Året der gik: 2016

"To be honest, only an asshole would be thankful for a year like this". Sådan lød det tørt og kontant fra talk-show-værten Trevor Noah i en af hans december-udsendelser, og ser man tilbage på året 2016 og nogle af dens hovedoverskrifter, tegner der sig rigtig nok på mange områder et billede af et år, som vi nok ikke kommer til at se tilbage på med længsel og savn. 

David Bowie, Prince, Leonard Cohen, George Michael, Alan Rickman, Carrie Fisher, Anton Yelchin, Harper Lee, Umberto Eco og Mohamed Ali døde. Storbritannien forlod EU-samarbejdet i 'Brexit'-fadæsen. Borgerkrigen i Syrien blev et internationalt kogepunkt. hvor umenneskelighed nåede nye højder. Race-profilering og politivold fortsatte i USA, og ofre som Alton Sterling, Philando Castile, Charles Kinsey og Terrence Crutcher, der alle på nær en blev mejet ned i koldt blod, blev tilføjelser til en kedelig statistik. Über-røvhullet Martin Shkreli blev frikendt for anklager om svindel. Fona drejede nøglen om. Undergroundhiphop.com drejede nøglen om. Daniel Carlsen og Danskernes Parti introducerede eksplicit nationalistisk ekstremisme til dansk politik, der allerede, med nul-sympati for Syriens ofre, nye, nyttesløse ministerposter og et lavpandet uddannelsesloft, synes at have ramt et historisk lavpunkt. Trump vinder det amerikanske valg, og har allerede inden overtagelsen af det Hvide Hus givet ethvert fornuftigt tænkende individ mere end god grund til at bide negle over de umiddelbare fremtidsudsigter. Så ja, på rigtig mange måder: fuck 2016! 

Men des voldsommere dårligdommen, jo større bliver trangen og behovet for det gode, og måske af den grund har man set på årets forskellige lyspunkter med skærpet fokus. Jeg kigger i hvert fald tilbage på 2016 som et fænomenalt godt år for hiphop. Et forrygende år, med oceaner af fantastisk musik. Det utvetydige bevis på dette er, at det har været decideret svært at stykke de traditionsrige to top 10'er sammen. Ikke desto mindre følger de her.

Top 10 dansk hiphop

10. Carl Knast - Fejl 40/Fejl fyrre + 
Def Star Audio Emperor - God Yells: Drill Darwin's Asshole

Det er måske en smule besynderligt at lade to plader dele en plads på listen, men for mig er der, set bort fra selve musikken, flere ligheder at drage mellem Carl Knasts Fejl 40/Fejl Fyrre og Def Star Audio Emperor's God Yells: Drill Darwin's Asshole, som gør det plausibelt at nævne begge plader i ét åndedrag. Echo Out har længe været et pladeselskab, der, som det ofte er kutyme i undergrunden, financierer deres pladeudgivelser ved salget af den foregående plade. Men med disse to plader, der begge er så pilskæve i deres udtryk og lyd, at man længe inden pladerne er blevet trykt har givet afkald på et større salg, viser Echo Out et hidtil uset overskud, både økonomisk og kunstnerisk, og det er fantastisk at opleve. Og nå ja, så er de begge bundsolide: Carl Knast med sit format-udfordrende og genre-uladesigbegrænsende udtryk, og Def Star med sin lige dele lumre og klassisk tænkte lyd, der bedst kan beskrives som Bang Bros møder spillen med musklerne møder nedtonet lounge-stemning - mærkværdigt og højst interessant.  

9. Machacha - Tigerblod

Mange kunstnere tænker fremadrettet i disse tider, hvilket er både vigtigt og nødvendigt, men nogle er også nødt til at gøde rødderne og holde det originale ved lige. Dén tjans pådrog Machacha sig og udgav et gedigent boom-bap, backpack'er rap-album, hvor han over tolv skæringer og med en god håndfuld prominente gæster serverer rigtig rap for folk, der kan lide rigtig rap (som C-Style formulerer det). Tigerblod er ganske enkelt bare en kanon fed rap-plade, der ikke forsøger at være andet end det, den giver sig ud for: rendyrket hiphop.

8. Torden & Lynild - Sky til jord

Trepac og Melancolias samarbejde som Torden & Lynild har været længe undervejs, ja vistnok færdigt i længere tid, men 2016 blev året hvor Sky til jord landede, og det skulle knap så overraskende vise sig at være en ganske fornuftig affære. Få én-rapper-én-producer -konstellationer komplimenterer hinanden så fortrinligt som disse herrer, der har fundet et fælles ståsted, hvor de får deres lyd til at gå op i en højere enhed, hvilket kommer til udtryk på blandt andet "Tilbagetog", "Undermenneske" og "Ledte efter noget", hvor man svært kan forlange mere. Som samlet plade er jeg dog rørende enig i landets skarpeste anmelder Maja Hirani når hun skriver, at hverken tekstunivers og lyd helt formår at fastholde intensiteten albummet ud. Man ender dermed med at sidde med et album, der har mange øjeblikke af svimlende høj kvalitet, men som i sin helhed flirter med det repetende og læner sig op ad det unødvendigt tunge. 

7. Esben & Loke Deph - Weekendmixtape Vol. 3 + 4

At kalde Esben og Loke Deph's Weekend Mixtape -serie for et 'hiphop-frikvarter' ville være at forklejne kvaliteten på de indtil videre fire mixtapes, men ikke desto mindre er der en stemning omkring disse udgivelser, der lugter langt væk af frirum, krea-værksted og frimodig eksperimenteren. I år er vi blevet beriget med Mixtape #3, Parnasset, og #4, Ydmyg, der, selv forklædt som afbræk fra "rigtige" projekter, har budt på noget af det skarpeste og mest vellydende hiphop i år. Album covers'ne er fjollede, musikken ligger udelukkende som ét langt track på soundcloud (læs: besværligt) og titlerne på numrene synes højst aparte - alligevel drages man af skidtet som en skade på jagt efter det, der funkler og glitrer, for dét er faktisk præcis hvad disse mixtapes gør i sidste ende, hvilket velsagtens vidner om et farligt talent og overskud.

6. Manky & Lord Akton - Manky x Akton (PSYK08)

Årets måske mest oversete og forbigåede udgivelse kom fra Psykofarmakarisma, da producer-extraordinaire Lord Akton og tidligere Intelligent Pushing bagmand Manky udgav Manky x Akton (PSYK08). Et sumpet og perplekst værk, hvor lytteren inviteres ind i en tilrøget, lo-fi og jazz-snusket hiphop-verden. Numrene er alle ganske korte og strukturen synes nærmest diffus, men håndværket er af ypperlig kvalitet; produktionerne kommer fra en mester og rappen leveres kontant og uden omsvøb - og den røde tråd er klar som bare pokker, hvilket i sidste ende gør Manky x Akton til et helstøbt værk, der for hvert gennemlyt åbner sig langsomt for lytteren. 

5. Binær - Umage

Mund De Carlo og Trepac tog i 2016 hinanden i hånden som Binær og blev enige om at forsøge at tage ekvilibristisk rap-teknik til et nyt niveau. Resultatet blev albummet Umage, hvor de på alle leder og kanter gjorde det klart, at de er enevældige i nørdet rim-teknik og tungevridende flow-stykker. De formåede i høj grad at få det bedste ud af hinanden: de er hinandens rap-idoler, hvilket udmundede sig på produktiv vis ved, at de hver især bestræbte sig på at imponere hinanden. Produktionerne er flere steder fantastiske, men overordnet set ikke helt on par med rapperne, men er det gedigen og skarpskåret rap man leder efter, så var Binær uden tvivl 2016s match made in heaven. Læs anmeldelsen her.

4. Keis Khatib - Zone 2

Hvis man førhen har gået og undret sig over, hvordan det ville lyde hvis en dansk rapper skulle lave en pendant til de mange New York-repræsentationer, der fyldte i 90'ernes østkyst-hiphop, så gav Keis Khatib et umanerlig godt bud på netop det med Zone 2, der er intet mindre end en NY-inspireret ode til Nørrebro. Produktionerne, som han mestendels selv står for, er simpelt skåret, med støvede trommer, dybe basgange og et sparsomt men uhyre velvalgt kartotek af samples, primært i den jazz'ede ende, og med sin hæse vokal og afslappede levering står det soleklart, at Keis Khatib er vokset op med blandt andet Nas i sine høretelefoner. Zone 2 har alt andet end store favntag og brede skuldre, og deri ligger en stor del af charmen: dette er soundtracket til en rolig tur igennem 2200, hvor man kan lade sig suge ind i det stille univers og dvæle ved den autentiske lyd, de både implicitte og absolut eksplicette referencer til diverse 90'er-rapikoner, og i ro og mag minde sig selv om, hvor vidunderligt hiphop lød i 90'erne. Keis Khatib og Green Shades Music har lavet en lille perle med Zone 2, som skal høres.    

3. Ham Den Lange - Dagbog fra en flygtningelejr

Årets vigtigste, mest aktuelle og rørende fortælling kom fra Ham Den Lange, der med Dagbog fra en flygtningelejr indvilgede os alle i sine oplevelser fra flygtningelejrene på de Græske øer. Det er mesterligt fortalt; man bjergtages af de tragiske historier og de forskellige personer, man præsenteres for undervejs, og man skal vitterlig være en kold skid for ikke at blive berørt undervejs. Som lytteoplevelse er Dagbog fra en flygtningelejr en first! i dansk rap; aldrig har man hørt noget lignende, og selvom omstændighederne er beklagelige er det fantastisk at opleve rap som håndværk blive brugt til noget nyt og ikke mindst særdeles meningsfuldt. Som der helt rigtigt blev skrevet som kommentar til denne blogs anmeldelse, er dette en plade, der kun er grunde til at købe. Læs anmeldelsen her.

2. Kaput - Sputnik

Årets 2. plads kommer nok som lidt af en overraskelse. Her mener jeg ikke 2.-plads-placeringen men selve udgivelsen, der ikke er udkommet, endsige annonceret endnu. Det vil nok glæde de fleste at høre, at den i undergrunden feterede gruppe Kaput (bestående af Boone, Loke Deph og Esben) udgiver deres debutalbum Sputnik nytårsdag, få øjeblikke inden hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. indleder sin nytårstale. Hungeren og desperationen efter en langspiller fra Kaput har været total lige siden numre som "Tupak" og "Noia" ramte youtube for en håndfuld år siden og med et trylleslag gav Kaput kultstatus, og med projekter som Esben og Boones Skoerbug og Skub Roeg EP'er samt Esben og Loke Deph's Weekend mixtapes som kreative legepladser, har de finpudset deres i forvejen unikke udtryk og udgiver med Sputnik et sublimt album, der så rigeligt er ventetiden værd. Synergien sprudler, produktionerne knitrer som ønsket og overrasker som håbet, og lyrikken forundrer og forbløffer, helt som man er blevet vandt til at elske det: "Jeg har det li'som Gud, det' lige ud af tegneserier / Alle er kaput på Sputnik charter-ferier". - Formidabelt album, som jeg glæder mig til at skrælle flere lag af og anmelde for jer engang i det nye år.

1. Loke Deph - Malstrøm/Beluga

Med al den fantastiske danske rap som vi er blevet udsat for i 2016, er det en bedrift af de helt store at skabe et album, der så overlegent og så utvetydigt har efterladt alt andet i skyggen af sin storhed. Loke Deph begik i selskab med producerne Boone og Telepa-T et monumentalt værk med Malstrøm/Beluga, som i min optik gør sig som et af de mest helstøbte, originale, gennemgribende og yderliggående i dansk rap historie. Det er et halvt år siden jeg anmeldte pladen og gav den topkarakteren 6/6, og jeg har stadig ikke fået armene ned. "Malstrøm/Beluga er kort sagt en grandiost fuldendt debut, der i min optik er klassiker-betegnelsen værdig" lød det blandt andet i anmeldelsen, og jeg har kun ét yderligere ord at supplere med: bravo. Læs anmeldelsen her.

. . . . . . . . . .

- Og snyd i øvrigt ikke dig selv for: Esben & Boone's Skub Roeg EP (læs anmeldelse), Mund De Carlo's Ja Nej Måske EP (læs anmeldelse), Particle Man, DJ FMD & Zade One's Still Care, Manus Bell's Galvanize, Dødssejlerens Spøgelser (læs anmeldelse), Lars EFX/Clockworks 12 timer og Boone's Gennem Brud EP

. . . . . . . . . .

Top 10 udenlandsk hiphop

10. Emapea - Seeds, Roots & Fruits

Selvom der er udkommet meget lyrisk fortræffelig rap i 2016, har jeg ikke kunne fuldgøre denne liste uden instrumental-albummet Seeds, Roots & Fruits. Bagmanden er den polske beatsmed Emapea, der har begået et voldsomt gennemført og mangefacetteret instrumental-projekt, hvor han favner bemærkelsesværdigt bredt og kommer i mål med det hele. Fra behagelig Dave Brubeck lydende jazz på åbneren "Laka" over støvet 90'er boom-bap på "Ruffneck Madness" til syre-jazz, trip-hop og 80'er-lydende fandenivoldskhed á lá N.W.A. på "What the Funk". Mange stilarter indenfor hiphop-spektret er pakket sammen på Seeds, Roots & Fruits, og ikke alene lyder det hele godt hver for sig, som helhed spiller albummet fantastisk godt. 

9. Ed Scissor & Lamp Lighter - Tell Them It's Winter

Få producere har i 2016 skabt noget så stort og skabende som Lamp Lighter på Tell Them It's Winter. Lige fra de sprukne klavertangenter gør deres entré på åbneren "Grandzeen" ved man, at man står med noget "anderledes" foran sig, og dét bliver bekræftet tifold over albummets følgende ni skæringer, hvor man suges ind i en dyster, melankolsk og frostklar verden, der ingenlunde minder om noget man har hørt før. Ed Scissor ligger sig i det scinematiske landskab som en tyk tåge, og formår med sin apatiske vokal og nærmest sløve levering at komplimentere de produktioner til perfektion. Lyrikken er malende og poetisk. Det er ikke alt, der umiddelbart giver mening, men man fornemmer meget, og dét giver anled til utallige gensyn med Tell Them It's Winter.   

8. Juju Rogers & Bluestaeb - Lost In Translation (LIT)

Det første reelle samarbejde mellem den tysk-amerikanske rapper JuJu Rogers og den tyske producer Bluestaeb er et kort et af slagsen, men udtryk som "less is more" og "kvalitet over kvantitet" er opfundet til plader som Lost In Translation. Det tager dem ikke mere end ti numre, hvoraf fem bærer rap og fem er instrumentale interludes, at overbevise en om, at kemien er særdeles sublim og at de er i stand til at levere noget af det bedste hiphop idag. Få kan røre Bluestaeb når det kommer til basgange og trommer, og når han samtidig har arbejdet sig frem til at blive en umådelig melodisk fætter hvad angår klaverspil, blæsere og samples, så kan man levere på et farligt højt plan. Og ingen er bedre til at berige produktionerne med rap end Juju Rogers, der har en autentisk og klassisk tilgang til at skrive rim, og hvis levering sidder lige i skabet på samtlige tracks han giver sig i kast med. Jo, den er kort, men fy føj hvor er Lost In Translation en dejlig plade! 

7. Kanye West - The Life of Pablo

Årets vel nok mest omdiskuterede plade The Life of Pablo, kom ikke overraskende fra hiphoppens mest omdiskuterede kunstner: Kanye West. På den ene side én stor pærevælling, på den anden side et spøjst komplekst album, der virkelig sætter lytteren på en prøve. Et album, der er nemt at hade og kræver lidt ekstra at elske, men som jeg personligt har hørt umenneskeligt meget; måske mere end noget andet i år, med listens førsteplads som undtagelse. Som altid er der noget sært dragende over West's måde at tænke musik på. The Life of Pablo er velsagtens det første album, der konstant har formeret, forandret og revideret sig selv, og selv nu, længe efter den oprindelige Tidal-udgivelse, er det ikke til at vide, om man har hørt den endelige version - eller om der nogensinde kommer en endelig version. Hvorom alting er serverede West med TLOP et virvar af både skarpe og infantile tekster, vidunderligt komponerede hiphop-beats og bizarre hip-pop-eskapader. Det hele var og er meget mærkeligt, men det ændrer ikke på, at jeg stadig lytter til det og synes det er hammer fedt, trods åbenlyse skønhedspletter. Læs anmeldelsen her. 

6. Dream Junkies - Good Religion

Good Religion er ikke et fejlfrit album, men når Beleaf, John Givez og Ruslan er gode, gør de sig som leverandører af noget af det hiphop, der går renest ind hos undertegnede. Om det er triple-espresso-shot-energi på "I Got the Juice", Outkast-lydende legesyge på "Boogie Man", komik på højt plan nedarvet fra The Pharcyde og A Tribe Called Quest på "Show Biz" eller højmelodisk vellyd på "All's I Need", så er det lige dele genre- og livsbekræftende. Dream Junkies fortsætter med at være de klarest lysende stjerner på vestkysten, selvom størstedelen af verden stadig har dem til gode. Læs anmeldelsen her.   

5. Ugly Heroes - Everything In Between

"Hverdags-heltenes talerørs-trio er endnu engang forenet, og det lyder kort sagt bedre end nogensinde før". Sådan lød det blandt andet, da jeg anmeldte Ugly Heroes' Everything In Between tilbage i juli. Og rigtigt nok: Red Pill og Verbal Kent's historie sidder stadig fast i erindringen, og Apollo Brown's mageløse beats, som jeg stadig holder på er de bedste siden Gas Mask, lyder præcist lige så lækkert nu, som da de sendte mig bagover ned af stolen første gang jeg lyttede pladen. Everything In Between er ikke en ambitiøs eller stort anlagt plade, men når musik laves og formidles af helt almindelige mennesker af kød og blod, med helt almindelige mennesker som modtagere, så sker der immervæk noget magisk med relaterbarheden: musikken bliver nærværende og gør stort indtryk, og når den tilmed lyder fantastisk, er resultatet en umådelig velskåret plade. Læs anmeldelsen her.    

4. Aesop Rock - The Impossible Kid

De fleste rapperes højeste ønske er at besidde blot en brøkdel af, hvad Aesop Rock har. Det er meget simpelt: få, hvis nogen, i hiphoppens historie har så fuldendt en pakke som Aesop Rock. Vokal, levering, personlighed og ikke mindst tilgang til tekstskrivning: slå "unikum" op i en ordbog og der vil være et billede af Aesop Rock, der er det levende bevis på, at det mest interessante og originale musik ofte kommer fra de skæveste eksistenser. Som helhed, bredt ud over hele, The Impossible Kid , er lydsiden for indgroet og ensidig til min smag, men når Aesop Rock begiver sig ud i at berette om alt fra gyder han har sovet i på "Mystery Fish" og tabt passion som tegner på "Rings", til at føle sig voldgammel i en ny verden på "Lotta Years" samt en ode til sin kat på "Kirby", så er det så genialt fremført, at man må bøje sig i støvet og anerkende et komplet enestående hiphop-talent. 

3. L'Orange & Mr. Lif - The Life & Death of Scenery

Med The Life & Death of Scenery forenede mester-produceren L'Orange og mester-mc'en Mr. Lif deres forkærlighed for konceptuelle udgivelser og abstrakt fortællekunst for at stille spørgsmålet: Hvad sker der med et samfund, hvis man dræber kunst? Resultatet er naturligvis en yderst konceptuel udgivelse, hvor der fortælles om "The Scribe" og hans mission for at omvælte indbyggerne i det dystopiske "last society", der ledes af et anti-kulturelt, fascistisk styre, og overbevise dem om, at livet ikke kan leves uden kunst; livet er kunst. Rent håndværksmæssigt er The Life & Death of Scenery en udsøgt fornøjelse. Mr. Lif er en gudsbånedet MC, der er ligeså dygtig rent teknisk som til at strikke en spændende fortælling sammen. Og også L'Orange er i sit es og tryllebinder nok engang lytteren med sine støvede, jazz'ede, lidt dunkle og stramt komponerede signatur-beats. En voldsomt stor fornøjelse. Læs anmeldelsen her. 

2. A Tribe Called Quest - We Got It From Here... Thank You 4 Your Service

Efter 18 års hiatus og interne stridigheder vendte legendariske A Tribe Called Quest tilbage med et fænomentalt come-back album. Helt fantastisk var det at høre, at ATCQ lød helt som dem selv, naturligvis med den nødvendige update, som 18 år må følge med sig. Phife Dawg bærer en stor del af skylden for, at det lykkedes at samle hele holdet til en sidste Tribe-plade, men som man kan læse i The New York Times endte anstrengelserne med at tage livet af "the funky diabetic", der bogstavelig talt gav alt hvad han havde tilbage for at genforene gruppen og give verden et sidste pletskud. Han vidste hvad han gik ind til, og man må sige, at det var anstrengelserne værd: We Got It From Here... Thank You 4 Your Service er en knivskarp, aktuel, konfronterende og ambitiøs plade, der sprudler af overskud, fantastiske produktioner, udsøgte gæstepræstationer og ikke mindst et hold af sindssygt veloplagte kernemedlemmer, der genfinder fordums storheds nerve, gnist og lyd. Ganske enkelt et suverænt album.

1. Sho Baraka - The Narrative

Sørme så! - Endnu engang er årets for mit vedkommende ABSOLUT og uden sidestykke bedste album et album, som jeg ikke har set på én eneste anden "end of year" -liste, og jeg kan garantere jer for, at jeg har gennemtrawlet internettet for 'best of' -lister! Sho Baraka udgav The Narrative via Humble Beast og leverede efter min ydmyge mening årets største, flotteste og vældigste værk. Albummet har en utrolig dybde og hviler på et omspændende historisk fundament, da den bygger på den idé, at der er et overordnet 'narrativ', som utallige gange er blevet omskrevet gennem historien, og som det er muligt at omskrive fremtidigt. "Don't close the book I got more to write / You can change the story, that is my advice" lyder det på åbneren, og således åbner Sho Baraka døren ind til en kompleks fortælling, hvor hans egen personlige historie og afro-amerikanernes 'narrativ' er viklet uigenkaldeligt sammen; Sho Barakas egen historie som den bærende story-line med konstante nedslag i afro-amerikansk kultur og historie som den røde tråd. Det er ufattelig godt strikket sammen, og ikke nok med, at ideen og konceptet er genialt, så skriver og rapper Sho Baraka bedre end nogen anden i 2016. "Words" er den mest rørende fortælling jeg har hørt i hiphop-regi i måske for evigt, og "Fathers" går lige i hjertet. Men Sho Baraka står også for årets mest triumferende feel-good anthem med "Here" og noget af det mest sexede, groovy og funky hiphop i år, bl.a. i form af "Love". Han kan og har det hele! Som prikken over i'et producerer BeatBreaker og Jamie Portee den med længder mest udsøgte samling beats. Der er ufattelig meget at sige om The Narrative, og der kan ikke være nogen tvivl om, at jeg virkelig skylder jer en anmeldelse her. Indtil da må jeg holde mig kortfattet og bare sige, at Sho Baraka, på trods af, at ingen andre anerkender ham for det, har udgivet 2016s kronjuvel.

. . . . . . . . . .

- Og snyd i øvrigt ikke dig selv for: Jewels Hunter's Footnotes of A Jewels Hunter, Eastkoast & Phalo Pantoja's Merciless Beauty, Little Simz's Stillness in Wonderland, Ivan Ave's Helping Hands,  Mick Jenkins' The Healing Component, Like's Songs Made While High, Elzhi's Lead Poison, Ka's Honor Killed the Samurai, Common's Black America Again, Rapsody's Crown EP, Skyzoo & Apollo Brown's The Easy Truth, Prolyphic's DNGRFLD og J. Cole's 4 Your Eyez Only.

. . . . . . . . . .

Hvad venter os i 2017?

Der er masser at se frem til i det kommende år på den musikalske front. På hjemmefronten slipper Nota Bene og Davey deres Dag efter dag plade løs. Chewbacca udgiver sin EP Patina, og Suspekts 100% Jesus lander til februar. Og selvom man aldrig kan vide sig sikker, kan man jo håbe på, at Sigma får udgivet det projekt, jeg både i '15 og '16 var sikker på ville udkomme.

Kigger vi mod det store udland glæder jeg mig til Alltta's The Upper Hand, Co$$' Figure 8 og Jam Baxter's Mansion 38. Og lur mig om ikke Qwel & Maker snart er klar med en efterfølger til deres mesterværk Beautiful Raw fra 2013. Og nu vi er ved måske'erne, er det så ikke plausibelt at antage, oven på DJ Khaled og Nas' track "Nas Album Done", at Nas har en ny plade klar? Og så tør jeg også godt håbe på, at Beleaf, der her på bloggen stod for 2014s bedste album med Red Pills + Black Sugar, er klar med et nyt album i '17. Hvem L'Orange kommer til at udgive album med vides ikke på nuværende tidspunkt, men det bliver højst sandsynligt fænomenalt. Jo, der er rigeligt at glæde sig til, at jeg har endda sikkert glemt en masse.

Det var mit år 2016 i hiphop

- Hvordan så jeres ud? Hvad har i lyttet mest til? - Og hvad ser i frem til i 2017?

1000 tak fordi du læste med. Pas på hinanden og kom godt og sikkert ind i det nye år.

- Jeppe Due Barslund

Ham Den Lange - Dagbog fra en flygtningelejr

I 2009 udgav Ham Den Lange albummet Carpe Diem My Ass, hvorpå et nummer for længst er blevet en personlig danskrap-favorit: "Lykkelig Lemming" er i al sin letbenede umiddelbarhed et konggenialt nummer, hvor Ham Den Lange beretter om hverdagens repeterende trummerum, hvor alt går op i logistik, rutiner og mønstre, og hvor alt passer i farver og kasser. De fleste vil genkende denne falden til det konforme, omend det ikke fremlægges som værende voldsomt ophidsende. "Noget ku' tyde på, at jeg er glad og tilfreds med det jeg har, så hvorfor alt det brok?" hedder det, og dagligdagen kan fortsætte i sit trivi-lykkelige tempo, med en gemytlig fløjtemelodi i øret. 

Ham Den Lange havde nok ikke regnet med, at hans liv og dagligdags-trummerum ville være så drastisk forandret, som det er tilfældet her seks år senere.  

Inspireret af sin svigerindes velgørenhedsarbejde på Leos, og med en depression med rødder i musikkens status quo som motivation, drog Lange med sin kone til Grækenland for første gang i december sidste år, for at hjælpe til som frivillig i de mange flygtningelejre på de græske øer. Tre timer med fly, og livet som lykkelig lemming med familie, venner, arbejde, regninger, drukture og lørdags-bingewatching er byttet ud med død, tab, sorg, håbløshed, fortvivlelse og mismod. Kontrasten kunne svært være større, og en ny virkelighed ramte Lange som et knytnæveslag i solarplexsus. - En virkelighed, jeg og mange andre kunne følge med i fra sidelinjen via facebook-opdateringer fra de forskellige lejre, hvor Ham Den Lange berettede om en hverdag langt ud over det sædvanlige.

Det var dog først da Run For Cover hev Ham Den Lange ind til en times lang snak i deres podcast-program, at alvoren for alvor gik op for mig. Netop hjemvendt fra en flygtningelejr en dag eller to forinden interviewet, var det en tydeligt berørt og emotionelt tynget Lange, der med hudløs ærlighed og et roligt toneleje fortalte om sine oplevelser. Jeg var ude at trille med min søn den formiddag og husker tydeligt, at tiden stod totalt stille, da Ham Den Lange begyndte at pøse ud af gribende fortællinger og øjenåbnere i læssevis. Et fantastisk interview, som burde være et lovpligtigt lyt.

Nu udgiver Ham Den Lange Dagbog fra en flygtningelejr, der på mange måder er dét interview, omsat til versefødder (selvom interviewet kom efter pladen var skrevet). Det vil sige, at har man hørt Run For Covers interview med Ham Den Lange, vil man kunne genkende stort set alt på Dagbog fra en flygtningelejr; fra fortællinger om dagligdags-problematikker til specifikke personers historier. Og det er yderst imponerende skrevet! Lange holder den rå og ærlige tone, og afværger fingerpegende moralisering og følelsesporno, og det fremgår tydeligt, at han har holdt sig til virkeligheden, uden at pynte med unødvendig fiktion: "Én båd, 70 mennesker, 20 overlevende / virkeligheden er fucked up, ingen grund til at overdrive det".   

Dagbogs-nedfældningerne om hverdagen i en flygtningelejr er uhyre godt omskrevet til rap. Vi hører om alt fra alenlange madkøer, sult, desperation, sygdom, politivold, døde børn, der skyller op på stranden, familier i sorg, babyer der får tåregas i øjnene og små børn, der får sprængt ansigtet halvt af, af chokgranater. Det er en barsk omgang at lægge ører til Dagbog fra en flygtningelejr, og man græmmer sig idet man tillader sig at føle sig heldig over at sidde her i lille, trygge Danmark, med muligheden for at hjælpe og undskyldninger nok til at lade være. Samtidig ligger det implicit i teksterne, at det umådelige psykiske og mentale pres ikke er for alle, så selvom Lange rapper, at "Det er så virkeligt, du først rigtigt fatter det hvis du ser det / Så kom herned og hjælp i stedet for din næste ferie", er forståelsen for, at man bliver væk, nærværende.  

Noget, der dog ikke er forståelse for, er den vestlige verdens insisteren på at vende det blinde øje til, kalde krisen for "selvforskyldt" og lukke grænserne, fremfor at modtage folk med åbne arme: "En kvinde har mistet sin datter / Det mere trist end vi fatter / Hun banker på døren til Europa, vi sir': vi gider ikk' ha' dig!" lyder det på "Efcaristo Leros", og inden man når at fordøje den grimhed, der ligger til grund for linjerne, fortsætter Lange:

"Det ikk' et problem der bare løser sig /
Det ryster mig, hvor få der indser det' Vestens krige de flygter fra /
Jeg spekulerer på om resten overhovedet har nogen chancer /
For at overleve når vi lukker alle Europas grænser /
Fuck hvem du tror du er og hvad du tror du mangler /
Du' fattig hvis du ikk' har råd til at være god mod andre"

En af pladens største kvaliteter ligger i, at det som fortæller lykkes Ham Den Lange at skifte synsvinkel, fra på "Strandet i Thessaloniki" at have en mere overordnet politisk optik, der betragter krisen oppefra, til på "Om natten i Athen" at zoome ind på én lille drenge, der ensom og alene, med ukuelig optimisme, forsøger at overleve i krisens efterdynninger. På denne måde får man et grundigt indblik i krisens omfang på et globalt plan, samt dens konsekvens på enkelte individer, og dét viser sig at være et særdeles effektivt virkemiddel. Dertil præsenterer Ham Den Lange små glimt af endnu et perspektiv, som jeg faktisk ville ønske, var udforsket mere; at voldsomme oplevelser som disse rusker godt og grundigt i privilegerede vesterlændinges verdenssyn. På "Søvnløs i Poly Castro" rapper Lange: "Ryster over hele kroppen, at sove er ikk' en let ting / Fordærdelige billeder har brændt sig fast på min nethinde", og spørgsmålet melder sig: hvordan finder man fodfestet i sin egen hverdag, efter at have fået sin sjæl slået så gevaldigt itu? Det får vi ikke svaret på i denne omgang, hvilket kan skyldes, at der er for mange andre menneskers historier, der skal fortælles, før Lange selv vil træde i fokus:

"Hun ville ønske hun ku' lave alt om /
Hun har grædt ustandseligt lige siden hun ankom /
Ulykkelig, utrøstelig, der' sket noget frygteligt /
Rystede, hun tager sig til brystet /
Mærker håbløsheden hersker /
Forstærker fortrydelsen /
Hun har ikk' længere nogen at være stærk for /
Hendes land står i flammer, hendes landsby den brænder /
Hendes børn de' døde og hendes mand er bag tremmer"

Man kunne sagtens have fortalt om livet i en flygtningelejr, uden at vægte de tekniske aspekter og stadig gøre det til en medrivende affære, men Lange har kræset om sit håndværk og fremstår blændende udi rimstrukturer og flow-sekvenser - så ikke alene har vi at gøre med en indholdsmæssigt unik lytteoplevelse, også rap-teknisk er barren sat højt.

Til at bære narrativet har Lange allieret sig med Architech, der har strikket et lydbillede sammen, der til nær perfektion underbygger den triste og tungsindige stemning i teksterne. Det er lykkedes Architech at fange en tone og en nerve i lyden, der til tider minder umiskendeligt som det tidlige Jedi Mind Tricks; en kæmpe bedrift for den selvudnævnte elev af Stoupe's skole. Denne sammenligning bunder blandt andet i, at Architech har haft fingrene nede i de samme lydarkiver som Stoupe, fuldendt med græske guitarer, bedrøvede vokal-samples, sorgmodige strygere og små hints af højdramatiske orkestreringer - det hele holdt indenfor en lavmælt skabelon, hvor trommerne tager sig beskedent ud og aldrig overskygger lyrikken. Til at fremhæve det spinkle glimt af håb, der trods alt er at finde på pladen, spæder Architech til med sin signatur-boombap-lyd, der fx i slutstykket på den ellers kuldegysningsvækkende "Efcaristo Leros" brager mageløst derudaf. Dertil vil jeg mene, at Architech leverer karrierens pragtstykke med "Søvnløs i Poly Castro", hvor en skare af desperate flygtninge råber "Open the border!" i omkvædet over en melankolsk klingende stryger. Et fint lille musikalsk øjeblik, som man skal være en kold skid for ikke at blive berørt af.

"Den sørgelige sandhed ingen tør at sige: /
Vi kalder dem migranter for samvittighedens skyld når vi smækker døren i"

Der kan være noget ironisk over at beskrive en fortælling om flugt og fangenskab som befriende, men i en tid hvor meget dansk rap kan gøres op i attitude, ægthed, anti-kommercielle kampråb, politisk lede, kærlighed til håndværket og teknisk nørderi, er der vitterligt noget befriende i at lytte til en rapplade og tænke: dette har ingen rappet om før. Ham Den Lange har leveret en éner i dansk rap, der er lige dele højaktuel og veludført. - Og så er der noget meget fint i, at dette eventyr, der til dels startede med en musik-depression, nu har udmundet sig i et fantastisk stærkt album, der utvivlsomt gør sig som en af årets bedste og vigtigste plader.

Køb den her og støt et godt formål

5/6

- Jeppe Due Barslund

Fredags-nyheder: Shine a light

Hvilken kæmpe fredag vi er gået i møde, denne 2. december! En masse udgivelser har set dagens lys idag, og da fredags-nyhederne var nede sidste fredag grundet sygdom, har vi lidt til gode fra sidste uge også. Vi starter med sidste uges vel nok største og bedste overraskelse, da Exile og Aloe Blacc med dags varsel udgav deres første Emanon-projekt i lang tid, i form af DYSTOPIA. Dejligt at opleve Aloe Blacc vende tilbage fra det musikalske verdensherredømme med gigantiske hit-singler og længerevarende første-pladser, til sit gode, gamle, lille undergrundsselskab Dirty Science, og stadig være knivskap på rappen. Også Exile har genfundet sin vintage-lyd, og for mig, der var lidt skuffet over den polerede og alt for pæne lyd på Fashawn's The Ecology fra sidste år, er det virkelig rart at høre Exile på sit gamle, skrabede, støvede, MPC-sample-nørdene beat-game. Det er ikke alt, der er lige godt på DYSTOPIA, men på et nummer som "Shine A Light" bliver det simpelthen ikke bedre: her slipper Exile sit indre legebarn løs og flipper Joanna Newsom's "The Book of Right On" (som de fleste vil kende fra The Roots' "Right On"), og skaber en vidunderlig perle af et beat, som Aloe Blacc velsigner. Hør nummeret herunder:

JuJu Rogers og Bluestaeb har netop udgivet albummet Lost In Translation (LIT), som jeg har set frem til med store forventninger - og efter én gennemlytning kan jeg sige, at det ikke skuffer. Albummet er ret kort, men de to spilder ikke ét sekund og gennemsyrer hele spilletiden med høj kvalitet: Rogers med sublim rap og Bluestaeb med et udsøgt lydbillede, der emmer af støvet jazz og drumbreaks der er til at dø over. Jeg glæder mig helt urimeligt til at dykke dybere ned i denne lille perle. Tjek LIT HER og lyt til "Psalm 137" her: 

Min helt store britiske rap-helt er Jam Baxter. I min bog er der meget få på verdensplan, der overgår ham. Han synes at have ramt en farligt fuldkommen mixtur af mesterlig teknisk formåen, højtbegavede tekster og en sjælden indlevelse qua sin unikke personlighed. Hans sidste album, ... So We Ate the Whole (anmeldt her) var en mindre slum-mesterværk, musikalsk tillivebragt af den højst gale og geniale producer Chemo, der stykkede et lydbillede sammen, man ikke har hørt magen hverken før eller siden. Idag lød den glædelige nyhed så, at Jam Baxter udgiver sit næste album Mansion 38 i starten af det nye år, og som forsmag til den, numrene "Teeth Marks" og "Soi 36", der udkommer på en 7'' vinyl den 15. december. Igen er det Chemo, der står for produktionerne, hvilket svært kunne være tydeligere, når man hører det gigantiske og fuldkommen overrumplende flotte beat til "Soi 36". Hype-toget er oficielt i omdrejninger! Lyt til "Soi 36" herunder og hop med ombord:

  

Som de fleste efterhånden ved, har Ham Den Lange tilbragt mere tid som frivillig nødhjælpsarbejder i flygtningelejre på de græske øer det sidste år, end hjemme. Run For Cover bragte et fremragende interview med Ham Den Lange, med udgangspunkt i hans oplevelser (kan høres her), og nu gør Ham Den Lange klar til at udgive EP'en Dagbog fra en flygtningelejr, hvor hans dagbogsskriverier er blevet omsat til versefødder, akkompagneret af beats fra Architech. Jeg har haft fornøjelsen af at lytte til EP'en de sidste par uger, og der er noget af en oplevelse i vente. I kan regne med en anmeldelse af projektet her på bloggen omkring onsdag næste uge. Indtil da kan I forudbestille - og dermed støtte Langes 100ProcentNødhjælp organisation - via Run For Cover (HER), samt høre og se førsteudspillet "Endeløse madkøer" herunder: 

Da klokken ringede midnat var Smoke DZA og Pete Rock's samarbejdsalbum Don't Smoke Rock ude. For Smoke DZA er en drøm gået i opfyldelse ved at få legenden Pete Rock til at producere et helt album for sig (en drøm, han nok ikke er ene om), og også Pete Rock ser på samarbejdet med Harlem-rapperen som en person sejr, og har blandt andet udtalt til Billboard: "I've been blessed with the opportunity to work with a lot of great artists in my career and Smoke tops the list", - hvilket er lidt af en udtalelse når man tænker på, at Pete Rock har produceret for mere eller alt og alle indenfor nævneværdig rækkevidde. Til det første udspil "Limitless" har duoen allieret sig med NY-vidunderen Dave East. Tjek det ud her:

Killer Mike og El-P har nu sat en dato på udgivelsen af RTJ3, der lander d. 13. januar, og med dén nyhed følger det nye track "Legend Has It". Man er aldrig i tvivl om, at det er Run The Jewels man er i selskab med, men selvom kemien stadig er i top og beatet tydeligtvis kommer fra El-P's hånd, er jeg ikke voldsomt imponeret over "Legend Has It". Det er nok mest produktionen, jeg finder er for unuanceret og flad. Change-up'et til sidst hjælper på det, men heller ikke dét, er synderlig fantastisk. Måske det skal høres en håndfuld gange endnu - eller høres i pladens kontekst? Vurder selv herunder:

Tidligere i år udgav Decay the Llama det gratis album D., der blandt andet inkluderede et af årets tungeste posse-cuts i den Maker-producerede "Starter Jackets". I næste uge udkommer Decay's nyeste skud på stammen Acid Blue and Other Demons, og den frækt producerede førstesingle "Acid Blue" med den fantastiske kvindelige rapper Psalm One som gæst, er ude. Tjek nummeret her:

Netop hjemvendt fra deres Europa-tourné, hvor de fejrede deres succes af et samarbejdsalbum, udgiver Mr. Lif og L'Orange et nyt bonus-nummer til The Life & Death of Scenery. Nummeret "There's An Art To Sleeping" ligger, kronologisk set, efter "A Palace In the Sky", der ellers konkluderede albummet. Mit bud på, hvorfor nummeret er blevet sorteret fra, er, at det virkelig udpensler historiens slutning, på knap så elegant vis, som når "A Palace In the Sky" får lov til at lukke ballet. På "There's An Art To Sleeping" rapper Mr. Lif om, hvordan The Scribe (historiens hovedperson) har "flipped the regime", "crushed all the challengers" og "set the folks free": alt sammen noget, der egentlig stod mellem linjerne før. Mr. Lif gør det mere til tell end show, men nummeret er så blæret produceret af L'Orange, at man ingenlunde ville være det foruden. Og flowet sidder i øvrigt lige i skabet, hvilket alt i alt gør, at "There's An Art To Sleeping" ender med at berige The Life & Death of Scenery i sin helhed. Lyt til nummeret her:

Omend ikke en dugfrisk nyhed, fortjener Mickey Factz og Nottz's The Achievement: circa ’82, der er fløjet komplet over hovedet på mig, i sandhed at blive nævnt. Den korteste forklaring er, at det ret beset er en fantastisk fornøjelse at høre en sulten og skarp Mickey Factz over sprøde, knitrende Nottz-beats. Hvor meget mere grund har man brug for? Tjek den benhårde "414 Words" og den hårdkogte "Wants" herunder:

Det er ikke mange rosende ord jeg har kastet efter Drake på denne blog. Som udgangspunkt siger han mig ikke det store, men han har da afgjort lavet fede tracks fra tid til anden. Spotify har netop optalt deres streaminger og har afsløret listen over mest streamede kunstenere i 2016, og har dominerer Drake voldsomt - igen! Han er den mest streamede kunstner, Views er det mest streamede album og "One Dance" det mest streamede nummer. Damn. Om man kan lide ham eller ej er dét lidt af en sejr at hive hjem, og i den anledning vil jeg gerne gemme mit Drake-hate væk og afslutte dagens nyheder med et Drake nummer, jeg ganske enkelt elsker. Kæmpe skud ud til Quentin Miller, og selvfølgelig til Nineteen85 for at inkorporere Timmy Thomas' "Why Can't We Live Together" på vidunderlig vis. "Hotline Bling" er dem ultimative guilty pleasure her!:

God fredag og god weekend til alle

- Jeppe Due Barslund   

Fredags-nyheder: Where's your crown?

Velkommen til endnu en omgang fredags-nyheder, der nok engang tilbyder i overflod af nye, friske og sprøde tracks til weekenden. Vi lægger ud med Rapsody, der i et stykke tid har haft en count-down på sin hjemmeside, der onsdag nåede 00:00. Dette udløste udgivelsen af den højst anbefalelsesværdige EP Crown, der med Rapsody's sædvanlige skarpskårne rim og levering, beats fra 9th Wonder, Nottz, Eric G, Khrysis og Kash, og gæsteoptrædender fra bl.a. Anderson .Paak og Ab-Soul er et must-listen. Lyt til det fantastiske åbningsnummer "Crown", produceret af 9th Wonder herunder og hent Crown HER:

A Tribe Called Quest udgav sidste fredag come-back albummet We Got It From Here... Thank You 4 Your Service, der dog også bliver deres sidste. Men hvilket come-back album! Det er vokset støt, og når man får dykket ned i pladen er det virkelig gode ting, de har fået kreeret. Soundvenue's Emil Hobel har skrevet en fantastisk anmeldelse af albummet som kan læses HER, og som mere eller mindre gør det overflødigt for mig, at give mig i kast med dén anmeldelse. Hør den bidske, yderst sarkastiske og samtidig kirurgisk præcise beskrivelse af USA's politiske klima anno 2016 i form af "We the People" herunder: 

Også Macklemore rammer hovedet på sømmet når det kommer til USA's nye dagsorden og den frygt, der hænger over verden, med sit nye track "Wednesday Morning". "Humanity is a privilege / when they're building walls we'll build bridges" rapper han med skrøbelig klang, og forsøger at fremmane et glimt af håb i, hvad der for mange kan virke som en håbløs situation. Ryan Lewis har taget en pause fra musikken, og har givet plads til Macklemore's gamle samarbejdspartner Budo (der også co-producerede "Drug Dealer"), der tager kegler med et sårbart og melodisk beat, båret op af spinkle klavertoner. Lyt til "Wednesday Morning" her:

Også i Danmark har den alarmerende høje politiske temperatur sat sit præg. Trepac og Mund De Carlo's Binær samarbejder blomstrer gevaldigt med en totalt udsolgt release-koncert på Stengade og et stort set udsolgt debutalbum. Den politisk ladede "Rød" er blevet velsignet med en lyrik-video, og også her sniger Donalden sig ind: "Socialkontrol og propagandastunt / selvom DFektivt er krisens pakkeløsning, ikk' med et mærkat fra Trump". Tag en lytter til det muntert svingende track her:

Det er dog ikke alle, der bidrager med post-elect hiphop. Nogle har taget et stort sving uden om det politiske landskab, og udgiver "bare" god gammeldags hiphop. Lad os kigge lidt på dem.

Sværvægterne O.C. og Pharoahe Monch har teamet op på D.I.T.C.s kommende D.I.T.C. Studios album og serverer en heftig musikvideo til nummeret "Night Rider":

   

Termanology, der var en af mine favorit MC'er omkring Politics As Usual tiden, har netop udgivet albummet More Politics, hvor han har samlet et A-team omkring sig, bl.a. i form af Just Blaze, Hi-Tek, Nottz, Buckwild, Q-Tip, J.U.S.T.I.C.E. League og Statik Selektah på lydsiden, og folk som Joey Bada$$, Saigon og Sheek Louch som rap-gæster. Hør en umiddelbart favorit i form af "Top Shotta" her:

Tidligere i november udgav Code Nine, medlem af Tragic Allies kollektivet, sit debutalbum Below Sumerian Skies, fuldt produceret af Purpose. Tjek albummet HER og se og hør videoen til nummeret "When the Saints Out" herunder:

Den produktive, yderst lovende men også forholdsvist ukendte producer Es-K er teamet op med New York legenden General Steele (Smif-N-Wessun, Boot Camp Clik) og lavet et fantastisk album, der meget passende bærer titlen Building Bridges. Tjek albummet HER og lyt til "Persistence" herunder:

  

Til sidst skal vi høre et track fra producer Gensu Dean, vis album Raw udkommer senere på måneden. Fjerde nummer fra albummet er blevet udgivet; et støvet og knitrende sprødt track med en yderst oplagt Roc Marciano som gæst. Tjek "Ball of Yarn" her:

God weekend til alle! Ses vi til Rap Slam Battles #19 i Pumpehuset i morgen?

- Jeppe Due Barslund

Tjek eventet HER

Fredags-nyheder: Smil og grin - ellers har de vundet

Nå, så blev verden alligevel grabbed by the pussy af Donalden. Dén havde jeg sgu ikke set komme. Lige fra det sekund han annoncerede, at han ville stille op som presidentkandidat, har det virket for absurd og groteskt til at kunne være sandt. Her i løbet af valgets sidste måneder, har jeg uge efter uge fulgt Seth Meyer, Trevor Noah, Stephen Colbert og John Oliver gennemtrevle hans utallige skandaløse udtalelser, ideer og planer; grinet kosteligt og samtidig græmmet mig undervejs ved tanken om, at det trods alt kunne ende med at blive udfaldet, at Trump ville blive valgt. Og nu blev det udfaldet, og nu kan jeg ærlig talt ikke finde hverken hoved eller hale i, hvordan de næste fire år kommer til at se ud? Det eneste jeg med sikkerhed ved er, at der mere end nogensinde før er brug for, at vi passer på-, omfavner, rummer og respekterer hinanden, holder en god tone og viser, at vi sammen kan overkomme det had, der desværre sætter dagsordenen nu. Og så skal vi tillade os selv at dyrke det gode i hverdagen, alt det, der gør os glade, for vi skal smile og grine, ellers har de vundet. 

Én eviggyldig kilde til glæde er musik, og måske sidder du og læser dette nu, netop for at få en gedigen dose musik-glæde. Jeg har derfor proppet dette indlæg med usædvanligt meget musik, for glædens skyld. Så lad os hoppe ud i tonsvis af fantastisk musik. 

Først og fremmest er vi denne fredag blevet velsignet med A Tribe Called Quest's første album i 18 år: We Got It From Here... Thank You 4 Your Service, og efter første gennemlytning på vej til arbejde må jeg sige, at det lover fantastisk godt. Jeg kunne fornemme den gode gamle Tribe-vibe samtidig med, at det virkelig er lykkes dem at overføre deres lyd og stil til et 2016-format, der virker tro mod det, der har gjort ATCQ til en af hiphoppens mest betydningsfulde grupper. Integrereingen af Concequence og Busta Rhymes som pseudo-medlemmer fungerer fortrinligt, og samtlige gæsteoptrædener leverer ikke overraskende varen. Måske vigtigst af alt er Phife Dawg yderst til stede på pladen, da han nåede at indspille en del vers inden sin bortgang tilbage i marts. Albummets titel har Phife valgt. De andre ved ikke, hvad den egentlig betyder, men de har beholdt den for hans skyld. Pt. kan albummet kun streames, men forudbestillinger via Run For Cover er aktive HER. I går, torsdag, markerede i øvrigt 23-års dagen for udgivelsen af Midnight Marauders (og Wu-Tang's 36 Chambers!!!), så i anledningen af, at der endnu ikke kan postes numre fra ATCQ's nyfødte, kommer her et personligt højdepunkt fra Midnight Marauders:  

JuJu Rogers & Bluestaeb udgiver til december albummet Lost In Translation, som jeg glæder mig helt utroligt til, og nu er første track fra albummet ude. Det hedder "Get Lost" og er en lækker, jazz'et, slæbende sag, hvor man kan zone ud til silkebløde keys og saxofon-toner. Det er ufattelig lækkert, og JuJu Rogers bærer ganske enkelt et af de mest uforfalskede, ubesværede og overbevisende flows pt. Forudbestil vinylen via Jakarta Records HER og nyd tracket herunder:

Et nyt nummer fra Rapsody har netop set dagens lys, og med det en hjemmeside med en nedtælling, der kunne indikere et nyt album, som, ud fra nedtælling at dømme, lander om fem dage, én time og 23 minutter (i skrivende stund). Ud fra det angivne hashtah at dømme kunne titlen tænkes at være Crown eller Where's Your Crown. Hvorom alting er hedder det nye nummer "Fire"; en titel, der både refererer til Rapsody's lyrik og temaet omkring, som skrevet i starten, at vi skal stå sammen nu, hvor der er brand i gaderne oven på et historisk grelt præsidentvalg. Nummeret er produceret af Jamla's bedste i både Kash, Khrysis og 9th Wonder, og er en virkelig sprød sag. Første del af nummeret bærer jazz-blæsere og en lækker baggrunds-vokal, og halvejs inde falder et sample af Gil Scott Heron's "We Almost Lost Chicago" (som man måske kender fra Common's "The People") ind og ændrer beatet i en anden melodisk retning. Efter Rapsody's medvirken på Kendrick Lamar's To Pimp A Butterfly forestiller jeg mig, at Jamla påtænker at udnytte rampelyset bedst muligt, så der er i høj grad lagt op til en brav af en kommende udgivelse - hvis det da altså er det, der venter os, når uret tikker ned? Besøg hjemmesiden (hvor der også er lyrics til nummeret) HER og lyt til "Fire" her:

Run The Jewels bidrager også med musik oven på præsidentvalget. Det hedder sig, at "2100" ikke skulle have været udgivet endnu - og i øvrigt ikke er skrevet som kommentar til valget - men med et tema om frygt kontra kærlighed syntes den for relevant til at gemme. "How long before the hate that we hold / Lead us to another Holocaust? / Are we so deep in it that we can't end it? / Stop, hold, ever call it off / It's too clear, nuclear's too near / And the holders of the molotov / Say that "revolution's right here, right now", And they ain't callin' off" indleder Killer Mike, og jovist, den rammer ganske godt ned i verdens status quo. Hør "2100" her:

Sebastian Hochstein, tidligere kendt som Jaq, udgiver i dag sin producer-EP Name Dropping. En syv riller dyb skive, der gæstes af hele Illect Recordings familien samt bl.a. Chali 2na, Wildchild og Sadat X, og som viser Hochstein fra sin bedste side. Især "Campfire Stories" står frem ved første lyt, men hele EP'en skal have et lyt, fx HER. Tjek nævnte højdepunkt herunder:    

Union Analogtronics & Blu's Cheetah In the City hører ikke til blandt de allernyeste-nye nyheder, men jeg glemte simpelthen at få den med sidste fredag! Den Parisiske duo Union Analogtronics leverer en noget mere glitchy og poleret lyd, end man er vandt til at høre Blu på, men der er også markante spor af cinematiske orkestreringer og ufortrøden synth-melodistykker, der flere steder munder ud i interessante lydbilleder. Det har vil med sikkerhed ikke være for alle, men Blu har udtalt, at han ønsker at udforske alle afgrene og lyde af hiphop, så dén her stod bare og ventede. Tjek åbningsnummeret "LA Counting" herunder og se, om det er noget for dig:

Endnu et Blu-projekt, hvis udgivelse i endnu højere grad er gået min næse forbi, er Open Your Optics To Optimism albummet med produceren Fa†e, der udkom for snart "længe" siden. Open Your Optics To Optimism er en transcenderende og syret ud-af-kroppen oplevelse, hvor konceptet er, at Blu og Fa†e rejser tilbage i tiden - som i helt tilbage i tiden, og fortæller om universet og verdens tilblivelse. Det hælder bestemt til den skæve side, men der er flere gode ting at fremhæve. Hør "Thought" herunder og tjek albummet HER.

Mund De Carlo og Trepac fik tidligere på ugen udgivet deres debutalbum som gruppen Binær, Umage. Jeg anmeldte det til 4.5/6 og skrev bl.a.: "Er det gedigen og skarpskåret rap man kommer efter, og det er det jo nok først og fremmest her, så bliver man ikke skuffet hos Binær, der rent ud sagt er et match made in heaven". Læs anmeldelsen HER og se videoen til kraftpræstationen "Totaler" herunder:

God weekend til jer alle

- Jeppe Due Barslund

Binær - Umage

"Kun få tør gå en potentiel fiasko i møde /
Hvor det' hver-mand-for-sig på slagmarken, der dræbende øde /
Har vi lavet en plade for at se om fællesskabet gir' glød /
For at udfordre os selv og risikere hinanden i forsøget"

Der har i flere år hersket en mere eller mindre officiel fejde mellem da danske undergrunds-hiphop-kollektiver Echo Out og Struglaz, primært affødt via Rap Slam Battles, hvor der altid har været garanti for høj underholdningsværdi og battle-kvalitet, når repræsentanter fra de to hold har tørnet sammen. Balthasar og Pede Gøbbs battle fra det første Rap Slam Battle arrangement tilbage i 2011 er stadig uhyre tæt den dag i dag, og battle-styrkeprøverne mellem Eco og Pede Gøbb, Balthasar og PsoriaKriz, Mund De Carlo og Rasmus Modsat og senest Balthasar og Rasmus Modsat, har en enorm replay-value. Temaet for næsten alle af de nævnte dueller har været, sat på spidsen, at det er de ægte, autentiske con amore hippie-hoppere fra Echo Out, imod de privilegerede overklasse-børn i Struglaz, der blot rapper fordi de kan og i øvrigt aldrig har følt en reel struggle. Det er der kommet mange sublime battles ud af. Undervejs har jeg dog haft mine kvaler ved for alvor at købe ideen om en strid de to crews imellem, for imens den verbale mudderkastning har stået på, har et samarbejde spirret på sidelinjen. Mund De Carlo medvirkede på de sidste fire udgaver af Echo Out's Spytbakken -serie. Dialektens Chewbacca leverede et beat til Mund De Carlo's debut EP Det tar' tid, ligesom Melancolia bidrog med musik til Carlos' første langspiller Frit Fald, der i øvrigt også blev gæstet af Trepac. Da Illusionisten havde brug for rap-hjælp til sit Dødssejleren-projekt var Mund De Carlo manden, der trådte til, og ligeledes slog det gnister, da Mund De Carlo og Trepac udveklsede rim på De forkerte spor pladen. Tilsvininger, punchlines og bodybags i battlerap-regi er altså gradvist blevet erstattet med high-fives og vennetjenester, og selvom det danske hiphop-miljø længe har ladet sig underholde af bekrigelse, har det længe ligget i luften, at et fuldbyrdes samarbejde faktisk var det mest oplagte. Dét forløses nu, med Mund De Carlo og Trepacs "klonede rap-monster" Binær.

Og hvem er så bedst af de to? Mund De Carlo eller Trepac? Det har ofte før været en spændende diskussion, men efter at have hørt de to sammen som Binær kan jeg kun sige: who gives a shit? Ved udgangen af Umage står det klart, at der ikke ville være en Mund De Carlo uden Trepac som forbillede, ligesom der ikke ville være en Trepac idag uden en Mund De Carlo til konstant at hæve barren og løfte niveauet. De er hinandens inspiration og motivation til at gå den ekstra mil og oppe deres færdigheder. Vi har ganske enkelt at gøre med alletiders måske bedste eksempel på gensidig respekt, ærefrygt og komplet uforfalsket kærlighed. Dette kommer krystalklart til udtryk på "Lad mig introducere", hvor Mund De Carlo og Trepac leverer et højst originalt, unikt og yderst hjerteligt track om, hvor høje tanker de har om hinanden:

"Det sgu let at forstå hvorfor jeg elsker dit flow /
Den måde du mestrer et sprog og lægger teksterne på /
Wow! - jeg' jo bare en simpel gæst i dit show! /
Og vi blir' husket som MCs, ikk' mus eller mænd /
For du' så vild en rapper at vi blir' umulige at glemme /
Men du' den bedste og der satme mange om buddet herhjemme /
Så bare du husker mig den dag du lige pludselig blir' kendt /
For du' et supertalent /
Årh, homie, nu' du' for flink! /
Nej, 100% /
Der' intet gyldigt modargument /
For der ikk' en MC, derude der rocker huset så nemt /
- siger ham jeg har været fan af siden 2005! /
Og jeg' en smule bekvemt ved at danne duo med den /
MC som jeg har dyrket mest, du' en gude-skribent /
- Nu' du' vist ude af frekvens! /
Nej, men jeg jubler bestemt /
Fuld af forventning over vi' nu danner gruppe min ven /
- I lige måde, føler jeg har fundet guldet for enden /
Af regnbuen og tænkt "jo, nu' skuden sgu vendt" /
Lykkens gudinde smiler til mig mens hun sutter min lem /
Var det ikk' for dig, så var min karriere sluttet for længst"

Der er amoriner i luften og rosenblade drysset omkring i studiet, men mere end et kærligt track om, hvor meget de holder af hinanden som personer og nørdede rap-teknikere, giver nummeret et detaljeret indblik i deres indbyrdes forhold. Mund De Carlo står endelig side om side med ham, han har været fan af i over et årti, og skal nu vise sit værd. Og Trepac skal bide skeer med rapperen, der i en årrække har stilet intenst efter rap-teknisk enevælde. Dette broderlige pres kommer til udtryk på bedste vis. Mund De Carlo leverer måbende multi-rim på "Umagen Værd", og Trepac lyder sulten nok til at kunne spise en hel ko uden salt på "Kryb og kravl". Men det er, når de rapper og skriver sammen, at det for alvor går op i en højere enhed. Det står meget hurtigt klart, at Umage er skrevet i det tættest tænkelige samarbejde, og mange numre er i sig selv klare beviser på, at Mund De Carlo og Trepac ikke har siddet hver for sig og uafhængigt skrevet tekster, men nærmere på skøddet af hinanden med armene om halsen og med dybe, inderlige blikke. Tag bare "Talegaver", hvor deres rim er integreret i sjælden grad:  

"Men der' ikk' nok profit, blot sweet-talk, kreditloft og peanuts /
Så nu' vores musik blot et bijob /
Det shit koster tid og har vist os for lidt love /
Selvom alt på vores rimblok er vildt godt, tiptop med pil op /
Ku' gi' en fuck, skrige op og sige stop /Men min flok vil ikk' brokke sig, hellere ta' et skridt op /
For vi' nok mer' Pete Rock end Kim Hot /
Mer' Beatnuts and Bikstok, vi indoktrineret med svedig hiphop /
Har lagt snittet, ret blikket med de to der dræbt' spillet /
Binær, flagskibet, fremskridtet, skarpt slebet /
Ret trippet, max flippet, tekst og flow der tar' pippet fra dem /
Får deres nakke nikketFår deres nakke nikket, når de hører os straf' beatet /
Mic'en den blir' skamkneppet, scenekanten den blir' straks splittet /
Vi ku' stadig spark' skidtet op selvom de trak stikket /
Gider ikk' at jagt' hittet, den taktik er afviklet /
Snik-snakken fraklippet, nu satser vi langsigtet"

Dyrk også "Totaler", hvor ord- og bogstav-navlepilleriet når nye højder, som man kun kan klappe i sine hænder af. Trepac rapper:

Der' nul tortur, det her er et lystbetonet projekt
en-to, mic'en holder vi notorisk i tjek
en totrinsraket der detonerer som atombomber
to tunger taler men vi taler ikk' med to tunger
flyder som H2O
de ord vi tog i brug, gav tro på en historisk god
to-personers monolog fra begge parter
to med lektorater i at lave ortodoks rap til jeres gettoblaster

- Og Carlos følger den til dørs: "Tog ik tal på salg, verbal saltomotal / når to tager territoriet blir sproganatomien total". 

Havde Umage udelukkende bestået af rap, der var centreret omkring teknisk nørderi, ville det sikkert blive kedeligt i længden. Dét er de herrer klar over, og har fundet en fin balance ved at spæde til med rette mængder mindre teknisk, mere substantiel rap. Vi har fx "Fuld kontrol" om uafhængighed i pladebranchen, "Millennium maskiner", hvor der tegnes skarpe portrætter af diverse fortabte årtusinde-mennesker, det socialistiske kampråb "Rød", en frustreret hyldest til deres mikrofoner Mike og Majken på "Dum mikrofon" og måske vigtigst: "Ekstranummer", hvor Trepac og Mund de Carlo lufter deres ængstelighed omkring at miste relevans og momentum som rap-artist. Ikke alene er de dygtige, de er vedkommende, aktuelle og personlige.

Der hvor Umage halter lidt, i min bog, er i beat-udvælgelsen. Hvor musik og tekst på Trepac og Melancolias Sky til jord album var ufattelig tæt integreret, ja nærmest afhængige af hinanden, bærer udvælgelsen af beats på Umage i højere grad præg af en pick-and-choose tilgang, hvor Mund De Carlo og Trepac har shoppet beats (af svingende kvalitet) hos venner og bekendte. Det heldige er, at de har nogle dygtige folk omkring sig, som Swab, der leverer den smågeniale "Dum mikrofon" og den tungt slæbende "Totaler", Xeren, der fortjener stående applaus for den ensomlige, western-inspirerede "Ekstranummer" med sit fantastiske mundharmonika-stykke, og Struglaz's Milad Genius, der bidrager med den absolut efne "Kryb og kravl". 

Der er dog op til flere beats, en lidt for stor håndfuld endda, der ganske enkelt ikke er on par med rappernes evner. Gode beats er der rigelig af, ja der er vel faktisk ingen decideret dårlige, men "god" komplimenterer ikke "lodret exceptionel", som rappen ofte er. Således opstår der dissonans, og man savner flere beats, der tør give rapperne kamp til stregen. Skræddersyede beats, der ikke blot bærer rappen men også narrativet, eller som tør at gå linen ud og udfordre rapperne undervejs. Det er desværre de færreste produktioner, der formår dette, og når man står med to så suverænt mesterlige rappere som Mund De Carlo og Trepac, der som skrevet tidligere leverer måbende imponerende rap, synes det undervældende, at musikken ikke er mere derefter, end det er tilfældet.  

Er det gedigen og skarpskåret rap man kommer efter, og det er det jo nok først og fremmest her, så bliver man ikke skuffet hos Binær, der rent ud sagt er et match made in heaven. Jeg forbeholder mig dog retten til at synes, at der er plads til forbedringer til en eventuel efterfølger, navnlig på lydsiden. 

  

 4.5/6

- Jeppe Due Barslund