Jeg er simpelthen på røven over Dream Junkies og deres bedrifter! Jeg er på røven over deres produktivitet og det skyhøje niveau, der ikke bare gennemsyrer hvert eneste projekt, men som stiger støt, udgivelse for udgivelse. Hver især har de tre rappere udgivet stærke plader i løbet af de sidste par år, men med Good Religion står det klart, at de står stærkest i fællesskab. De besidder alle tre en række individuelle forcer og egenskaber, og når de bliver slået sammen, er resultatet intet mindre end en kollektiv magtdemonstration.
Good Religion er en hyldest til venskab, til hiphop, til basen på vestkysten, til Gud og til hvem- eller hvad end man finder spirituel dybde hos. Dette gør det muligt at lytte til albummet ud fra en spirituel og teologisk position, der kan give stof til eftertanke til nogen, og måske virke lidt prædikende hos andre. Hvis man ikke er så meget til den religiøse del, som jeg dog synes de har modereret til et perfekt afbalanceret niveau, kan lytte fra en position som hiphop-elsker. Det her er nemlig højst elskværdig hiphop, lavet til folk, der elsker hiphop, af folk, der elsker hiphop. Dream Junkies lader sig inspirere af de bedste, og det kommer tydeligt til udtryk flere steder. Det bliver hurtigt klart, at Beleaf trækker på A Tribe Called Quest i sin tilgang til at rappe, og især Phife Dawg synes tydelig som inspirationskilde. Det er derfor også på sin plads, at et nummer som den Guddommeligt funky "Showbiz" lyder som noget, ATCQ ville have lavet i 2016. Ja, den kunne såmen have heddet "Jam Pt. II". På "Boogie Man" er det Outkast, der får sendt et respektfuldt nik, hvilket ligeledes giver mening, da John Givez med sit formidable flow og sit gyldne øre for omkvæd minder om André3000.
Det hele er dog ikke inspiration, referencer og lån fra og af andre. Dream Junkies har deres helt egen lyd, som især kommer til udtryk på deres mere livlige numre. Tag bare bangeren "I Got the Juice", hvor dybe bas-stød og gnistrende trommer indbyder til flow-gymnastik i verdensklasse. John Givez er et sandt bæst og Beleaf brillerer som sædvanlig med sin elegante lethed, og netop derfor er det imponerende, at det er Ruslan, der altid har stået lidt i skyggen af de to andre rent flow-mæssigt, der udmærker sig:
Den distinkte Dream Junkies lyd, atter leveret hovedsageligt af Anthony Cruz, DJ Rek, JRuckers og BamBeatz, kommer også fint til udtryk i et helt stilfærdigt øjeblik som "Left Coast", hvor gruppen, i selskab med Murs, kaster et ambivalent blik på deres hjemstavn. Beleaf rapper bl.a.: "God gave us front-row view to the sunset / Everybody think it's paradise, but we lost some real ones on the Left....":
Højdepunkterne på Good Religion er både talrige og himmelragende, men der er desværre et par numre som "Going Left" og "2nd Hand Smoke", der trækker lidt ned. Dream Junkiernes debut-langspiller er dog et must, så sørg for Guds skyld - eller bare for den sublime hiphops skyld - at tjek et af årets stærkeste plader ud.
Good Religion er en hyldest til venskab, til hiphop, til basen på vestkysten, til Gud og til hvem- eller hvad end man finder spirituel dybde hos. Dette gør det muligt at lytte til albummet ud fra en spirituel og teologisk position, der kan give stof til eftertanke til nogen, og måske virke lidt prædikende hos andre. Hvis man ikke er så meget til den religiøse del, som jeg dog synes de har modereret til et perfekt afbalanceret niveau, kan lytte fra en position som hiphop-elsker. Det her er nemlig højst elskværdig hiphop, lavet til folk, der elsker hiphop, af folk, der elsker hiphop. Dream Junkies lader sig inspirere af de bedste, og det kommer tydeligt til udtryk flere steder. Det bliver hurtigt klart, at Beleaf trækker på A Tribe Called Quest i sin tilgang til at rappe, og især Phife Dawg synes tydelig som inspirationskilde. Det er derfor også på sin plads, at et nummer som den Guddommeligt funky "Showbiz" lyder som noget, ATCQ ville have lavet i 2016. Ja, den kunne såmen have heddet "Jam Pt. II". På "Boogie Man" er det Outkast, der får sendt et respektfuldt nik, hvilket ligeledes giver mening, da John Givez med sit formidable flow og sit gyldne øre for omkvæd minder om André3000.
Det hele er dog ikke inspiration, referencer og lån fra og af andre. Dream Junkies har deres helt egen lyd, som især kommer til udtryk på deres mere livlige numre. Tag bare bangeren "I Got the Juice", hvor dybe bas-stød og gnistrende trommer indbyder til flow-gymnastik i verdensklasse. John Givez er et sandt bæst og Beleaf brillerer som sædvanlig med sin elegante lethed, og netop derfor er det imponerende, at det er Ruslan, der altid har stået lidt i skyggen af de to andre rent flow-mæssigt, der udmærker sig:
(og ja! - det ualmindeligt fantastiske stykke musik videoen starter med, som ikke er "Left Coast", er at finde på Good Religion!)
5/6
- Jeppe Due Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar