Q-Tip - The Renaissance

Hvis man indledte en diskussion om, hvem der igennem tiderne har været vigtigst for hip hoppen - hvis personlighed og tilstedeværelse på scenen har gjort mest for den kunstart vi alle samles om. Der er selvfølgelig mange der ville kunne krones som værende dén mest betydelige. Af folk jeg lige kan komme i tanke om, der vil DJ Premier, NaS, Dr. Dre, 2Pac, Biggie, RZA, Pete Rock og Common være iblandt de vigtigste på min liste. En helt ottende person der bestemt, måske endda over alle andre, har fortjent at komme på den liste, er ørerenseren, Q-Tip.
Han var frontfigur i legendariske A Tribe Called Quest som har bidraget verden med nogle af de bedste hiphop udgivelser, som blandt andre "Low End Theory" og "Midnight Marauders". Den stil som ATCQ repræsenterede er hvad vi idag kender som 'concious rap' - og Q-Tip selv fortjerer mere end nogen anden at bære titel som fader af selv samme. Artister som Common, Mos Def, Talib Kweli, The Fugees og Kanye West havde muligvis aldrig kommet frem hvis det ikke havde været for Q-Tip, og ser man tilbage på klassikere som blandt andet "Illmatic" og "The Infamous", så har Q-Tip været inde over. Sort på hvidt; Q-Tip er indiskutabelt en af de største der har været, lige fra day 1.

Som solokunstner har Q-Tip dog ikke været så produktiv, ikke at bebrejde ham noget, men 9 år er gået siden vi blev forkælet med "Amplified", som blev udgivet året after A Tribe Called Quests sidste udgivelse. Q-Tip formåede på egen hånd at holde stilen ved lige, og mange anser "Amplified" som en post-ATCQ klassiker. Nu skriver vi så 2008, hvor Q-Tip (endelig) er tilbage med et album, som faktisk lyder mere i retning af den gode gamle 'Tribe' -lyd end nogen anden kunstner har formået at kunne gengive siden en faktisk udgivelse.
Lyden står Tip også selv for. Udover et styks Mark Ronson og 2 J Dilla producerede numre, så har Q-Tip selv sørget for musikken, hvilket han sørme' har gjort godt. Jeg var egentlig ikke klar over at han var den store producer - he proved me wrong!
Mit favorit nummer er albummets åbner "Johnny Is Dead", som byder på et simpelt men herligt svingende beat, og et uovertruffent fremragende omkvæd, som resulterer i stort set uendelig replay value.
Faktisk så er denne "replay value" et af de vigtigste nøgleord når man skal beskrive "The Renaissance", for albummet er skabt ud fra en opskrift der siger, at der skal være en tårnhøj kvalitet overall, fremfor et eller to numre der er værd af lytte til - i ved, den opskrift som 95% af industriens artister laver cd'er ud fra... Disse 95% burde gøre klogt i at spidse ører og lytte til Q-Tips første radiohit "Gettin' Up", som er det perfekte bevis på, at et såkaldt "hit" sagtens kan være sammensat af substantiel og vedkommende tekst samt flot sammenskruede produktioner, i dette tilfælde takket være the late Jay Dee.





Denne stil vedligeholdes utroligt nok hele albummet igennem. Spring-over-numrene er blevet totalt udelukket, og herligt nok er albummet spækket med lækkert hiphop, som i dens reneste form minder dejligt meget om den jazzede, funky og soulede hiphop, som Tribe var fakkelfører for i sin tid. Tag fx. "ManWomanBoogie" som helt enkelt består af et oldschool trommebeat og en seriøst dyb basgang, der glædeligt hopper afsted og resulterer i et ganske magisk nummer. Samme beskrivelse, med enkelte specifikke sprøde twist oven i hatten, kan bruges om stort set alle de andre numre på albummet, og især den soulede del er en enorm drivkraft hele vejen igennem, og ser man på gæstelisten der består af Raphael Saadiq, D'Angelo og i den bedste ende, en af mine favorit sangerinder, Norah Jones, som besmykker nummeret "Life Is Better" og hjælper til med at gøre det til en af 2008's absolut bedste skæringer.
Lyrisk set stormer 'Tip frem og skærer igennem med imponerende rap, rim og historier - helt som man kender ham. Han kommer bredt omkring, og hans vedkommende touch gør at han altid fremstår som en aktuel og interessant rapper, der har noget vigtigt at stå frem med.

"Not Saying that I hate it, 'Cause here I kinda dig it / But what good is a' ear if a Q-tip isn't in it?"

"The Renaissance" er bestemt en af de bedre hiphop oplevelser i året 2008, og jeg vil råde enhver til at checke albummet ud, for det er en fandens go' kontrast til alle døgnfluerne, 1-hit-wonder'ne og alle dem der sætter pengene før kvaliteten. Q-Tip holder glæden ved lige, og efter at have lyttet til dette album, virker ens øre faktisk rent igen.

5/6

Grav - Down to Earth

Down To Earth er udgivet i 1996 , dengang hvor hiphoppen var i sin prime. Grav er fra 'the city of wind' - Chicago, som bestemt var med på kortet som en hovedleverandørerne af sublimt hiphop. Det sjove ved "Down To Earth" er, at hovedpersonen Grav ikke er den mest interessante person i billedet. En anden Chicago'aner har nemlig haft sine fingre med i denne udgivelse, nemlig en 19-årig Kanye West.

Før jeg hørte om Grav's "Down To Earth" - hvilket først skete for nyligt - levede jeg i den tro, at Kanye West's første oficielle produktionsarbejde var for Roc-A-Fella, på Beanie Sigels hit "The Truth", singlen der lukkede Kanye ind i armene hos Jay-Z. Denne tro havde jeg fået fra Kanyes eget biografiske nummer "Last Call" fra hans eget debut album, hvor han som de fleste sikkert ved, giver hele historien om hans vej frem i 'gamet'. Om han glemte hans arbejde for Grav, ikke vil kendes ved det eller noget helt tredje vides ikke, men nu står det i hvert fald klart (indtil et endnu mere sjældent album dukker op!); de 8 produktioner Kanye har bidraget med til "Down To Earth" var de første på hans vej til at blive en verdensberømt superstjerne.
Det yderst interessante ved at lytte til "Down To Earth" er at man kan høre den ekstreme udvikling fra Kanyes start til nu, hvor han lige har udgivet hans fjerde og inderligt eksperimenterende album, der byder på "hiphop" som aldrig er hørt før. Og sidder man som mig og lytter til Grav og "808s & Heartbreak" skiftevis, så er det noget nært umuligt at tro på, at det er den samme mand der står bag - for forskellen bliver ikke større.
Mr. West følger fornemt den typpiske 90'er stil, med støvede trommer og dybe basgange, der udgør sublimt gyngende beats der får det bedste frem i Gravs insisterende rap, der, hvis man skal sammenligne, minder om en blanding imellem Mobb Deeps mørke og stærke flow og Commons legende og stilsikre rap. Lyrisk set er Grav alt hvad man kan drømme om fra de gyldne og svundne tiders hæphåp, råt og godt med både kant og humor. Fu***** nice!

Blandt de andre lyd-troldmænd der har været indover albummet er No I.D. også vigtig at nævne, for selvom han kun har én skæring med, nummeret "Sex", så beviser han, om ikke igen, at han var en af de stærkeste hiphop musikere, og selvom han ikke er så tydelig på scenen i disse dage, så er det tydeligt at han var en af de største dengang. Og lyden på "Down To Earth" samlet set nogenlunde tæt på fejlfri.
Det store spørgsmål er, hvad der er blevet af Grav siden? Der var usandsynligt mange hiphoppere der udgav usandsynligt mange albums i halvfemserne, så det er klart at det ikke er alle der bliver husket. Der er ustyrligt mange såkaldt "klassikerer" fra 90'erne, ALT for mange til at man kan følge op på dem alle og checke om det faktisk passer - men fra mit point of view er "Down To Earth" absolut en af dem, og selvom det stort set er umuligt at få fat i albummet i dag, så er det med tilnærmelse direkte uansvarligt at ikke gøre et forsøg, for det er ganske simpelt et møghamrende godt album!
Selvom det ikke er det nummer der retfærdiggøre albummet bedst, så ta' en lytter til det Kanye producerede "One Puff" her (der ligger ikke andre numre på YouTube):

5/6