Jackie Hill Perry - The Art of Joy

Det så godt som ubeskrevne blad Jackie Hill Perry, udgav sit spektakulære debutalbum The Art of Joy sidste år. Et album, der dog kilder provokations-nerven gevaldigt, ved at tvinge lytteren til at måtte sluge en større flok kameler, hvis det overhovedet skal nydes.

25-årige Jackie Hill Perry er fra Chicago og har rødder i spoken-word miljøet som en del af gruppen Passion 4 Christ Movement. Hun er en stærkt troende kristen, og som rapper opererer hun i den afgren af hiphop, der kaldes christian rap - en sub-genre, hvor kunstnerne skiller sig ud fra andre alment troende rappere, ved at have en ganske markant evangeliseringsproces på dagsordenen. De ønsker ganske simpelt at omvælte den ikke-troende lytter og vise dem, at Gud er den rette vej til frelse. Deres holdning er, at man er nihilist hvis man ikke tror på Gud, og nihilisme kan ikke give mennesket et grundlag at leve ud fra. Dét vil de hjertens gerne hjælpe én med, men al velmenthed til trods, er det jævnt irreterende. Bedrevidenheden hænger tungt i luften, der er massevis af løftede pegefingre, og den implicitte "...eller du ryger i helvede" lurer konstant om hjørnet. 

     Forholdsvist irreterende var det fx, da Jackie Hill Perry i et interview kritiserede Macklemore & Ryan Lewis' "Same Love"; mere præcist følgende linjer i omkvædet: "And I can't change, even if I tried, even if I wanted to", med argumentet: "If he [God] can make a moon, starts and galaxy that we have yet to fully comprehend, how can He not simply change my desires?". Alle er berettiget til at have deres egen tro og mening, men det må også betyde, at jeg har lov til at syntes, at udtalelser som denne er til grin. Ikke mindst fordi, at Jackie Hill Perry selv har været lesbisk i sit "tidligere liv", som hun sikkert ville beskrive det. Hun har haft flere pige-kærester samt seksuelle forhold til adskillige kvinder, og frekventeret gay clubs og gay pride i ét væk. Lige indtil den dag, hun lå i sin seng og fik en åbenbaring. Ja, mere detaljeret beskrives det altså ikke, men et-eller-andet ramte hende tilsyneladende som et lyn fra en klar himmel, og pludselig var hun inkarneret kristen og forkastede homoseksualitet. Men hvis Gud kan skabe måner, stjerner og galakser med et fingerknips, er en sådan transformation vel ganske plausibel?

     Der er imidlertid én ting, der overgår ovennævnte hvad angår irritation: hendes dygtighed. Jackie Hill Perry er så svimlende dygtig, at hun tvinger én ud i er dilemma: vil man frasortere hende på grund af hendes radikale religiøse overbevisning og dertilhørende provokerende holdninger, eller vælger man at se igennem fingre med det, fordi hendes musik er så god, at man ikke vil eller kan undvære det? Dette dilemma er faktisk yderst interessant og kan foldes ud i et større perspektiv, for hvis man tænker over det, er der utrolig mange populære kunstnere, der har skavanker af forskellige slags. Det kan være ting de siger, gør eller synes, som man almindeligvis ville tage afstand fra, men som på mærkværdigvis accepteres eller fortrænges, fordi man ikke vil være kunsten foruden. R. Kelly er og bliver prima eksemplet på en kunstner, som har gigantisk succes, på trods af, at han burde være spærret inde på livstid. Jeg har altid syntes, at han var en lidt lodden fætter, man efter at have læst den her artikel for et års tid siden, direkte væmmes jeg af ham. Det faktum, at R. Kelly er "derude" og laver musik, sælger millioner af plader til millioner af fans, er nok det mest groteske og afskyelige, der finder sted i showbiz overhovedet. 

     Men mindre kan også gøre det. På Visions of Gandhi præsenterede Vinnie Paz en række yderst kontroversielle holdninger og menneskesyn, som jeg på ingen måder kan stå inden for, men selv samme plade er her på bloggen beskrevet som et mesterværk. Det vil med andre ord være en kende hyklerisk at sige "nej tak" til Jackie Hill Perry for at gøre noget så, til sammenligning, ufarligt som at tro på en usynlig mand i himmelen. Jeg har i hvert fald valgt at se igennem fingre med Perry's holdninger og hverve-agenda, og istedet bare adlyde gåsehuden, der melder sig gang på gang når jeg lytter til hendes The Art of Joy.

"We're just pottery /
The joy is that the clay is shaped by grace, and the potter promise me that everything will work for good"

Har man først slugt kamelen, sagt "ja tak" til Jackie Hill Perry og dykket ned i hendes univers, vil man finde, at The Art of Joy også bugner af lyrisk guf til den ikke-troende lytter. Christian rap er ganske vist genren og for sin vis også rammen for albummet, men Perry er både mere og andet end en christian rapper. Hun er engageret i sit samfund, politisk bevidst, vittig og dybsindig, og selvom hun tror på helligånden er hun ikke bange for at begå helligbrøde undervejs. På "Ode To Lauren", der er en inderlig homage til Lauren Hill, ændrer tonen sig radikalt hen imod slutningen på det ellers fine nummer, da Perry med en umiskendelig dobbeltbund rapper: "Peace will find you when you seek him / In the meantime, I'm praying for you / You're a legend, I hope to see you in Heaven, Lauren". Ikke engang hendes trosretning er hellig. "Dead Preacher", der handler om hvordan tro bliver misbrugt til personlig økonomisk fortjeneste, er et af pladens lyriske højdepunkter, og det er intet mindre end elegant at opleve Perry stille sig kritisk overfor sin egen tros til tider fallerede infrastruktur:

"Open this book of scripts, scripture flipping I’m running /
Out of time to find scriptures slick to get money /
Out the pockets of bodies, pick pocketing pews /
Prophet is what they call me, my pockets profit off you /
I retain the stock when I exchange the truth /
My aim is not to click, bang, shoot at the jewels /
Who’s hanging round my neck, blue diamonds on my noose /
A parable’s what I'll preach, tithes rise when they confused /
Convicted sometimes a 9 to 5 I can't /
I John 9 High 5 and rob the saints"

Rent teknisk må Jackie Hill Perry beskrives som overlegen. Endda nok suveræn. Hele pladen igennem praktiserer hun halsbrækkende og tungevridende flows, og demonstrerer track efter track rap-færdigheder, der imponerer stort. Tag fx "The Problem", der gemmer sig i enden af "The Solution", hvor tøjleløse rimstrukturer piskes over hendes læber med saft og kraft:  

"Itching for words /
Lotta research going towards a hole /
And they dig it /
Gotta be words /
Flowing for heavens sake of the mission /
Owing nobody nothing /
Them bluffing bustas are finished /
This pen ain't pensions it's mentions what sinners don't wanna deal with /
Filled with the vision of slaves, lynch 'em for tented pigment /
See that bus /
Get in the back act like its proven /
That academics do actually lack in the black communion /
Schools are lacking the facts, lacking the staff, they foolish /
They plastic wrapping the masses, the masters grabbing they nooses /
Bastard habits from lacking the happy daddy influence /
They ratta-ta-tat-tat and they clap at the back of children" 

Den elektronisk-inspirerede soul-banger af en bulderbasse vi lige har hørt, er produceret af Daniel Steele, der har besmykket den ene halvdel af pladen med spændstige beats, der gerne benytter sig af stramme trommer og elektroniske tendenser i kompositionerne. Den anden halvdel er tilvejebragt af trioen Beautiful Eulogy, der er en musikalk sammensætning af Humble Beast's (pladeselskabets) overhoveder Braille, Courtland Urbano og Odd Thomas. De er almindeligvis ganske eksperimenterende i deres lyd, men på The Art of Joy er de gået sjælfuldt og stilsikkert til værks. Lyden minder i høj grad om No I.D. anno The Dreamer/The Believer, hvor der hverken er sparet på melodiske omkvæd, lyse klavertoner eller lune soul-samples. Tilsammen skaber Beautiful Eulogy og Daniel Steele et fabelagtigt lydbillede. Den atmosfæriske skrøbelighed på "Better" fuldendes med et super fint omkvæd fra Natalie Lauren, imens grandiose harmonier følges til dørs af Eshon Burgundy på "The Solution". John Givez's leverer et nydeligt omkvæd til et af højdepunkterne "Where's Love", der efterfølges af den mageløst producerede "Get There", hvor balstyriske trommer og maskinelt bearbejdede vokalsamples danser en enestående tango med et væld af suverænt sammenklippede effekter, der rumsterer i baggrunden. 

     Der er mange nuancer i den mangfoldige lydside, men det hele passer fortrinligt sammen, og med den konsistente og entreprenante Jackie Hill Perry som bindeled, er helhedsindtrykket umådelig stærkt. The Art of Joy landede da også på femtepladsen på undertegnedes top 10 over sidste års bedste udgivelser. 

     Jeg startede med at være uhyre skeptisk grundet Jackie Hill Perry's kristen-ekstremisme, men efter at have hørt og stor-nydt The Art of Joy et utal af gange, har jeg efterhånden glemt, at hovedpersonens selvretfærdige frelser-korstog egentlig er lidt enerverende. Musikken er simpelthen for god og Perry for dygtig til, at jeg vil lade "smålige" forskelligheder adskille os.

The Art of Joy kan downloades kvit og frit her,

men kan også købes for en flad 10-$ her. 

5/6

- Jeppe Barslund     

Esben & Boone - Skoerbug EP

Jeg smiler små-fornøjet for mig selv, da jeg hører Boone rappe: "Lasten i min Mazda det' astma medicin / Antihestaminen opslugt / Står smukt alene tilbage som skyer og starter brande der ku' være sjove at sluk'". Det er mandag og jeg sidder som sædvanlig i venteværelset hos speciallægen og venter på at skulle vaccineres mod allergi. Andet stik. Venstre arm, græs. Højre arm er hævet og dunker varmt fra første stik. Antihestaminen er i sandhed opslugt. Venteværelset bugner med folk, der alle skal ind og vaccineres, og med Esben og Boones dugfriske EP Skoerbug i høretelefonerne, skal jeg virkelig koncentrere mig for ikke at nikke heftigt med nakken som en anden tosse midt i forsamlingen. Nakkenikkeriet erstattes af hastige kragetæersnedfældninger i min anmelder-notesbog, der er min faste mandags-vaccine kompagnon. Blandt kragetæerne står blandt andet: "frækt flippet", "smuk kompleksitet", "de finurlige sprogpåfund er mødt talstærkt op" og "gudsbenådet drumbreak". Det fremstår klart og tydeligt af min notesbog, at jeg synes Skoerbug er en formidabel EP.     

     Og hvorfor skulle den ikke også være det? De to bagmænd, Esben og Boone, har gjort sig mere end positivt bemærket i løbet af de sidste par år. Som 2/3 af Кдрцт har de sammen med Loke Deph udgivet en håndfuld tracks, der har fået hiphop-entusiaster til at løbe rundt som hovedløse høns af bar begejstring. Boone har desuden leget en del med Sigma's Telepa-T, der blandt andet har resulteret i den kuleskøre og musikalsk gennemførte 60'er exploitation-pastiche Crime Themes. Esben udgav sidste år det selvgyldige og yderst originale (h)udkrængninger mixtape (under pseudonymet "Esben og politika projektet"), der både fandt resonans hos Non Phixion's The Green CD/DVD og som simultant bød på hiphop, der ikke er hørt magen på dansk grund. Især et nummer som "Skrub af" med punkbandet Druknedød viste en bemærkelsesværdig fanden-i-voldskhed, imens "Saenk" gjorde det klart, at Esben tilmed er en habil producer. Senere på året remixede DJ FMD hele herligheden og bød på en mere poleret, men ikke desto mindre ekstremt vellydende version af mixtapet. Hans remix af "Skynet" kunne svært blive mere funky, og bearbejdningen af "Caligula" gjorde sig faktisk som et af sidste års stærkeste tracks. I kan vel forstå, på baggrund af alt dette, er det er to yderst kyndige herrer,  Esben og Boone, vi har med at gøre på nærværende EP.

Sygeplejersken kalder mig ind. Overarmen sprittes af, nålen borer sig ind i huden og højkoncentreret phleum pratense skydes ind. Jeg kan godt regne med allergiske reaktioner dagen ud, siger sygeplejersken. Hun siger noget mere som jeg ikke rigtig hører. Der er et rim fra "Haenger", der forstyrrer min koncentration: "En som mig skinner bare, kalibrerer det med hvid støj / Lever som en Pink Floyd sang - dør i Ishøj". Tak for i dag, vi ses næste mandag. 

     På vej hjem hører jeg "Haenger" for ottende gang, og det er først dér det slår mig, hvor sindsygt catchy et nummer det er. Muligvis det mest catchy undergrunds-beat jeg har hørt. Boones skabertrang er i sandhed kørt af skinner. De ualmindeligt fængende melodier vækkes til live via samples af orgel og piano, der er virkelig frækt flippet, og de to rappere følger det fænomenale beat til dørs med ligesindet rap: "Alle har problemer, alle er alene / Men glansen gik af lortet da i landede på benene / Blev hjemsøgt af alt hvad I har skrevet uden at mene det" lyder det fra Esben. Nok er "Haenger" et kitchet nummer i kraft af sit fængende væsen, men Esben og Boones kemi kunne næppe fremstå klarere. De to er ganske homogene i deres krøllede og skarpe tilgang til at skrive og levere tekster. På "HimmelX" blander de skjulte Renny Harlin film-titler, fysiske ligninger og referencer til folkekære skuespillerinder i én stor pærevælling, med et højt abstraktionsniveau som fællesnævner. "Sidste udkald / En enspænder spænder ben, vender sten og drejer hoveder som et udsalg" lyder det først fra Boone, overlegent leveret, og senere fra Esben: "Trist mand, dum kælling / En slumversion af en stædig ung Gitte Hænning". Der hersker ingen tvivl om, at de finurlige sprogpåfund er mødt talstærkt op. Narrativet er ikke helt klart og strukturen synes løs, men hold fast hvor er det dog fedt! Ikke mindst fordi det hele foregår over Boones svimlende fantastisk beat, der er spundet på en savtakket basgang, atmosfæriske effekter, der hænger let i luften, og et gudsbenådet drumbreak.

     Også EP'ens åbner, "Puster", er af ypperlig kvalitet. En mudret bas, et nøjsomt vokalsample, balstyriske trommer og noget, ved 01:50-mærket, der lyder som skrallede elementer af Hans Zimmer's "Discombobulate" fra Sherlock Holmes soundtracket. Et rankt beat med en smuk kompleksitet. Efter at have hørt Skoerbug kan det ikke undre nogen, at Trepac har gaflet Boone som lydmand til den kommende De forkerte spor plade. Inden året er omme forestiller jeg mig, at alle vil have en bid af Boone-kagen. Lige nu er det Esben, der får lov, og det er en god ting. Længe har han, i hvert fald for mit vedkommende, stået i skyggen af den overdimensioneret karismatiske Loke Deph, men oven på (h)udkrængninger og nu Skoerbug, er Esbens mange kvaliteter som rapper indlysende. 

Det er blevet aften, og som sygeplejersken rigtig nok sagde, tordner de allergiske reaktioner frem. Hævelser som golfbolde pryder begge mine overarme, og en halv tube mepyramin bekæmper kløen. Det rører mig ikke. Jeg er i strålende humor. Mit hiphop-år startede med en forudsigelse om, at 2015 ville blive det bedste i dansk raps levealder, og med Skoerbug ude kunne det ikke starte bedre. Jo, jeg er i strålende humor. 

4/6

(Den i forhold til beskrivelserne lave karakter, er udelukkende udtryk for EP'ens korte spilletid)    

Stream eller download Skoerbug

Stream og download (h)udkrængninger med Esben og politikaprojektet her

Stream og download DJ FMD's (h)udkrænger remixes her

- Jeppe Barslund

Jam Baxter - ...So We Ate Them Whole

"Slap af og koncentrer dig. Lad vær med at tænke på andre ting. Lad verden uden om dig blive utydelig".

     Sådan opfordrer Italo Calvino sin læser, der skal i gang med forfatterens roman Hvis en vinternat en rejsende. Det er ikke nogen dårlig opfordring, Calvino dér kommer med, når det gælder læsning, og vi lyttere af hiphop (og musik generelt) kunne tage ved lære.  

"2014 har været et dårligt hiphop-år". Denne sætning er jeg faldet over et par gange siden udgangen af 2014. En sætning som jeg ingenlunde begriber hvordan nogen kan få sig selv til at formulere. Så mange artister har arbejdet ihærdigt på tusindevis af numre, fordelt på utallige plader, og alligevel er der nogen, der føler sig berettiget til at koge alt ned og opsummere hele året i én nedladende sætning: hele året har ganske simpelt været dårligt. Jeg tror måske jeg ved, hvad der ligger til grund for dette. Se på de mange 'best of' -lister, der oversvømmer internettet. Alle, inklusiv mig selv, har en holdning til, hvad der har rykket på sig i løbet af året. Problemet er (og dette kan forekomme som lidt af et dristigt postulat), at mange af disse lister er rendyrket varm luft. Den kvalitative vurdering er blevet erstattet af kvantitative pralerier, forstået således, at det er blevet populært at kunne sige, at man har hørt og kender til så-og-så meget. Tag bare albumoftheyear.org eller medium.com, der henholdsvis har lavet en 'top 75' og en 'top 100' liste over årets bedste hiphop-plader. Hvad er det helt præcist man forsøger at bevise ved at lave så vældige lister? At man er mere inde i genren og dermed mere kvalificeret til at lege smagsdommer end dem, der opererer i top 10 og 20 lister? - Eller slet og ret, at man er et ignorant fjols? Jeg svarer gerne: sidstnævnte. 

     Ingen har nærlyttet 100 plader igennem 10-20 gange for at have et værdigt udgangspunkt at rangliste dem efter. Næ, der er blevet speed- og skimtelyttet til den store guldmedalje, og i processen er årets ægte store værker gået tabt. Værker, der kræver minimum 10 nære og intime gennemlytninger. Værker, hvor kunstnerne bag har brugt al sin kreativitet og energi til at skabe pladen, og hvor det vel kan være rimeligt at bede lytteren om, at han eller hun gør sig umage og også bruger sin.

Jam Baxter er en af disse kunstnere, og der er noget dybt komisk (tragi-komisk velsagtens) over, at manden bag årets med afstand bedst skrevne plade ikke er at finde på én eneste af de mange års-lister. Jeg kan desværre ikke tillade mig at pege fingre, da Jam Baxter heller ikke var at finde på min egen 'top 10', men kun var blandt de "øvrige nævneværdige". Dette understreger blot, at Jam Baxter - og i særdeleshed ...So We Ate Them Whole, kræver tid; tid jeg ikke havde givet den da jeg lavede min liste. 

"I've been staring off this roof for as long as I can remember /
In an unspent hour I buried in late December /
Where the icy winds tug and unravel your raison d'être /
And the scene beyond swells in its dirty decadent splendour" 

Jam Baxter har alle dage været et vanskeligt bekendtskab. Som rapper og lyriker står han midt i korsvejskrydset hvor kryptiske metaforer, psykedelisk ordspil, indgroet billedsprog og vokabular overflod støder sammen i en mildest talt ualmindelig kombination. Descifreringen af hans lyrik i sig selv tager uoverkommeligt lang tid, og det medfølgende lyrikblad er så rigeligt de £16.99 værd. Især fordi store dele af indholdet er i fare for at blive forsømt, grundet Baxter's overrumplende kadence og hastige levering. Baxter er en fuldkommen formidabel teknisk rapper. Hans flow er svimlende imponerende, ord-, bogstav- og enderim tenderer ofte det måbende og selv hans nasale stemmeføring synes at være en force. At Jam Baxter er englands bedste rapper er en efterhånden forældet sandhed - selv hans label-kollega Dirty Dike, der gæster "Menu", fremstår decideret enfoldig i Baxters selskab. 

     For at gøre det vanskelige, det kryptiske og det udfordrende "værre", har Baxter allieret sig med produceren Chemo, vis lydbillede er mindst lige så krævende. Tilsammen gør Jam Baxter og Chemo ...So We Ate Them Whole til en umiddelbart ufremkommelig og tilpasningsvanskelig affære. Den tålmodige lytter vil dog blive belønnet klækkeligt, da nærværende plade med tiden viser sig at være noget af det flotteste, mest kompromisløse og ambitiøse, der er udgivet i år.     

Pladen åbnes med den opulente "Wings Cost Extra", hvor en spinkel harpe, luftig rhodes og organisk insisterende trommer danner et fabelagtigt lydbillede for Baxter, der maler et mørktonet billede af de mange udskud, der hænger ud i bugen på en ækel metropol. Baxters billedsprog her er lodret mesterligt. Det er svært at glemme en beskrivelse som følgene:

"His skin hung like patchwork hammocks from his limbs /
Gaping mouth like an ink stain splattered on his chin /
The sweat cascaded from his palms /
With a stance reminiscent of a circus bear balanced on a pin"

Også hans beskrivelse af konfrontationen med sin egen eksistens ubetydelighed ætser sig fast, når han på den kolde, industrielt klingende "28 Staples", der bærer en vis reminiscens til Silent Hill soundtracket, rapper:

"And just when you think you've surpassed mortality /
Master of all in a cardboard galaxy /
The last black hole threw my passport back at me /
At border control handcuffed to reality"

Eminent bliver det endvidere på "Everything", hvor Baxter med pergamenttynd skrøbelighed og bitterhed i stemmen beretter om endnu et break-up med "girl number 467", og om hvordan hans hjerte nok engang er reduceret til en "Cold sterile pebble in a little dark mineshaft". Disse ekstremt velforfattede guldklumper er at finde overalt på pladen. Lyt bare til når han hovedkulds flygter fra enhver form for ansvar og forpligtelse i eskapisme-oden "Caravan":

"I left after dark, sped past the guards /
Handed them a shovel yelling "X marks the past" /
One too many nights at the chess master's yard /
Where a jeweller and a thief split the rent half and half /
"Read between the stretch-marks and scars little wench /
Them two names within a heart carved in a bench ain't ours" /
I said it with impeccable mystique /
As I hotwired a seven four seven with my teeth"

Jam Baxters univers er fyldt med freaks, misfostre, galninge og andre skæve eksistenser, der forhutler sig rundt i en sagnomspunden underverdens miserable pløre. Det er mørkt og dystert, og stemningen i Baxter's tekster følges til dørs af Chemo's produktioner, der emmer af velkomponeret væmmelse. Tag bare "Husk", hvor han formår at suge enhver form for sommervarme ud af sine caribiske olietønder, der ellers er ambassadør for netop dette. Samtidig udstråler produktionerne noget storslået betagende, der er svært at indfange med ord; noget særligt, der tryllebinder lytteren og gør det meste andet musik, der bliver spillet umiddelbart efter, til lidt af en pauver omgang.  

...So We Ate Them Whole kræver som sagt tid. Jeg foreslår, at man sætter sig med pladen i et par gedigne høretelefoner og gør præcis som Italo Calvino opfordrer til: "Slap af og koncentrer dig. Lad vær med at tænke på andre ting. Lad verden uden om dig blive utydelig". Dét vil du næppe fortryde.  

Og med forlov, lad os lige blive enige om, at udsagn som "2014 har været et dårligt hiphop-år" ingen steder hører hjemme. Det handler udelukkende om, hvor meget tid man investerer i at opstøve og fordybe sig i det gode. Hvis man ikke brugte eller havde så meget tid, så var 2014 måske et sløjt år. Men i det omvendte scenarie var der saftsusemig meget godt. ...So We Ate Them Whole har næsten alene potentialet til at gøre 2014 til et mindeværdigt år, sammen med Beleaf's Red Pills + Black Sugar, L'Orange's The Orchid Days, Intuition & Equalibrum's selvbetitlede album og, I ved, alle de andre formidable udgivelser, der er blevet totalt ekskluderet fra alle de fissefornemme års-lister, der ikke tjener mange andre formål end at afsløre de naive fjolser, der står bag. Ophavsmænd til tilsvarende ytringer bør fra nu af som straf skulle løbe ti runder rundt om rådhuspladsen i sit Adam og Eva kostume, til lyden af "Not One Of Us" fra Løvernes Konge 2.

5/6 

...So We Ate Them Whole kan købes på både CD og vinyl via High Focus Records her

Kalle approves!

- Jeppe Barslund