Rhymefest - Blue Collar

Noget jeg elsker at gøre ind imellem hvis jeg fx har tidlig fri fra arbejde og har lidt ekstra tid, er at kigge forbi enten Soundstation eller Mint på Gl Kongevej, og så kigge en masse hiphop albums igennem. Man kan altid finde en helvedes masse fornuftige ting til fornuftige priser, og nogle gange kan cd'erne være så billege, at jeg oftest køber dem, selvom jeg ikke aner hvem kunstneren er. Det fedeste ved det er nemlig, at man kan få hørt nogle sjædne albums igennem, eller albums som man ikke rigtig har fået taget sig sammen til at købe, fordi man ikke helt er sikker på kvalitets niveauet. Den anden dag spenderede jeg så en time eller halvanden i Soundstation, som har et fremragende udvalg af hiphop titler, nye som gamle, kendte som sjældne. Jeg endte med at gå derfra med blandt andet Rakim's "The Master", Mr. Lif's "Mo'Mega" og Hieroglyphic's "Full Circle"; 3 helt fantastiske albums, hvis kunstnere jeg godt kendte, men jeg havde alligevel aldrig fået hørt deres materiale igennem. 3 superbe overraskelser, og hvis jeg husker rigtigt, kostede det mig omkring de 160 kr,- for de 3. HAVDE de så været dårlige eller bare mindre gode, så havde det ikke været det store tab.

Den største overraskelse jeg fik med mig hjem til gengæld, var Rhymefest's "Blue Collar". Jeg havde hørt den Kanye West producerede "Brand New", som ærlig talt er en halvlunken omgang pladder. Udover Kanyes geniale linje "Ralph Lauren was Borrin' before I wore'em", så formåede nummeret aldrig at overbevise mig til at købe hele albummet. Men da jeg den dag så at jeg kunne få den for en 50'er, tænkte jeg at nu måtte det være. Og det er jeg ganske glad for.

Man skal ikke kigge langt i bookletten før man finder ud af, at Kanye Wests næsten ingen rolle spiller. De to rigtige bagmænd bag pladen, er igen ringere end No Id og Mark Ronson, to brilliante producerpersonligheder, der har slået hovederne sammen for at hjælpe Rhymefest godt på vej. Og for søren da hvor det kan slå gnister når de to troldmænd folder sig ud.
Foruden den storstilede Just Blaze banger der åbner albummet, har albummet rigtig meget at byde på helt musikalsk. No Id er ren klasse, det ved man. Mark Ronson KAN ikke fejle, det er han simpelthen for god til! Cool & Dre leverer to beats der er udemærkede, men alligevel nok er pladens mest ligegyldige. Emile donerer også to beats, hvoraf det ene, "Bullet", muligvis udgør pladens bedste nummer. Rhymefest rapper:

"Straight Outta Highschool he didn't know what to do /
Wanted to go to college but no money was nothin' new
He got approached in the mall by an army recruit /
told him >if you want to go to school we got money too,
Sign up at eighteen you be out when you're twenty-two< / He joined the army airborne, got his uniform went to bootcamp got some discipline, Iraq is where they shipped him He's in the mission where bullet flyin' and missin' him wishin' he was a kid again with his family back i Michigan / In the midst of fighting militiamen, one round took down six of them he ain't really a killer though, takin' alot of risk / this is what a poor person do for a scholarship he turned around and got a face-full of hollow-tips But don't be mad - he died for the flag"

- Efterfulgt af et forrygende omkvæd af Citizen Cope.
(IKKE OFFICIEL VIDEO)




No Id bringer en af hans gamle klassikere tilbage med nummeret "Sister". Det er da samme beat som til Common's "A Penny for my thoughts", som Kanye West, der jo siger at No Id er hans mentor, brugte til 213's "Another Summer". Nu er det så No Id's tur igen, og det er der kommet en rigtig lækkerbisken af en sjæler ud af.

Lyrisk er Rhymefest også lidt af et overset vindunder. Han er ikke en højtråbende poet, men hans flow og hans leg med ord gør ham til en habil rapper. Da Kanye West skulle skirve teksten til "Jesus Walks" bad han Rhymefest skrive et vers, og så har Kanye faktisk taget det meste af "hans" vers fra det som Rhymefest skrev. Rhymefest's originale vers ligger et sted på youtube. Ligeledes måtte selveste Eminenm tilbage i hans storhedstid se sig slået af Rhymefest, som tog titlen fra ham til Scribblejam finalen for nogle år tilbage. På "Blue Collar" viser han også lidt af hvert, hans legebarns-flow hvor han angriber numre med finurlige og kringlede rim, og på andre numre bevæger han sig ud i komplicerede flows der bringer tankerne tilbage til midt-halvfemserne. Tematisk vis spænder han brædt. På "Devil's Pie" rapper han

"Tell satan I don't owe him a thing /
slingin' them O's and now he got my soul in his sling
I know I messed up a couple of times /
bust some nines on anybody fucking with mine
that's when my life got disasterous, I was blasphemous /
I know my momma didn't ask for this
you got them deamons waitni' for me with the caskets lit /
Please Lord, let this bastard live"

Men på den dansegulvsvenlige "Fever", hvor NO Id sampler La Lupe's nummer af samme navn (fucking genialt samplet!) skruer Rhymefest op for charmen, og erklærer

"So many fine chicks shit's gettin' monotonous /
But still I love the way that she shakes her marrrrracas"

med ekstra tryk på rulle R'erne. Party banger! Sørg for at have skruet HELT op!




Alt i alt er "Blue Collar" et virkelig fedt album, der har mange aspekter både lyrisk er musikalsk. Mark Ronson og NO Id's samarbejde giver pode, og Rhymefests debut er yderst anbefalelsesværdig. Hold øje med hans kommende "El Che" som foruden de gamle hoveder også vil have DJ Premier på lydsiden.

5/6

The Blacklover88rs - Daze Like These...

I min omfattende og ekstremt nørdede jagt på Exile produktioner, stødte jeg en dag på dette album via internettet. Det vil sige, at jeg stødte faktisk på billedet af albummets forside, og ikke selve albummet. Jeg endevendte derfor internettet for både "Days Like These", "Blacklover88rs" og "Mandela & Sisilu", altså de navne jeg umiddelbart kunne tyde ud fra det forholdsvist utydelige billede (der var meget mindre og mere sløret end dette). Intet gav svar.
Dette irriterede mig en del, for jeg vidste at Exile på en eller anden måde var involveret, hvilket alene er grund nok til, at jeg bare måtte have fingrene i album. Denne udgivelse synes dog umulig at opspore. Amazon.com, ebay.com, wikipedia, youtube. INGEN kendte noget til "The Blacklover88rs" eller titlen "Days Like These".
Hvis jeg før var irriteret, så ved jeg ikke hvad jeg var efter at have fundet ud af, at jeg var på jagt efter et spøgelsesalbum. Når jeg først har sat mig for at skulle erhverve mig en udgivelse, så slapper jeg ikke af før jeg sidder med det i mine hænder. Så fra at være "endnu et køb" blev det til en personlig kamp for at skaffe, hvad der skulle vise sig at være den mest sjældne skive i min tid.

Der gik lidt tid hvor jeg havde travlt med alt mulig andet, arbejde, venner, private sager og sådan. Men så en dag, da jeg helt tilfældigt var havnet på en internetside jeg aldrig før havde hørt om, www.discogs.com, så jeg navnet "Daze Like These..." og tænkte "Bingo!", - "Den eksisterer!".
Jeg købte den så via denne side for en forholdsvis billig penge og tænkte for mig selv, at nu havde jeg vundet kampen.
Halvanden uge senere, omkring der hvor jeg efter tidsberegning burde få cd'en med posten, ventede en pakke rigtig nok til mig da jeg kom hjem fra arbejde. Pakken havde dog en lidt mærkelig form for en cd; den var ca. 3 gange så stor som de almindelige cd-indpaknings-pakker er, så jeg var lidt mystificeret. Da jeg åbnede den gav det hele mere mening. Jeg havde købt en vinyl.
"Ooooookay...." tænkte jeg. Den havde jeg ikke lige set komme. Uden en LP-afspiller i huset var den ikke til megen gavn, så jeg ærgede mig en smule.
Jeg dobbelt-checkede hjemmesiden jeg havde købt den fra, og helt rigtigt stod der, at den KUN kom i vinyl-form. Så var det vel fint nok, hvis man alligevel kun kan få den på vinyl, så "skulle" jeg jo have den før eller siden. Der sad jeg så med min nye vinyl i hånden.
Selvom jeg, og sikkert de fleste af jer læsere, er af den nye skole med stereoanlæg og iTunes, så ER der bare noget permanent æstetisk ved en vinyl. Det er kunstartens oprindelige form, og de skrattende pladeafspillere og den støvede lyd har noget helt magisk over sig, ikke helt til at forklare.
Så jeg sad og blev mere og mere positiv over mit køb, da det slog mig, at nogen af familiens bekendte netop havde anskaffet sig en digital pladeafspiller, der kunne overspille LP numre til computeren.
Det man gør er, at man forbinder de to afspillere med et USB stik, sætter vinylen på og lader nålen falde. Det der spilles på pladen overføres direkte til computeren, hvilket vil sige, at man SKAL høre hele nummeret, og man skal selv stoppe og vælge hvornår nummeret er slut, og hvornår det næste starter, ellers overføre den bare alle numrene som et langt, og så har man et helvedes besvær bagefter med at sidde og choppe alle de små stykker til og fra hinanden. jeg ringede så til Espergærde for at høre om det kunne lade sig gøre, og det kunne det selvfølgelig.

"Daze Like These" ER faktisk kun en 4-track vinyl, med tilhørende instrumentals, så 8 numre i alt. Ikke mange, men ikke desto mindre var det en længere operation at få dem over på computeren og ned på cd, og til sidst hjem på min egen iTunes.

Så en uge efter jeg havde afleveret LP'en dumpede en cd ind af brevsprækken, og da jeg så hvem afsenderen var, kunne det kun gå for langsomt med at få den smidt på anlægget!

Dette var en lille historie om, hvordan jeg fik fingrene i den, i min tid, mest sjældne udgivelse. Her kunne et relevant spørgsmål så opstå: Er den god? Er den overhovedet noget værd?

Og svaret må blive lidt sløret. Først og fremmest JA! Det er super sprød hip hop der bliver serveret. Personligt har jeg det sådan, at hvis der hører en lille historie til hvordan man fik albummet, så kan det faktisk hjælpe sangene med at blive bedre. Så idet jeg brugte så lang tid på at få fat i den her EP, blev spændingen i sidste ende så stor, at uanset hvad, "så ville jeg bare kunne lide det!". Hvis jeg ganske simpelt bare havde købt den i en butik, ville jeg måske ikke være så koncentreret om lyden, og så ville den måske lyde dårligere i mine ører (?).
Men jeg synes det er super fedt.
Som tidligere nævnt er det en 8-tracks EP hvoraf de 4 er instrumentale gengivelser.
Nummeret "Don't Bounce" retfærdiggøre til fulde dets beskrivelse som værende et "Smash hit" på LP forsiden, imens det Exile producerede og Aloe Blacc gæstede "The Real War" yder hip hop af absolut øverste skuffe.

Jeg ved at "Daze Like These..." dukker op på ebay til tider, og skulle man være så heldig at falde over den derinde, så vil jeg stærkt råde jer til at købe den, for det er super lækker hiphop. Om den er hele den tur værd, som jeg måtte igennem ved jeg til gengæld ikke...

4/6

Theory Hazit - Extra Credit

Jeg havde oprindelig tænkt mig at starte denne anmeldelse med at udråbe Theory Hazits "Extra Credit" til 2008's hidtil bedste udgivelse, men så så jeg at den blev udgivet i 2007, så det er mig der har været lidt langsomt ude! Istedet vil jeg så sige, at det er det bedste jeg har hørt i 2008.
Dette er en lidt offensiv indledning, indrømmet, og der er ikke efterladt megen tivl om en afsluttende karakter, men ind imellem er det meget dejligt, bare at kunne kaste tonsvis af roser efter en udgivelse og ikke tænke på at være negativ (hvilket jeg jo ellers altid er). Faktisk tror jeg ikke jeg har måttet investerer i så mange roser siden "Below the Heavens" udkom, og på nuværende tidspunkt burde de fleste af jer allerede være overbevist nok til at flyve direkte ned i jeres lokale pladebutik og lange 150 kr,- over disken, efter at have spurgt om "den nye med Theory Hazit....".
Hvis man skal være realistisk, så ville sælgeren bag disken nok svare "vaffer'en...?", men lad os nu blive ved det.

Der er 3 slags kunstnere indenfor hiphop verdenen i dag:
Der er dem der leger bedemænd, som hovedkuls vover sig ud på dybt vand ved at erklære hip hoppen for død, og begrave den. Yderst disrespektfuldt og forræderisk.
Så er der dem der tager kampen op, fatter spaden og graver kisten op, for at give den stolte kultur førstehjælp.
Og til sidst har vi dem der står på sidelinjen og griner af de to førstnævnte, når de finder ud af at kisten var tom, og hip hoppen aldrig har nærmet sig tilstanden "død". Dem, der fortsætter som om intet var sket, og som om genren stadig er på toppen, som den helt korrekt er.
Theory Hazit hører under den tredje gruppe, for han laver hiphop i kunstformens reneste form. ægte backpacker hiphop, ikke hørt ligende i meget meget lang tid.

Theory Hazit, som på trods af det gruppe-lydende navn altså er én rapper, kommer fra Cincinnati, en del af regionen der før har skabt hiphop personligheder af kæmpe kaliber, som fx Common.
Theory Hazit (som fra nu af går under navnet TH) er lidt af en wunder-kind. Ikke alene er "Extra Credit" tætpakket med tekster, skrevet med en så fin fjerpen, at det der kommer ud af mikrofonen slår så jern hårdt, at de fleste af hans kolleger burde gøre klogt i at spidse ører. Han producerer også selv det meste, og óm han kan producere!!? Produktionerne er guddommeligt sprøde, og alle de rigtige ingredienser røres perfekt rundt i en guldbelagt gryde. Så skulle der ikke være nogen tvivl om hvor på skalaen vi befinder os. Så med fanatisk flot lyrik, hæsblæsende beats der for det meste banger godt og grundigt igennem, og med majestætisk scratch af hans trofaste dj PF Cuttin', lader det til, at the stars are in line, og et brag af et show kan begynde. Men en sidste ting der er vigtigt at nævne, som fast bestandel af hans univers, er hans catchy hooks. Selvom de her ustyrligt sjælfulde omkvæd ikke er noget man normalt forbinder med "ordenlig" hip hop, formår TH at inkorporere uovertrufne omkvæd til mange af numrene. Lidt ligesom hans regions-kollega Kanye West, ulmer der konstant en fascinerende tilgang til soul genren, som ikke kun nuancerer hele billedet af ægte hiphop, men som også gør, at et større publikum vil føle sig velkommen til et vidunder, der normalt har en forholdsvist snæver fanskare. Man fornemmer lidt at en reformant i TH, en titel han med lethed ville kunne bære.
Vi kan starte med nummeret "I Just Wanna Go Home", der indeholder alle de førnævnte elementer. Beatet lyder uhyggeligt meget som en 9th Wonder produktion, en fra den rigtig gode skuffe. Omkvædet synges af en ukendt kunstner, men stemmen er noget nær det tætteste man kommer John Legend, hvilket i sig selv er fantastisk. Og den selvbiografiske lyrik, om hvordan et ganske normalt liv ender galt, idet han opsøger lidt fare i hans trivielle hverdag, er ganske simpelt enestående. Så selvom omkvædet er ultra lækkert, går det med sikkerhed lige i hjertet på alle hiphop hoveder. (Dette er ikke musikvideoen, det er "bare" en tilfældig fyr der har animeret en passende film til sangen, som jeg faktis synes er meget sjov. Den bakker lyrikken godt op hvis man skulle have svært ved at forstå)



Hvis man skal tage de sure kritiker-briller på, og udpege noget negativt ved "Extra Credit", så må det være hans konstante referencer til kristendommen og hans kærlighed til Jesus. Dette er ikke noget der for mit vedkommende sænker kvaliteten af pladen, men jeg vil stadig finde det forståeligt hvis nogen synes det bliver for meget. De fleste rappere er jo kristne på den ene eller den anden måde, men THeory Hazit dyrker virkelig kristendommon, og man er ikke i tvivl om, at han har et spirituelt budskab med denne plade. Man vil støde på linjer der omhandler hans tro hele albummet igennem, men sjovt nok har han ikke udvalgt én sang til emnet, han har sløjfet enkelte linjer ind i hver sang, så den røde tråd bliver billedet af kristendommen, og hvordan man igennem erkendelse og tilbedelse af Jesus Kristus kan komme igennem alle livets problemer. Et til tider lidt for prædikene budskab, men når det leveres i så impulsgivende hiphop, så kan det kun glæde mig. Som sagt er det jo også bare for at finde et-eller-andet dårligt at sige! Han rapper fx på titelnummeret:

"Now you can let the wind sway you, blow you down until you bite the dust /
or you can spread your wings and let the wind lift you up
You can get rich or die trying all your life /
or you can try dying to live eternal with christ"

Faktisk er nummeret "Extra Credit" en af de stærkeste sange, ikke mindst på grund af den religiøse undertekst. Beatet er næsten ubeskriveligt godt. Istedet for at sætte ord på kan i selv bedømme her:



Theory Hazit er heller ikke bange for at lukke os lyttere meget tæt ind på hans private liv, og her mener jeg ikke kun hans erfaringer med kristendommen, men følsomme emner som familie og kærlighed, som de fleste "toughe" rappere holder sig fra, bliver vidt præsenteret med en ømhed sjældent hørt. På nummeret "Hello Kiddeez" leverer han linjer, som jeg ikke tror er rappet ligende i hip hoppens historie:

"Dear Ruben, you were six when we first met/
askin' me alot of questions I would never forget.
Like "are you gonna be my new dad" man that was pressure /
I just left it off with the two and said "yes of course, i got your back to the death of me"
my follower weren't really there for me/
so this day with him i'm tryna' make peace.
You remind me of my brother growing up with single mother with the streets to look up to /
Just know that I love you.
Biologically you're not mine, but still you're my son /
used to be so la court and you ill on the drums.
Just being around you encourages me to be an example /
remain humble and god will have you."

- Jeg er ikke helt 100% sikker på at det er sådan teksten er ned til hvert ord, det går forholdsvist hurtigt. Men det essentielle er ikke til at tage fejl af, og det er ganske prisværdigt.
For at generaliserer lidt, for hvis jeg skal gennemgå alle numrene og sætte ord på hvorfor de er så gode som de er, så kan det blive en lang anmeldelse. Istedet vil jeg sige, at de førnævnte eksempler er ganske ens for hele albummet. Sublime produktioner, et ustyrligt flow med tilhørende sunstanstunge tekster, og et budskab der, selvom man ikke lige synes kristen hiphop er det fedeste, er stærkere end man vil opleve andetsteds.

Man kan sige at Theory Hazit har en umådelig stærk tro. Hans tro på gud er selvfølgelig den ene side af det, men evnen til at forholde sig trofast til hiphoppen og holde den kørende er uden tvivl den anden. Jeg er sikker på, at så længe der findes folk som TH er hiphoppen udødelig, for han bliver med hvert eneste nummer ved med at minde os om, hvad musikken står for, og hvad den gør for os, folket.
Tag fx NaS, der var den første til officielt at erklære hip hoppen for "død" med hans seneste album. En rapper af hans kaliber MÅ da vide, at der er folk som TH, Blu & Exile, Blue Scholars og Lupe Fiasco ude, og i mine øjne kan det ikke blive mindre hiphop'et at miste troen til genren, samtidig med at disse folk ånder. At han endda forklarer det over et Will.I.Am beat gør det ikke bedre (jeg er vild med Will.I.Am, men til et nummer med det navn kan man ikke bruge andre end Premo, Pete Rock and the likes...). Jeg mistede meget respekt for NaS da han kom med det udsagn, for gang på gang er man blevet mindet om, hvor fedt det er at være tilhænger af en så vellevende bevægelse.

For at runde "Extra Credit" af, MÅ jeg poste endnu et track, for TH afslutter selvfølgelig det hele med at tage os ind i kirken til en ghetto-ode, der er besmukket med et gospel kor. Det er en fremragende fortælling, og med "Ghetto" som afsluttende nummer, kan det næsten ikke komme tættere på "Classic"-status

5.5/6

Mighty Joseph - Empire State

En af 2008s hidtil største og mest fornøjelige overraskelser, er i mine øjne denne New York tribut, leveret af to af industriens mest oversete rappere, der går under fællesnavnet Mighty Joseph. De to personer bag er rapperen Karniege og den måske mere anerkendte Vast Aire, der begge er fra New York, og som derfor har slået hovederne sammen om at lave et album, der er dedikeret til selv samme by.

Jeg kendte ikke Karniege før dette album, men Vast Aire kendte jeg igennem hans Canibal Ox projekt, og hans medvirken i Def Jux selskabet. Personligt synes jeg Vast Aire er en af de mest let genkendelige rappere der findes. Ikke på min liste over top mc'er måske, men man er aldrig i tivlv om hvem der rapper, når hans stemme flyder over tracket. Han har et utrolig afslappet flow, og han lyder ofte som om, at han har rigtig god tid til at få hans budkab ud. Et budskab der til tider er samfundsrelevant og aktuelt, men mindst ligeså ofte er ren og skær ord-leg og rap-blær, hvor oneliners og punchlines skærer igennem som samurai sværd. Jeg vil næsten vove at påstå, at man får begge disse sider at se på samtlige tracks. Ikke en nem balance at finde, men samtidig en balance der kan frarøve kernen af seriøsitet i de numre, hvor han faktisk har noget at sige. Det hænder dog oftest, at man jubler over hans opfindesomme og legebarns agtige rim, som når han rapper på "The Dark Age":

"Vast flow can turn men to mice /
if reality's a whore then I'm fucking her twice.
And on the third time, she'll be screaming my name/
and her best friend truth will tell you the same.
I'm that same chubby kid with that Bruce Lee poster/
that'll finger-pop a bitch to check the odor.
That's ill, they put coke in soda?/
Nah, what's ill is, I practiced with Yoda.
My people rap the sun, 'cause they're dark/
only in the skin, not in the heart."

- Alene i disse linjer kommer han vidt omkring i både sammenligninger, humor, skørhed og superfede rim. Og det er egentlig meget sigende om hans optræden på resten af pladen; han er mere eller mindre ustyrlig. Dette har også sine negative følger, som nævnt tidligere, for helt solidt bliver det generelle billede aldrig.
Karniege til gengæld kommer mere solidt igennem. Ikke med den samme lette tilgang til tekstbehandling som Vast, men faktisk bedre når det kommer til de følsomme punkter som personlige emner og seriøse budskaber. Karniege har på ingen måde samme trang til at flette lidt morskab ind i sine linjer, og dette gør at det er ham der stjæler showet i sidste ende.
Men man skal passe på med at drage sammenligninger, for selvom de er partnere deler de ikke en enenste lighed som rappere, så det ER to vidt forskellige personer man er i selskab med. Så på den måde er det godt at man har de to sider.

Produktionerne er, lad os bare sige, lidt af en munter mundfuld! De ligger langt fra ens everyday hiphop-beats. Det er lidt svært at sætte ord på, men albummets musikalske udtryk er unægteligt noget af det mærkeligste denne anmelder har lagt øre til. Ind imellem dukker der nogle forholdsvist rene beats op, som fx "The Dark Age" med M.U.R.S. på gæstelisten. Men det er egentlig også det! Resten af produktionerne er meget opfindsomme, og de er skabt af nytænkende musikmagere, der tydeligvis har store ambitioner om at skabe en ny lyd. ELLER også kan det bare være, at Vast Aire og Karniege (der selv producerer lidt) har været gode til at finde beats fra forskellige kilder, der tilsammen skaber et opmærksomheds-vækkende billede.
Madlib kigger forbi og donerer et "Sonic the Hedgehog"- agtigt elektron beat til nummeret "Legend", der desværre må siges at være mere sjædent end kønt.
Til gengæld træder den, for mit vedkommende, ukendte producer Melodious Monk ind, og leverer en af pladens højdepunkter i form af nummeret "Kidz (N.Y.C.)". Foruden den sublime produktion, er nummeret et af dem på skiven, hvor Vast Aire og Karnieges forskellighed spilles bedst ud imod hinanden. Karniege lægger ud med linjerne

"Mommy got bills and son plus self to feed/
how long can we last on welfare cheese?"

Linjer man har hørt før, men som stadig har en vis personlig smerte forbundet til sig. Ikke desto mindre overtager Vast mikrofonen og putter strakt nye boller på suppen,

"And Fuck Al Quaeda/
'cause I coulda died getting a candy bar by from a bodega"

- uden tøven er vi altså tilbage i Vasts vittige nabolag. Og på dette nummer har det en positiv effekt. Man vil måske synes at Karnieges forsøg på at give stof til eftertanke afbrydes bræt af Vasts medvirken, men jeg synes sgu det virker, og det er momenter som "Kidz (N.Y.C.)" der trækker på smilebåndet.
Pladen afsluttes med det 6:31-lange "Rock-it Science", som let taget titlen som pladens perle. Den katastrofalt oversete J-Zone producerer, og de to rappere vælter rundt, ind og ud af hinanden med solide rim, og på trods af, at nummerets længde ligger i den måske lidt for lange ende, så er det en udsøgt fornøjelse fra første sekund. Man kan checke "Rock-it Science" og et par andre nymre på deres myspace her

Mighty Josephs "Empire State" er en skæv fornøjelse! Det er lyrikken der er i føresæddet, og de til tider fede men ofte yderst mærkelige produktioner bakker Vast Aire og Karniege op i deres mission på at være King Kong'en over New York, der er kommet for at flå enhver wack-ass rapper fra hinanden og overtage styrret. En mission der kun delvist lykkedes, for selvom "Empire State" er et friskt pust, så er pustet ikke helt nok til at blæse taget af huset.

4/6