Brothers of the Stone - Brothers of the Stone

Det britiske hiphop-label High Focus Records har vidst en skjult agenda i år 2013, - nemlig at skulle overtage hiphop-gamet! Med to gedigene udgivelser fra Dirty Dike, Jam Baxter's fabelagtige The Gruesome Features (anmeldt her) og Dog 'n' Bone -projektet, ser det ud til, at selskabet kan blive ved med at lange kvalitets-musik over disken. Nu har de langet endnu et over disken med Brothers of the Stone's selvbetitlede album, og det er måske endda det hidtil "største" i år.

Brothers of the Stone består af rapperne Leaf Dog og BVA (begge med i The Four Owls) samt Leaf Dogs lillebror, produceren Illinformed, der bl.a. producerede "Brains" fra førnævnte The Gruesome Features.
Sammen har de sat sig for at tage det bedste fra boom-bap 90'erne og tilføje et twist af britisk hiphop til kedelen. Produktionerne består derfor at stramme trommer og savtakkede basgange, der får nakkehvirvlerne til at skælve i frygt, samt absurd fantastisk velvalgte soul-samples og jazz-detaljer, der bidrager med detalje og kompleksitet til de rå beats. Numre som "The Awakening", "Both Wicks" og "Drug Vultures" bærer måske beats, der er boom-bap "traditionelle" på en lidt kedelig måde, men på den anden side er "They See You", "Future", "Burning My Soul", "Wisdom" og "Underground" så udsøgte, at jeg nærmest ikke kan huske hvornår jeg sidst hørte noget så gennemført. Illinformed burde blive et eftertragtet go-to navn oven på denne plade.

Ikke bare beats er gennemgående gode, Leaf Dog og BVA besmykker projektet med skarpsindig og vittig rap, som alle kan relatere til. Dertil får de besøg af prominente gæster som Reef the Lost Cauze, Vinnie Paz og KRS-One; samarbejder som de har "byttet" sig til for beats og andre "venne-tjenester". "Knowledge of self, that's hiphop to me" rapper KRS på "Future", og det stemmer meget godt overens med plandes lyriske røde tråd. Leafy og BVA rapper om livet og alle dets ups n' downs; om at tage kontrol over sin tilværelse, om at være fri, om ikke at lade andre diktere ens valg og holdninger og om at "holde det ægte". Det lyder måske lidt kliché - og er det for sin vis også, rent tematisk - men deres tilgang er forfriskende og dejligt alternativ. På "Take Control" får lytteren fx serveret poetiske words to live by:

"Life's a pussy, you just eat it /
Then you beat it and you cheat it /
Or if the shit's a game then I complete it"

Det gode budskab og den gode fortælling leveres uden løftede pegefingre, men istedet med et glimt i øjet og tilpas mange bandeord; "It's time to get free, this is for you, this is for me / This is for anything you wanna fucking be".
     Og så er det heller ikke tilfældigt, at det er nogle af de amerikanske heave-hitters de har inviteret med på pladen, for både Leafy og BVA holder om mikrofonen med ligelig saft, kraft, styrke og autenticitet. På "Burning My Soul", der gæstes af High Focus generalen Fliptrix, rapper de:

"Ain't you heard man, real music always had a following /
Instead of carbon copy carbon copy copy copying /
We never sold out and jumped ship like alotta men /
And who were those one hit wonders again? I've forgotten them"

Brothers of the Stone er en solid plade, hvor der rappes fantastisk over solide beats, der kun i få tilfælde rammer ved siden af. Den dybe tallerken bliver nok ikke opfundet her, men Leaf Dog, BVA og Illinformed tager alt det bedste fra 90'ernes boom-bap og serverer en opdateret version, der er virkelig mange lyt værd.

4.5/6

- Jeppe Barslund 

   

El-P + Killer Mike = Run The Jewels

"Dolphins prone to rape'll hear the tape and start to think about it /
Monks won't immolate themselves until the record hits the shelves /
Yetis walk right out the woods to cop it without thinkin' bout it /
Workers at the sweatshop kill they boss to how the vets drop /
Worker ants surround their queen and chew the bitch's head off /
Drug-dogs bark at the tour bus when it park /
Priests take the cock out of their mouths to hum along when the chorus drop"

- Der er ingen som El-P, der kan lægge tonen for et album så nådesløst og over the top!
   
Killer Mike udgav sidste års absolut bedste plade med R.A.P. Music som El-P velsignede med sin - efter min mening - flotteste og mest sprudlende samling beats til dato (læs anmeldelse her). På baggrund af pladens store succes (i undergrunden) har de to nu slået hovederne sammen for at danne gruppen Run The Jewels og har udgivet deres selvbetitlede debutalbum gratis.

Run the Jewels har meget til fælles med R.A.P. Music; kemien imellem de to er fænomenal, energien er i top, deres flows imponerer og produktionerne rykker. Personligt synes jeg dog samtidig, at Run the Jewels er et step down fra R.A.P. Music på samtlige punkter. Hvor den konfrontatoriske battle-rap blev suppleret med sublim storytelling og stor spændvidde i emnevalgene på R.A.P. Music, synes Run the Jewels rimelig ensrettet i indholdet, og Killer Mike får aldrig foldet sine egentlige evner ud i samme stil som på R.A.P. Music. På nærværende plade holder han sig primært til battle-rappen, hvilket han dog også kommer godt fra. På "Job Well Done" rapper han:

"Whoo, they done let that fuckin' Mike Out /
It's like Tyson in the '80s, nigga snap and punch your lights out, YEAH /
It's like Tyson in the '90s, if I'm losing take a bite out /
I'm so motherfucking grimy /
So motherfucking greedy, gritty /
Mama said she couldn't breast-feed 'cause I was bitin' at the titty"

Battlerappen bliver dog en smule ensformig, og jeg savner numre som "JoJo's Chillin'", "Reagan" og"Don't Die". Rent rap-mæssigt synes jeg endda at El-P stjæler showet, og da han har produceret hele herligheden ender det i min optik med at lyde som et El-P projekt med Killer Mike som gæst, og ikke et fælles projekt.

Lydsiden er rendyrket El-P! - Det hele slår fandens hårdt, det er grumset, insisterende, larmende og uhyre effektivt. Igen synes jeg dog at det er et step down fra R.A.P. Music. Mange af produktionerne lyder 70-80% færdige, betydende at jeg synes der mangler den sidste kant og detalje, der gjorde at samtlige numre fra R.A.P. Music var prangende stand-out tracks. Den gode nyhed er så, er selv på 70-80% lyder El-P bedre end mange andre, så det er bestemt solidt. Et gennemgående problem for mig, som trækker en del ned for mig, er omkvædene. "DDFH" bærer et monster af et beat, men desværre også et virkelig slattent "Æh, æh, æh, æh, æh, æh-æh-æh" -omkvæd. Det samme gør sig gældende med "No Come Down" og "Get It", der lugter lidt af, et en dead-line eller lignende har forhindret dem i at færdiggøre numrene.

"Producer gave me a beat, said it's the best of the year /I said "El-P didn't do it so get the fuck outta here!""

Ovenstående citat fra Killer Mike har stadigvæk en vis rigtighed, for El-Producto's beats er stadig super sprøde. I min optik har hele Run the Jewels -projektet her bare en "for sjov" vibe over sig, der gør, at jeg nok ikke kommer til at høre det så intenst som deres forgænger. Og for at sætte tingene i perspektiv, så hører jeg stadig R.A.P. Music regelmæssigt.  

Hent Run the Jewels gratis her

4/6

- Jeppe Barslund

Jay-Z - Magna Carta Holy Grail

Tidligere i sommer skrev jeg en eksamensopgave om autenticitet; om at være autentisk i sin gerning. I opgaven kom jeg blandt andet ind på (og det er naturligvis ikke kun mine ord, adskillige meget-meget kloge mennesker er citeret og refereret), at autenticitet er det, der kan bære et individ fra professionalisme og kompetence videre til oprigtighed og ægthed; de absolut mest efterstræbelsesværdige "egenskaber" inden for hvad-end man vælger at lave i sit liv. Hvor den autenticitets-løse dygtighed er præget af standartisering, regler, normer og skabeloner, fordrer autenticiteten det alternative, det originale, modet og lysten til at prøve noget nyt og den absolutte personlige involvering.

Ser vi på forrige anmeldelse af Kanye West's Yeezus må man erkende - om man kan lide pladen eller ej - at den opfylder samtlige kriterier for autenticitet; originaliteten, modet til at prøve noget nyt, det (yderst) alternative udtryk og West's komplet kompromisløse involvering i sit personlige projekt. Af samme grund vil jeg altid have den dybeste respekt for Kanye, for uanset hvor hårdt man prøver kan man ikke frarøve ham hans autenticitet.
     Med Jay-Z's dugfriske Magna Carta Holy Grail står det på beklagelig vis soleklart, at han udfylder samtlige kriterier for den rigtig nok dygtige, professionelle og kompetente, men så sandelig også den fuldstændig autenticitets-løse. MCHG er et skabelons-skåret, standartiseret Jay-Z album af den mest forudsigelige skuffe, og det er bare ikke længere godt nok.

Magna Carta Holy Grail er groft opridset det mest livløse, uambitiøse og ligegyldige Jay-Z album til dato. Han har, i tæt samarbejde med Timbaland, formået at skabe et album, hvor samtlige numre fremstår monotone, trætte og uentusiastiske. Midtvejskrisen The Blueprint 3, som jeg var rimelig hård imod, havde i det mindste en lille håndfuld lytbare skæringer. Det tætteste MCHG er på at komme noget, jeg gider at høre, er den under ét minut korte "Versus", der, grundet dens længde, ikke rigtig tæller.
     Jeg får lyst til at citere Mund De Carlo* når jeg skal pege på det generelle problem med Jay-Z anno MCHG, for der er lige præcis ingen kompositoriske lækkerier eller tekniske finesserier, som førhen har været hans varemærke. Leveringen er flad og uinspirerende og engagementet anæmisk.
     Kigger man på indholdet vil man med garanti støde på lyrisk guf her og der; kløgtige ordspil, dobbelte- og tredobbelte entendres og andre sproglige finurligheder. Dog har jeg aldrig været mere ligeglad. Det imponerer ganske simpelt ikke længere i min bog. Med MCHG beviser Jay-Z, at lyrisk vid og substans ikke er to potter pis værd, når alting omkring det halter så eftertrykkeligt som det her er tilfældet. - Og så godt er indholder såmen heller ikke. At Rick Rubin, Timbaland og Pharrell er ved at komme i bukserne i en velproduceret hype-video, er ikke ensbetydende med, at man ikke kan rationalisere sig frem til, at der er enorme mængder halvhjertet tomluft at finde på pladen. Jay synker endda - af flere omgange - ned på et så lavt niveau, at det tenderer et Lonely Island sketch. At høre "Twerk, Miley Miley Miley, twerk" fra daddy Jay-Z er voldsomt pinligt. Hans forsøg på at genbruge Nirvana og R.E.M.'s ikoniske omkvæd er decideret ækle at lægge øre til, og hans utallige Basquiat name-droppings, shout-outs og referencer giver en virkelig akavet fornemmelse af, at han forsøger at gøre sig selv til "ham der gjorde det cool at være nede med Basquiat". Motivationen for at skrive er i sit visne efterår.

Timbaland agerer hovedarkitekt på størstedelen af pladens produktioner, og jeg ved ikke hvad fa'en de har forestillet sig, men der er nærmest bare intet der fungerer. Selv siger Timbo om MCHG: "It's gon' change hiphop", men jeg kan ikke se hvordan det skulle kunne lade sig gøre, når det eneste de reelt har lavet er sløje efterligninger af de beats, der har domineret mainstream hiphoppen de sidste mange år.
     Timbaland producerede stort set hele Justin Timberlake's album fra tidligere i år, hvorpå flere af årets absolut flotteste produktioner er at finde, men på MCHG er der absolut intet, der er værd at skrive hjem om. Helt elendigt bliver det, når de på "Crown" forsøger at ramme den lyd Kanye West skabte på Yeezus, der på alle leder og kanter er MCHG's diametrale modsætning. Hvor Kanye hovedkulds angreb det etablerede, reducerer Jay-Z sig selv til virksomhedernes nikkedukke, og hans yderst profitable aftale med Samsung har resulteret i det uden sidestykke mest tamme Jay-Z album til dato, oven på hvilket man på beklageligvis må konkludere, at Jay-Z ikke længere er en relevant skikkelse på hiphop scenen.

2/6

- Jeppe Barslund