"Slap af og koncentrer dig. Lad vær med at tænke på andre ting. Lad verden uden om dig blive utydelig".
Sådan opfordrer Italo Calvino sin læser, der skal i gang med forfatterens roman Hvis en vinternat en rejsende. Det er ikke nogen dårlig opfordring, Calvino dér kommer med, når det gælder læsning, og vi lyttere af hiphop (og musik generelt) kunne tage ved lære.
"2014 har været et dårligt hiphop-år". Denne sætning er jeg faldet over et par gange siden udgangen af 2014. En sætning som jeg ingenlunde begriber hvordan nogen kan få sig selv til at formulere. Så mange artister har arbejdet ihærdigt på tusindevis af numre, fordelt på utallige plader, og alligevel er der nogen, der føler sig berettiget til at koge alt ned og opsummere hele året i én nedladende sætning: hele året har ganske simpelt været dårligt. Jeg tror måske jeg ved, hvad der ligger til grund for dette. Se på de mange 'best of' -lister, der oversvømmer internettet. Alle, inklusiv mig selv, har en holdning til, hvad der har rykket på sig i løbet af året. Problemet er (og dette kan forekomme som lidt af et dristigt postulat), at mange af disse lister er rendyrket varm luft. Den kvalitative vurdering er blevet erstattet af kvantitative pralerier, forstået således, at det er blevet populært at kunne sige, at man har hørt og kender til så-og-så meget. Tag bare albumoftheyear.org eller medium.com, der henholdsvis har lavet en 'top 75' og en 'top 100' liste over årets bedste hiphop-plader. Hvad er det helt præcist man forsøger at bevise ved at lave så vældige lister? At man er mere inde i genren og dermed mere kvalificeret til at lege smagsdommer end dem, der opererer i top 10 og 20 lister? - Eller slet og ret, at man er et ignorant fjols? Jeg svarer gerne: sidstnævnte.
Ingen har nærlyttet 100 plader igennem 10-20 gange for at have et værdigt udgangspunkt at rangliste dem efter. Næ, der er blevet speed- og skimtelyttet til den store guldmedalje, og i processen er årets ægte store værker gået tabt. Værker, der kræver minimum 10 nære og intime gennemlytninger. Værker, hvor kunstnerne bag har brugt al sin kreativitet og energi til at skabe pladen, og hvor det vel kan være rimeligt at bede lytteren om, at han eller hun gør sig umage og også bruger sin.
Jam Baxter er en af disse kunstnere, og der er noget dybt komisk (tragi-komisk velsagtens) over, at manden bag årets med afstand bedst skrevne plade ikke er at finde på én eneste af de mange års-lister. Jeg kan desværre ikke tillade mig at pege fingre, da Jam Baxter heller ikke var at finde på min egen 'top 10', men kun var blandt de "øvrige nævneværdige". Dette understreger blot, at Jam Baxter - og i særdeleshed ...So We Ate Them Whole, kræver tid; tid jeg ikke havde givet den da jeg lavede min liste.
"I've been staring off this roof for as long as I can remember /
In an unspent hour I buried in late December /
Where the icy winds tug and unravel your raison d'être /
And the scene beyond swells in its dirty decadent splendour"
Jam Baxter har alle dage været et vanskeligt bekendtskab. Som rapper og lyriker står han midt i korsvejskrydset hvor kryptiske metaforer, psykedelisk ordspil, indgroet billedsprog og vokabular overflod støder sammen i en mildest talt ualmindelig kombination. Descifreringen af hans lyrik i sig selv tager uoverkommeligt lang tid, og det medfølgende lyrikblad er så rigeligt de £16.99 værd. Især fordi store dele af indholdet er i fare for at blive forsømt, grundet Baxter's overrumplende kadence og hastige levering. Baxter er en fuldkommen formidabel teknisk rapper. Hans flow er svimlende imponerende, ord-, bogstav- og enderim tenderer ofte det måbende og selv hans nasale stemmeføring synes at være en force. At Jam Baxter er englands bedste rapper er en efterhånden forældet sandhed - selv hans label-kollega Dirty Dike, der gæster "Menu", fremstår decideret enfoldig i Baxters selskab.
For at gøre det vanskelige, det kryptiske og det udfordrende "værre", har Baxter allieret sig med produceren Chemo, vis lydbillede er mindst lige så krævende. Tilsammen gør Jam Baxter og Chemo ...So We Ate Them Whole til en umiddelbart ufremkommelig og tilpasningsvanskelig affære. Den tålmodige lytter vil dog blive belønnet klækkeligt, da nærværende plade med tiden viser sig at være noget af det flotteste, mest kompromisløse og ambitiøse, der er udgivet i år.
Pladen åbnes med den opulente "Wings Cost Extra", hvor en spinkel harpe, luftig rhodes og organisk insisterende trommer danner et fabelagtigt lydbillede for Baxter, der maler et mørktonet billede af de mange udskud, der hænger ud i bugen på en ækel metropol. Baxters billedsprog her er lodret mesterligt. Det er svært at glemme en beskrivelse som følgene:
"His skin hung like patchwork hammocks from his limbs /
Gaping mouth like an ink stain splattered on his chin /
The sweat cascaded from his palms /
With a stance reminiscent of a circus bear balanced on a pin"
Også hans beskrivelse af konfrontationen med sin egen eksistens ubetydelighed ætser sig fast, når han på den kolde, industrielt klingende "28 Staples", der bærer en vis reminiscens til Silent Hill soundtracket, rapper:
"And just when you think you've surpassed mortality /
Master of all in a cardboard galaxy /
The last black hole threw my passport back at me /
At border control handcuffed to reality"
Eminent bliver det endvidere på "Everything", hvor Baxter med pergamenttynd skrøbelighed og bitterhed i stemmen beretter om endnu et break-up med "girl number 467", og om hvordan hans hjerte nok engang er reduceret til en "Cold sterile pebble in a little dark mineshaft". Disse ekstremt velforfattede guldklumper er at finde overalt på pladen. Lyt bare til når han hovedkulds flygter fra enhver form for ansvar og forpligtelse i eskapisme-oden "Caravan":
"I left after dark, sped past the guards /
Handed them a shovel yelling "X marks the past" /
One too many nights at the chess master's yard /
Where a jeweller and a thief split the rent half and half /
"Read between the stretch-marks and scars little wench /
Them two names within a heart carved in a bench ain't ours" /
I said it with impeccable mystique /
As I hotwired a seven four seven with my teeth"
Jam Baxters univers er fyldt med freaks, misfostre, galninge og andre skæve eksistenser, der forhutler sig rundt i en sagnomspunden underverdens miserable pløre. Det er mørkt og dystert, og stemningen i Baxter's tekster følges til dørs af Chemo's produktioner, der emmer af velkomponeret væmmelse. Tag bare "Husk", hvor han formår at suge enhver form for sommervarme ud af sine caribiske olietønder, der ellers er ambassadør for netop dette. Samtidig udstråler produktionerne noget storslået betagende, der er svært at indfange med ord; noget særligt, der tryllebinder lytteren og gør det meste andet musik, der bliver spillet umiddelbart efter, til lidt af en pauver omgang.
...So We Ate Them Whole kræver som sagt tid. Jeg foreslår, at man sætter sig med pladen i et par gedigne høretelefoner og gør præcis som Italo Calvino opfordrer til: "Slap af og koncentrer dig. Lad vær med at tænke på andre ting. Lad verden uden om dig blive utydelig". Dét vil du næppe fortryde.
Og med forlov, lad os lige blive enige om, at udsagn som "2014 har været et dårligt hiphop-år" ingen steder hører hjemme. Det handler udelukkende om, hvor meget tid man investerer i at opstøve og fordybe sig i det gode. Hvis man ikke brugte eller havde så meget tid, så var 2014 måske et sløjt år. Men i det omvendte scenarie var der saftsusemig meget godt. ...So We Ate Them Whole har næsten alene potentialet til at gøre 2014 til et mindeværdigt år, sammen med Beleaf's Red Pills + Black Sugar, L'Orange's The Orchid Days, Intuition & Equalibrum's selvbetitlede album og, I ved, alle de andre formidable udgivelser, der er blevet totalt ekskluderet fra alle de fissefornemme års-lister, der ikke tjener mange andre formål end at afsløre de naive fjolser, der står bag. Ophavsmænd til tilsvarende ytringer bør fra nu af som straf skulle løbe ti runder rundt om rådhuspladsen i sit Adam og Eva kostume, til lyden af "Not One Of Us" fra Løvernes Konge 2.
5/6
Kalle approves!
- Jeppe Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar