Lil Wayne - Tha Carter III

På nuværende tidspunkt er det vist hverken en nyhed eller en hemmelighed, at jeg ikke er den store Lil Wayne fan. Som jeg ser det, har han lavet en portion ganske god musik, men langt større mængder forfærdeligt ragelse. For at sige det som det er, in all honesty, så ser jeg Lil Wayne som en af nyere tids allerværste rappere – overhovedet. Faktisk synes jeg at han er så ringe, at det nærmer sig det decideret farlige. Farligt fordi han af nogen – uhyggeligt mange faktisk – bliver anset som værende ”the greatest rapper alive”. Et statement, der for mig hører under samme kategori af påstande som ”Julemanden findes” og ”Jorden er flad”, altså noget man kun kan tro seriøst på, indtil man lærer, at det ganske simpelt er ukorrekt.

       Desværre er der bare nogle ting, der tager virkelig lang tid at finde ud af, og som kan være utroligt svære at finde ud af. En banan skrælles lettest hvis man åbner den fra bunden, ”SOS” står ikke for ”Save Our Souls”, alfabetet har ikke 28 bogstaver og Lil Wayne er ikke en god rapper. Her er tale om misforståelser, der er så udbredte, at det på en mærkværdig, uofficiel måde er blevet ”det rigtige”.

Problemet er, at flere mennesker vil leve hele deres liv, uvidende omkring det faktum, at bananer åbnes lettest fra bunden. Når jeg bliver færdiguddannet som skolelærer vil jeg med garanti også recitere ABC-sangen med mine indskolingsbørn og stadig rime ”æøå” med ”28 skal der stå”. Og på samme vis er det højst sandsynligt rigtig mange, der altid vil være fanget i den (mis)forståelse, at Lil Wayne er et ”lyrical genius”.

      Måske handler det om, at man har været af en vis forståelse eller tro i så mange år, at man et-eller-sted faktisk er ligeglad med om det er rigtigt eller forkert. Hvis jeg styrtede ned med et fly og svømmede i land på en øde ø, så var ”SOS” da også det første jeg ville skrive i sandet, vel vidende, at det ikke står for ”Save Our Souls”, men vel vidende, at det er det de fleste tror, og derfor vil være det eneste rigtige at skrive.

Lil Wayne er ikke en god rapper. Det vil jeg nok aldrig kunne overbevise dem, der synes at han er fantastisk, om, men jeg håber, at de selv bliver afklaret med det på et tidspunkt.

     Jeg kan huske, at da jeg for nogle år siden fik arbejde på Islandsbrygge, og skulle cykle fra Valby hver dag, skulle finde en cykelrute. Jeg fandt en passende rute, som jeg kørte ad hver dag, frem og tilbage. Efter at have kørt trofast ad denne rute i et par måneder kom det mig helt tilfældigt for øre, at der fandtes en rute, der både var hurtigere, pænere og mere stille og rolig. Jeg fandt denne rute, afprøvede den, og erfarede, at den faktisk var både hurtigere, pænere og meget mere uforstyrret. Der blev jeg en smule irriteret over, at jeg i al den tid kunne have hygget mig på denne rute, men i stedet havde taget en trafikeret, larmende og noget langsommere vej til arbejde, i så lang tid. Men jeg fandt den trods alt. Og hvad er budskabet med denne historie så? Jo, jeg håber, at de, der forguder Lil Wayne som værende et ”lyrical genius” en dag vil støde på et bedre, mere plausibelt alternativ, og nå dertil, hvor de kan se tilbage på Lil Wayne som værende ”den besværlige vej” de kørte ad, fordi de ganske simpelt ikke kendte til den anden.    

Jovist, Lil Wayne er en ringe rapper. Men her er det vigtigt for mig at understrege, at der er forskel på dem, der synes at Lil Wayne er en god rapper, og dem, der synes Lil Wayne er god. For han er god til en masse andet end at skrive tekster, blandt andet at finde samarbejdspartnere.

Tha Carter III er uden sammenligning Lil Waynes bedste plade til dato i min bog, den indeholder nemlig nogle fuldt ud pragtfulde skæringer, der giver god grund til at holde af albummet. Fra den mastodontiske produktion på ”Mr. Carter”, det labre og super frække jazz-beat på ”Dr. Carter”, Robin Thicke’s ikoniske omkvæd og produktion på ”Tie My Hands”, Kanyes musikalske genistreg på ”Let the Beat Build”, Static Majors vanvittigt kitschede men effektive ”Shawty wanna thug”-omkvæd på ”Lollipop”, der er båret op af et mindst lige så kitschet men effektivt Jim Jonsin beat, og så må man heller ikke glemme pladens episke afslutning i ”Dontgetit”, med det perfekt flippede Nina Simone sample.

Problemet er bare, at pladens største øjeblikke på intet tidspunkt står på Lil Waynes regning. Det er vigtigere at have folk omkring sig, der kan hjælpe til med at få én til at se godt ud, end faktisk at kunne noget selv. Lil Wayne kan naturligvis noget selv, og der er flere ganske udmærkede lyriske passager, men for hver enkelt gode linje synes der at være tyve tåkrummende ringe. Hvordan får man så sig selv til at fremstå som en god rapper hvis man hedder Lil Wayne, og rent faktisk ikke er det? Man inviterer de rappere, der faktisk er ringere end en selv, til at gæste diverse sange. Det kan simpelthen ikke være et tilfælde, at det lige præcis er Brisco, Juelz Santana og Fabolous der er med her, de absolut værste rappere der har trukket vejret. Og de to gode rappere der er at finde på pladen, Jay-Z og Busta Rhymes, skinner som en sol over Lil Waynes sørgelige stearinlys, og det endda på trods af, at de er langt fra deres topniveau.

Lil Wayne har egentlig nogle fremragende ideer her og der, men udførelsen er mildest talt uheldig i de fleste tilfælde. Den måde han giver ”fuck tha police” rap-genren et twist på ”Mrs Officer” er yderst snedig, men versene er blandt de dårligste skrevet. Også ”Dr. Carter” er bygget op omkring et kløgtigt koncept, hvor Lil Wayne er lægen, der skal redde en række patienter i form af ”wacke rappere”, der kommer ind på operationsbordet. Lidt ironisk er det dog, at hans vers, altså ”lægens behandling”, er fyldt med det meste af det, som hans patienter lider af: ”vocab and metaphors need work, and he lacks respect for the game”. Han rapper bl.a.:

”I stay tight like pussy at night /Baby don’t get me wrong I could do that pussy right /But I’m too wrong to write /Too fresh to fight /Too paid to freestyle /Too good to freestyle /I had to say it twice, swagger so nice”

På den ellers fremragende producerede “Let the Beat Build” rapper Wayne hårdnakket: “I am the best rapper alive” – ja han siger det endda to gange i træk for lige at understrege – men efterfølgende rapper han de potentielt svageste 12 linjer på pladen. Flowet er okay, men det han siger er bare så skræmmende indholdsløst. - Hvilket faktisk er meget sigende for størstedelen af Lil Waynes tekster. Lad os tage et par eksempler:

”I might go crazy on these niggas, I don’t give a motherfuck /Run up in the nigga house and shoot his grandmother up”(“3 Peat”)

“Sister, brother, son, daughter, father, motherfuck a copper /Got da Maserati dancin’ on the bridge, pussy poppin’”(“A Milli”)

“Bitch ain’t shit but a hole and a trick /But you know one ain’t trickin’ if you got it /You know we ain’t fukcin’ if you not thick /And I cool your ass down if you think you’re hot shit”(“Got Money”)

“I ain’t kinda hot, I’m sauna /I sweat money and the bank is my shower /Ha ha, and that pistol is my shower /Ha, so stop sweatin’ me coward”(“Shoot Me Down”)

“But man I ain’t never seen an ass like hers /That pussy in my mouth had me at loss for words /I told her to back up like burp, burp /And make that ass jump like shczerp, schzerp”(“Lollipop”)

I could go on for days, men jeg tror I har forstået budskabet. Lil Waynes skriverier får jo simpelthen Daft Punks  ”Around the World” til at ligne et lyrisk mesterværk, og Beyoncé’s ”Run the World (Girls)” en poetisk genistreg. Ingen skriver dårligere tekster end Lil Wayne. Og så er jeg egentlig rimelig ligeglad med om han har et unikt flow, en karismatisk stemme eller cool hæshed i sin vokal, når teksterne er så nederdrægtigt ringe, så hjælper det intet.

”Tie My Hands” er en af de få undtagelser, hvor Lil Wayne rapper om tragedie-bearbejdelse, hvilket han gør rigtig godt. Hurricane Katrina totalt ødelagde hans hjemby New Orleans, og den motiverende sang om at komme videre i hårde tider er velfortalt og rørende.

Strøtankerne på ”Dontgetit” er heller ikke helt uefne, om end en smule rodede, men man kan høre, at han har noget på hjerte i hans snakken om ”crack cocaine in the hood”. Og så er der selvfølgelig finurligheder som:

”Got summer hatin’ on me ’cause I’m hotter than the sun /Got spring hatin’ on me ‘cause I ain’t never sprung /Winter hatin’ on me ‘cause I’m colder than y’all /And I will never I will never I will never fall /I’ve been hated by the seasons /So fuck y’all hatin’ for no reason”

Der fungerer fint, på trods af, at det jo egentlig er noget værre sludder. Det er endnu en ting Lil Wayne er god til: at overbevise sin lytter om, at hans metaforer og punchlines er gennemtænkte og smarte, - men tænker man bare en smule selvstændigt over det han rapper, så er der virkelig ikke meget ”smart” at komme efter.

Når alt kommer til alt, så er Lil Wayne ikke skyld i noget af fede på Tha Carter III, han har bare været klog nok til at købe sig til nogle gode beats, nogle gode sangskrivere og nogle gode gæstesangere. Hvis man kan acceptere dette, og bare tage den gode musik der nu engang er på Tha Carter III for hvad det er, ja så er der da nogle fine skæringer at finde. Tilhørende kategorien ”let underholdning” vel at mærke, for bedre er det ved Gud ikke.

Endvidere er det også vigtigt at pointere, at Lil Waynes smag i beats kan være mindst lige så afskyelig som god. Der er som sagt nogle fremragende beats på skiven, men ”3 Peat”, ”Get Money”, ”Phone Home”, ”La La”, ”Playing With Fire” og ”You Ain’t Got Nuthin” er bare forfærdelige. Og nej, ”A Milli” bærer heller ikke et fedt beat. Exile flippede beatet på sin mpc i et one-take og lavede en langt federe banger ud af det.

Er jeg en ”Lil Wayne hater”? Muligvis. Det kommer an på hvordan man definere en ”hater”. For mig er en ”hater” synonym med en såkaldt ”internet troll”, der helt uhæmmet sviner alskens ting og sager til, alt imens han/hun forholder sig anonym og gemmer sig bag sin skærm, så denne person aldrig får brug for at forsvare eller forklare sine anklager eller vredesudbrud, der for resten oftest er komplet ubegrundet og tydeligt formuleret i al hast. Jeg ser mig bestemt ikke som en sådan. Jeg anmelder og skriver som offentlig person, jeg har et navn og et ansigt og står inde for alt hvad jeg skriver. Når jeg har noget negativt at sige om noget eller nogen indenfor musik-genren, så forsøger jeg for så vidt muligt at begrunde det så godt jeg kan. Nej, det kom nok ikke helt til udtryk ved min sidste Lil Wayne anmeldelse, det beklager jeg. 

Til gengæld er det rigtigt, at jeg virkelig ikke kan lide Lil Wayne. Hader jeg ham? Nej, jeg kender ikke manden, og kan derfor ikke decideret hade ham. På den anden side bliver jeg virkelig ked af det, når jeg slår ”Lollipop” op på YouTube, der har over 90.000.000 views, og ser at der er brugere, der i kommentarfeltet skriver: ”He’s the reason I love music. <3”. - For jeg synes virkelig, inderst inde fra mit hjerte, at det er noget forbandet lort, at Lil Wayne kan være garant for kvalitet og god musik, når han så åbenlys laver så suverænt dårlig og intetsigende musik. Det hader jeg faktisk lidt. I må gerne kalde mig en "Lil Wayne hater" hvis I lyster, det synes berettiget. Når alt kommer til alt er det ikke mig, der tager den besværlige, tafikerede og langsomme vej til arbejde. Jeg har fundet den bedre løsning, og jeg kan kun håbe på, at jeg en dag møder jer, der har ondt bag i fordi jeg jorder Lil Wayne, på denne cykelsti. Her er altså hyggeligere. 

2.5-3/6

- Jeppe Barslund

Top 20 - 2011

20. Zion I & The Grouch - Heroes in the Healing of the Nation

19. Apathy - Honkey Kong

18. Reks - R.E.K.S.

17. Elzhi - Elmatic

16. Phonte - Charity Starts At Home

15. Marq Spekt & Kno - Machete Vision

14. Random Axe - Random Axe

13. 9th Wonder - The Wonder Years

12. Doomtree - No Kings

11. Saigon - Greatest Story Never Told

10. Evidence - Cats & Dogs

9. Eligh & Amp Live - Therapy At 3

8. Hassaan Mackey & Apollo Brown - Daily Bread

7. Blue Scholars - Cinémetropolis

6. The Roots - Undun

5. Action Bronson - Dr. Lecter

4. Sims - Bad Time Zoo

3. Kendrick Lamar - Section.80

2. Common - The Dreamer/The Believer

1. Cunninlynguists - Oneirology

Følg wots.dk i de kommende dage for min liste over de bedste danske hiphop udgivelser

- Jeppe Barslund

Common - The Dreamer/The Believer

Som det fremgår af mine tidligere Common-anmeldelser, så er Chicago MC’en blandt mine absolutte favoritter. Jeg tror endda at jeg – mere eller mindre ”officielt” - udnævnte ham til min nummer ét favorit rapper. Jeg har taget mig selv i at revidere rigtigheden i dette statement fra tid til anden, da der er så mange fantastiske rappere ”derude”, der lige så vel kunne gøre sig som ”den bedste”. Men et-eller-andet ved Common gør, at jeg som regel plejer at komme til enighed med mig selv om, at det nok alligevel var det rigtige valg. Efter at have hørt hans nye, niende album The Dreamer/The Believer, er min sporadiske tvivl endegyldigt blevet gjort til skamme, og alle de andre rappere derude skal virkelig oppe sig, hvis jeg nogensinde skal ændre min påstand.
     Som det ligeledes fremgår af mine mange anmeldelser af Commons plader, så har han efter min mening aldrig begået noget, der ligger under det ’rigtig gode’ i kvalitet (muligvis med debuten som undtagelse). Dermed ikke sagt, at jeg ikke har været uenig i nogle af hans karriere-valg. Be er og bliver hans stærkeste projekt til dato (simpelthen et hovedværk i moderne hiphop-kultur), men nogle af de efterfølgende, Hollywood-påvirkede træk, klædte ikke tilsyneladende rapperen efter min smag. En masse små filmroller i store Hollywood-produktioner gjorde, at hans begyndende smag for det celebre liv som red carpet –betrædende ”stjerne”, afspejlede sig i hans Universal Mind Control album, der bød på de mest poppede og mindst substantielle musikalske bidrag i hans karriere (dog stadig et fantastisk album, men nok ikke hvad man havde håbet eller forventet af Common).

En god rum tid er gået med musikalsk stilhed omkring Common, der i stedet har begået sig som førsteelsker i ondt-i-tanden-sukkersøde kærlighedsfilm som fx Just Wright, der unægtelig har gjort, at man har været nødsaget til tage sig en smule mere sammen for at vedligeholde sin respekt for manden som troværdig hiphopper. Med The Dreamer/The Believer gør Common det dog endnu engang ufatteligt nemt at se ham som værende den gudsbenådede rap-maestro han er, og altid vil være.

Når selv en hardcore undergrundsrapper som Apathy beder sine facebook-fans om at huske på, hvor vigtig Common er for hiphop-kulturen, og samtidig udtrykker sin totale begejstring for den ”tilbagevendte” Common, så ved man der er noget om snakken!

”If you desire a bright tomorrow, you must build a brighter dream. Dare to let your dreams reach above you… Know that history hold more than it seems. We are here, alive today, because our ancestors dared to dream”

Commons niende album handler om drømme. Om at drømme. Om at sætte sig nogle mål med livet – gerne ambitiøse – og så arbejde røven ud af bukserne for at nå dem. Og ikke mindst om, uanset hvad, at tro på, at det kan lade sig gøre. Allerede her lyder det hele som én stor kliché, men der er ikke mange bedre fortalere for drømme-opnåelse end Common.

”It all started with a dream, I wanted to be Run D.M.C. /
The Lord put the blessing upon the MC /
O the the M, dreams were spoken to him /
That’s when I knew my flows would overflow to the rim /
Open my eyes, yes sir this is what I’m made for”

The Dreamer/The Believer tager udgangspunkt i Commons egen kamp for at nå fra bunden til toppen. Fra at være en ung lømmel i Chicago’s slum med ”ghetto niggas’ dreams from the hood” (”Ghetto Dreams”) til at hæve glasset og skåle for livets triumf (”Celebrate”). I løbet af denne herlige coming-of-age fortælling, får Common flettet en række fantastiske sange sammen, hvori han demonstreret og beviser, at han mestrer alt fra poesien malende sprog til battle-rappens gade-kodeks bedre end de fleste andre rappere i dag.

Med sig har han vidunder-produceren No I.D, der har sammensat hele lydbilledet til nærværende skive, og lad mig bare sige det som det er: dette er No I.D’s kronværk som producer. No I.D. producerede stort set alt på Commons tre første udgivelser, så det er bestemt ikke første gang de herrer slår hovederne sammen, men No I.D. har ganske simpelt bare aldrig lydt bedre end her. Musikken er gennemstrømmet af en sitrende soulful’ness, en udsøgt sans for effektive melodier og en gennemgående rå nerve. Det er på alle måder the best of both worlds der mødes her. Stramme drum-breaks og fænomenale soul, jazz og blues –samples, der udgør et himmelsk hiphop-univers, tilsat bredt appellerende sang på stort set alle omkvæd. – Ikke sunget af ”hvem end der er hot lige nu”, men af ukendte (med John Legend som undtagelse), vanvittigt dygtige studio-sangere, der virkelig kan deres kram. Lidt á lá The College Dropout, hvis liste over (ukendte) studio-sangere er flere kilometer lang. Tja, hvis ikke det var fordi at man vidste, at det forholdte sig helt omvendt, så skulle man tro, at No I.D. var dybt inspireret af Kanyes mix af oldschool soul og flabet originalitet. Det er han jo nok også et godt stykke af vejen, det ene udelukker jo ikke det andet. Hvorom alting er, så er beat-kataloget på The Dreamer/The Believer lige til at fælde en tåre eller ti over, - af inderlig glæde vel at mærke!

Og ”heldigvis” er Common i prægtig topform, så der er virkelig tale om rap og beats, der går op i en højere enhed. Fra den bund-melodiske åbner ”The Dreamer”, hvor Common rapper om hvordan det er, pludselig at være ham, der skal inspirere de unge til at drømme stort, til den fuldt ud aggressive ”So Sweet” med sin lede og fede bas-gang. Fra en af årets største musikalske bedrifter i den blues-guitar og violin –besmykkede ”Gold”, der handler om, at man skal huske at have hjerte og sjæl med sig hele vejen, til ”The Believer”, der bærer en af de flotteste tekster skrevet i meget lang tid. Fra den festlige, livsbekræftende ”Celebrate” til den måbende flotte ”Cloth” om indre skønhed, hvorpå Common så smukt rapper:

”Hey lover we can cover each other /
Through the coldest nights, tight never smother /
It’s two things that seems to hold us together /
God is our tailor and forever – it’s the cloth”

Den rå attitude er godt nok lige ved at flyde over når Common på “So Sweet” siger “it’s the raw right here nigga, sweet motherfucker – sweet ass bitch motherfucker”. Det virker en smule malplaceret på en ellers gennemgående positiv og opløftende plade, og jeg er lidt I tvivl om hvem han er så sur på, og ikke mindst hvorfor han er så sur! Det virker som om, at han har tænkt, at hans hiphop-fans nok skal se igennem fingre med hans Hollywood kærlighedsfilm, hvis han bare bander en hel masse og lyder rigtig sej. Lige dén tankegang har jeg et lidt ambivalent forhold til, men heldigvis flyder han upåklageligt over det smækre beat, så helt slemt er det trods alt ikke. - Især ikke når han på den efterfølgende ”Gold” (som sagt et af de bedste numre dette år har rystet af sig) fyrer op for så hamrende skarp lyrik. Endda over et beat, hvis sample af Graham Central Station’s ”The Jam” bærer en åbenlys homage til Smif-N-Wessun’s udødelige klassiker ”Shining… Next Shit”. Common rapper:

”Ashtrays an’ cigarettes, last days, indigenous peoples /
These are the adventures of young black millionaires /
I am the voice of the meek and underprivileged /
The smell of success, I want y’all to get a whiff of this /
On a move like black slaves through the wilderness /
I write it, and still get invited to white Christmases /
When I was born three wise men came to visit us /
One a hustler, one a king, one a prisoner /
They cracked the bottle, then start giving gifts /
You from Chicago, we want you to deliver this /
Show the walking dead who the truly living is /
Separate the fake from who the real reals is”

Lige I øjet.
Lyrisk set når pladen sit episke klimaks på ”The Believer”, hvor poesi, metaforer, intelligent undertekst, politiske statements, kærligheds-propaganda og sociale problemer ramler sammen i én stor pærevending af ren storhed. I får første vers serveret i sin fulde længde – musik er ikke en nødvendighed, ordene taler deres egen, stærke sag:

”These are the words of a believer /
Achiever, leader of the globe /
Feeding souls of those in need /
I bleed the blood of the struggle /
Walking over troubled puddles /
Hustles in my chest, no hustle, no progress /
Extremities of life and it’s process /
Birth of a son, death of another /
With love I can rest both mothers /
And told ‘em, who’s in control is the one that’s above us /
I walk where money talks and love stutters /
Body language of a nation going through changes /
The young become dangerous, pain gets spent into anger /
Anger gets sent through the chamber /
It’s tough when you look like strangers /
We are the sons of gangsters and stone rangers /
If he could, how would Ernie Barnes paint us? /
Look at the picture, hard not to blame us /
But time forgives in the Chi where the young die often /
Do they end up in a coffin because we haven’t taught them? /
Is it what we talking we really ain’t walking? /
Dudes, hustler’s pay, how much did it cost ‘em? /
Find myself on the same corner that we lost ‘em /
Real talkin’, in they ear like a Walkman /
Thoughts spin around the corner to the world /
When I see them, I see my baby girl /
Believe”

Andet vers er i øvrigt lige så overvældende.
Som et ægte Common-album, så er det naturligvis hans far, nok bedre kendt som “pops”, der får lov til at lukke ballet med sine strø-tanker, og også han serverer stof til eftertanke:

"Dreams come true...
Truthful dreams become life
Life become belief
Belief become live
Live the life you believe...."

Og nu til det negative.
Eller næ, det er der egentlig ikke rigtig noget af.
Indrømmet, produktionen på ”Blue Sky” lå ikke helt behageligt i min øregang ved de første gennemlytninger. Men efter at have hørt hele skiven igennem en hel del gange, så ikke bare lyder den forrygende, dens specifikke placering virker også helt rigtig. Nogen gange møder man også bare musik, der er så gennemført, lækker og opløftende i sit væsen, at man slet ikke har lyst til at grave efter ulemper og minusser. The Dreamer/The Believer er bestemt sådan et album. Man er tryllebundet fra de første sekunder og lige indtil Pops afrunder albummet og giver slip på én igen. Og derfra kan det i øvrigt kun gå for langsomt med at starte pladen forfra og tage turen en gang til, og en gang til, og en gang til, og så lige en sidste gang, og så lige allersidste gang.

     Dette album har haft - og har sådan set stadig - præcis samme effekt på mig, som da My Beautiful Dark Twisted Fantasy ramte gaden sidste vinter; alt andet musik er pludselig mere eller mindre ligegyldig. Alt andet musik man ellers lige gik og hørte sættes på standby. The Dreamer/The Believer er ikke en 6/6'er som MBDTF var det, for Common og No I.D. forsøger ikke at smide noget nyt eller vildt på bordet i samme grad som Kanye gjorde. The Dreamer/The Believer er en 6/6'er som Hocus Pocus' 16 Piéces var det: ganske simpelt bare så hamrende eminent, at den musikalske eufori løber én helt ud i fingerspidserne og ned i den yderste nerve i storetåen. Meget mere kan jeg ikke bede om.

6/6