En gang landede ensomheden på min skulder! Åh! Så barsk en fugl! Jeg slog den væk, men den fløj over og satte sig på min anden skulder. Væk! råbte jeg. Så greb den fat i mig og fløj mig højt op, og nu så jeg, hvor vidunderlig verden var, for jeg kunne se alting*.
I løbet af det sidste halve årti har få gjort sig bemærket på så underspillet og insisterende vis som Loke Deph. Som en hætteklædt selvtægtsmand, omhyllet af lige dele mystik og ærefrygt, har han undgået den brede befolknings opmærksomhed, men sørget for at gøre sig aldeles uforglemmelig hos enhver, der har stiftet bekendtskab med ham. Uanset hvilket sammenhæng der har været tale om, har han konsekvent excelleret og overtrumfet med- og modstandere, og hungeren efter et soloprojekt har steget støt i takt med, at furerne bag hans rap-korstog igennem undergrunds-hiphoppen har vokset sig til dybe grave.
"Jeg' forsinket men forud for min tid /
Hælder sæbe i mine sokker når du sover, det går ned"
Og nu er den her gudhjælpemig så, debuten. En kompakt krabat af en dobbelt-EP på ca. 28½ minut, doseret ud på ti numre, fordelt på to sider. Den ene, Malstrøm, produceret af Loke Deph's medsammensvorne i Kaput, Boone, og den anden, Beluga, produceret af kompagnon og tilsynsførende i Sigma, Telepa-T, som Loke Deph længe har haft et tæt samarbejde med. Så selvfølgelig! Selvfølgelig er det lige netop disse to, der pryder lydsiden. Perfekt valgt er det dertil, at de står for en side hver. De har begge deres helt egen unikke lyd, der er meget forskellig fra den andens. Hvor Boone opererer i grumset jazz, støvede samples, gnistrende drum-breaks, sumpede basgange og omhyggeligt bearbejdede beats, gør Telepa-T sig i renere linjer, hvor trommer, percussion-elementer og samples er tænkt ud fra en mere klassisk hiphop-lyd, og hvor fængende melodi-stykker i øvrigt er hjerteligt velkomne. Dette resulterer i en forfriskende dikotomisk lyd, hvor den kølige, ofte endda frysende og til tider tonstunge Malstrøm står i skarp kontrast til Telepa-T's mere lune, fyldige og behageligt træfsikre Beluga. Begge lydbilleder oser af en særegen og prospektiv lyd, der gør de herrer bag til et par af de fornemmeste beatsmede herhjemme, og selvom de begge har serveret noget af det ypperste inden for dansk hiphop i løbet af de sidste par år, må man konstatere, at de fx med den monumentale "Malstrøm" og den subtilt overrumblende "Helium", har overgået dem selv.
"Og det går over al forventning /
God tone, moderat dårlig stemning"
At Loke Deph står forrest i køen til frit at kunne vælge beats fra så fantastiske beatsmede, understreger i sig selv hans statur. At han dertil leverer tekster, der formår at redefinere den gængse forståelser for, hvordan man skriver raptekster, gør ham ganske enkelt til en kapacitet af uhyggelig karat. Loke Deph har altid haft noget dybt originalt over sin tilgang til tekstskrivning, men selv i forhold til den Loke Deph man kender, er det her nyskabende. Med sin urokkelige levering, serverer Loke Deph et besnærende sammensurium af absurd poesi og sofistikeret battlerap, forfattet ud fra kortprosaens principper. Her er ingen overflødige ord, ingen vildtvoksende sidehistorier og ingen lyriske overspringshandlinger. Der er skåret helt ind til benet. Hvert ord synes vægtet og vejet med omhu, og Loke Deph får de fleste andre til at fremstå sprogligt overvægtige med sine præcise og minutiøst forfattede rim. På den overdådigt producerede "God tid" lyder det finurligt og poetisk:
"Øjenåbner når jeg vågner /
Brister når de vrister flasken ud af hånden på mig /
De siger kom på mig, fremadbrusende /
Trækker tiden gennem sprækkerne i rækkehusene /
Helhjertede halvhjerner /
Troede vi var sommerfugle, blev til natsværmere"
På andre numre balancerer Loke Deph på spændingsfeltet mellem det let dekadente og derangerede. Her går Hellerup-drømme om overtage i clinch med outrere fantasier om tremmesenge og æter på karklude. Modsætningen mellem den forvænte sans for livsnyderi og de foragtelige eskapader om sprut, stoffer, sex og urofili, kunne ikke være skarpere opridset, og dét tegner et fint billede af et tumultarisk sind, der synes at have svært ved at finde sin egen rytme i livet. Det er bevidst overdrevet, men i overført betydning bliver det relaterbart.
"For ung til at leve og for gammel til at dø /
Stemmerne begynder at gø, armen at klø /
Højprocent sprøjt, det smager godt /
Jeg er færdig, jeg er ik' værdig til at blande op /
Det' en smal pris for en stor løn /
Venter, for jeg tænker før jeg taler, jeg er min mors søn"
De to EP'er er fyldt til bristepunktet med guldkorn. Om det er inspirerende gak på den tungt slæbende "Beluga", spidsfindige begavelser på den isnende "Blind passager", en kæphøj midterfinger til musikbranchen på "Anne Linnet" eller forlist kærlighed, skarp berettet på den nakkekrave-certificerede "Paradis", så gør han det på sin helt egen måde; en måde, han i de fleste tilfælde overbeviser én om, er den bedste. Man fornemmer helt afgjort en ydmyghed hos Loke Deph, men det har ikke holdt ham fra at liste linjer som "Ingen sammenligning, kalder dem for bambini / Kronet som den bedste herhjemme, og jeg kan sagtens se det" med ind. Når man kan og gør som Loke Deph, er en kroning dog yderst berettiget. Hans kompetencer udi rimstrukturer er uden sidestykke, hans evne til at tatovere sine fortællinger fast på lytterens nethinde er decideret beundringsværdig, og at det dertil lykkes ham at tilføje originalitet til stort set alt hvad han skriver og ytrer, fortjener stående applaus. Tag bare den latterligt potente "Gyldenbrun", hvor Loke Deph omskriver selve battle-rap kodekset:
"Åbner dem ved navlen, drukner dem i havnen /
Har deres tænder i en dåse inde i rummet nede ved gavlen /
Du bliver naglet til din yndlingsstol /
Med en sømpistol /
Følger din søn i søndagsskole"
Hvem fanden skriver sådan?! - Det er ikke alt, der er lige let at afkode. Der er masser af tomme pladser i teksterne, der som tommelfingerregel kræver engagement og meddigtning, men du kan gøre dig vis om, at der er et budskab eller en forklaring. Denne kan dog være lige så vind og skæv som teksten i sig selv, men den
er der. Med denne skæve, demonstrative og detaljeorienterede tilgang til rap, rager Loke Deph op i det danske hiphop-landskab som et djærvt fyrtårn for en genre-omkalfatrende mentalitet, der får
Malstrøm/Beluga til at fremstå evigt bjergtagende og noget nært uudtømmelig i sit indhold.
"Du kan hvile i dig selv når du er død inden i /
Min far sagde "søn, det er det de er født til at bli'""
Hvis du sidder med en fornemmelse af, at denne anmeldelse peger imod en topkarakter, har du ret. Malstrøm/Beluga er kort sagt en grandiost fuldendt debut, der i min optik er klassiker-betegnelsen værdig. Der findes godt nok hundredevis af forskelligartede meninger om, hvad der gør et værk til en "klassiker". Den skal have universalitet, den skal have transhistorisk rækkevidde, den skal være kompleks, den skal udfordre, den skal fascinere, den skal viderebringe traditioner, den skal inspirere nye kunstnere, og den skal bestå tidens test. Blandt andet. Loke Deph's debut opfylder stort set det hele, men vigtigst af alt lever den op til den italienske forfatter Italo Calvino's mere beskedne klassiker-definition, der dækker over et værk, "... that has never finished saying what it has to say"**. Overgiv dig til Malstrøm/Beluga og fortab dig i det veldige univers, Loke Deph, Boone og Telepa-T har fuldkommengjort, og du vil forstå hvad jeg mener. Jeg bøjer mig i støvet.
6/6
- Jeppe Due Barslund
* Brudstykke af Louis Jensens otte hundrede og treogfyrretyvende historie
** fra Italo Calvino's The Uses of Litterature
