Doap Nixon - Sour Diesel

Det skal ikke være en hemmelighed, at mit indtryk af Jedi Mind Tricks og Army of the Pharaohs-medlemmerne er blevet svækket de sidste par års tid. Selvfølgelig ser jeg tilbedende på JMT's egne udgivelser, men med AOTP er det som om, at der er for mange udtryk der samles, og selvom de er blevet beskrevet som det nye årtusindes Wu-Tang Clan, så synes jeg der er for mange ligegyldige mennesker involveret. Reef the Lost Cauze har altid været min favorit, og jeg er sikker på at han kunne nå meget længere hvis han forlod AOTP og fokuserede på en solokarriere. Ellers har vi Vinnie Paz som virker ulideligt svækket, King Syze som absolut intet nyt har at byde på, en pinligt dårlig Jus Allah, samt en Demoz, Des Devious og Esoteric der lyder mere uinspirerende end nogensinde før. Jeg vil gerne indrømme at "The Torture Papers" er en favorit hos mig, men med "Ritual of Battle" ændrede jeg holdning til gruppen permanent. Så mange rappere, hvoraf de bedste får færrest vers. Produktionerne er alt for storladne og de minder mest om 3. verdenskrig's temaer. Det passede selvfølgelig meget godt med titlen på deres andet udspil, men i mine øre er det ganske forfærdeligt.

MEN! For nu skal der jo komme et men. - Da Apathy forlod gruppen blev der plads til Doap Nixon, som i mine øjne fungerer som "det friske pust til gruppen" sammen med Reef. Og han er nu klar med hans debut album, som traditionen tro er præsenteret af Jedi Mind Tricks. Og traditionen tro er albummet begæstet af stort set samtlige AOTP-medlemmer. Men for en gangs skyld er Reef the Lost Cauze den rapper, der medvirker på flest numre, og allerede ved dette faktum kan man konstaterer, at "Sour Diesel" er af bedre kvalitet end nogen anden rapper fra AOTP har udgivet. For en gangs skyld forpester Vinnie Paz ikke 90% af numrene med hans overflødighedshorn af ligegyldigheds-lyrik.
Doap Nixon til gengæld er en til tider mesterlig rapper, der har både ordleg, snørklede rim og brændfarlige flows i sin hule hånd, og vi er tilmed så heldige at vi får en smag af det hele. Uheldigvis er Doap Nixon forfulgt af de sædvanlige producere, der jo har det med at overdrive produktionerne helt vildt, og *desværre-desværre-desværre* er det ingen undtagelse på "Sour Diesel". Lydmæssigt er der blot 2 højdepunkter, til gengæld skulle jeg lige hilse at sige, at de med garenti vil blæse alle og enhver ned af stolen. Der er her snak om henholdsvist "Heaven Is Chilling" med operasangerinden Cynthia Holliday, og den stærke "Everything's Changing". Sidstnævnte står som et af de bedste undergrunds hiphop tracks der er udgivet i lang tid:




Men, jeg må igen bruge det negative ord "desværre", for desværre bliver det ved de to højdepunkter, hvilket ikke helt er godt nok. Havde Doap Nixon gået tilbage til hiphoppens rødder, og valgt én producer til at skabe hans lydlandskaber, så ville det uden tvivl klæde ham. Men når man er i stald hos Jedi Mind Tricks, så er det højst sandsynligt et krav, at lyden er så voldsom og altoverskyggende. Opsumeringen må altså lyde på, at det kunne have blevet en fortinlig udgivelse, men sådan skulle det ikke ende. "Sour Diesel" efterlader sig dog to numre, som virkelig sidder fast, hvilket de højst sandsynligt vil gøre i lidt tid endnu, så helt forgæves har Doap Nixons lyriske talenter alligevel ikke været....

2,5/6

Lone Catalysts - Good Music

Da Lone Catalysts udgav albummet "Good Music" tilbage i 2005, vidste jeg intet om dem, men efter at have streamet nummeret "Ones We Miss" og hørt var lækkert det var, downloadede jeg det. På daværende tidspunkt var den danske iTunes MusicStore lige blevet åbnet, så jeg downloadede til højre og venstre, og købte enkelte numre fra komplet ukendte kunstneres komplet ukendte albums. Så da jeg downloadede "Ones We Miss" var det vidst mere et haste- end et velovervejet køb. Jeg er stadig i dag, 3 år efter, meget taknemmelig for at jeg endte med at erhverve nummeret, for ærlig talt, når jeg husker tilbage, har jeg ikke den fjerneste anelse om, hvordan i alverden jeg havnede på Lone Catalysts?! Ikke desto mindre er "Ones We Miss" gået hen og blevet et af de allervigtigste og absolut bedste hiphop numre for mig. Det der fangede min opmærksomhed ved det nummer, holder stadig ved, om end ikke meget stærkere, og jeg ville aldrig kunne sammensætte en "Best of" hiphop opsamling uden at inkluderer nummeret.

De to herrer bag navnet er J. Sands (rapper) og J. Rawls (producer). Sidstnævnte burde få panderynkerne frem på visse personer, for ja, i har hørt det navn før! J. Rawls spillede en væsentlig rolle hos Mos Def og Talib Kweli da de i sin tid skulle udgive Black Star albummet, og han lagde lyd til blandt andre "Brown Skin Lady", som efter min mening er på top 3 fra det album, hvilket siger en hel del.
J. Sands kan jeg ikke skrive så meget om. Så vidt jeg ved har han ikke lavet så meget andet end Lone Catalysts udgivelserne. Hvad jeg til gengæld kan skrive er, at han er en yderst habil rapper, med rødderne solidt plantet i det lækre jazz-inspirerede hiphop miljø, ligesom de førnævnte Black Star stjerner.

Lone Catalysts ånder tydeligvis for den "rigtige" hiphop. De sprøde rim og flows, melodiske jazzbeats og et lineup der siger spar 2, med blandt andre El Da Sensei, Wordsworth, Donte fra kultgruppen Mood, Masta Ace og mange andre. Pladen er fuld af godt hiphop. En del af det er "godt", hverken mere eller mindre, enkelte numre når helt op i de øverste skylag, og så er der en lille håndfuld halvligegyldige skæringer, som følger opskriften lidt for nøje. For selvom der er et par numre, som fx "La La La La" og "Destiny", der er hamrende sprøde, så mangler der de fleste steder lidt nyt. Et friskt pust over nogle numre der ellers har potentiale til storhed. Selvom J. Rawls til tider leverer usandsynligt sjælfulde produktioner, så har han på andre tidspunkter lidt svært ved at få sat de musikalkse elementer sammen, og især trommeprogrammeringerne virker ofte rodede. Han er til gengæld en mester i at flippe de samples han udvælger.

Selv om det er udemærket hiphop, så når det aldrig rigtig længere end "udemærket". Dette værende på trods af at de har et af dette årtusindes mest suveræne hiphop-perler på tracklisten, "Ones We Miss", som alene trækker det samlede indtryk op. Det nummer kunne jeg prise til al evighed! - Oldschool trommerne og den sumpede vinyllyd der kører i baggrunden, sat sammen med samplede strygere fra 1940 og den gåsehuds-fremkaldende nynnen, gør ganske enkelt, at de på trods af deres lidt haltene udgivelse her, altid vil have deres navn brændt permanent fast i min hiphop håndbog.

4/6

Pigeon John - And the Summertime Pool Party

Da jeg fik tilbuddet om at optræde som gæsteanmelder på den forholdsvis nye danske hiphop side www.rap-game.dk, og takkede ja, fik jeg besked på at anmelde den fynske gruppe Fler Farvers andet album "Happy Army", som netop er udkommet. Selvom jeg ikke var helt overbevist, fik jeg alligevel til sidst presset ud, at "Happy Army var sommerens muntre indslag". Et udsagn der nu må rettes op på, for ind fra højre kom denne lalleglade LA-rapper med det mærkelige navn, og skubber insisterende de farverige Odense'anere af pinden. For som titlen antyder, er Pigeon Johns fjerde album designet specifikt til sommerens luner, og egentlig mere til, for der er faktisk presset noget utrolig godt hiphop ind i albummet.
Allerede ved åbningsnummeret "Welcome to the Show" er man ikke i tvivl om hvilket album der venter forude. Samba-inspireret hiphop direkte fra skyggen af palmetræet. Og det viser sig også, at Pigeon John også er en fortrinlig sanger og komiker. Sidstnævnte i form af nogle selvironiske skits der optræder undervejs, som for en gangs skyld (for det er virkelig en sjældenhed) er rigtig sjove. Som fx da den hardcore gangsterrap-tilhænger giver sin lillebror en opsang for at høre Pigeon John; "What kind of motherfucking rapper's named Pigeon John?! I though you was from Inglewood nigger!!". Men som den afslappede person John nu er, tager han ikke tingene så tungt, og som han beretter på Feel-good anthem'et "Do the Pigeon":

"All these dudes telling lies for the fame and wealth /
I'd rather kick back and just be myself,
Enjoy the good times and enjoy the hell /
and there's nothing in the world better than life itself."

PJ's buskab må siges at være, at uanset situationen, må man altis forsøge at finde de positive ting. Livet er en gave, og man skal ikke spilde det ved at gå rundt of være negativ. Et fint lille budskab som man vist har hørt før, men trods alt et budskab man helst ikke burde blive træt af, for opløftende hiphop har det nogengange med at være forrygende godt, og "And the Summertime Pool Party" er ofte netop det. Med sine halv-jazzede og ofte ultra funky produktioner, er det en humørspreder af en plade.
PJ får dog få gange skubbet lidt alvor ind, og på nummeret "As We Know It" tager han et næsten blasfemisk skridt imod debat om verdens mange problemer, og når han rapper:

"I can't explain it, I'm freaking mad at you/
why you let it happen like this? I'm asking you.
Why aren't you talking? Answer me /
Every step you take is a freaking tragedy"

.... er man alligevel ikke i tvivl om, at han ikke er bleg for også at gå i den retning. Men i PJ's tilfælde er det alvor med modifikationer, for sangen ender alligevel glædeligt; "we're drinking coffee in the sun, all my friends, old and young". Beatet til nummeret består forresten af samme sample som Common's "Drivin' Me Wild" fra "Finding Forever", den med Lilly Allen som Kanye har produceret. Great Jason som har produceret PJ's version er bare kommet en hel del bedre ud af det.
Det efterfølgende nummer, "Lost My Job Again", er noget af det fedeste jeg har hørt i længere tid. Synes man før at Pigeon John var "lidt for meget" med hans snak med Jesus, ændrer alt sig her, i det sekunt beatet falder. Lalle-glad er nøgleordet, og det kan få smilet frem på selv den mest grå dag.

"Pigeon John and the Summertime Pool Party" er uden tvivl værd at købe, især hvis man vil forlænge den tvivlsomme danske sommer med et par ugers tid. Jeg hører den konstant, og PJ's komplette mix af jazz/funk-hiphop og opløftende tekster passer perfekt sammen, og jeg er ikke i tvivl om at albummet vil være fast inventar til mange sommerfester to come. Det er bare fedt, så simpelt kan det siges

4.5/6

Ghetto Gourmet - Når Blokken Kalder

"Et liv skæbnen har skabt /et liv der gik fortabt
Det ikk' noget du selv ka' vælge / du ka os' bli' en af de fortabte sjæle"

Ghetto Gourmet-projektet er bragt til livs af en masse unge og talentfulde musikere, der alle har hiphoppen som fælles nævner. De kommer fra områder i Danmark som man normalt ikke taler om med rosende ord, så som Urbanplanen, Tingbjerg og Gellerupparken, for bare at nævne enkelte. Det er altså folk fra samfundets vrangside vi er i selskab med her.

"Samfundets vrangside"! - Sådan vælger jeg at kalde det, ikke fordi jeg selv ser det sådan, men fordi vi i Danmark er blevet trænet til at kalde det for diverse negative navne. Det kan vi takke mediestorme, Dansk Folkeparti og mange andre for, for der er blevet malet mange fejlagtige og misledende billeder af 1., 2. og 3. generationsinvandrere, og andre grupper af svært stillede unge. Med Pia Kjærsgaard i regeringen, som bliver ved med at høste tilhængere i stige i popularitet, har denne samfundsgruppe, som blandt andet danner Ghetto Gourmet, ikke haft mulighed for at retfærdigøre deres problemstillinger. Man kan derfor ytre et stærkt håb om, at denne udgivelse vil blive anvendt som et talerør i en tid, hvor der mere end nogensinde før er brug for, at netop denne stemme bliver hørt.

Ghetto Gourmet (GG) består af rappere fra 12 nationaliteter, så man kan roligt sige, at Gourmet'en er knudepunkt for en del kulturer og personligheder. De fleste er hidtil ukendte, men hvis man har fuldt med i den danske undergrund, så vil man blandt andet opdage Vakili på tracklisten, som udsendte den yderst solide "Vakilisme EP" for to års tid siden. De rutinerede undergrundshoveder vil nok kunne genkende flere af navnene end mig, men personligt synes jeg det er fedt med nogle nye ansigter og stemmer. GG har nemlig meget at byde på, og der rejser sig en masse talenter fra det ukendte, og byder på overordenligt godt hiphop. Fx har Blok 27 (som da også har deres "På Kanten" album på samvittigheden) nogle gode kort oppe i ærmet. Ligeledes bidrager U.P. Street og Legestuen med nogle gennemførte numre. Men også solo-rappere som Cha-D, Ehab og Jasmin leverer varen. Især kvindelige mc'er har været savnet i den danske hiphop verden, og her er nogle gode bud.
Når GG-folkene er bedst, er når de beretter om samfundets vrangsider, spytter rim fra det gustne gadehjørne og stadig formår, på trods af de ofte tragiske rendestenshistorier, at snige et lille snært af håb ind i hver sang. Og selvom jeg som from luksus-dansker ikke helt kan relatere til deres liv, føler jeg stadig med dem når jeg bliver revet igennem deres dagligdagsfortolkninger, der kun sjældent er muntre. Som Vakili beretter;

"Nogen drømt' om noget stort, andre har planer om at skride /
Nogen ender på rendebaner, andre på baner der er hvide"

Og han forsætter, "Her sikrer man ikke fremtiden ved at gå på en skole med ved at gå med pistol". Det er linjer som disse der gør, at man permanent lader sig rive med i deres undergrundsfortællinger.
Der er enkelte numre der i denne anmelders øjne ikke fungerer helt. Når man laver en hiphop udgivelse for at bringe et vigtigt budskab ud, er det ikke nødvendigt at have numre med der hedder "Liderlig", hvor omkvædet går:

"du gør mig ldierlig, ska vi to lig' i ske /
du har hvad der ska til, du er min frække fantasi."

Sangen i sig selv er ikke dårlig, men på en udgivelse som "Når Blokken Kalder", virker den komplet malplaceret. Det positive ved sangen er dog, og det kan man ikke komme uden om, at den bevidne om at disse personer, som har alle de her problemer at kæmpe med, også har opløftende og positive aspekter til deres liv. Så selvom jeg personligt havde foretrukket at den var fravalgt, så har den en funktion på albummet. Gruppen bag kommer også stærkt igen senere på pladen med nummeret "Etno".

Én person der især er vigtig for GG-projektet er J.Mbida. Ikke nok med at han producerer stort set alle numrene, og han manden der startede hele gruppen. Som han selv udtaler;
"Gennem rap, sang, musik og video-produktion giver Ghetto gourmet de unge en mulighed for at realisere sig selv, lære at samarbejde, overholde mødeaftaler og få selvtillid og selvværd. Altså opbygge et fundament hvorpå de kan skabe en meningsfuld tilværelse uden vold og kriminalitet".
Det var altså indgangvinklen der endte med at danne Ghetto Gourmet.

Produktionerne er for det meste af den gode skuffe. Det er som sagt primært J.Mbida der leverer beat'sne, med enkelte gæsteproducere. Mbidas lyd virker stærkt inspireret af sydstaternes lyd. Semi-crunk til dansegulvet med hoftevenlige trommer, let krydret med en vis gangster-feel. Der har sikkert både været lidt Johnson og Marwan i tankerne da denne plade blev til. Selvom jeg normalt holder mig fra Sydstats-lyden, så synes jeg faktisk at den passer uvant godt til de personer der ligger ord til, og i Ghetto Gourmets tilfælde tror jeg ikke andre musikalske udtryk kunne have bakket budskabet bedre op.

Alt i alt er det en rigtig god udgivelse med overraskende mange positive nyheder. At projektet sælges igennem tiger-butikkerne gør det kun bedre, idet man kun skal slippe en 20'er for det hele. Og når man tænker på hvor mange mennesker der krænger deres hjertekvaler ud igennem højtalerne, er det ikke mange penge! Jeg vil i hvert fald stærkt anbefale at man går ud og køber "Når Blokken Kalder", ikke mindst for initiativet og ideen bag. Og så krydser vi fingre for, at deres stemmer bliver hørt, og at projektet vil blive solgt til lidt flere end bare de "sædvanlige" hiphop hoveder. For det er faktisk substantielt læremateriale der fylder lydsporene.

4/6

www.Tiger.dk
www.ghettogourmet.dk