Mund de Carlo - Ja nej måske EP

Tilbage i starten af april skrev Carlos til mig og fortalte om sin kommende, lidt "anderledes" EP Ja nej måske, og spurgte samtidig, om jeg havde tid og lyst til at anmelde den. Jeg havde inderligt lyst til at sende et "JA!" tilbage, da Carlos og jeg har en slags kunstner/anmelder-"historie" sammen, der går et halvt årti tilbage, hvorfor jeg opfattede det som noget nært obligatorisk at anmelde hans nyeste. Jeg vidste dog, at et ærligt "nej" var mere realistisk, da jeg i forvejen har nok at se til med arbejde og familieliv. Jeg endte derfor med at svare med det lidt passive og vage: "Jeg kan ikke garantere en anmeldelse, men send bare materialet". 

Materialet blev modtaget og jeg fik det lyttet godt og grundigt igennem. Det var godt. Rigtig godt endda. Carlos skriver igen for at høre, på absolut ydmyg og beskeden vis, hvordan det ser ud med den anmeldelse. Hvis nej'et var mest realistisk før er det intet imod nu. Mit skema på arbejdet er netop blevet udsat for omfattende ændringer. En kollega er blevet langtidssygemeldt og jeg er blevet bedt om at overtage hendes dansktimer i hendes klasse med dags varsel. Endvidere har min kone akkurat prikket hul på sin bachelor-skrivning, hvilket i ganske høj grad involverer mig og min assistance. På armen bærer jeg min søn på halvandet, som vil lege i alle sine vågne timer og som konstant spejder efter min opmærksomhed. Der er altså rigelig med bolde i luften, og inderst inde ved jeg, at det "nej" bør falde prompte. 

Jeg kan dog ikke se bort fra, at ja'et presser insisterende på. Hvor ville det dog ærgre mig at skulle lade Ja nej måske passere som den første af Mund de Carlos udgivelser, og hvor er der egentlig mange ting som jeg synes, Carlos har fortjent at få at vide i en anmeldelse. Jeg har lyst til at fortælle ham, at jeg er fuldstændig på røven over den udvikling han har undergået som kunstner og rapper, siden jeg havde Det tar' tid under kniven i 2011. Jeg har lyst til at rose ham for at have frasorteret alt overflødigt og skære helt ind til benet, hvilket jeg fandt var et problem på Frit Fald. Jeg har lyst til at tilkendegive hvor fantastisk det er at opleve, at indholdet er blevet vægtet så højt, hvilket jeg savnede på Ordene Først - i øvrigt uden, at der på nogen måde bliver gået på kompromis med de tekniske aspekter, der er så respektindgydende som altid. Ligeledes er det så afgjort på sin plads, at Carlos får at vide, at det med succes er lykkedes ham at lave en EP, der ikke alene har engageret mig i temaet og givet mig oceaner af stof til eftertanke, men simpelthen bevæget mig. Og tænk engang, hvis jeg ikke fik fortalt Carlos, at "Måske" er en af de bedst og flottest fortalte historier i dansk rap i mange år i min bog, og at historiens afsluttende linje og pointen deri ramte mig som et lyn fra en skyfri himmel, og i sjælden grad fik mig til at se indad. Carlos skal have at vide, at jeg er af den mening, at han har begået en uhyre vedkommende EP som alle er tjent med at opleve. At han med sit gnistrende veloplagte sprog og tekster bekræfter og retfærdiggør, at han tilhører dansk raps elite, imens elegante formuleringer som "regnens efterspil laver urolige cirkler" giver ham indfødsret i litteraturen. 

Der er meget jeg gerne vil fortælle Carlos. Meget jeg synes, jeg ikke kan snyde ham for at få at vide. Men det får jeg jo ikke mere tid imellem hænderne af, så jeg skriver, igen på henholdende facon, at jeg virkelig gerne vil anmelde EP'en, men at jeg altså har rygende travlt og derfor lige må se tiden an. Så har jeg i hvert fald ikke sagt for meget. 

Psykologien bag valget af det endegyldige svar, ja'et, nej'et og måske'et, er aldeles komplekst. Et "ja" er ikke kun udtryk for en engagerende tilgang til livet, ligesom et "nej" ikke per definition er afvisende. Nej'et kan være et nødvendigt udtryk for kritisk stillingtagen, ligesom et "ja" kan være afsæt for horrible tiltag. At svare "ja", "nej" eller "måske" er absolut ikke sort/hvidt, og de utallige nuancer, facetter og faktorer der kan ligge bag, gør selve valget af svar til et spændende studie. Det er dét Mund de Carlo indlemmer os i på Ja nej måske, og det er der kommet et beundringsværdigt produkt ud af - dét skal han da have at vide. 

Måske kan jeg finde en gylden mellemvej mellem ja'et og nej'et, så jeg kan få fortalt Carlos alle de her ting, uden at skulle skrive en egentlig anmeldelse. Så kunne jeg samtidig fortælle, at jeg synes Ja nej måske er noget af det stærkeste han har lavet, at jeg ville give den 4 ud af 6 hvis jeg skulle anmelde den, og at han hellere må lytte til de ting jeg har at sige om EP'en fremfor at kigge på karakteren, hvor der er taget højde for noget så kedeligt som det faktum, at udgivelsen blot er tre skæringer dyb. 

En klog mand sagde engang, at halvdelen af livets kvaler kan føres tilbage til, at vi svarer "ja" for hurtigt og "nej" for sent. Jeg endte med hverken at svare Carlos med et "ja" eller et "nej", måske var det egentlig meget fornuftigt.