Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

Efterårsferien er over os, så der er forhåbentlig ikke nogen der har noget imod, at den her anmeldelse bliver en anelse lang (?).

Macklemore & Ryan Lewis har med deres første VS. EP, den efterfølgende VS. Redux EP og en håndfuld stærke singler, først án af "Wings", bygget en ufattelig stærk hype op omkring deres første langspiller. Nu er den endelig ude, og den har allerede sat sit klare, tydelige præg, - ikke bare på hiphop-genren men musikken generelt. Så vidt jeg har kunnet researche mig frem til, er The Heist den første udgivelse i musikhistorien, der er gået #1 uden at have et pladeselskab i ryggen. At singlerne tilmed er substantielt tunge på tankevækkende indhold, står ligeledes i skarp kontrast til de sange man er vandt til at se på hitlisterne.
     iTunes-førstepladsen kunne ikke være mere fortjent, for der ligger et vigtigt (om end en kende klichépræget) statement i selve placeringen: Man kan hvad man vil, hvis man er villig til at arbejde hårdt nok for det. "The greats weren't great because at birth they could paint / The greats were great because they paint a lot" rapper Macklemore på åbneren, der meget sigende har fået titlen "Ten Thousand Hours", navngivet efter den idé, at det kræver titusinde timers træning at mestre noget. Jeg vil vove at påstå, at det på nuværende tidspunkt - endda på trods af at The Heist "kun" er deres debutplade - er et faktum, at Macklemore og Ryan Lewis er mestrer indenfor deres områder.

Macklemore - lyrics

"I make my living off of words /
And do what I love for work /
And got around 980 on my SATs /
Take that system! What did you expect? /
Generation of kids choosing love over a desk /
Put those hours in and look at what you get /
Nothing that you can hold, but everything that it is"

Motiverende ord, også taget fra pladens indledende nummer.
     Det har ikke taget Macklemore meget mere end en håndfuld udgivelser for at blive en af mine favorit rappere nogensinde. Det skyldes en længere række ting, men vigtigst af alt, at han først og fremmest er et menneske. Et menneske som alle os andre. De fleste rappere kan kategoriseres som værende det ene eller det andet; gangster, conscious, mainstream, underground, southern, politisk, you name it. Macklemore tillader ikke påsættelse af specifikke mærkater på samme måde. Macklemore er en rapper med talrige kvaliteter; han kan være ekstrem up close og personlig omkring sit eget liv det ene øjeblik, og totalt far out fjollet det næste. Kommentere på aktuelle problemstillinger i samfundet hér og rappe om baseball dér. Være stærkt imod konsumerisme på det ene nummer og forherlige Cadillacs på det andet. Han har beskrevet sig selv som værende en "walking contradiction", og det er faktisk noget af det jeg bedst kan lide hos ham, for ingen er perfekte, og det er der virkelig mange rappere der er bange for at vise. Hvor de fleste rappere ihærdigt forsøger at opbygge et slags superhelte-image, sørger Macklemore konstant for at pille dét image ned, hvis han føler, at han er for tæt på at nærme sig et ophøjet status. Han gør det meget klart, at han ikke er bedre end andre. På nummeret "A Wake" fortæller han endvidere, at han er træt af at blive kaldt en "bedre rapper and de andre". - Så når han rapper "These interviews are obnoxious / Saying that it's poetry, it's so well spoken, STOP IT!" refererer han ikke til de rappere jeg normalt klantrer for at være elendige, men udelukkende sig selv. Dét er efter min mening en eminent kundskab at være i besiddelse af.

Macklemore har endvidere en unik evne til at koble egne erfaringer sammen med skarpe iagttagelser, der kommenterer en sag i et større perspektiv, samtidig med at han spæder op med eksempler på problematikken, som alle kan forholde sig til. Tag f.eks. det lyriske mesterværk "Same Love", hvor han starter med egne erfaringer: "When I was in the third grade, I thought that I was gay / 'Cause I could draw, my uncle was and I kept my room straight". I andet vers bliver "alle vi andre" så indlemmet i sagen, qua et velkendt, håndgribeligt eksempel:

"If I was gay, I would think hiphop hates me /
Have you read the YouTube comments lately? /
"Man that's gay" gets dropped on a daily /
We've become so numb to what we're saying" 

- Ikke fordi jeg går ud fra, at der er nogen af "os" der kalder hinanden "faggots behind the keys of a message board", men man finder bare ud af, at hadet virkelig er over det hele, om folk tænker over det eller ej. I løbet af "Same Love" får Macklemore både kommenteret på hvordan undertrykkelsen af minoriteter er gået i arv ("Out culture founded from oppression"), samfundets syn på homoseksuelle ("America the brave, still fears what we don't know"), politik ("The right-wing conservatives think it's a decision"), kirke ("If you preach hate at the service, those words aren't anointed") og får sammenlignet hadet med religiøse krige og racisme. Afsluttende smider han den ultimative bombe, der får selv en som mig, der altid har været fór homoseksuelles rettigheder, til at tænke yderligere over tingene, når han rapper: "Kids are walkin' around the hallway plagued by pain in their heart / A world so hateful some would rather die than be who they are". At Macklemore er i stand til at få inkluderet alle de her aspekter af samme sag, helt uden at man som lytter bliver forpustet, har jeg ufattelig meget respekt for.

Han gør det samme på "Wing$", hvor han både rapper om sit eget forhold til Nike's og hvordan en bekendt blev slået ihjel på grund af sine sko, til hvordan Nike som brand har hjernevasket flere generationer til slavisk at følge en trend og blive en del af et - af producenten grundlagt - forbrugersamfund. Men den løftede pegefinger er ingen steder at finde, for selvom Macklemore tydeligvis er bevidst om, at det egentlig er en dårlig sag man støtter ved køb af et par Nike's, synes han stadig at det er en fantastisk sneaker. Men til ham, der stolt rakte sin Air Jordan i luften da "Wing$" blev spillet på Vega; jeg er ikke helt sikker på at du har forstået sangens budskab?
     Macklemore er inde på noget af det samme på "Thrift Shop", hvor han ligeledes rapper om hvordan store firmaer "narer" folk til at købe deres vanvittigt overprized produkter:

"They be like "Oh that Gucci, that's hella tight" /
I'm like "Yo, that's 50 dollars for a T-shirt" /
Limited edition, let's do some simple addition /
50 dollars for a T-shirt that's just some ignorant bitch shit /
I call that getting swindled and pimped, shit /
I call that getting tricked by business"

(Er jeg den eneste, der aldrig har set en Gucci T-Shirt til 250-300 kroner??!).
Macklemore er dog godt klar over, at det ville være komplet overkill, hvis alle sange var lige tunge på budskaber, og "Thrift Shop" er først og fremmest en top-underholdende sang om at "poppe tags", selvom man kun har en hund' på lommen.
     Humoren er bestemt en anden af Macklemore store forcer. "Castle" alene er rigelig bevis! Her træder Macklemore's sex-gale alter ego Raven Bowie i karakter, hvor fest-stemningen er total man lyrikken det rene nonsens! Det handler om at feste igennem og blæse på alt hvad der hedder velskrevet lyrik. Mon ikke der alligevel gemmer sig en lille kommentar heri? Især i det afsluttende bridge-stykke, hvor han rapper om at slå en prærieulv ihjel til festen og spise den! Det er det rene volapyk, men overdynget med auto-tune lyder det stadig super fedt, så måske han forsøger at sige, at man kan slippe afsted med det meste, hvis der er auto-tune på? Det kan også være jeg lægger for meget i det?

Andre højdepunkter tæller "Neon Cathedral" hvor han rapper om at skrotte Gud, Biblen og kirken til fordel for sprut, liquor stores og bodegaer. Sangen er nært beslægtet med pladens ømmeste skæring "Starting Over", hvor han netop rapper om hvor svært det er at komme tilbage på rette spor, fuldendt med de inspirerende linjer "If I can be an example of getting sober / Then I can be an example of starting over".  "Starting Over" byder på masser' tekst med stå-pels-potentiale, som f.eks. når Macklemore indleder andet vers:

"And every kid that came up to me /
And said I was the music they listened to when I first got clean /
Now look at me, a couple days sober /
I'm fighting demons /
Back of that meeting on the east side /
Shaking, tweakin', hope that they don't see it /
Hope that no one is looking /
That no one recognized the failure under that hoodie"

Hans fiktive samtale med Interscope-chefen Jimmy Iovine, på nummeret af samme navn, er ligeledes fantastisk. - Især når den glubske pladechef præsenterer 360 graders-reglen og estimerer at Macklemore og Ryan Lewis har 7% af det samlede salg tilbage til deling, til hvilket Macklemore svarer: "I appreciate the offer, thought that this is what I wanted / Rather be a starving artist than succeed at getting fucked!".

De eneste sange der ikke siger mig det store rent lyrisk er "Thin Line" og "Gold", der ikke formår at fremstå helt så interessante i min optik. Dog stadig gode sange!

Rent teknisk er Macklemore også en sublim rapper. Hvis nogen siger "bevis det!" så bare spil "Can't Hold Us" eller "White Walls" for dem, og hvis de er gale nok til stadig ikke at være overbeviste, så bør følgende passage fra "Thrift Shop" være tilstrækkeligt:

"Buy it, cop it and washing it /
'Bout to go and get some compliments /
Passing up on these moccasins someone else has been walking in /
Bummy and grudgy, fucking it /
I am stunting and plus it is saving money and I'm hella happy /
That's a bargain bitch!" 

Alt i alt vil jeg sige, at The Heist mere eller mindre er et studie i kompleks, modig, vittig og intellektuel tekstskrivning, leveret med blændende indlevelse. Her er virkelig en mand, der siger hvad han mener og mener hvad han siger. Der er ikke mange rappere pt. der kan måle sig med Macklemore når det kommer til autencitet - punktum.

"Don't forget where you came from /
Don't die holding on to your words /
'Cause you know you got a whole world to change /
But understand who you got to change first"

Ryan Lewis - beats/production

Det var allerede meget klart og tydeligt efter de to VS. EP'er, at Ryan Lewis er en fænomenal producer, og dette image har han bestemt ikke haft i sinde at miste med The Heist. Pladen er fyldt til randen med melodiske produktioner, der er lige så rige på detaljer som de er divergerende i lyd. Fra stadion-store synth-harmonier på "Ten Thousand Hours", et kitchy/catchy club-banger-beat på "Thrift Shop" og umådelig smukt klaverspil på "Same Love" til skrøbeligt guitarspil og synth-melodier på "Starting Over", stramme organiske trommer på "My Oh My" og irsk-lydende banjo-spil på "Cowboy Boots". Ryan Lewis har et virkelig godt øre for fængende melodier og et smittende omkvæd - og det udnytter han fuldt ud. Talrige sangere og sangerinder har leveret vokaler til pladen, og selvom jeg umiddelbart synes det virkede som lige lovligt mange sangere på en hiphop plade, så fungerer det faktisk umådelig godt. Omkvædene bliver aldrig dominerende; de akkompagnere den stil og stemning som deres repræsentative numre er bygget op omkring utrolig godt, og bidrager med solide, harmoniske vokaler til Ryan Lewis' produktioner, der i de fleste tilfælde er skræddersyet til dem.
Jeg kan allerede nu sige, at flere af årets flottest producerede og mest prangende beats vil være at finde på The Heist. Der kan ikke være nogen tvivl. Ryan Lewis gør det virkelig svært at vælge en favorit, og jeg kan efter halvandet dusin gennemlytninger konstatere, at der hele tiden dukker nye ting op i produktionerne; små ting her og der, der bliver ved med at give numrene nyt liv, og i takt med at omkvædene sætter sig mere og mere fast, så bliver pladen sværere og sværere at give slip på.

All in all...

Der er flere numre på The Heist som sagtens kunne kritiseres for det ene eller det andet. - "Gold" for både beat og lyrik, "Thin Line" for et halv-tyndt omkvæd, "White Walls" for at være malplaceret på pladen, "Cowboy Boots" for at virke akavet som bodega/øl-sangen i kølvandet på sange om alkoholisme og om at blive ædru. "Castle" for på ingen måde at passe ind i den stil som resten af pladen repræsenterer, og "Bombom" som et måske lidt for vagt instrumentalt stykke. 

Alt dette KUNNE man sige - jeg ville have forståelse for det. Personligt finder jeg bare helhedsindtrykket for stærkt og gennemført til, at de små negative ting kan tælle for særlig meget. Macklemore og Ryan Lewis får det bedste ud ad hinanden, og sammen har de skabt et eminent hiphop-værk. The Heist er en vanvittigt fantastisk plade!

5.5/6

- Jeppe Barslund 

I toppen: "Thrift Shop", "Same Love", "White Walls", "Jimmy Iovine", "Wings", "Awake", "Starting Over"

I bunden: "Gold", "Bombom"