Dette er mit sidste indlæg.
Det er absolut bittersødt at skrive det her, men jeg har besluttet at trække mig tilbage som anmelder og blogger. En beslutning, jeg har leget med i en del tid, men som har været for svær for mig at trumfe igennem, ganske enkelt fordi jeg elsker det her! Jeg elsker at lege autodidakt pseudo-anmelder og gjorde det gerne fuld tid, hvis man jeg kunne leve af det. Men det kan jeg ikke. I 10 år har HipHopAnmeldelser været én stor udgiftsbaseret tidsrøver, og selvom jeg længe - i årevis - har kunne leve højt på gennemarbejdede anmeldelser, gode debatter, feedback og respons, og samtaler med en masse fantastiske mennesker - og dem har der været mange af i årernes løb, så er det med tiden blevet sværere og sværere at få tingene til at hænge sammen, og nu, hvor der er to små børn i husstanden, er fornøjelsen ved at anmelde ikke nær så stor, når man ved, hvor ens fokus og energi burde ligge.
Inspirationen til at gøre alvor af tanken om at trække mig som anmelder kom fra denne video, hvor rapperen Beleaf forklarer, hvorfor han stopper med at rappe. Som han forklarer, kæmpede han med konceptet "good vs. best": at der er noget, der er godt for en og noget der er bedst for en. Hvis det, der er godt for dig, fjerner fokus fra det, der er bedst for dig, bliver det pludselig "fjenden". Og selvom forklaringen måske kan lyde lidt krøllet, var det dét, der fik femøren til at falde for mig. At anmelde hiphop og blogge om hiphop-kultur er ekstremt godt for mig. Jeg har i mange år kunne sætte lighedstegn mellem mit virke som blogger og decideret livskvalitet. Jeg har lagt utallige timer i min blog, hvilket har ført til, at jeg har skrevet en række anmeldelser, jeg med stolthed kan kigge tilbage på, at jeg har inspireret folk, at jeg selv er blevet inspireret, at jeg har kunne eksponere sublim hiphop via mine Leftovers-kompilationer, at jeg har interviewet flere af mine store rap-helte som Brother Ali, Evidence, Sims og Macklemore, at jeg selv er blevet interviewet i flere podcasts, at jeg har kunne hjælpe folkeskole- og gymnasieelever med at hive flotte karakterer hjem til større opgaver, at jeg har haft æren af at være punchline-award dommer til MC's Fight Night, at jeg har bedømt et halvt hundrede skrevne rap-battles og måske vigtigst: at jeg har lært en masse fantastiske mennesker at kende og er kommet på fornavns-basis med nogle af de kunstnere, jeg anser for at være blandt landets absolut dygtigste. Alt dette har været ubeskrivelig godt for mig. Men det er ikke bedst for mig, ikke længere. Det bedste for mig er at være så meget sammen med min familie som overhovedet muligt, og simpelthen at være tilstede. Være nærværende. Det har jeg ikke kunnet ordenligt, så længe der har hængt anmeldelser og indlæg over hovedet på mig, som jeg gerne ville og helt klart burde få skrevet.
inden hans warm-up set for Brother Ali på Lille Vega.
Jeg takker derfor af med en hulens masse hængepartier! Jeg fik fx aldrig anmeldt Kanye West's The College Dropout og Late Registration til topkarakter. Jeg fik aldrig gen-anmeldt Common Market's Tobacco Road og rettet den 5'er til dens retmæssige 6'er. Jeg fik aldrig anmeldt Beleaf's In Fatherhood (som er årsagen til alt det her!). Jeg fik aldrig anmeldt Outkast. Jeg fik aldrig anmeldt The Roots (selvom jeg var kommet langt med et stort The Roots -anmelderprojekt, med bidrag fra bl.a. PTA, Ann Noyd, Christian Grubert og Maja Hirani). Jeg fik aldrig vist min svulmende kærlighed til Little Brother. Jeg fik aldrig forklaret, hvorfor Shad er min yndlings-rapper. Jeg fik aldrig udgivet ti Leftovers-cd'er og til sidst samlet dem i en super-lækker og "eksklusiv" collectors edition boks. Jeg fik aldrig, jeg fik aldrig, jeg fik aldrig.... Der er mange, mange ting jeg gerne ville have nået, som det smerter mig nu at måtte give endegyldigt afkast på.
som jeg altid hev frem og nedskrev kravetæer i, hvis chancen bød det.
Det er dog også en lettelse af de helt store, for nu kan mit fokus endelig rettes hen på det, der er bedst for mig. Til gengæld er det med en lillesmule ængstelighed, at jeg skal til at høre hiphop! I 10 år har jeg lyttet til hiphop med et formål. Anmelder-brillen har til en vis grad altid været på. Hver gang jeg har hørt noget nyt, har jeg ledt efter en vinkel at indlede anmeldelsen på, jeg har tænkt i spændende beskrivelser, funderet over særlige dele af lyrikken, der kan fremhæves, målt, vejet, følt, nærstuderet, og analyseret. I ti år. Jeg har lyttet til hiphop i omkring 15 år, hvilket vil sige, at jeg i 2/3 af min tid som hiphop-lytter har lyttet med et formål, lyttet som anmelder. Nu skal jeg bare være lytter igen. Kan jeg overhovedet det? Kan jeg finde ud af bare at..... lytte? Lytte og nyde, at jeg ikke skal noget med det, at det bare er til mig selv? Som Phonte rapper: "Today's fan is tomorrow's rap-critic". Denne gang er det omvendt.
til enhver tænkelig del og afkrog af det ganske land
Der skal til sidst lyde et tak herfra. Et stort tak endda. Tak til Jer, der fulgte med. Tak til alle Jer, der gjorde det til en fornøjelse for mig, at bruge min tid på dette projekt. Tak fordi I læste med, en sidste gang. Det er bedst sådan.
- Jeppe Due Barslund
