2011 var et stort år for den Australske new-comer producer M-Phazes. På trods af, at han entrerede året som værende et ubeskrevet blad, var han en af sidste års helt store go-to producere for mange store navne. Således var han både at finde på udgivelser fra bl.a. Talib Kweli, Pharoahe Monch, Edo G og Brown Bag All Stars.
Nu er det blevet hans egen tur, og med Dj-mixtapet Phazed Out har han remixet og "re-worked" en masse sange fra Coalmine Records kataloget. Nogle af numrene er derfor ikke helt nye.
På pladens åbner får M-Phazes et co-sign fra Dj Premier, der siger: "M-Phazes is definitely one of the new, up-n-comers that's making the hardest, original beats. He got his own lane, and hes definitely comin' with a new style, that I love and appreciate...". - Lad os se lidt på dén udtalelse, for jeg synes ikke det er alt her der passer. Jeg går helt klart med på, at M-Phazes er en af de nye producere man skal holde øje med. Jeg går helt klart også med på, at han producerer yderst hårdtslående beats. Men jeg er ikke med på, at hans beats er originale, eller hans stil ny.
M-Phazes lader til at holde sig til nogle sikre formularer, der bestemt fungerer, men ikke overrasker det mindste. Det er "stort" og tungt, men også meget "typisk" og ensartet. "All Out" og "Underground Railroad" brager ganske fint derudaf, men skal man være helt ærlig, så er bombastiske trommer og stadium rock-guitarer hørt før, og bedre. Til tider savner man også lidt variation i produktionernes opbygning. "What It's All About" med Brown Bag All Stars - der er ved at være et år gammel - fanger umiddelbart ens opmærksomhed med det sprøde guitar-riff og stramme trommer, men intet i produktionen ændres, og efter fire minutter med det samme riff på repeat, er man allerede ved at være en smule træt af det.
Personligt ser jeg intro-beatet på "M-troduction" som pladens absolut bedste. Samspillet mellem keys, electro-bas og pumpende trommer er simpelthen vanvittig effektivt. Desværre er nummeret meget kort, og den altid formidable Emilio Rojas - der burde have fået tre vers at lege med - må se sig tilfreds med otte linjer. Problemet er, at beatet til introen sætter baren højere end nogle af de efterfølgende beats er i stand til at måle sig med, så den fuldt ud euroforiske optur man sidder med fra åbneren, er faktisk kun dalene derfra.
Dermed ikke sagt, at der ikke er guld at finde! - "Midnight Madness" er en mørk og tung skæring, der bærer et fantastisk beat, hvorpå Heltah Skeltah brillerer i stor stil. CL Smooth og Skyzoo slår hovederne sammen på "Perfect Timing", der med sin savtakkede basgang også ligger i den absolut gode ende. Og så er Masta Ace og Bekay simpelthen bare sublime på den herligt old-school lydende "Brooklyn Bridge", der burde kunne tilfredsstille enhver hiphopper.
De resterende numre formår ikke at rigtigt at imponere mig for alvor. Håndværket er som sagt solidt, men lige siden intro-nummeret leak'ede har jeg siddet med en forhåbning om, at M-Phazes ville blæse mig bagover. Det skete ikke rigtig. Derfor, en utrolig gavmild...
Med tre verdensmesterskabs-titler i streg, samt talrige andre priser og mesterskaber, vil jeg mene, at det har sin rigtighed at udpege C2C som værende klodens bedste dj-crew. Bestående af Hocus Pocus' to ledende stjerner, 20Syl og DJ Greem, Frankrigs mest solo-vindende dj, Dj pFeL, samt pladeselskabsejer/vinyl entusiast dj Atom, er det lidt af en kvartet vi har med at gøre. Har man ikke stiftet bekendtskab med gruppen før, er følgende video, hvor man ser deres act i 2005, der sikrede dem verdensmesterskabet, en glimrende introduktion:
Helt i stil med danske Den Sorte Skole, laver C2C musik, skabt ud fra andres, allerede eksisterende musik. De dissekerer altså diverse numre, plukker instrumenter og effekter ud i brudstykker, og sætter dem sammen til deres egne numre. Men i modsætning til Den Sorte Skole, hvor man aldrig er i tvivl om hvad det er de har taget, fra præcis hvilken sang, så lyder C2C's numre som originale skæringer. Dette er både deres force og deres hæmsko. På den ene side er de beats som gruppen kreere ganske sublime, uden at være alt for eksperimenterende og udfordrende, men på den anden side snyder de sig selv for en hulens masse kredit ved at gøre det så "nemt". De instrumentale kompositioner ændrer sig ikke synderligt undervejs, og de fleste skæringer kunne lige så vel have gjort sig som instrumentaler fra en Hocus Pocus plade. Er dette en skidt ting? Bestemt ikke, jeg undrer mig bare over hvorfor de ikke har brugt C2C platformen til udfordre sig selv lidt mere. Jovist, der bliver scratchet til den helt store guldmedalje, men når først beatet har fundet sit rette loop, så bliver det der sangen ud. Tag f.eks. "Someday", der er en vidunderlig skæring - simpelthen mageløst beat - men ud over en masse scratch, så forbliver beatets kerne den samme i sangens fem minutter. Og sådan er det faktisk med samtlige numre. "Down the Road" har den fordel, at man i intro-delen får serveret sangens mange forskellige elementer og brudstykker i en herligt forvirret og fritsvævende form, så hvad der først lyder som en masse musikalske tilfældigheder, bliver med ét samlet sammen til et hårdtslående beat med mundharmonikaer, mudderblues-guitarer og frembrusende synth-strygere. Muligvis EP'ens skarpeste efter min mening.
"F.U.Y.A." derimod snød mig en smule, for da videoen kom ud var jeg vild med nummeret, men uden videoen tabte det hurtigt pusten. Måske det har noget at gøre med, at når det kommer til dj-crews, så ligger en stor del af underholdningsværdien i det visuelle; altså når man kan følge med i, hvornår hvilken dj bruger det ene eller det andet sample. Her er "F.U.Y.A." videoen intet mindre end genial. Jeg synes f.eks. også at Den Sorte Skole er en del federe live end på plade, da man kan følge med i "live-skabelsen" af beat'sne. Uden det visuelle glemmer man hurtigt, at sangene på Down the Road EP'en er skabt som de er, for i modsætning til gruppens konkurrence-numre, så forbliver skæringerne herpå ganske simple i deres udtryk.
Ret skal dog også være ret: håndværket er nogenlunde lige så træfsikkert som man kunne forvente af en Hocus Pocus udgivelse, så som udgangspunkt er der dømt tungt hiphop-swing over hele feltet, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke har skam-lyttet flere af EP'ens numre til uigenkendelighed. Det negative jeg har at sige om EP'en bunder vel nok i, at jeg er en smule konfus over produktet i sig selv. C2C har snakket om denne, deres debut, siden de vandt i 2005, så her, syv år efter, tror jeg måske bare at jeg havde forventet noget vildere, skørere og mere dj-excentrisk fra de fire herrer. Men en fed EP, det er det.
Den bedste musik er i min bog den, der taler til ens følelser. Musik, der kan fortælle en historie, som rammer lytteren på det ene eller det andet punkt; dette værende sig glæde, sorg, kærlighed, tab, depressioner, håb, frygt, smerte eller noget helt niende eller tiende. Som det (forhåbentlig) fremgik af min A Piece of Strange artikel, forud for dette indlæg, så var dér i høj grad tale om en plade, der talte meget direkte til mig, personligt, og som af samme årsag er en af de mest betydningsfulde udgivelser, jeg i mit liv har lagt øre til. Det samme kan uden tøven siges om John Grant's solo-debut Queen of Denmark, der er så ufattelig rig på personlige, følelsesladede fortællinger, at jeg vil mene, at man skal være et følelsesmæssigt hæmmet individ, hvis man ikke bliver påvirket af det.
Queen of Denmark (2010) er den biografiske og tragiske fortælling om en mand, der lige siden barns ben har fået at vide, at han ikke var god nok. Født ind i en stærkt kristen familie i Michigan, hvor homoseksuelle og farvede var "djævelens værk", havde John Grant alle odds imod sig, da han i en meget ung alder var bevidst om sin homoseksualitet. Han fik dagligt at vide af sine forældre, at det han var, var forkert, så han forsøgte i årevis at undertrykke sin seksualitet. Han lærte igennem sin kristne familie, at det var en synd som bøsse, at være tilfreds med sig selv. Ydermere fik han ordret at vide, at "if you have a cock in your mouth, you better have a vagina between your legs". Her kan man virkelig snakke om at være fanger imellem to verdener. På den ene side var John Grant bevidst om, at han ikke kunne ændre sin seksualitet, men på den anden - på sin vis irrationelle side - overtalte han sig selv til at prøve, fordi han, ud fra sin løgnagtige opvækst, var klar over, at han ikke var "normal". Han prøvede i årevis at bryde sin egen person ned og ødelægge den han var, hvilket resulterede i en række neuroser, der ultimativt førte ham ud i et heftigt stofmisbrug. Som han selv har sagt, så var de første tyve år af hans liv "shit", og de efterfølgende tyve år har han brugt på at bearbejde de første tyve års "shit".
Hans musikalske karriere startede omkring midten af 90'erne med bandet The Czars, med hvem han udgav tre plader i løbet af et årti, men eftersom de aldrig blev et kendt navn, var det eneste John Grant kunne konkludere ud fra dét, at han heller ikke duede som sanger, og nok bare burde droppe det. Musikkarrieren blev lagt på hylden og erstattet med et endnu større stof- og alkoholmisbrug. Han var derude, hvor han forsøgte selvmord, men nåede aldrig at gennemføre, da bandet Midlake rakte ham en hjælpende hånd da nøden var størst. De sagde til ham, at han ikke måtte lade sin flossede selvtillid få skovlen under ham, og de tilbød at få ham på ret køl. De lod ham bo hos dem, de lod ham indspille musik i deres studie, de agerede selv studie-musikere, og de var selv rundt med ham og spille diverse steder - det hele gratis, af ren og skær venlighed. Via denne venlighed genvandt Grant lidt af sin tillid til sine medmennesker, og han valgte at blive clean og fokusere på musikken igen, med fornyet energi.
Hele denne historie udspiller sig på Queen of Denmark, i små, usædvanligt velfortalte bidder. Historien fortælles ikke kronologisk, Grant springer frem og tilbage i tid og sted, men sammenfattet danner de tolv numre på skiven en intet mindre end forbløffende historie. John Grant mestrer minimalismens udtryk som ingen anden, og hans evne til at sætte så præcise ord på følelser, ved hjælp af så få virkemidler, kan nærmest ikke matches af nogen. Dertil vil jeg sige - og dette lyder nok lidt storladent, men ikke desto mindre mener jeg det af hele mit hjerte - at John Grant besidder den flotteste vokal, overhovedet. Dette er naturligvis en smagssag, men personligt er jeg aldrig blevet så bjergtaget af en stemme i så høj grad som Grants'. Og som om alt dette ikke var nok, så er hans samspil med Midlake ovenud sublimt. Har man hørt f.eks. The Trials of Van Occupanther eller The Courage of Others fra dem, så ved man, at de er fantastisk dygtige, men jeg vil mene, at de har overgået sig selv på Queen of Denmark. Det er simpelthen en af de største musikalske fornøjelser du kan udsætte din øregang for.
Jeg kunne sagtens lave en track-by-track beskrivelse af alle 12 numre, men noget siger mig, at mange af jer ville hoppe fra undervejs, og det ville jeg blive virkelig være ked af, for det her er ganske simpelt musik som man må og skal opleve. Jeg vil i stedet plukke mine fem favoritter ud (selvom det er noget nært umuligt at vælge favoritter), beskrive dem med en linje, to eller tre, og bare lade jer nyde dem.
"TC and Honeybear"
Pladens åbningsnummer. Helt ufatteligt stærkt. Starter stille og roligt ud med en blid guitar, men tager til og besmykkes både med kor, en sublim fløjtemelodi og en vokalpræstation i særklasse undervejs. Grant synger om det vigtigste forhold i sit liv, der desværre var dømt til at forlise, og man kan virkelig fornemme hans smerte i fortællingen om TC og hans 'honeybear', der naturligvis er Grant selv og hans daværende kæreste Charlie.
"Chicken Bones"
Et mere up-tempo track, der bæres af et Scissor Sisters lydende klaver og nogle mudrede guitartoner. Teksten er tilsølet i ugidelig ironi og sarkasme, og Grants kulsorte humor, der spiller en stor rolle undervejs på hele pladen, kommer perfekt til udtryk i den tilhørende musikvideo, der må siges at være en af de mærkeligste og sjoveste i mands minde.
"Outer Space"
At dette nummer ikke er blevet et radiohit er mig et komplet mysterium. Det er en let, folk/poppet kærlighedssang, med et omkvæd så fængende, at man må finde sig i at have melodien i hovedet i ugevis, hvis den først har sat sig. Selv i versene er sang-melodien mere fængende end omkvædet på ni ud af ti andre pop-sange.
"Caramel"
Den, i min bog, smukkeste kærlighedssang, der er skrevet. Nummeret består af to vers og to omkvæd, hvoraf de to vers ikke indeholder mere end to linjer hver. Men som skrevet tidligere er der ingen der mestrer minimalismen som Grant, og når man først har beskrevet følelsen af ægte kærlighed med linjerne: "My love he reveals himself, with tendernes and grace, my love has constructed with his arms, for me, the safest place" - hvad mere er der så at sige? Når disse linjer tilmed leveres med en vokal så vidunderligt smuk som herpå, så sidder man med fornemmelsen af, at musik som kunst- og udtryksform ikke når højere luftlag.
"Leopard And Lamp"
Opbygningen af dette nummer er i en klasse for sig. Strukturen og valget af instrumenter ændrer sig konstant. Fra de ensomme keys i starten, til klaver i omkvædet, trommer og strygere i mellemstykket og endeligt en mørk guitar med mudret baggrunds-synth hen imod slutninger. Der er noget "stort" over vokalpræstationen herpå. Grant fanger en fra de første, lette strofer, til den majestætiske afslutning.
- Jeg håber inderligt, at I på baggrund af disse fem numre vil gøre jer selv den tjeneste at investere her, for musik kan ikke blive bedre end det som John Grant og Midlake præsterer på Queen of Denmark. Og hvis I nogensinde får chancen for at se ham live, så gør det! Det er uforglemmeligt.
Det er næsten aldrig sket, at jeg anmelder musik, der ligger så langt fra hiphop-genren som det er tilfælder her, men bloggens eksistensgrundlag har altid været at dele og sprede ordet om det gode musik, og da musik ikke bliver bedre end det her, så måtte jeg simpelthen bare ud med det. Der er alligevel ikke nogen, der udelukkende lytter til hiphop. Top 10 of all time, for mig.
