sit nye Kno-beat gør sig mange gange bedre end DJ Quiks originale. Der er sat nyt omkvæd på, sunget af QN5's egen Nate Dogg, Deacon the Villan. - For nogle år tilbage sang Nate Dogg altid omkvæd på Aftermath kunstnere/affiliates' sange, og sådan fungerer Deacon også når det kommer til QN5 artister. Skal der bruges et sang-omkvæd, så er Deacon der (med mindre det er Tonedef som selv har stemmen til at klare det). Lytter man til bla "Mexico", "Georgia", "Where Will You Be", "Damnation", "The Light" og remixet af Lupe Fiascos "Superstar", så er Deacon 'all over', og thank god for that. Og nu kan man så tilføje "Justify My Thug" til listen over disse super-sange.

Uheldigvis er "Justify My Thug" lidt en ener når det kommer til de storladne numre på "Kno vs Hov", og det samlede indtryk er ikke det mest imponerende. Men når det nu engang er gratis, så se dog bare at få downloaded det album! I det mindste for førnævnte nummers skyld. Så kan vi glæde os til "Strange Journey Volume 1" i mellemtiden.

3/6