Doap Nixon - Sour Diesel

Det skal ikke være en hemmelighed, at mit indtryk af Jedi Mind Tricks og Army of the Pharaohs-medlemmerne er blevet svækket de sidste par års tid. Selvfølgelig ser jeg tilbedende på JMT's egne udgivelser, men med AOTP er det som om, at der er for mange udtryk der samles, og selvom de er blevet beskrevet som det nye årtusindes Wu-Tang Clan, så synes jeg der er for mange ligegyldige mennesker involveret. Reef the Lost Cauze har altid været min favorit, og jeg er sikker på at han kunne nå meget længere hvis han forlod AOTP og fokuserede på en solokarriere. Ellers har vi Vinnie Paz som virker ulideligt svækket, King Syze som absolut intet nyt har at byde på, en pinligt dårlig Jus Allah, samt en Demoz, Des Devious og Esoteric der lyder mere uinspirerende end nogensinde før. Jeg vil gerne indrømme at "The Torture Papers" er en favorit hos mig, men med "Ritual of Battle" ændrede jeg holdning til gruppen permanent. Så mange rappere, hvoraf de bedste får færrest vers. Produktionerne er alt for storladne og de minder mest om 3. verdenskrig's temaer. Det passede selvfølgelig meget godt med titlen på deres andet udspil, men i mine øre er det ganske forfærdeligt.

MEN! For nu skal der jo komme et men. - Da Apathy forlod gruppen blev der plads til Doap Nixon, som i mine øjne fungerer som "det friske pust til gruppen" sammen med Reef. Og han er nu klar med hans debut album, som traditionen tro er præsenteret af Jedi Mind Tricks. Og traditionen tro er albummet begæstet af stort set samtlige AOTP-medlemmer. Men for en gangs skyld er Reef the Lost Cauze den rapper, der medvirker på flest numre, og allerede ved dette faktum kan man konstaterer, at "Sour Diesel" er af bedre kvalitet end nogen anden rapper fra AOTP har udgivet. For en gangs skyld forpester Vinnie Paz ikke 90% af numrene med hans overflødighedshorn af ligegyldigheds-lyrik.
Doap Nixon til gengæld er en til tider mesterlig rapper, der har både ordleg, snørklede rim og brændfarlige flows i sin hule hånd, og vi er tilmed så heldige at vi får en smag af det hele. Uheldigvis er Doap Nixon forfulgt af de sædvanlige producere, der jo har det med at overdrive produktionerne helt vildt, og *desværre-desværre-desværre* er det ingen undtagelse på "Sour Diesel". Lydmæssigt er der blot 2 højdepunkter, til gengæld skulle jeg lige hilse at sige, at de med garenti vil blæse alle og enhver ned af stolen. Der er her snak om henholdsvist "Heaven Is Chilling" med operasangerinden Cynthia Holliday, og den stærke "Everything's Changing". Sidstnævnte står som et af de bedste undergrunds hiphop tracks der er udgivet i lang tid:




Men, jeg må igen bruge det negative ord "desværre", for desværre bliver det ved de to højdepunkter, hvilket ikke helt er godt nok. Havde Doap Nixon gået tilbage til hiphoppens rødder, og valgt én producer til at skabe hans lydlandskaber, så ville det uden tvivl klæde ham. Men når man er i stald hos Jedi Mind Tricks, så er det højst sandsynligt et krav, at lyden er så voldsom og altoverskyggende. Opsumeringen må altså lyde på, at det kunne have blevet en fortinlig udgivelse, men sådan skulle det ikke ende. "Sour Diesel" efterlader sig dog to numre, som virkelig sidder fast, hvilket de højst sandsynligt vil gøre i lidt tid endnu, så helt forgæves har Doap Nixons lyriske talenter alligevel ikke været....

2,5/6